-
Stadig tyndhudet
Jeg besøgte Susling på min tur rundt i blogland og læse hendes seneste indlæg, der handlede om en venindes død og om hvordan hun på samme tid mistede en anden veninde.
Lige som døden slukker kontakten fra det ene øjeblik til det næste, kan man også slukke kontakten med et enkelt klik på facebook. Så det gjorde jeg og har nu to venner mindre.
Hun ramte mig lige i solar plexus og åbnede et sår, som ikke helt vil læges…
…
PS: vejret er alt alt for smukt at være inde i… så nu tager Ninjaen og jeg altså til fjorden!
-
Tjenester…
Tanker på en tirsdag…
Jeg er privilegeret. Jeg kender en, der kan lave min bil. En anden, der kan fikse min computer og min blog, hvis jeg har klokket i det. En tredie, der har egen forretning, hvor jeg kan købe til indkøbspris. En fjerde der uddeler fribilletter til biffen med rund hånd. En femte der….
Og jeg benytter mig af det… men helst kun hvis jeg føler, at jeg har noget at gi’ den anden vej.
Det eneste jeg ikke gør er, at pådutte disse “hjælpenisser”, at de skal yde samme service overfor mine kolleger, venner, bekendte… jeg vil ikke engang spørge!
Jeg ved fra mig selv, at man pludselig kan blive kvalt i filantropi.
Indtil for 5 år siden kodede og designede jeg hjemmesider for Gud og hver mand. Det var fint nok, hvis ellers det var ophørt der. Men det gjorde det ikke. Hver gang, der skulle rettes et komma var det undertegnede, der skulle gør det. Langt de fleste rettelser var i småtingsafdelingen. Noget jeg kunne gøre med venstre hånd. Problemet var blot, at der til sidst var så mange sider, der skulle vedligeholdes med smårettelser, at jeg hver eneste aften sad flere timer ved pc’en.
Jeg fik bare nok og da jeg samtidig blev syg og ikke længere kunne overskue det, sagde jeg fra. Over for alle.
Og har gjort det siden.
Jeg har et par stykker, jeg stadig hjælper – og med glæde!
Den ene tjeneste er jo den anden værd.
…
Derfor blev jeg også skide skuffet da jeg i dag blev spurgt: Er det til dig selv?
Skuffet over at vedkommende tilsyneladende kender mig så dårligt. Trods alt.
-
Life in a box
Jeg havde engang en god ven som fortalte mig, at han med cirka 5 års mellemrum bliver ramt af sådan en krise (hans eget udtryk), hvor han føler stor trang til at revolutionere hele sit liv… flytte, blive skilt, rejse, skifte job…(jeg har så tilgengæld også erfaret at visse kriser kun er varm luft og fiser ud i det rene ingenting, hvis man blot venter… men det er en helt anden historie)
Jeg tænkte på det i morges på vej til job.
Når jeg flytter til februar er det nøjagtig 5 år siden jeg pakkede mit barn, mit habengut og forlod min mand.
Måske er det også sådan en 5 års krise, jeg er blevet ramt af.
Eller måske er det bare fordi jeg ikke orker en sommer mere af den her slags.
Jeg tænker at kriser/revolutioner er okay… hvis de er et reelt udtryk for et ønske om udvikling og forandring til det bedre – og ikke bare en fiks ide for ikke at kede sig ihjel.
Det er nemlig uærligt og synd ikke at leve det liv, der er godt for dig.
Eller i det mindste gøre forsøget…
-
Find hunden
Nå okay… så svært er det vist heller ikke på den afstand (:
Men hun er da ret godt camoufleret midt efterårsløvet.
Det har været en smuk dag.
Is på bilen og kig til en stjerneklar morgenhimmel og derefter sol hele dagen fra en næsten skyfri himmel.
Den søde Rasmus og den skønne skagbo har begge fødselsdag i dag (tillykke til dem) og de kan passende deles om æren for det smukke vejr.
Og så er det fredag.
Bliver det overhovedet ret meget bedre? (:
-
Oktober morgen
Vi er langsomme startere denne oktober morgen.
