-
Somom
“Det her…“, sagde min makker i dag, mens han holdt fingrene op, “…det er afstanden mellem E og B, frøken Bech… Engel og Bitch“.
Hrmpff.
Somom.
Eller noget!
Nå, han har vel ret. Jeg er et besværligt menneske. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det… over ingenting… og jeg ved det. Han er langt fra den eneste, der har luret mig. Heldigvis har jeg har omgivelser, der er rummelige og tilgivende. Og er de ikke, forsvinder de ret hurtigt igen.
Sådan må det være. Tænker jeg.
-
Regression..
Lige pt. florerer der noget lidt pudsigt blandt FaceBook brugere:
Har du levet før – og hvem var du ?.. Tag de 3 sidste tal i dit mobil nr fx. mit nr er xxxxx321 altså 321. Skriv derefter sådan her @*[321:0] i mit kommentarfelt, slet så * og tryk enter.
når man følger den lille formel, fremkommer der et eller andet tilfældige navn. Meget sjovt. Jeg er f.eks “William Jusino“.
Meget apropos har jeg lige talt med en god ven om muligheden for at have kendt hinanden i et tidligere liv. Vi har en eller anden underlig samhørighed, mærkelige livs sammenfald og oplevelses tilfældigheder, som er så uforklarlige, at det er til at blive helt religiøs af. Jeg ved ikke helt om jeg tror på begrebet “soulmate” – men findes det, er han er nok det nærmeste, jeg kommer at have sådan en.
For nogle år siden kørte der en udsendelsesrække på Tv2 – “På rejse med sjælen” hed de – hvor en række helt almindelige danskere blev bragt tilbage til deres tidligere liv af Rud Grandt. Tv2 betalte så for, at de fik lov at besøge de steder, de havde boet tidligere. Facinerende og foruroligende på samme tid. Jeg kender Rud Grandt og lavede på dét tidspunkt en del arbejde for ham. Jeg blev tilbudt sådan en “sjæle rejse” ganske gratis – ganske vist uden den fysiske rejse – men jeg turde ikke. Ganske enkelt.
Nu er Rud gået på pension og tilbuddet gælder ikke længere – og jeg er egentlig også ganske godt tilfreds med, at vi kender hinanden i nutiden og – forhåbentlig – i fremtiden!
Tror du på den slags? Sjæle rejser? Soulmates?
-
Feelgood lørdag
Så sad vi der på en klittop og kiggede ud over havet – Pelsdyret , Skagboen og jeg. I stilhed og bare var. Engang skal jeg derud og bo. Hvor verden synes uendelig. Om det bliver her eller ved et andet hav, et andet sted i verden er ligeyldigt.
Bare det bli’r… så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen og dele rødvin med memoirer, med de andre gamle i solen.
-
Foruroligende fabulous
Jeg tør godt spå, at det bliver en fabulous weekend… indledt på bedste vis i et af de favntag, der giver smil i øjnene og foruroligende sug i maven. Poden har taget ophold andetsteds hele weekenden, så der er frit valg på alle hylder… og efter et tjek af næste uges propfyldte kalender kommer den til at stå på ren fornøjelse af den slags, man kan leve på længe… eller i hvert fald frem til onsdag. Cirka. I min alder kører man ikke så langt på en opladning (:
-
Somethin’ stupid…
Jeg kan lige så godt sige det som det er… jeg forstår mig ikke på mænd. Jeg tænker, at det helt sikkert er ganske gensidigt. Og er der overhovedet noget nyt under solen dér. Næppe!Jeg fik overstået en svær, men nødvendig samtale fredag aften. Nytteløst egentlig. Jeg ved ikke, hvad pokker det er, der gang på gang får mig til at tro på, at kvinder og mænd kan være venner.
Det er lidt kompliceret at forklare, når baggrunden er et helt privat anliggende… men i bund og grund tror jeg, at problemet er, at jeg er en kvinde og han er en mand – og der af den grund uvægerligt vil være et gran af følelser og/eller spændinger involveret. I teorien burde venner kunne glædes på hinandens vegne… men er der følelser i klemme, fungerer det ikke i praksis. Har jeg erfaret.
Jeg tænkte (i min naivitet), at det ville være en god ide at sætte ord på … så det der fnidder ikke får lov at være usagt… så vi ved hvor vi har hinanden.
Dét var det så heller ikke!
Jeg lærer det vist aldrig.
Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større… (citat Pia og Thomas Helmig)
-
Her er stille…
Jeg er ikke gået i stå eller holdt op med at tale… alle ordene kanaliseres blot andetsteds hen… og sådan må det være. Lige nu!
-
Siden sidst…
… jeg er her endnu!
