-
Gi’ et nap
Sammen med trehundredenogenoghalvfems af mine kolleger deltager jeg i aften i årets firma sommerfest. For mit vedkommende igen bag baren og altså med arbejdstøjet på.
Det er okay. Det er sjovt og man slipper for at have så forbasket meget uld i munden dagen derpå og samtidig ryger der lidt ekstra timer på kontoen.
Der er ikke så mange af de kolleger jeg omgås mest, der deltager… nogen har bare konsekvent Nej hatten på og dem kommer vi ikke til at savne, de bidrager alligevel ikke til feststemningen… andre er desværre forhindret af andre årsager og deres fornøjelige selskab kommer vi afgjort til at mangle.
Også Poden gi’r gerne et nap med, når der indkaldes til ekstra arbejde. I aftes var der Open by Night i vores lille by og hun styrede pølsevognen sammen med Jesper. I ved ham med den sjældne sygdom Progeria. Hele omsætningen af salget på franske hotdogs gik ubeskåret til Jesper, som drømmer om at komme til Spanien og se F.C.Barcelona.
-
Jeg undres…
(…) ser ikke en skid mere glad og tilfreds ud efter jeg blev strøget af “vennelisten”… snarere tværtimod… så hvad var egentlig formålet?
Men sådan er der så meget, jeg ikke forstår!
-
Hvile dag… ikke her!
Naboens hækkeklipper har længe ligget og truet ude i bryggerset. I dag tog jeg mig gevaldigt sammen og fik klippet hækken for 4. og i øvrigt sidste gang i år. Det er vist en smule overdrevet, men det er faktisk nemmere at klippe og rydde op bagefter, når man gør det lidt ofte. Og så ser den i øvrigt også pæn ud det meste af sommeren.
Ellers er min lille have ikke noget at prale af. Græsset ligner fortsat noget der er løgn, men selvom den kun er 36 kvm stor, kan jeg ikke helt overskue at lave en ny plæne. Allerhelst ville jeg gerne have råd til at få lavet terrasse i det halve… men det bliver vist ved tanken!
Mens jeg gik udenfor oplevede jeg min nye nabo få en røffel af den enlige (lidt sære) kvinde, der bor til hans anden side.
Han tillod sig at bruge genboens (ikke hendes… genboens) plæne til at lægge sit telt ud på, for at kunne folde det ordentligt sammen!!! Og i øvrigt synes hun, at hans bil (en Nissan stationcar af en slags) er for stor, så samme genbo ikke kan komme til at slå deres græs (han holder på p-pladsen og ikke inde på deres græs)!!! Vi kiggede bare på hinanden, rullede med øjnene og tænkte vores 😕
Der er tikket en sms ind fra poden. Hun kommer hjem i aften efter at ha’ været væk i knap en uge. Først hos sin far og i weekenden hos sin kæreste i Overlade. Det har været okay at være alene. Jeg har ikke været det bedste selskab, slikker stadig mine sår og forstår stadig ikke, hvorfor det blev nødvendigt. Jeg forsøger at få svar. Synes vi fortjente at få en ordentlig afslutning. Men sådan skal det åbenbart ikke være.
Man siger, mennesker falder fra hinanden, når det normale bliver unormalt med et fingerknips. Når det, der giver mening og skaber sammenhæng i livet, forsvinder i et hurtigt ryk og kun efterlader simpel rædsel for tilværelsen.
(…)
Forude venter en hel arbejdsuge… af de lange. Ja, det vil faktisk sige, at ugens trivialitet bliver afbrudt tirsdag af noget kursusaktivitet og det er mere end velkomment!
-
Perler på snor
Torsdagen bød på en af de lange arbejdsdage. Kl. 17 kunne jeg lukke og slukke. Huset havde gæster til jubilæumsreception og selvom der er inviteret til åbenthus fra 15-17 viser erfaringen, at samtlige gæster kommer inden for den første halve time og vi kan så sidde og blomstre i receptionen i 1½ time til ingen verdens nytte… bare for det tilfælde, at der skulle dukke en enkelt op 🙁
Nå, men det er en helt anden historie.
