Morten Leth Jacobsen’s roman Mindset er ved at ligge færdiglæst på natbordet (vindueskarmen)…

Mindset er en anderledes og utraditionel krimi. Og det er i dette tilfælde positivt. Vi følger ikke som sådan opklaringen af en mordgåde, i stedet for oplever man som læser, hvordan det er at stå midt i en mordgåde som dybt involveret person. Sproget er flydende, bogen velskrevet og underholdende og hovedpersonen interessant og levende.

Bogens hovedperson, Anders, er nyuddannet ingeniør og flytter til den lille provinsby Nørup hvor han har fået job i udviklingsafdelingen på en stor multinational virksomhed. Hverdagen i Nørup er præget af virksomheden, da hele byen arbejder der. På virksomheden og i byen handler det derfor om at have det rigtige ´mindset´, dvs at man kender og efterlever virksomhedens værdier.

Anders er glad for jobbet i udviklingsafdelingen, som er præget af stor hemmelighedsfuldhed, men en dag finder han under en løbetur i den nærliggende skov et lig og herefter tager begivenhederne fart. Anders fanges i et spind af løgne og alle pile peger på ham, der endnu ikke har det rigtige mindset.

Hvor involveret hovedpersonen Anders Egholt egentlig er i forbrydelsen, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre – det er trods alt det, bogen handler om.

At dømme efter antallet af bon’er der lå gemt i min pung, burde dankortet være rødglødende efter vores tre dage i det svenske. Jeg har endnu ikke tjekket kontoen for at se, hvad vi har brugt… dårlige nyheder behøver man vel ikke ligefrem opsøge 😉

Bag på en af bon’erne har jeg i hast noteret en række bogtitler på bøger, som mine skandinaviske yndlinge just er kommet med, men som endnu ikke er udkommet på dansk:

Håkan Nesser: De ensamme
Lars Kepler: Paganinikontraktet
Mari Jungstedt: Den farliga legen
Karin Alvtegen: En sannolik historia 

Der er noget at glæde sig til i efteråret.

Lige pt læser jeg Vinterbyen af Arnaldur Indridason og lige bortset fra, at jeg roder lidt rundt i de islandske navne, så er også Arnaldur Indridason et dejligt bekendskab. I Vinterbyen bliver hans lidt fåmeldte Kriminalbetjent Erlendur og hans team af kriminalfolk tilkaldt da en lille thailandsk dreng en bidende kold januardag i Reykjavik bliver  fundet død.

Også hos Arnaldur Indridason er det de stærke persontegninger frem for hæsblæsende action, der trækker – og både denne og hans tidligere romaner på dansk kan varmt anbefales.

Jeg faldt tilfældigt over “Svinehunde” på biblioteket. Og selvom den åbenbart har været blandt årets mest omtalte krimidebuter, havde jeg ikke hørt om den før… ikke jeg kan huske i hvert fald.

En tidlig mandag morgen gør to børn et grusomt fund: I gymnastiksalen på deres skole i Bagsværd finder de ligene af fem nøgne og stærkt maltrakterede mænd, som med matematisk præcision hænger ned fra salens loft. Det ligner mest af alt en offentlig henrettelse.

Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team fra drabsafdelingen ankommer fra København. Og afhøringer blandt skolens personale kaster hurtigt mistanken på skolens pedel: Den lettere alkoholiserede, men begavede Per Clausen. Tilsyneladende kender han mere til de bestialske drab, end han vil ud med. Men hvad er motivet, og hvorfor dette spektakulære sceneri? Og kan Per Clausen have handlet helt på egen hånd?

Hurtigt bliver det klart for Konrad Simonsen, at der må lægges låg på sagen for at hindre en blodtørstig dagspresse og menneskehob i at spolere efterforskningen. Men andre – stærkere – kræfter synes at have anden dagsorden …

Jeg er ca. halvvejs og synes bestemt om det jeg læser.  Ystad er skiftet ud med Bagsværd og Wallander med Konrad Simonsen… ligheden med de svenske krimier er ellers slående, men det gør ikke noget for den har alt det, jeg synes om ved en god gedigen krimi. Den har en fin rød tråd og jeg bliver ikke distraheret af sideløbende historier eller springende handlinger. Bogens persongalleri er en af dens store styrker. Især er jeg begejstret for “Simon”, som jeg glæder mig til at lære endnu bedre at kende. Og det bliver der tilsyneladende rig lejlighed til. Forfattersøskendeparret fortæller nemlig, at de allerede skriver på de næste bøger om Simon & Co.

Det vil jeg glæde mig til.

Svinehunde kan klart anbefales som sommerferielæsning…

Jeg har brugt formiddagen på oprydning i bogreolen og sælger ud af overskuddet.

Under pinden “Antikvariatet” kan du se de bøger, der ikke var plads til. Siden vil løbende blive opdateret.

Det Jiddische Politiforbund skrevet af Michael Chabon?

Jeg har lige bestilt den hos saxo.com. Jeg trængte til at prøve noget andet end de skandinaviske bøger/krimier og havde set rosende omtale af netop Michael Chabon, som har vundet Pullizer prisen for romanen Den utrolige historie om Kavalier & Clay.

