-
For 3 år siden…
Kan man på nogen måde forestille sig, hvor rædselsslagen man bli’r, når man pludselig og uden advarsel har en hvilepuls, der ligger et godt stykke over de 100 og som når 150 ved mindste bevægelse, hvor bange man bli’r, når man knap kan bevæge sig 13 trin op på 1. sal uden at være ved at besvime af mangel på ilt, hvor skræmt og lille man føler sig, når man bliver rullet ind på hospitalet fra en ambulance og bliver hastet ind til CT-scanninger, blodprøver, hjerteultralydsscanning og trombolyse – og hvor lettet man bliver, når hjerte og lunger efter en 5-6 timers kyndig behandling igen opfører sig “helt normalt”.
Det kan man måske… også selvom man ikke selv har været der.Blodpropper i venstre ben og i begge lunger og deraf voldsom overbelastning af hjertet sendte mig for præcis 3 år siden til tælling. Akut livsfare, sagde min læge – og jeg tænker, at det nok er hende jeg kan takke for, at jeg er her endnu. Hvilket jeg i øvrigt også har gjort.
Der gik nemlig et døgn før jeg faktisk kom på hospitalet trods en tidligere kontakt til vagtlægen, som mellem linjerne lod mig forstå, at han mente, at det var hysteri. Min egen læge derimod tog mig alvorligt og efter en kort samtale med sygehusets kardiologer, blev der tilkaldt en ambulance og derefter gik det stærkt…
Efter 1½ år var jeg stadig psykisk påvirket… socialt isoleret, humør svingende, søvnbesværet og grådlabil. Det kostede på mange konti, bl.a. vennelisten. Nogen fandt mig besværlig og underlig… jeg fejlede jo for pokker ingenting. Ikke noget der kunne ses i hvert fald.
Jeg er forlængst på den anden side. Men jeg fik aldrig mit gamle liv tilbage. Som jeg håbede. Og det har jeg så måttet lære at forholde mig til.
3 år… på visse punkter er jeg først i gang med at lære at gå.
-
Enten eller
Så du måneformørkelsen i aftes? Ja altså ikke fordi jeg gjorde. Det var laaangt over min sengetid. Tilgengæld oplevede jeg den mest fantastiske vindstille morgen med mosekonebryg i solopgangen. Jeg gik og tænkte på, at sådan en morgen er det en fornøjelse, at have hund og at de mennesker, der bare går fra hoveddøren, ud i bilen og ind på jobbet går glip af noget. Meget.
Sanseindtrykket man får sådan en morgen kan man leve på langt op af formiddagen. Deværre holdt det ikke dagen ud og i det øjeblik jeg stemplede ud kl. 15 begyndte den første regn at falde. Så går det fede altså lidt ud af fornøjelsen ved at have hund… ikke fordi, som mangeårig hundeejer har jeg selvfølgelig alt det rigtige i beklædning… men alli’veller! En lun sommeraften er da klart at foretrække.
6 timer… arbejdstimer… tilbage, så er det allerede weekend igen. Ingen planer forude. Endnu. Og det gør mig ingenting, hvis der heller ingen kommer. Det skulle da lige være hvis (…)
…
PS: også i dag var jeg vidunderlig… men det var denne gang sagt med sådan et lidt underlig ironisk undertone. Et par timer senere gjorde jeg noget mindre klågt og blev fluks oplyst om, at vidunderlig og klåg er en yderst sjælden kombination. Hrmf… somom. Men bare de morer sig 😕
(er der forrresten ikke noget med, at den man tugter elsker man?)
-
Man hører dét man vil høre
– du er vidunderlig
hørte jeg han sagde… indtil han gjorde mig klart at ordene, der var faldet var
– du er lidt underlig
Hmmm, sådan kan man da blive så skide skuffet!
-
Kommunikation
… nå ja, så kan man da godt sidde og undre sig over, om vi ikke har noget fornuftigt at gi’ os til på det arbejde..!
-
Hmmm
Synes du, det er et underligt billede..? Så tænk lige på mig, der skal se på det fra 7-15 hver eneste dag 😉
Jeg havde mit nye kamera med på job i dag og i de ledige stunder blev brugsanvisningen studeret og de forskellige funktioner afprøvet. Det varer nok en dag eller to før jeg føler mig hjemme i de forskellige menuer og indstillinger, men jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det bliver blandt mine kæreste ejer…
– efter Poden, Pelsdyret og Poloen 🙂
-
Storebededagsaften
Dagens store og altoverskyggende samtaleemne på jobbet var manglen på varme hveder…
De 30 år jeg har været ansat, er der på denne dag altid serveret varme hveder i stedet for det almindelige morgenbrød. Men altså ikke i år. Kantinedriften er for nylig outsourcet til ISS og her gælder så andre regler. Åbenbart. Jeg kunne sagtens leve uden, men mine skrivebordsmakkere er begge “kagemænd”, som fluks sprang i tasterne for at høre, om det kun var Aalborg, der var ramt af denne serviceforringelse eller om det også var på firmaets andre lokationer. Det viste sig at være en landsdækkende hvede mangel.
Jeg købte selv på vejen hjem – for hveder skal vi da ha’ – med marmelade og te til.
Det var også en torsdag, hvor jeg aflagde lægen et besøg for at få min 3 årige livmoderhalskræft screening. Jeg har snakket meget med Poden om vigtigheden i at tage mod de tilbud det offentlige tilbyder… også selvom hun er HPV-vaccineret. Vigtigheden er yderligere understreget af, vi desværre har fået det tæt ind på livet idet min eks-svigerinde pt. er i kemobehandling for netop en livmoderhalskræft, som måske kunne været opdaget i tide.
