-
Opturs fredag
Solen har skinnet på mig i dag.På alle måder.
Efter frokost kom min makker med en bærepose fra kantinen indeholdende småkagedej og en Jacob Bülow lakrids julekalender. Han rakte mig kalenderen og min tanke var, at jeg nok skulle mærke, hvor tung/let den var.
«Den er til dig», siger han så!
Hvor glad bliver man da ikke lige over sådan en gestus. Som en skriver på min Instagram: Gode kolleger er guld og lakrids værd (:
Da jeg kom hjem var der mere at glædes og overraskes over. Posten havde nemlig leveret julepakkehilsen til mig.
Pakken indeholdt to topografiske kort. Et over Limfjordsområdet fra Hals i øst til Vester Hassing i vest – og det andet fra Hou i nord til Als i syd. Man skulle tro, at Inger havde været en flue på væggen i min fars arbejdsværelse for et par uger siden… der stod jeg og drømte lidt om det min far har hængende, men som han ikke vil af med.
Jeg ved lige, hvor de to kort skal hænge og det indebærer en længe tiltrængt maling og ommøblering af entreen.
Tusinde tak og tut, Inger 🙂
Og tak til jer begge to for at lade det store smil brede sig på mit ansigt og sende varme til sjæl og hjerte ♥
-
Forfald
M havde fødselsdag i går og nogle få dage forinden var hans ældste blevet 25.
F E M O G T Y V E… arjmen… og her synes jeg ellers, at han er sådan en forholdsvis ung mand (:
Vi er egentlig ved at være nogle halvgamle starutter, når vi kan mønstre afkom i den alder.
Vi kunne nu også ganske hurtigt blive enige om, at det kun er hylsteret, der er gået i forfald… indeni er vi heldigvis stadig smukke, unge og legende.
At blive gammel er ikke andet end en dårlig vane, som travle mennesker ikke har tid til at tillægge sig,
Jeg har i hvert fald ikke!
-
Note til mig selv
Altså. Han vil gerne hjælpe mig med ting. Han tilbyder det sjældent selv. Jeg har vist sagt “nej tak” for ofte. Men han vil gerne. Jeg ved det godt. Jeg skal bare spørge. Det er bare ikke altid lige nemt at be’ om hjælp, tage mod hjælp. Min stolthed eller hvad pokker det nu er for en størrelse, byder mig at ville kunne selv. Og han har i forvejen gjort mere for mig end nogen anden. Fået lov at gøre mere. Noget af det der byder mig imod at tage mod hjælp, er den gæld jeg kommer til at stå i, at jeg ikke rigtig har noget at tilbyde til gengæld. Andet end min uforbeholdne taknemmelighed. Og, i dette tilfælde, mit venskab. Og det føles ikke i orden. Som kun at være til besvær. Han tænker ikke sådan, det ved jeg godt. Det ville ligge ham meget fjernt.
Ikke desto mindre ville jeg ønske, at hjælpsomheden var mere gensidig end tilfældet er. At jeg også havde noget at bidrage med. Eller at han måske ville give udtryk for, at det er okay. At være mig. Og os. At det vi har er specielt, trods uligevægten i det vi har at gi’..!
Måske skal jeg i virkeligheden bare spørge..!
-
Armforlænger
Det kan nok være kastearmen blev forlænget effektivt, da jeg i dag fik sådan en Hyper Fling af dyrehandleren.
Han ytrede sig om, at den er skabt til kvinder fordi de kun kan kaste underhåndskast… enten er det blot en eller anden forkvaklet fordom, en provokation (hvilket bedst kunne ligne ham) eller også omgås han simpelthen kun nogle *biiib* kvinder!
Boldkast og spydkast var faktisk blandt mine spidskompetencer da jeg have idræt i skolen…NÅ – men den her Hyper Fling fætter hjalp alligevel gevaldigt på effektiviteten.
Nu skal jeg så lige have tigget mig til flere brugte tennisbolde hos Jan… så er jeg klar til at løbetræne hundene (:
-
Ups & downs på en fredag
Proceduren omkring tirsdagens prikkerunde var i dag at læse på vores intranet.