Jeg er ikke blevet anholdt eller sendt ud i samfundstjeneste… jeg har blot tankerne optaget af andet (:
Bare så I ved det.
-
Årh nej, er det allerede…
Er det allerede i morgen, jeg er nødt til at smide nattøjet? Det er det vist. Nu gik det ellers lige så godt. Kunne sagtens vænne mig til kun at beskæftige mig med lige nøjagtig det, jeg gider. Men det giver ikke penge på lønkontoen og mad på bordet… og faktisk er den tilfredsstillelse det giver, at have ydet noget for de penge man får, stærkt undervurderet. Ikke at jeg kender til det modsatte. Jeg har snart været på arbejdsmarkedet på fuld tid i 32 år… kun afbrudt af en barselsorlov i 94… så kontanthjælp og understøttelse er ikke noget, jeg kender en snus til. Men alli’veller…
Den sidste feriedag har været temmelig doven. Udover lige at få tanket og vasket sprayterpentinerne af Poloen, har jeg stort set intet lavet. Jo altså, Pelsdyret er selvfølgelig behørigt luftet sammen med kameraet. Faktisk blev det en dejlig tur, lige på et tidspunkt hvor solen kort skinnede over Nordjylland og bragte kig til blå himmel og smukke svaner på fjorden.
Feriedagene er ved at være opbrugte. De sidste få, der står på kontoen skal gemmes lidt. Går og roder med lidt planer om en reunion med en gammel ven i London. Måske en forlænget weekend, mens Poden er i praktik i Irland eller på studietur til Paris. Måske. Lad os se. Lige pludselig tager jeg af sted, hvis jeg kender mig selv ret. Også uden at have planlagt noget som helst.
Men først er der masser af arbejde der skal klares, familie der skal passes, venskaber der skal styrkes og kærlighed der skal dyrkes… og jeg har fundet ud af, at man kun får det ud af livet, som man er villig til at fylde i det…
Og det gør jeg så… og håber at 2012 bliver det år, hvor jeg ikke bliver tynget ned af bekymringer eller for meget jeg skal nå. Hvor roen i maven fylder alt ud. Hvor jeg bliver trukket på plads med en lille blød lyd. Tak. Så skal jeg ikke forlange mere.
-
Uld i mund…
Hvor kikset er det ikke lige, at have investeret i en hundedyr Amarone til nytårshovedretten og så ikke være i stand til at åbne den fordømte flaske? Jeg er ikke nogen slapsvans… men proppen lod sig pokkerme ikke rokke. Overhovedet.
Nå. Men så er det jo godt at skabet også indeholder nogle fine flasker “Cotes du Rhône”… og så drak vi da bare det dobbelte… for sådan lige at få prisen til at passe!!!
Dét skulle vi så
måskeikke ha’ gjort..!
Og så startede 2012 forresten med sms panik. Når vi nu ikke kunne være sammen og dele kram og pandekys, så skulle Poden og Mændeneimitliv selvfølgelig ha’ en hilsen… lige der kl. 24. Men alle der har været der, ved hvor fårking umuligt netop dét er. Altså startede jeg året med at råbe RØV… tænker det ikke bliver sidste gang… eller noget!
…
Nytårsfortsætter? Ikke her! De holder ikke en meter alligevel. Altså bortset fra, at jeg vist nok kom til at love et helt særligt menneske, at jeg vil gøre mit allerbedste for at være den ven han fortjener. Jeg tænker, at det burde være til at overholde… netop fordi han selv er en af de sjældne. Og den slags løfter er vel heller ikke, at regne som et nytårsfortsæt… det er jo altid sådan noget med at tabe sig eller intentioner om at skulle motionere helt vildt.
Den rødhårede sov sig gennem aftenen. Hun er ikke den, der sådan hidser sig op over noget… og den smule fest og ballade var i hvert fald ikke nok til, at hun gad lette sig fra fatboyen.
GODT NYTÅR derude… jeg håber, du kom godt og sikkert ind i det!
-
Decembermorgen
Efter en masse larm og følelsesballade er det ren terapi, at tage den rødhårede og kameraet med til fjorden sådan en tidlig december morgen. Der er en velsignet ro og der er så smukt dernede, at uanset hvad man tumler med, så bliver man betaget af skønheden og glemmer det trælse for en stund.
En af mine gode venner mistede sin far nogle få dage inden jul. Den triste nyhed nulstillede ligesom den smule julestemning, jeg endelig havde fået oparbejdet efter i december, at have mistet en god ven… eller i hvert fald troen på venskabet. Ikke at de to ting tåler nogen som helst sammenligning overhovedet – men trist er det alligevel, når tilliden og fortroligheden brydes.
Ordene var mange og smukke. Men viste sig, at være kun dét.
Ord.
Så blev jeg så klog!
