-
Romjul
I Norge hedder dagene mellem jul og nytår; romjul. Det er en periode som rigtig mange benytter til at holde fri.
Jeg var Palle alene på landevejen til morgen og mødte ikke et øje før jeg nåede Gandrup. Også firmaet var gået i feriemode og det blev en kort arbejdsdag, som jeg håber, at jeg kan gentage i morgen.
En del af tiden blev brugt på – igen – at vende den ‘julehilsen‘ vi var et par stykker, der modtog lige før jul. Ingen af os føler os sikre på, om det bliver det sidste, vi hører til den sag.
Det er sørgeligt, at manden ikke er kommet videre på 4 år.
Eftermiddagen/aftenen er brugt på messenger chat med en, der igen er blevet indlagt på hospitalet. Vedkommende ønsker ikke besøg. Det huer mig ikke, men jeg respektere selvfølgelig ønsket.
I stedet kan jeg underholde med lidt snak fra distancen om alt og ingenting – bl.a. om ovennævnte hilsen.
Snakke har vi altid været gode til og så bliver tankerne om det trælse afledt for en stund.
-
Hundemenneske MED hund
Jeg modtog en mail i går som ribbede op i noget som jeg ellers var helt sikker på, at jeg havde lagt bag mig.
Det kunne jeg godt have undværet.
Det gav et tankemylder, som var svært at lægge fra sig og svært ikke tage med ind i natten, som derfor blev forstyrret og urolig.
Poden, kæresten og Jack ringede om jeg ville med til stranden eller i skoven og det var lige hvad jeg trængte til, så var jeg hurtigt til at springe til og få afledt tankerne.
Om 39 dage er jeg igen et hundemenneske MED hund.
Og sådan en firebenet ven vågner ikke op en morgen og beslutter sig for at skride ud af mit liv!
-
The end
Opfattelsen af. Investeringen i. Forventningerne/ønskerne til.
Skal vi ikke bare sige, at vi på ingen måde er/var i sync i forhold til vores relation. Åbenbart.
Jeg er hverken kæk og overskudsagtig.
Faktisk ret ked af det.
Ikke mindst fordi jeg sidder tilbage med en snert af at føle mig udnyttet.
Nevermind… jeg gider ikke ærgre mig og vælger i stedet at glæde mig over de sjove og lærerrige ting jeg fik med mig.
All those … moments … will be lost … in time.
Like … tears … in … rain. -
Den første dag
Jeg hankede op i begge kufferter, traskede op af indkørslen og spurgte mig lidt for inden jeg fandt volontørkontoret, hvor Mirka residerede: »Vi ventede dig i går«, sagde hun. Jeg forklarede hende, hvad der var sket dagen i forvejen og om min sene ankomst til TelAviv. Nu var jeg her så ingen problemer… indtil hun så mit pas og kunne konstatere, at jeg kun var 17.
Nåmen, men nu var jeg rejst så langt og så gik det nok også selvom det var mod reglementet.
Jeg blev fulgt ned i det fjerneste hjørne af kibbutzen til et grønt træhus, eller et skur var det vel nærmest, med fire værelser. Jeg blev vist ind i et af værelserne. Mit hjørne af værelset bestod af en jernseng og en gammel træstol, som kunne bruges til sengebord. Mit tøj blev opbevaret i kufferterne under sengen, men da der blev udleveret arbejdstøj var det begrænset, hvor meget det kom i brug. I værelset boede i forvejen to New Zealandske piger, Julie og Lee. De var begge på arbejde, så jeg satte mig ude på trappestenen efter jeg havde pakket ud.
Beboerne i naboværelset kom hjem fra arbejde. »Hello there«, blev jeg hilst med. Kort tid efter stak de næsen ud og inviterede mig indenfor. De tre unge fyre, Stephen og John fra England og irske Noel, skulle være mine naboer de næste mange måneder.
Julie skulle vise sig at være en rigtig tørvetriller, som sov med biblen under hovedpuden, så selskabet i naboværelset blev det foretrukne.
Det blev begyndelsen på et livslangt venskab og begyndelsen til en periode – omend den var ganske kort – som har præget en stor del af mit liv. Jeg tænker, at det er samme mekanisme som når mænd 40 år efter de var soldat fortsat kan fortælle soldaterhistorier med smil i øjnene.
Stephen (i den hvide t-shirt) var på det tidspunkt i starten af 20’erne – i slutningen af dette år bliver han 60. TRES!
Vi mødtes igen i 2012 i London – 31 år efter vi sagde farvel på p-pladsen foran kibbutzen. Om han får tid til endnu et gensyn når Poden og jeg drager til London i november er tvivlsomt. Han bor 3 timers kørsel fra London og det er en lang tur at køre blot for at sige hej.
Men det kunne altså være hyggeligt.
-
Nu holder vi
Mirabellen (eller er det hvidtjørn) står i fuldt flor, rabarberen er klar til første høst i weekenden… og så sneede det squ til morgen!!!
Og hvem har allerede fået
vintersommerdæk på OG glemt at spørge Mekaniker Bent om det var for tidligt?Det har jeg!!!
Nåmen, skal vi ikke sige, at det så var vinterens sidste host og at foråret nu har magten?
Jeg tror på det.
