-
Et lille liv af Hanya Yanagihara
Bogen er på knap 800 sider, hvilket er mere end 33 timers oplæsning på Mofibo.
Det har ikke været ét sekund for længe.
Den har været med mig i bilen, på gåturen med Bob, under rengøringen og græsslåningen.
Det er en stor og voldsom bog. Barsk, ubønhørlig og uden nåde. Den griber, gyser og bevæger i et sprog, som er letflydende og nærmest poetisk selv i de mest grusomme passager.
Det er en bog, som er meget svær at lægge fra sig. Og meget svær at lægge bag sig.
Det er årets helt store læseoplevelser og jeg vil for altid have lidt af Jude St. Francis hos mig.
Det er barsk læsning. Så er du advaret.
Forlagets beskrivelse:
Da fire studiekammerater flytter til New York for at finde vej ind i voksenlivet uden en klink på lommen, drives de frem af deres venskab og ambitioner. Willem drømmer om scenen, den hårdhudede, skarpe JB om et liv med billedkunst, Malcolm frustreres i sine forsøg på at skabe en karriere i et stort arkitektfirma, og den talentfulde, fjerne Jude, som lige har fået sin advokatbestalling, er gruppens centrum. Årene går, og deres forhold farves af både succes og stolthed, men også af den grelleste
Langsomt samler fortællingen sig om Jude, der på en gang er en af New Yorks mest succesrige advokater og et nedbrudt menneske. Han hjemsøges af den barndom, han har brugt hele sit liv på at flygte fra, og hvis traumer, han frygter, vil definere ham for altid.
Med formfuldendt, nærmest overdådig prosa har Hanya Yanagihara skabt et mesterligt portræt af hjertesorg og et mørkt indblik i overgrebets væsen.
-
Læst siden sidst
De sidste par uges læsning har omfattet:
- Kastanjemanden af Søren Sveistrup
- Pigen uden navn af Christina Baker Kline
- Som jeg husker det af Mikael Persbrandt
- Havets børn af Anna Ekberg
Jeg afsluttede Havets Børn i går og der var så plads til at lade sig inspirere af min nieces 15 årige datter og jeg læser derfor Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud.
Den er et vigtig, relevant, varmt og også humoristisk indspark i den til tider meget unuancerede debat om indvandere og integration.
Titlen henviser til, at Bertel Haarder på et tidspunkt sagde ”Hvor taler du flot dansk”. Abdel svarer ”Tak i lige måde”.
-
Jeg lytter til…
Jeg er blevet rigtig glad for mit Mofibo abonnement. Det er flere år siden, at jeg har fået læst så mange bøger, som jeg gør nu.
Eller læse gør jeg ikke… jeg lytter. Når jeg kører bil, mens jeg arbejder, når jeg gør rent, luger i haven, går lange ture. Lyttebøfferne på og så går køreturen/arbejdet som en leg.
Min bogsmag er lige så alsidig som min musiksmag. På læselisten er f.eks.
- Jussi Adler Olsen
- Elena Ferrante
- Joël Dicker
- Morten Pape
- Knud Romer
- Albert Camus
- Johannes V. Jensen
Jeg har lige læst Leonora Christina Skovs roman “Den, der lever stille”. Den er nu blevet afløst af Delphine de Vigans “Alt må vige for natten”. Ligesom i “Den, der lever stille” vælter familieskeletterne også her ud af skabet.
Forlagets beskrivelse
Den autobiografiske “Alt må vige for natten” er forfatterens portræt af sin mor og en kompromisløs søgen efter sandheden om sin familie. En søgen som generøst tager læseren med hele vejen. Derind hvor det gør mest ondt, men hvor man kommer styrket tilbage. Det er en modig og til tider brutal beretning om en kvinde, der, skadet af en på overfladen idyllisk barndom, bliver knust i mødet med voksenlivet. Samtidig er det historien om en kvinde, der alligevel formår at kæmpe sig tilbage til livet og være noget for andre.Den gribende fortælling om moren er samtidig Delphine de Vigans mesterlige skildring og bearbejdning, på godt og ondt, af en epoke, som ethvert barn af halvfjerdserne vil kunne genkende.
Alt må vige for natten blev tildelt Prix Roman Fnac 2011 og Prix Renaudot des Lycéens 2011 og var desuden nomineret til Prix Goncourt.