De berørte medarbejdere får på tirsdag mellem kl. 08:30 og 08.45 en mail, hvorefter deres ansættelse ophører.
Kl. 13 – senest – skal man forlade firmaet for sidste gang.
Får jeg sådan en mail, når klokken ikke at blive 09.00 før jeg er ude af vagten – jeg bliver ikke til en samtale. Den kan de kalde mig ind til på et senere tidspunkt. Passer det dem ikke, kan de jo fyre mig (:
Nå, spøg til side. Det er jo faktisk ikke ret sjovt.
Det kan virkelig mærkes nu. Vi taler stort set ikke om andet end ‘tirsdag’ og jeg skal ærligt indrømme, at jo nærmere vi kommer, jo større bliver knuden i maven.
Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til…. jeg ved det godt… men uvisheden er næsten ikke til at klare!
…
På positiv siden, hvis man da kan kalde det det, så ringede Tony igen. Det var alligevel lykkedes ham at reparere USB stikket i mit kamera og jeg sparede derved kr. 1800 – det vil sige, at regningen ‘kun‘ løber op i 2½ gange så meget som jeg først regne med.Rigtig glad blev jeg da jeg som hjem og fandt en uventet pakke udenfor.
Den indeholdt det fineste signerede litografi af Poul Esting. Jeg havde beundret Poul Esting på Ingers blog og en dag meddelte hun mig, at hun havde et billede liggende jeg gerne måtte få. Jeg skulle bare selv hente det.
Nu er Kalvehave og Hals ikke ligefrem nabobyer og selvom jeg gerne ville, var det ikke lige om hjørnet, at jeg kom den vej forbi.
I dag dukkede det så i stedet op på mit dørtrin og det kunne ikke være kommet på en bedre dag for h*** k*** jeg trænger til noget at glædes over.
Og det gjorde jeg.
Tænk, at der findes mennesker derude i landet, som tænker på lille mig heroppe i de nordjyske.
Det gør mig varm inden i.
Af hjertet tak, Inger.
…
Gæstekokken i mit køkken har sagt ‘værsgo’ … hav en dejlig fredag. Jeg ved min bliver. Nu (:
-
En af de go’e…
Som Peter Plys siger:
“Gode venner kan lave alting sammen – men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen.”
Og det er lige sådan det er!
Er der noget, der skal siges, gør vi det… ellers er nærværet nok.
Vi har været ude i alle de lyse timer. Snakket, leget med hundene og ellers blot travet stille arm i arm. Den slags gi’r røde kinder og sund naturlig træthed.
Hundene har kastet sig på gulvet og efter at have sendt (…) hjem med et kram og et pandekys, er jeg sunket dybt ned i sofaen efter en dejlig lørdag med smil og en smule solskin på.
-
Nuvi my love
Lys og smil på en grå, våd og mørk mandag morgen (:
Troels har skrevet musik og tekst… og spiller og synger forresten også selv denne tribute til Nuvi (Nuvi er en skøn Maremma).
-
Livets små stød
Det er så meget at være glad for og når jeg møder mennesker, som engang var smilende, varme og imødekommende får det mig til at grunde længe over, hvor pokker deres glæde forsvandt hen.
Samme sted som smilet i øjnene, tænker jeg.
“Vi var engang så tæt…”, sang tøsedrengene engang i 80’erne.
Det er længe siden.
Nu er vi som fremmede og der ligger et bitter drag om munden, der engang smilede varmt.
-
Et ord er ikke altid et ord
Ord, løfter, aftaler, planer er ikke en skid værd, hvis de ikke følges op af handling!
-
Kamæleon eller noget…
Jeg finder det hamrende ucharmerende, når mennesker totalt forandrer personlighed efter hvem de er i selskab med… et menneske, som jeg kender rigtig godt og normalt rigtig godt kan li’ bliver så helvedes ‘smart i en fart‘, når vi er flere end os to.
Sådan en slags Dr. Jekyll and Mr. Hyde… I don’t like it!
