-
Niceville
Kathryn Stocketts debutroman ”Niceville”, eller “The Help” som den hedder på original sproget, sendte Dan Brown ud af den amerikanske bestsellerliste. Med sin skildring af de sortes forhold i Mississippi i 1960’erne forvandler hun det amerikanske traume fra et maveonde til et blødende mavesår.
Filmatiseringen havde premiere torsdag og jeg havde fornøjelsen af at se den i aften… ja, det må så blive i aftes.
Adskillelsen mellem hvide og sorte er pludselig ikke længere lovlig. Ku Klux Klan hærger, og sorte lever i skræk og rædsel.
Så meget desto mere fantastisk – og modigt – er det da også, da Aibileen, en sort tjenestepige, indvilger i at fortælle sin historie til miss Skeeter.
Skeeter er en ung hvid kvinde, der aldrig har forstået, hvorfor hendes egen elskede ’mammy’ forsvandt ud af hendes liv, og som har sat sig for at beskrive tilværelsen of en række sorte tjenestepiger.
Aibileen er den første. Men det er ikke nok med kun én stemme. Langsomt, møjsommeligt og i dybeste hemmelighed lykkes det i ‘Niceville’ at rekruttere andre kvinder og få dem til at fortælle deres historie – med livet som indsats.
Den er rørende, underholdende, morsom og hjertevarm. Og trods det alvorlige emne, har den en ikke uvæsentlig feelgood faktor som gør, at man trods alt går ud af biografmørket med et smil om læben.
Resten af aftenen havde også feelgood faktor… jeg går glad i seng velvidende, at der venter en lørdag, hvor jeg kan sove til jeg vågner af mig selv, en lørdag jeg kan spendere i nattøj og morgenhår, en lørdag jeg kan putte det i jeg gider… og jeg gider godt.
Håber din også bliver god!
(Og så fik jeg forresten opså opklaret mysteriet om chokoladen)
-
Optur trods alt
I modsætning til de sidste par dage nåede jeg at se solen i dag. En dejlig afveksling.
I aftes kørte jeg rundt i så fed en tåge, at jeg vil gætte på max. 50 meters sigtbarhed. Til morgen var der udsigt til den smukkeste stjernehimmel. Bilerne var pakket ind i is og græsset knasede under støvlerne. Behøver jeg sige, at jeg nød morgenturen?
De sidste måneder har været drøje at komme gennem og indimellem har jeg været så træt, at jeg kunne sætte mig ned og tude. Men når jeg så ser, at min indsats gør en forskel, at nogen bliver glade, så overkommer jeg en smule mere. Og lidt til. Med et smil.
Det rart, at føle sig værdsat. At mærke at man betyder noget for nogen. At det jeg har at tilbyde også er noget værd. At nogen bryder sig om mig, som den jeg er og har rummelighed nok til mine underligheder.
Det er rart at blive bekræftet. På alle måder. Og det bli’r jeg. Det bliver man da glad i låget af.
-
For et år siden
For et år siden trådte jeg ind af den her dør for første gang… som medarbejder i afdelingen bag den i hvert fald.
Det var med noget ambivalente følelser. Desværre. Jeg var så glad… lige indtil dagen inden kl. 13.12, hvor der tikkede en mail ind. Der var en, der synes han lige ville ødelægge min glæde… og selv om jeg forsøgte at sige til mig selv: “fandeme nej, det skal han ikke ha’ lov til“, så havde jeg en kæmpe knude i maven de første dage.
Det er forlængst glemt og i dag kunne jeg ikke være mere glad for mit jobskifte. Eller mine kolleger. Allesammen. Også knudemanden (-:
Jeg er heldig og priviligeret… at få lov at stå op om morgenen og være glad for at skulle af sted.
Hver eneste dag.
-
Tørskoet weekend
Jeg ved ikke hvad der skete, men pludselig lå jeg på kantinens gulv med en smadret tallerken og den mad, der havde været på den spredt ud over alt…Jeg gled simpelthen og benene forsvandt under mig. Jeg slog mig temmelig meget og et øjeblik sortnede det for mine øjne.
Der skete tilsyneladende ikke alvorlig skade og da jeg havde sundet mig lidt kunne jeg gå tilbage til arbejdet. Uden i øvrigt at få noget mad.
Takket være en velkommen og uventet gave skulle det være i dag, jeg skulle blive indehaver af et par Ilse Jacobsen gummistøvler.
Jeg havde nu mest af alt lyst til at tage hjem, for der gik ikke lang tid før min lidt bratte landing havde forplantet sig op i hovedet… men altså… jeg smuttede lige ind til Aalborg alligevel.
Mine utætte Hunter støvler ryger på velfortjent pension.
Gad vide egentlig, hvor mange kilometer de har travet. Rigtig mange gætter jeg på.
