-
Lørdagssmukhed
Det bedste er at gi’ op omsider… og pludselig mærke det hele begynde.
-
Gæstekok og en weekend der snart er slut
Forrige weekends gæstekok havde måske nok højere lækkerhedsværdi, drak ‘lidt’ mere rødvin og deltog ‘lidt’ mere aktivt i madlavningen… en rigtig rigtig dejlig aften i øvrigt… men desværre er det eneste dén aften ellers efterlod et gabende tomt hul i min verden og en stor fedtplet på spisebordet!
Gårsdagens kok i den lyserøde Onepiece er efterhånden en sjældens gæst… tilgengæld er hun en keeper!
Hullet i verdenen er mindre nu. Bliver mindre hver dag. Jeg har ligget rullet sammen på skødet af min bedste ven. Råbt røv, raset og grædt. Nu er der ikke ret meget mere af den slags tilbage.
If someone makes you miserable more than they make you happy,
it dosn’t matter how much you love them, you need to let them go!…
Poden skal på job i Kvickly. Hele dagen. Den røde og jeg har en stranddate i det lækre vejr. Og så er den weekend forresten også snart slut.
Der skal tages fat på endnu en uge. Mine kolleger er alle tilbage på deres pind… med alt det liv og humørfyldte pingpong det fører med sig.
Hverdag er ret okay.
-
London here I come…
“To see you I’ll definitely make it…”
“…even if a tsunami strikes I will be there to meet you.”Så behøver jeg vist ikke flere forsikringer… billetten er booket… London here I come.
…
-
Der er så meget jeg ikke forstår… episode 365
I dag blev der føjet endnu en ting til… for hvad er det lige der sker, for der der; “jeg vil ikke ha’ (…), men der er heller ikke andre der må“?
Jeg tror bare, jeg må videre. Eller noget!
(som hende Qvinden siger: det er vist meget godt vi er fra årgange, der havde svømning som obligatorisk fag på skemaet)
-
Tænker at livet skulle være mere som på film…
Der siges farvel på mere end en måde i dag… Whitey Houston døde i sidste uge og begraves i dag. Hendes musik har aldrig sagt mig så forfærdelig meget.. en dygtig og fantastisk smuk sangerinde, men har ellers ikke rørt noget i mig.
Det andet farvel blev til et menneske, som til gengæld har rørt rigtig meget i mig. Sådan er livet så f***ing surt sommetider… men når man træffer et valg, vælger man nogle andre ting fra. Denne gang blev det mig.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige… jeg tror, der bli’r lidt stille herinde en tid… :'(
… og så tager vi den lige én gang til, for som Pia siger, “en dag som i dag må alligevel godt stå lidt tåget hen!!”
Der er squ ikke meget ‘happy end’ i det virkelige liv…
-
Det lugter lidt af forår…
Det er muligt at nogen er rigtig begejstret for det der forårs noget… men med en møghund og suburban-housefrau-gummistøvler (m/hvide snørebånd), så kan begejstringen altså ligge på et meget lille sted. Kunne man ikke bare springe pløret over? Så kunne jeg også være med i jublen …
Nu er det så eeendelige fredag den 17. – dagen hvor Poden langt om længe vender hjem fra sit ophold hos The Walshes. Som nævnt tidligere lander hun i Aalborg kl. 22.25… men indtil det sker, har hun fået strenge ordre på, at give besked, når hun har fundet det rigtige fly fra både Dublin og Amsterdam… så jeg kan følge med. Det er vel en mors ret. Tænker jeg.
Hun har inviteret undertegnede ud og spise i morgen (ja, altså… jeg skal sikkert betale). Derefter har hun en aftale med sin kæreste resten af weekenden, som hun garanteret har savnet mere end undertegnede. Sådan skal det være. Naturligvis.
Jeg skulle ha’ været i selskab, men af mange og (for mig) indlysende årsager har jeg valgt aflyse. Nogen mennesker er vigtigere end andre… nogen mennesker er værd at passe på… det her menneske er i særdeleshed… og det gør jeg så!
God fredag til dig og dine… og så wupti… så forsvandt pløret. Nå ikke :-/
-
Efter storm kommer stilhed…
… eller er det egentligt omvendt. I det her tilfælde stormer det med jævne mellem rum, så det er svært. Og hvad kom egentlig først, ægget eller hønen?
Vi slikker sårene, småsnakker, finder tilbage i den fortrolige favn. Men selv uden øjenkontakt fornemmes instinktivt, at noget ikke helt er, som det skal være. Alligevel. Fandeme mærkeligt, hvor de ‘fornemmelser’ kommer fra…
Jeg har fået en gave i dag… som jeg skal bære med mig resten af mit liv. Ja altså, jeg har ikke fået den endnu, men lovning på den så. Det glæder jeg mig til. Og så er en ting helt sikkert… lægger stormen sig for altid… vil mindet om den aldrig forsvinde.
…
Det var fandeme kryptisk… forklaring følger. Måske. En anden gang.
-
Blue Valentine
Hvis det skal handle om kærlighed i dag, så er det nok ikke hos mig du skal læse med, for her slås vi… med os selv og hinanden (ja, altså ikke sådan korporligt). Vi befinder os med jævne mellemrum på kanten… med følelserne helt uden på. Der er squ ikke meget leverpostej i vores samvær og selvom det sommetider gi’r nogle temmelig stormfyldte perioder, hvor tårene flyder over og søvn er en mangel vare… så er det bare sådan det er. Da vi levede sammen var det sådan – nu hvor vi blot er venner, er det sådan. Vi gi’r hinanden med- og modspil. Til det yderste. Det er dét vi kan finde ud af. Åbenbart. Det er okay. Og i hvert fald aldrig kedeligt.
…
Da jeg kom hjem lå der pakke i postkassen med yndlingsduften og kærlig hilsen fra det engelske… jeg bankede Gitte i Wordfeud… aftenen spenderes i godt selskab og Ryan Gosling i Blue Valentine… meget apropos… og med ro på alle fronter (igen) er der gode chancer for, at indhente den manglende nattesøvn.
Tirsdag ender godt!
-
Shhh
Jeg havde skrevet en lang smørre… men tænker, at det er en af de dage, hvor ordene gør klogest i, at blive liggende blandt “kladder”.
I stedet trækker jeg mig lidt ind i mig selv og afventer… mens følelsen og fornuften slås om at få overtaget…
-
Gone fishin’
