-
Nogen gange…
– så kommer man ud for mennesker, som taler lige ud af posen. Mennesker som siger dét, man har brug for at høre, i stedet for det man gerne vil høre.
Jeg kender sådan et menneske.
Nogen mener h*n bør have monteret et filter – men jeg foretrækker klart det umiddelbare og ærlige svar, fremfor hvide løgne eller ord pakket ind i misforstået hensynsfuldhed.
Hellere såret af sandheden end vildledt af løgnen.
At h*n så også hjalp mig gennem den sværeste tid i mit liv, gør ikke hengivenheden mindre.
[mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/for_you.mp3″ colors=”#a93436″ id=”1″ nums=”1″]
-
Rise and fall
Lidt lækker vellyd på en regntung mandag og første arbejdsdag efter ferien.
Det har faktisk været ret okay at være på job igen. Samværet med kollegerne, ping pong med bedstevennen, den faglige udfordring… det er alligevel ikke det værste, der kan ske.
Slet ikke på en regntung mandag.
Heldigvis.
-
Det kan der være noget om
-
Der er så meget kvinder ikke forstår
Hmmm…
…det her åndssvage venskabs præmisser
Fandeme en underlig vending…
Jeg prøvet at Google det… men jeg forstår det stadig ikke.
Måske skulle jeg blot lade det ligge, som endnu en af de ting, jeg ikke bør bruge krudt på.
-
Hvorfor er lykken så lunefuld?
Jeg er vild med Lars H.U.G.s stemme og fortolkninger af de gamle slagere. Den her er ældgammel, men temaet er vist evigt aktuelt. Desværre.Den du holder af
den ven du tror holder af dig
måske går han fra dig
alt det du gav ham dit ord på
og svor på
er glemtDe ord du hviskede til mig
gik jeg og troede på
men aldrig mere vil jeg
den samme tillid få
alt hvad jeg har i hjertet gemt
det har du ganske glemtHvorfor er lykken så lunefuld
Hvorfor er glæden så kort
ak ofte er livet så meningsløst hårdt
og hvorfor dog stole på kærlighedHør den her: [mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/lykke.mp3″ colors=”#a93436″]
-
Lidt mere Jens
Jeg indledte ferien med at køre en tur til Dronninglund og kigge til Jens. Eller hans grav er det jo.Der var ingen blomster, ingen sten… ingenting! Bare et tomt gravsted med grus. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde fulgt den forkerte sti og stod et kort øjeblik med en underlig følelse af, at det blot havde været en ond drøm… og at nogen havde nevet mig i armen… at jeg nu var vågnet.
Sådan forholder dig sig selvfølgelig ikke. Jeg ved det godt.
Jens er ikke mere. Det kan ikke fortrydes. Man kan ikke trykke på “undo” og så er han igen en ven. Sådan fungerer det ikke. Desværre.
Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos.
Vi var hinandens venner. Et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser.
Giver det mening?
Nu bagefter kan jeg glæde mig over, at være blevet kontaktet af både venner og familie til Jens og gennem dem fået tilkendegivelse af, at Jens satte lige så stor pris på mit venskab, som jeg gjorde på hans.
Det gjorde mig glad i hjertet.
“…jeg vil ikke herfra uden at kunne sige, at jeg fik det ud af livet som det bød mig, og som jeg forvaltede på bedste vis, at jeg levede så jeg havde værdi for andre, og ikke kun mig selv…”
– Jens Larsen –
… og det opfyldte han til fulde!
-
Gult er godt for øjnene
– eller er det grønt?
Whatever.
Blåt er faktisk også ret okay.
Særligt når farven sidder i et par smukke øjne 🙂
Ønlingskrivebordsmakkeren var igen på sin plads efter en uges ferie og gjorde mandagen til en af de bedre. Som altid var det godt at se ham og vi fik vendt den sidste tids ups and downs… som mest har været downs. Men det er okay og jeg har det, efter omstændighederne, okay.
Der er plads til smil og latter… og så kan det ikke være helt slemt.
Lige pludselig – meget snart – er ‘han’ blot “somebody that I used to know“. Det kan kun gå for langsomt.
…
Det er sidste arbejdsuge inden jeg holder sommerferie og så er det, at vi godt gider noget med tørvejr, sol og en temperatur på et par og tyve grader. Tak!
-
Tyndhudet
Jeg ved ikke helt hvad det værste er. Hvis der altså er noget ved hele den her… situation… der er værre end noget andet. Jeg ved faktisk slet ikke, hvordan jeg har det. Måske dét er det værste. At jeg ikke aner om jeg er glad eller ked af det eller såret eller lettet eller vred.
Jeg ved så meget andet. Jeg ved, at jeg for 14 dage siden havde to gode venner. Og jeg ved, at de nu begge to er væk. Den ene på mest tragiske vis. Den anden skred selv ud af mit liv.
Og det er så det, jeg ved… nu.
Ellers ved jeg vist kun, at helt ligeglad er jeg ikke.
Weekenden hilses velkommen. Jeg trænger til ro og rum til at slikke mine sår. Til at forstå og rumme.
Jeg mener: forever er squ da forever, ikk? – eller det troede jeg i det mindste :-/
-
Uanset hvad der sker i morgen, har vi haft i dag
Overskriften er et citat fra bogen/filmen “One day” og var et af Jens’ yndlingscitater…
…
Dronninglund Kirke var fyldt til randen med blomster og mennesker, da vi i formiddag, alt alt for tidligt, sagde et uigenkaldeligt sidste farvel til Jens…
Linda, en af Jens’ nære veninder, hviskede til mig… Jens sidder lige nu et sted og siger: Jeg nåede dét, jeg kom efter.
Og det tror jeg på, for midt i alt det triste glæder jeg mig over at vide, at Jens evnede, at leve sine drømme ud… han var forbilledlig i sin insisteren på at gribe nuet fremfor at tænke og planlægge livet bort.
Jens var højt begavet, tænksom, underfundig og utrolig skarp i sine reflektioner over livet. Jeg har nydt godt af de verbale spark, kun han kunne slippe af sted med at gi’ mig. Kontante og skarpe… men altid velovervejede og varme.
Behøver jeg at sige, at jeg vil savne ham? Behøver jeg at sige, at vi er rigtig mange, der vil savne ham. Det gør jeg vist ikke.
“With your voice in my head … you will stay in my mind forever!” skriver hans bedste ven Martin… det er sådan det er!
God rejse min ven!
-
Et ekko
Jeg mistede en god ven i tirsdags. En menneske, som evnede, at sætte en meget præcis finger på mange af de ting, jeg tumlede med. En menneske som med nogle få ord kunne vise mig en vej ud af samme tummel.
Jeg tænkte på ham i nat, snakkede med ham i tankerne og han hjalp mig til at træffe en beslutning, som måske har været undervejs et stykke tid, men som jeg ikke har kunnet få mig selv til at tage.
Man ser kun dét, man er klar til at se, ville Jens ha’ sagt. Han ville også ha’ sagt: Elsk de mennesker, som er der, når lokummet brænder. Glem alt om dem, der ikke er.
Jeg har pillet i det samme sår alt for længe… nu skal det have lov at læges.
Jens gav mig spark. Nøjagtig som han plejer.
Chin up and shake your maracas honey, that´s why you got them!