I weekenden skal de nye trave rundt i det midtjyske. Poden, Pelsdyret og jeg skal på spændende besøg på Aarhus universitet – og efterfølgende mødes til hundeluftning og kaffevisit hos hende her.
Men først skal fredagen nydes i godt selskab. Og lørdagen med.
Rigtig god weekend til dig… og dig!
-
Hvem? Hvad? Hvorfor?
Hvad fremgår ganske tydeligt… men hvem og hvorfor står hen i det uvisse.
Men på en ualmindelig overskudsfattig onsdag varmer det squ da helt vildt, at komme hjem og finde en stor bøtte Quality Street hængende ved fordøren… også selvom det er nødvendigt, at gætte sig til afsender og anledning.
Måske er de ikke engang til mig, men til Poden… who knows… vi deler (-:
Af hjertet tak!
-
En to tre krone
Man kan sige meget om det der “indernet”, men når det kommer til at skabe kontakt mellem mennesker er det altså mageløst…
I 1969 var jeg 6 år gammel og stod lige foran at skulle starte i 1. klasse på Vejgaard Østre Skole. Vi var kort forinden flyttet på Jyttevej i Vejgaard (en forstad til Aalborg).
Jyttevej var helt nybygget og vi var første beboere i nr. 80. Inde ved siden af boede familien Poulsen med fire børn; Joan, Jan, Birgitte og Bent. Og til den anden side familien Vestersøe med pigerne Maj-britt og Liselotte.
Vi var sådan nogenlunde jævnaldrende… i hvert fald var forskellen ikke større end vi unger de næste 10 år stort set altid var sammen. Vores veje skiltes da vi flyttede og siden har jeg kun haft ganske sporadisk kontakt og kun fordi jeg tilfældigt har mødt en af pigerne inde i Aalborg.
Men det har internettet ændret på. Alle ungerne fra nummer 80, 82 og 84 er pludselig inden for rækkevidde og vi har talt lidt om at lave sådan en slags Jyttevej reunion. Det kunne være rigtig sjovt at ses nu hvor vi har fået udvekslet livshistorier via nettet.
Jeg har genoptaget mange skønne forbindelser de sidste år… gamle kærester, veninder, tidligere kolleger, skolekammerater og nu altså også mine allertidligste legekammerater.
Alt afhængig af hvad vi har at sige hinanden i dag er nogle få kommet for at blive i mit liv, mens andre blot er på en hurtig gennemrejse.
Uanset er gensynet både sjovt og velkomment.
-
Hvis man ikke prøver, kan man heller ikke
Og det gør vi så Poden og jeg. Prøver. Ofte lykkes det fint… måske ikke helt efter bogen, men hvem siger vores måde ikke er lige så god?
Nogen gange er jeg dog begrænset af min fysik. Andre gange af min manglende evne. Men aldrig af min vilje. Jeg er meget bevidst om hvor langt min fysik/evne rækker og jeg har lært at be’ om hjælp. Eller… jeg er i hvert fald blevet bedre til det. Og så er det herligt, at være omgivet af mennesker, som træder til der, hvor jeg selv må gi’ fortabt.
I dag var en af dem… tak for hjælp og arbejdskraft og tømmerlus (-:
-
♥
-
Det gør indtryk
Jeg faldt forbi den skønne Anita til morgen…
Det gør indtryk
– at sidde i nutiden og bevæge sig rundt i fortiden med en gammel kæreste. Og pludselig, så savner jeg sgu egentlig bare at have en kæreste.Det kunne lige så godt ha’ stået her (bortset fra, at jeg lige pt. ikke savner, at have en kæreste). Jeg har nævnt det før… at sådan et forlist forhold, selv mange år efter, kan danne grundlag for et spirende varmt venskab.
Der er vi lige nu. Midt i det spirende. 20 år eller deromkring skal vi have indhentet, så vi snakker og snakker og snakker. Og det gør indtryk. Vi har undret os over, at vi ikke bevarede venskabet på trods og på tværs af nye forhold. Men for 20 år siden kunne vi ikke have været venner. Der var alt for mange følelser involveret , da vi skiltes. På den værst tænkelige måde.
Det har fortabt sig i glemslen eller er i det mindste forlængst tilgivet.
Nu står vi begge to på et sted i livet, hvor vi har brug for at vende tankerne med en, som ingen aktier har i det liv, vi lever lige nu. Og det gør vi så. Der er både de tunge samtaler og de sjove og drillende. Hvor vi er på vej hen, ved jeg ikke. Måske løber vi tør for ord og bevæger os videre, når vi har brugt hinanden op. Måske er vi venner for livet.
Det er som bekendt svært at spå… især om fremtiden.
Og lige nu… snakker vi bare.!
-
Kulørt søndag morgen
Når den tidlige søndagmorgen er så smuk og der i løbet af natten er tikket en varm hilsen ind på mobilen… jamen, så bli’r jeg altså glad helt ned i maven.