Jeg havde været forudseende og rekvireret et headset til min bærbare og kunne derfor bruge de ensomme 1½ time på at nyde en perle af en film, nemlig Lone Scherfigs “An Education“.
Der har været mange perler på det seneste, film der rører, bevæger, betyder: Into the wild, A single man, Atonement, Precious, Invictus blot for at nævne nogen og nu altså også An Education.
Skolepigen Jenny Mellor fra den snorksovende London-forstad Twickenham bliver forført af den dobbelt så gamle David Goldman med den smarte sportsvogn, de veludviklede talegaver og de søde, bløde bamseøjne.
På trods af sportsvognen er David umiddelbart mere charmerende end faretruende sexet. Så selv om datteren kun er 16 år, accepterer Jennys forældre forbindelsen. Og bliver Jenny forført, så lader hun sig også forføre.
Erfaring har Jenny ikke meget af, men hun er mindst lige så klog, som David er smart. Når hun beslutter sig for at kaste sig i verdensmandens arme, er det også, fordi David kan blive hendes billet til en mere spændende verden uden for Twickenham. David gør stormkur, og Jenny kommer på en dannelsesrejse, der samtidig er et lynkursus i kunsten at blive voksen. Til hverdag tøsefnis og terperi i en sky af pubertær døsighed og skolekridt. I weekenden champagne, amoriner og højt opsat hår.
Og så blev torsdagen også dagen, hvor jeg tog tyrene ved hornene og brød lydmuren… det gik ikke uden knuden i maven voksede, men det gik… også dét er en helt anden historie!
-
Sweet goodbyes
Ferien lakker mod enden. En ferie, der for mit vedkommende fik en rigtig skod start.
Jeg mistede, hvad jeg troede var min bedste ven. Men efter at have slikket sårene og funderet over tingene kan jeg spørge mig selv: kan man egentlig miste noget, man aldrig har haft?
Vi mødtes på et tidspunkt, hvor jeg have stærkt brug for et menneske jeg kunne stole på, en skulder at læne mig op ad, et menneske som ikke på forhånd havde en mening om mig. Som ikke kendte mig som andet end den jeg var lige dér! Sådan en var han. Stærk, empatisk, begavet og tillidsvækkende. Jeg følte mig omsluttet af; “jeg vil dig det bedste“. Der gik kun ganske kort tid før vi havde opbygget en stærk fortrolighed mellem os. Eller (viser det sig så nu) jeg have opbygget en stærk fortrolighed til ham.
Han vidste stort set alt om mig. Lyttede. Gav gode råd, når jeg bad om det. Hjalp med det han formåede. Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet gennem skilsmisse og alvorlig sygdom, hvis ikke han havde været der. Jeg brugte ham til hudløshed… han gav mig tro, tillid, tolerance og tålmodighed. Og han fik mig til at tro på, at han altid ville være der.
MEN… for sådan et er der også. Jeg har hele tiden været meget bevidst om, at jeg aldrig fik lov at komme tættere på ham end den strakte arm, jeg blev holdt ude i. Jeg holdt aldrig op med at håbe… at det blot var et spørgsmål om tid og tænkte, at ikke alle har det så nemt ved at lukke andre ind i deres liv. Det skete bare aldrig. Tværtimod. Jo mere jeg prøvede, jo sværere blev det – og tilsidst fes vores venskab ud i det rene ingenting. Fortroligheden forsvandt. Varmen i ordene forsvandt. Den pingpong der var så vigtig i vores dialog forsvandt.
Også dét tog mig lang tid at erkende. Det har jeg nu. Erkendt. Ikke at jeg på nogen måde er ked af de tre år vi har kendt hinanden. Slet ikke. Jeg er kommet stærkere ud på den anden side. Jeg er videre. Jeg er vokset. Jeg er bare oprigtig ked af, at han ikke fulgte med.
Der var en, der sagde til mig den anden dag: han har mistet mest! Men det gider jeg slet ikke spekulere i, for det er ligegyldigt. Jeg er hverken vred eller sur. Har ikke brug for at tænke dårligt om ham eller nedgøre ham, for det har jeg ingen som helst grund til.
