-
Drenge og piger eller drengepiger
Der var en, der spurgte i går:
Du skal bare være blandt mænd.
Hvorfor egentlig?Det har jeg gået og funderet over, mens jeg gjorde rent – for det er en helt korrekt observation. Og sådan har det stort set altid været.
Da jeg var barn og skulle ønske mig noget min far skulle have med hjem fra en af sine utallige rejser var svaret; “et revolverbælte“. Jeg fik det flotteste revolverbælte ever… og to smukt dekorerede seksløbere med perlemorsskæfte. Jeg havde ishockeystave og spillede med knægtene i gaden. Jeg legede også med dukker. Og piger. Men som jeg husker det, foretrak jeg helt klart drengene.
Da jeg fik mit første job var det i en ren mandeafdeling. Sådan er det også i dag.
Jeg oplever mænd, som mere ærlige. Der er ikke så meget fnidder… en skovl er en skovl og så er den ikke længere. Det tiltaler mig. Jeg føler mig i det hele taget bedst tilpas i selskab med mænd – sådan er det bare og jeg tror ikke, der findes nogen egentlig forklaring. Og jeg behøver vel heller ikke have en (-:
Andre spørgsmål som også er udsprunget af gårsdagens samtale og som jeg også mangler svar på
- Hvornår er det blevet forbudt, at vælge sine egne venner – enten man er 17 eller 47? Hvorfor skal andre dømme om den ene eller den anden er “comme il faut”?
- Hvorfor har man i omverdenens øjne nærmest pr. definition noget kørende, hvis man er venner med en af det modsatte køn?
- Hvorfor betragtes man som single pige/kvinde også nærmest pr. definition som en potentiel trussel mod ethvert parforhold?
Ved du det..? For jeg gør ikke.
Nåmen dagens mand 😉 er på trapperne… menuen står på Pariserbøf med hele svineriet og kold Heineken til. Det bli’r næppe meget bedre.
-
Senere… langt senere
Når der er gået en årrække efter et kærlighedsforhold er slut fortaber det sig ofte i glemslen, hvorfor det gik galt (med min hukommelse er det mere reglen end undtagelsen).
Nogengange kan man så være så heldig, at sådan et forlist forhold, selv mange år efter, kan danne grundlag for et spirende varmt venskab.
Jeg har oplevet, at den slags venskaber oven i købet har rigtig mange fordele, fordi man kender hinanden… på godt og ondt.
Og det andet… jamen der har vi jo allerede været, så den fejl behøver vi ikke begå igen.
…
Dengang var den her moderne… jeg synes rent faktisk stadig den er ret smuk…
-
Tak fordi du spurgte… eller noget!
Tavsheden jeg er blevet mødt med de sidste 14 dage og som jeg blev mødt med fra morgenstunden – af et menneske som jeg rent faktisk troede brød sig om mig/os – er larmende.
Men sådan er der så uendelig meget, jeg ikke forstår.
-
Luftforandring
Poden trængte til at se noget andet end væggene på sit værelse, så hun er blevet losset af i Vestbjerg hos en god ven sammen med en stak DVD film.
Den rødhårede og jeg fortsatte til Englænderpladsen og gik os en alvorlig tur i det militære areal. Jeg fornemmer, at det kostede en del myggestik at gå tur i skoven og at ligge og rode i græsset, men det var dét værd. Vi trængte både hun og jeg.
Jeg trængte for at få luftet lidt ud på øverste etage… jeg er nemlig sådan lidt rundforvirret lige nu… der sker ting omkring mig, som jeg ikke helt ved, hvad hvad jeg skal stille op med, hvad jeg skal synes om eller hvordan jeg skal reagerer på. Det gør mig både varm inden i, men også en lillebitte smule… øøhhee… åhnejdetviljegikkeinvolveresi-agtig!.
Mon ikke jeg gør klogt i at træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding og afvente hvad mavefornemmelsen siger? Jeg tror det.!
-
Tak
Mobil, indbakke og Facebook har de sidste dage været fyldt med bekymrede forespørgsler og varme hilsner… både til Nanna og jeg… også fra helt uventet kant.
Det gør glad at vide, at der er folk der tænker på os!
-
Tre af tre
Med kun tre etaper igen tør jeg godt tro på, at jeg for tredie år i træk har lammetævet de der knejter i Tour de France managerspillet. Min nærmeste konkurrent ligger 2,5 millioner bag mig og medmindre jeg virkelig klokker i det, kan jeg ikke nås.
Bortset fra to etaper i starten af spillet, hvor jeg lige røg ned på en 2. plads, har jeg kørt i gult hele touren. Ta’ den gutter.!
Måske skulle jeg ligefrem overveje at lade Poloen omlakere… i Tour de France gult selvfølgelig 😉
-
Nu med farmerbeklædning
Sikkerhedssko og arbejdstøj er et must, når man som Poden skal gå på landbrugsskole og i dag er begge dele kommet i hus.