Hundene snorker i hver deres kurv og ligner ikke nogen, der har til sinds at lette sig foreløbig. Vi drikker kaffe, ser lidt morgentv, skriver en enkelt mail, snakker lidt om livet i almindelighed og mænd i særdeleshed.
Bruger fortsat en masse (unødig) krudt på at greje, hvordan man på så kort tid kan slå så store koldbøtter i livet. Pludselig er vi som fremmede… som om det sidste år og vores venskab/fortrolighed slet ikke har eksisteret. Fandeme mærkeligt.
Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved nu, havde jeg nok lyttet til mavefornemmelsens: “åhnejdetviljegikkeinvolveresi“!
SOMOM
Gu’ havde jeg ej. Jeg havde kastet mig ud i det og jeg fortryder i øvrigt ikke et sekund. Vi gjorde hinanden boblende glade. Omend det ikke varede så længe.
Jeg skal nok få det lagt bag mig – men indimellem, når jeg er mest sårbar, dukker det op – for jeg kunne godt bruge den ven han var engang.
…
Vi skal ud i dag. Jeg skal ud. Dårligt vejr eller ej.
Men først lige en kop kaffe mere.
God fredag og god weekend ♥
Oktober smukhed i mit fjernsyn fra norske Jonas Alaska
-
Pludselig er det forbi…
Sommeren forsvandt lige pludselig og blev afløst af regn, blæst og mørke morgener. Men også med glimt af efterårssol og smukke septemberfarver.
Jeg bokser fortsat med lidt udfordringer i privatsfæren. Ikke noget alvorligt, men alligevel noget der trækker energien ud af kroppen. Når mor sådan hænger lidt med skuffen er det godt, at have en datter som ved at en tom vaketøjskurv, nyvaskede gulve og en hund der er luftet gør hverdagen temmelig meget venligere.
Fik jeg sagt, at sådan en pige har jeg (:
På vejen hjem fra job lagde jeg vejen forbi et sted, som plejer at kunne fylde mig med… latter, glæde, smil. Men det er også forbi. Her er ikke længere hverken varme, smilende øjne eller kram at hente.
Det er ikke afløst af regn og blæst – snarere af ligegyldigt gråvejr.
ØV.
Nåmen… det går nok altsammen, og hvis det ikke gør, så går det også alligevel.
-
Ambivalent
Det gjorde godt at se ham i dag. Og ondt.
Godt fordi det ikke længere rørte mig (ha… somom). Ondt fordi mavefornemmelsen sagde, at vi har nået ‘point of no return’ og det vi lovede hinanden skulle være forever, blot viste sig at være…
Jeg tænker, at vi en dag kan ses uden, at der bliver rippet op i såret. Eller noget.
-
Så har man ikke lovet for meget
Der var en der sagde til mig på et tidspunkt, hvor han lovede mig noget
Forever er squ da forever!
Det holdt ikke ret længe :-/
I dag fik jeg en ny variant serveret. Fra en anden ‘han’
Forever… for i dag i hvert fald!
Så har man heller ikke lovet for meget :·)
-
I swear
.
-
Møllesøen
Vi kom lidt på afveje i dag, den rødhårede og jeg. Efter at have besøgt Jens ville vi gå en tur i storskoven. Altså Dronninglund Storskov for ikke-nordjyder (·:
Vi kom dog aldrig så langt, idet vi faldt over Øster Møllesø, som ligger i umiddelbar nærhed af slottet og kirken. Vandmøllen, som er fra det 16. århundrede, ligger der stadig og på sådan en smuk sommerdag er det simpelthen rendyrket idyl.
Lige ved siden af møllehuset ligger denne smukke bolig bare en spytklat fra søbredden. Her ville jeg bestemt ikke have problemer med at bo, men med den beliggenhed er jeg også ret sikker på, at der skal mere end en “teknisk konsulent” løn til.
Heldig er jeg, som bor kort tids kørsel herfra og kan gå tur omkring møllesøen så ofte jeg gider.
…
Det er en måned siden Jens blev begravet og stedet ser fortsat ud som om intet var hændt. Det er der sikkert en grund til. Jeg aner ikke, hvad der er “normalt”, men jeg synes squ, det er lidt underligt at gravstedet stadig er tomt, hvis jeg skal være ærlig.