Det Jiddische Politiforbund anbefales varmt, her i en omtale fra Gyldendal.dk

Michael Chabon, manden bag den Pulitzerpris-vindende Den utrolige historie om Kavalier og Clay, er tilbage med endnu et mesterværk, den kontrafaktiske Det jiddische politiforbund

Præmissen er som følgende: I 60 år har de jødiske flygtninge efter Anden Verdenskrig og deres efterkommere beboet den jiddische stat Sitka i Alaska. Nu skal staten afvikles, men vores hovedperson, kriminalbetjent Meyer Landsman, har andre problemer at slås med. Hans ægteskab er forlist, hans karriere er i ruiner, og han er tilmed blevet vækket midt om natten, fordi en skakspillende narkoman er fundet myrdet på hans hotel. Med hjælp fra Benko, hans fætter og makker, og trods håndfast modstand fra hans chef og eks-kone, Bina, sætter Landsman sig for at opklare mordet.

Det kan lyde som begyndelsen på en traditionel krimi, men der er sandt at sige tale om noget helt andet, nemlig om en fuldstændig overlegen forfatters nedbrydning af grænser og traditionelle fortælleformer. Dog hele vejen igennem holdt i en sitrende noir farveskala – komplet med jiddische gangstere og andre ualmindeligt farverige personager – men altså fortalt med alle Michael Chabons gudsbenåede fortælletricks, sprolige driblerier og eventyrlige leg med konventioner og plot.

Indtil den ankommer hedder natbordets indhold “Vejen” (Cormac McCarthy). Også en roman meget meget langt fra den litteratur, der sædvanligvis ligger der. Og i øvrigt også en Pullizer pris vinder.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige… Vejen er et apokalyptisk scenarium… det er en gold, truende og trøstesløs verden, der bliver skildret. Men alligevel også intens og fængslende læsning om denne navnløse far og hans 10 årige søn, deres intense og stærke indbyrdes forhold, faderens forsøg på at give sønnen bare en smule håb om en fremtid. I en verden helt uden håb. I en verden helt uden fremtid. Jeg er fanget af sproget, stemningen og …

Bogen er filmatisret med Viggo Mortensen i hovedrollen. Den har jeg endnu til gode, men den har fået fantastiske anmeldelser for det samme, som fænger i bogen, nemlig forholdet mellem far og søn. Den vil jeg glæde mig til. Men først vil jeg glæde mig over, stadig at have en god bid af bogen tilbage. Og en weekend forude med tid til at læse 🙂

Håkan Nesser er en af de forfattere jeg holder mest af at læse, både hans formidable krimier om kriminalkommisærene Van Veeteren og Barbarotti – og de lidt mere skæve som “Og Piccadilly ligger ikke i Kumla”.

Jeg glæder mig derfor meget til denne nye, som er landet i min postkasse i dag. Og i øvrigt bestilt hos saxo.com så sent som i går 🙂

»Vi kom til New York med fire fulde kufferter og to tomme hjerter.«

Sådan indleder Håkan Nesser Ormene på Carmine Street.

Øen Manhatten vid Hudsonflodens munding er formodentlig verdens mest tætbefolkede område. Den rummer også flere historier og fortællinger end noget andet sted. Ormene på Carmine Street er en af dem.

Romanen befolkes af synske forfattere, stjålne verselinjer, betydningstunge løgne, adskilte elskende, hunde, der giver håb, og privatdetektiver. Den handler om at lede efter et forsvundet barn og om at blive ført bag lyset af tvingende omstændigher.

Ormene på Carmine Street er en kærlighedsroman med forhindringer.

– det lover rigtigt godt for de næste femhundrede!

Jeg er ved at være færdig med Dan Browns nyeste roman, “Det forsvundne tegn”.

Paris, London og Skotland er blevet afløst af et lille område i det centrale Washington, D.C. Tidsrammen er kogt ind til ganske få timer. Men ellers ligner Dan Browns længe ventede efterfølger til bestsellerfænomenet ”Da Vinci Mysteriet” nu helt frem til sidste side forgængeren så meget, at man under læsningen nærmest begynder at krydse ligheder af. Det gælder adskillige af bipersonerne i ”The Lost Symbol”, det gælder de stadige skift mellem hidsige forfølgelsesscener og alenlange udredninger af hemmelige koder og sammenhænge på langs og tværs ad den samlede verdenshistorie, og det gælder den store kosmiske finale hvor alting finder sammen og alligevel viser sig at være noget helt andet end man troede.

Der er ingen tvivl om, at Dan Brown kan skrue en pageturner sammen. Hans karaktertegning er håbløs, men Det forsvundne tegn er – i lighed med hans tidligere romaner om Langdon – actionfyldt, hæsblæsende og spændende! Jeg har været underholdt, selvom jeg denne gang må jeg erkende, at jeg er stået lidt af på sproget.

Der har været skrevet en del i pressen om, at man måske havde forceret oversættelsen. Om det er derfor, skal jeg lade være usagt, men sproget er klodset og man snubler rundt i en blanding af uoversat engelsk og dansk. I lange passager belæres man om religion, filosofi, videnskab, kunst, arkitektur, om frimurerordenens principper, ritualer og symboler og noetisk videnskab – og ind imellem har jeg næsten syntes, at jeg måtte sidde med en fremmedordbog for at forstå visse afsnit i bogen. Og det irriterer mig, at jeg i en skønlitterær bog, jeg læser som ren underholdning, visse steder ikke fanger meningen.

Jeg har en roman mere liggende af samme Dan Brown: Tankados kode. Er det mere fra samme skuffe tror jeg nok, jeg lader hans forfatterskab hvile.