Vi havde en aftale med George fra Skippervask, som udlejer arbejdstøj til firmaer og havde forstået det sådan, at kunne købe det billigt gennem ham. Vi skulle blot komme forbi og prøve størrelser og modeller.
Poden endte med et par overalls og et par alm. arbejdsbukser. Og billige var de… billige som i NUL kroner. Og som om det ikke var nok, så javede han squ også lige til at lægge bukserne op. Sikke en fantastisk service.Jeg skal lige huske, at jeg skylder ham (og ham der etablerede kontakten) et par flasker god rødvin som tak.
Da hun var blevet ekviperet kørte vi omkring Hjallerup Maskinforretning og købte sikkerhedssko. Det var straks sværere for i de store størrelser lignede de fleste modeller altså klovnesko.
Vi endte med de her, som var helt okay selv i str. 41.
Så kan det godt blive 8. august… hun er klar.
-
Flad Fatboy
Så så man lige den bette blå Polo drøne ind på p-pladsen ude i City Syd… og ud igen kort tid efter. Jeg er ikke ret gode venner med det storcenter, men det er det eneste sted i byen, hvor der ligger en hobbyforretning som forhandler Krøyerkugler så jeg måtte derud.
Den rødhårede har nemlig igen ligget alle kuglerne i sin Fatboy flade, så der skal lige fyldes op med lidt nyt. Hun er i øvrigt også selv flad. For selvom håndbajerne ikke blev delt med hende, tog oplevelserne ved fredag aftenes koncert alligevel pusten fra hende.
Men her hjælper en pose krøyerkugler nok næppe.
Det er her jeg jobberPå vejen mod syd var jeg lige omkring firmaet med en disk til min ønglings skrivebordsmakker og i samme kvarter kunne jeg hente Poden.
Dagens dont er ovre samtidig med at himlen bliver sort og regnen truer. Det gør ingenting nu. Jeg fik det ud af min første feriedag, jeg gerne ville.
-
I år bli’r det bedre
Det er NU min ferie begynder… lige præcis nu..!
…Sidste år fik jeg en rigtig skod start på sommerferien. Min dengang bedste ven valgte, at ekskludere mig fra “klubben” samme dag jeg gik på ferie. Det påvirkede uden tvivl sidste års sommer. Negativt. Vi blev aldrig venner igen. Venlige, men ikke venner. Og selv om der er løbet meget vand i åen siden og vi stort set er i daglig kontakt, så føles det stadig et eller andet sted akavet. Meget endda.
For et år siden vidste han stort set alt om mig og han ynder stadig at referere til den viden, særligt når der er andre til stede. Nogen vil af den grund måske tro, at vi stadig er fortrolige. Men det er altså ikke tilfældet. Jeg løfter indimellem en lille flig, når jeg forglemmer mig – men ellers udveksler vi ikke andet end almindeligheder. Hvad der gemmer sig under huden og hvad der sker i privatlivet, holder jeg for mig selv.
Jeg har lært at leve med det, men det føles fandeme underligt. Og tomt. Stadigvæk. Særligt fordi han er et menneske, jeg rigtig godt kan li’. Stadivæk.
I år bliver det bedre. Meget. Ingen kan længere ødelægge min glæde. Hverken ham eller nogen anden.
14 dage venter forude. I det bedste selskab. Og så gjorde det altså ikke noget, hvis også vejret gad være med os. Bare lidt.
(dét vejr jeg omtaler er ikke det vi har nu, hvor regnen tisser ned i store mængder)
-
Gule kugler
Dagens fødselar og min (tidligere) bedste ven havde i dag, udover den obligatoriske fødselsdagskage, medbragt en posefuld aflagte tennisbolde. Til den rødhårede. De faldt i rigtig god jord, særligt hos hendes matte, som nu for en stund slipper for at lede efter pinde at kaste med nede ved fjorden – og sådan en neongul bold er, udover den er nem at kaste, også til at få øje på. Tak dear.
Det har været en hektisk dag på jobbet. Altså bortset fra, at vi brugte en times tid på at fejre min kollega og hygge os med morgenbrød og kaffe. Men udover dét har det været hektisk. Ind imellem har jeg en anelse svært ved at finde grænsen for, hvad der ligger inden for mit arbejdsområde, hvad jeg skal/må bruge tid på, engagere mig i og hvad jeg ikke skal.
Jeg tror, jeg skal have ham min chef til, at definere de grænser, så jeg ikke pludselig har sagt ja til noget, som reelt bør ligge i en anden afdeling, blot fordi det er nemmere at gøre det selv, fremfor at slås for at få de rette til det.
…
Duften af grill siver ind af mine åbenstående vinduer… jeg tror bare, jeg smække vinduerne i og spiser min koldskål!
God onsdag 🙂