Og det var også en torsdag, hvor den ene af “kagemændene” har kæmpet en brav kamp for at redde stumperne af min eksterne harddisk som desværre ser ud til at være ødelagt… 500 Gb data…tabt… surt…hvis ikke hans forehavende lykkes. Og rigtige kvinder tager jo ikke back-up, vel..! :-/
Tilbage af torsdagen er at tænde grillen og nyde storebededagsaften med god mad og i godt selskab.
God en til dig!
-
To er altid godt…
Det går bare slet ikke uden en Jan… først glemte jeg at gå til frokost og dernæst at gå hjem! (måske skulle jeg få min nye HTC Wildfire S til at sige pip i morgen til frokost og igen ved fyraftenstid (-: )Udover at sørge for at puffe til mig, når jeg bliver for optaget at arbejdet, så har han åbenbart også stor underholdningværdi, for kors i himlen jeg har kedet mig i dag, hvor jeg – udover chefen og “the old man with the big beard” – var alene på pinden.
Også de næste dage er afdelingen stort set affolket. Der rulles Win7 ud i Statsforvaltningerne i hele landet og det optager samtlige teknikere i afdelingen. Først torsdag vender tingene tilbage til deres normale tilstand.
SÅK…
Normaltilstand blev det tilgengæld herhjemme. Poden har været hos sin far siden fredag og så var det altså dejligt at komme hjem og igen mærke huset summe af alle de ting, der følger med når man bor sammen med en teenager.
-
Shalom Mette
For meget længe siden meldte jeg mig til KibbutzReloaded… en webside, som har til formål, at skabe kontakt mellem tidligere volontører. For nogle år siden havde jeg den store glæde, via denne side, at genoptage kontakten med min engelske boyfriend Stephen og i går kom der, samme sted fra, mail fra Ellen Koeleman.
Lige umiddelbart ringede der ingen genkendelsesklokker. Ellen er hollænder og det viser sig, at hun og jeg deler en fortid langt fra vores respektive lande. Vi boede i kibbutz Mishmar Hasharon på samme tid for 31 år siden og da der samtidig var vedhæftet et billede af hende og jeg sammen faldt tiøren (-:
Hun var nysgerrig, om jeg havde kontakt med andre fra dengang og så ville hun slemt gerne se mine billeder… det blev en længere korrespondance, som forhåbentlig resulterer i fornyet kontakt. Ikke bare med hende med også med de andre fra dengang som hun har kontakt til.
Det er ikke så længe siden, jeg sidst havde billederne i hånden fordi Stephen gerne ville have dem tilsendt. Negativerne er gamle, ridsede og falmede, men det lykkedes mig, at få lidt billeder ud af dem alligevel, som Ellen nu kan hygge sig med.
Internettet er jo fantastisk… for uden det, havde der udelukkende været billederne.
-
Bitch
– ja mig altså..!
Selvom humøret var steget adskillige grader og mobilen var stille, så endte jeg alligevel med at bide af min makker. Jeg har mange gode undskyldninger… bare ingen der berettiger, at jeg lader min irritation gå ud over de forkerte. Sorry.
Nærmest som bestilt ringede M… om jeg ville med til fjorden? Jeg trængte alvorligt til et godt grin og munter snak, så jeg var ikke sen til at sige ja. Poloen blev pakket med hund og kamera. M medbragte madpakker, højt humør og flere hunde og så vi fik ellers et par herlige timer til at gå i de sidste timer inden solen forsvandt.
Den rødhårede er gået til ro. Jeg går snart samme vej. De sidste dage har været præget af træthed og hovedpine – i dag var ingen undtagelse. Der er ikke flere kræfter at komme efter og jeg tror ikke, jeg når at hilse på Poden, som har annonceret hun kommer hjem med den sidste bus. Vi må vende dagens oplevelser over lørdagmorgenkaffen.
Fortsat god fredag og god weekend!
-
Sommer eller vinter
Mine kolleger syd for fjorden havde skrabet is af bilerne inden de mødte til morgen. Helt så koldt var det ikke i Vodskov, men da vi over middag havde udsigt til dalende sne, måtte jeg erkende, at sommeren nok alligevel ikke var kommet for alvor. Jeg ringede hjem til Poden og bad hende sætte sommerblomsterne i læ tæt ved huset… jamen jeg mener… vi er da i maj for pokker, burde det være nødvendigt?
Jeg tror dog, at mit nysåede græs har godt af væden. Jeg såede for snart 3 uger siden og har spejdet forgæves efter grønne spirer. Græs kan åbenbart gro alle andre stedet end i min have. Jeg fatter ingenting!
Jeg var alene på pinden i dag…. altså bortset fra Oraklet, som ikke lader sig nedlægge af forkølelser og andre eksotiske sygdomme. Ikke sådan at forstå, at hans selskab er at kimse af. Slet ikke. Eller tværtimod. Men selvom vi næsten sidder lårene af hinanden, så er vores arbejdsopgaver meget forskellige og han er ikke til megen hjælp med mine.
Jeg havde hovedpine da jeg kørte hjem. Når der knap er tid til at rejse sig fra skærmen og slappe lidt af i øjnene skal det gå galt med hovedet. Men ikke mere end hvad to Pinex og en tur ved fjorden kan klare.
Poden går til skriftlig eksamen i disse dage – dansk i går, matematik i morgen og engelsk torsdag – samtidig med hun skal passe sit nye job. Hun har travlt, men er glad og optimistisk – ligesom sin mor – og så kommer man langt!