Det er helt sikkert ikke hverken første eller sidste fejl jeg har begået.
Faktisk har jeg vadet i dem den sidste tid.
V A D E T
Jeg venter på tilgivelse. Og på solen.
-
En forårsdag i helvede
Overskriften refererer til dagens cykelløb Paris-Roubaix og ikke til søndagen. Den har nemlig været helt fin med sol på kinderne og strandtur ved Borgmestermolen.
Poden kom forbi med en masse vasketøj og et par raske arme, som kunne hjælpe med at klare de ting, som jeg, med min ene vatarm, ikke kan klare.
Jeg bryder mandagsfridagsrækken og møder ind på jobbet i morgen. Ugen er i forvejen kort og de tre dage, hvor rigtig rigtig mange holder fri, er en god anledning til, at få ryddet op i de bunker, som har været forsømt længe.
Også blandt mine egne kolleger er der ferie og jeg forventer, at det bliver stille dage, hvor det måske er muligt at holde lidt tidligere fri og sænke skuldrene i en ellers rygende travl hverdag.
Det er en underlig tid. På onsdag skal vi sige farvel til en kollega og igen i slutningen af måneden. Begge har søgt nye udfordringer. Når vi kommer til udgangen af året vil vi være 3½ tilbage i afdelingen. Vi var 10 da jeg startede for 5 år siden!
Jeg har det stramt med farvel. Undgår det helst, selvom om det af og til er nødvendigt… både på grund af omstændigheder jeg intet kan gøre ved, men også indimellem til nogen/noget som ikke længere gør mig godt.
-
Let it go
Jeg har lavet æseløre – det må man nemlig godt i mine bøger – ved et sted i Rambo-reglen (i Hella Joof’s Papmaché-reglen)
Hele princippet i Let it go er at tilgive mennesker, der har såret eller trådt en over tæerne. Og de mennesker synes måske ikke, de har gjort noget forkert. Og de behøver ikke engang vide, at du har tilgivet dem. Det er en privat sag. Tilgivelse er ikke noget, man skænker andre mennesker i sin store nåde. Tilgivelse er, at man inde i sig selv giver slip på behovet for at være vred, for at dømme andre mennesker. Helt slip. Forbigåelser, uretfærdigheder, fornærmelser. Let it go.
Hun skriver ikke noget om, hvor meget man efterfølgende skal investere i en given relation, når man så har tilgivet, så her må jeg handle ud fra egen mavefornemmelse. For selvfølgelig er der bagefter et svagere punkt, som tager tid at heles.
I min pensionsordning kan man vælge høj, mellem og lav investeringsprofil. Vil du gamble eller ikke? I dette tilfælde med dine penge.
Jeg tænkte man må kunne bruge samme metode, når man skal investere sin tid og følelser et sted som tidligere har skuffet: en lavere indsats giver mindre risiko. For at blive såret, trådt på, skuffet.
Lad os kalde det Pensions-reglen… og så glimmer på og op på kaminhylden!
-
Alvor og sjov
Det blev en alvorstung aften, da 7 barndomskammerater i aftes/nat mødtes til en af vores efterhånden mange ‘gensyn’.
Vi var naboer fra 1969 og mange år frem. Vi legede på gaden og hos hinanden. Vi var ikke skolekammerater, men legekammerater, venner og veninder med en aldersspredning på 9-10 år, så vi har selvfølgelig være sammen på forskellig vis.
Jeg husker det som trygt og godt, men de sidste års mange gensyn har vist, at ikke alt var hverken trygt eller godt bag de lukkede døre. Det har været en barsk opvækst for nogen… tunge oplevelser i barndommen, som nu over 50 år senere stadig er en væsentlig faktor i livet.
På turen hjem kunne jeg godt mærke, at særligt denne aften påvirkede mig og åbnede for en del spørgsmål. Jeg har gransket mit sind, men kan simpelthen ikke komme i tanke om situationer, som kunne have trukket mig ud af min lykkelige uvidenhed. Måske fordi jeg selv bare var et barn.
Udover alvoren blev det også en aften fyldt med sjove historier og latter… og jeg glæder mig allerede til næste gensyn.
-
Gider du at være gift med dig selv?
Sådan spørges der i introen til nogle nye programmer på tv2.
Man kunne stille spørgsmålet i andre sammenhænge.
“Ville du have lyst til at være kollega med dig selv?”
“Ville du gide at være ven med dig selv?”Forsæt selv rækken…
Jeg tænker, at det er meget relevant at overveje spørgsmålet nærmest uanset hvilken relation man indgår i. Se på dig selv med andres øjne. Har du nogle sider, som du ikke ville kunne acceptere hos din partner, kollega, ven?
Det er kun dig, der kan ændre på de mindre flatterende sider hos dig selv.
Det kræver tolerance, respekt og rummelighed for hinandens forskelligheder, at indgå i en nær relation til et andet menneske.
Forskellighed er godt. Det er det, der gør os spændende for hinanden. Det er det, der skaber dynamik. Og jeg tror, at det er vigtigt at acceptere og rumme forskelligheden og ikke se den som noget, der skal partout overvindes.
-
En mærkedag
Min iPhone gjorde mig opmærksom på, at det i dag er to år siden vi mødte hinanden.
Det er da også noget!