Jeg er mest bare skuffet og ked af det. Men det der gør mig allermeste ked af det… han gav aldrig en reel chance for at være en ven. A L D R I G !
Og det var så det sidste I kommer til at høre til ham og det… jeg skulle bare lige have det ud!
I rest my case…
[mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/sweetgoodbyes.mp3″ colors=”#a93436″]
-
Langt fra Gennep
Tålmodighed og ihærdighed lønner sig og i dag lykkedes det endelig… at få kontakt med den søde hollænder poden og jeg mødte på vores vagt på Eendracht. Vi fik kun fat i at han hed noget med “T”. Men opgi’r gør vi ikke så nemt og ad mange og lange omveje er Toine nu blandt vores kontakter.
Og ikke nok med det… han havde sørme ledt den anden vej også 🙂
-
Relevant spørgsmål
Hvorfor svarer han egentlig ikke, når man skriver til ham?
Jeg kan kun trække på skulderen og svare: aner det ikke! Og det nytter ikke at spørge ham… for det vil han sikkert også vælge at ignorere!
Kendte jeg ham ikke, ville jeg kalde det arrogance, isnende kulde og ligegyldighed. Men jeg tror ikke, det forholder sig sådan. Faktisk. Jeg tror mere, det er… berøringsangst… konfliktskyhed… manglende evne til at sætte ord på… lukker-jeg-øjnene-går-det-væk-af-sig-selv-agtigt!
… og intet svar er jo også en slags svar, som man så (desværre) lægger i hvad man vil!
-
Vandhunde
Jeg var nødt til at skulle ud… se nogle mennesker… tænke på noget andet… så søndagen er brugt i selskab med min hundeven M og hans to firbenede. Vi er ikke fortrolige, men ubevidst fornemmede han, at mit humør trængte til et boost, for han var meget opmærksom på, at få mig til at smile! Og det lykkedes også… ikke mindst på grund af vores kåde og våde hunde!
Jeg havde selvfølgelig kameraet med og billederne af min vandhund, kan du se under pinden “Fotos“.
-
Skod sommerferiestart…
Nå… det dur altså ikke, det der med at holde helt ferielukket… så skal vi ikke bare sige, at der kommer sporadiske opdateringer, mens jeg ferierer.
Min sommerferie startede i utide. Fredag morgen fik jeg en knytnæve lige i ansigtet… et trist budskab fra et menneske, som jeg holder meget af og som har stået mig meget nær. Det gjorde mig i bogstavligste forstand syg. Jeg skulle bare ud. Væk. Kaste op. Græde. Heldigvis har jeg gode kolleger, som hurtigt tog over og lod mig tage hjem.
Weekenden har været brugt på at slikke mine sår. Jeg har raset, skældt ud, undskyldt, pleaset, tigget, bedt… uden at få andet end tavshed som svar. Og det er jo også en slags svar. Eller noget. Så nu sidder jeg så her… med et iturevet hjerte og forsøger at hanke op i mig selv.
Engang fik han mig til at tro på, at han altid ville være der..!
Men jeg klarer mig også uden… selvfølgelig gør jeg det! Men hvorfor det blev nødvendigt forstår jeg ikke helt.
-
Tre dage mere…
Aldrig tidligere har jeg set sådan frem til min sommerferie. Jeg trænger i den grad at komme væk. Langt væk. Både fra mit job, men også fra en rigtig skod situation, jeg er havnet i med en god kollega.
Jeg er begyndt at geare ned. Havde fri i går. Gik hjem til middag i dag, og har tænkt mig kun at yde samme antal timer de næste tre dage. Jeg har nok frihed at tage af, så hvorfor ikke!
Når man sådan kommer hjem sådan i utide, bliver man ikke mødt af en logrende hund, der glad præsentere en bold eller et ben… næ, så bliver man mødt af det her syn…
– ikke så meget som hun lindede på øjenlågene for at se hvem der kom! Hun lader sig ikke sådan forstyrre i sin middagssøvn. Vagthund. Somom!