Ellen Hillingsø læser højt, hvilket er en kvalitet i sig selv.
-
Den, der lever stille
Jeg har ikke tidligere læste noget af Leonora Christina Skov, men kan ud af “Den, der lever stille” forstå at hendes forgående bøger kredser om samme tematik: forældre, der ikke formår at elske deres børn.
I “Den, der lever stille” er det Leonora Christinas egen opvækst, der er skildret.
Det er en stærk fortælling om en ensom pige fra Helsinge, som higer efter sine forældres kærlighed… bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende.
Men det kan de ikke. Og først da Christina flytter til København, skaber sig en tilværelse som litteraturstuderende, springer ud af skabet og genskaber sig selv som forfatteren Leonora Christina folder pigen det liv ud, som hun så pænt havde foldet sammen og pakket ned i sit kladdehæfte.
Jeg hører bogen på Mofibo og den er oplæst af Leonora Christina selv – det giver en ganske særlig oplevelse at høre hende læse sine egne ord.
Det kan varmt anbefales.
-
Jeg kunne også være gået til Louis Nielsen
Jeg savner rigtig meget at læse. Engang afløste den ene bog den anden… så snart sidste side var vendt i en bog, begyndte jeg på den næste.
Så begyndte læsesynet at svigte mig og læselysten fulgte med.
Sidste år opdagede jeg så lydbøgerne. Tidligere forsøg med det medie faldt ikke heldigt ud. Min koncentration var der ikke, tankerne flakkede og jeg fik intet ud af at lytte.
Så blev jeg introduceret til Allan Olsen og Niels Skousen og på lange bilture oplevede jeg, at jeg faktisk lyttede til sangteksterne som andet end baggrundsstøj. En lydbog blev prøvet – også Allan Olsen – og det duede.
Siden har jeg erfaret, at jeg kan gå, køre bil, strikke, gøre rent, lave havearbejde o.lign aktiviteter, mens jeg lader mig underholde.
eReolen lod mig gratis låne lydbøger, men har et begrænset udvalg. Så prøvede jeg at købe bøgerne hos Saxo, men deres app til afspilning er bare helt håbløs.
Nu har jeg slået mig på Mofibo og det det er noget der du’r.
Deres app lader mig downloade bøgerne, så jeg ikke er afhængig af netforbindelsen og så snart jeg er færdig fjerner den automatisk bogen fra min mobil. Den er stabil og udvalget af bøger er stort.
Jeg har foreløbig nappet de sidste to bind af Jussi Adler-Olsens serie om afdeling Q og det var rigtig god underholdning. Ikke mindst pga. en skide god oplæser – dem er der nemlig også stor forskel på.
Lige nu er Blækhat af Sissel-Jo Gazan på programmet. Den ved jeg så ikke helt hvad jeg skal synes om. Jeg har hørt godt 3 timer ud af 17 og historien om Rose’s barndom trækker tilsyneladende ud i en uendelighed. Den får et par timer mere – har historien så ikke flyttet sig tror jeg, at jeg finder noget andet.
Måske på et tip fra dig? 🙂
-
Ja så..!
Jeg har aldrig været god til lydbøger… mine tanker strejfer og jeg mister fokus.
Sidste sommer fandt jeg så ud af, at jeg lytter særligt godt, når jeg kører bil. En opdagelse jeg gjorde, da jeg blev introduceret til Allan Olen og hans finurlige sangtekstunivers… og siden har jeg lyttet til et par bøger på bilradioen.
Nu kan jeg jo ikke ligge og flakke rundt på landevejene bare for at lade mig underholde af højtlæsning, men heldigvis så har havearbejde samme evne til at fastholde mit fokus. Siderne stryger af sted i takt med at skvalderkålen hives op af bedene. Jeg har kantet og luget, ordnet krukker og fejet mens jeg gik og småklukkede over Britt-Marie, som jeg har lånt på ereolen.
Britt-Marie var her er endnu en roman af Fredrik Backman, som også er forfatter til En mand der hedder Ove.
Britt-Marie er 63 og forlader efter 40 års ægteskab sin utro mand. Britt-Marie løser alle problemer med lister, rengøringsmidler og natron… og så hader hun fodbold. Hun ender i den lille flække Borg, hvor alle er stærkt optaget af netop fodbold og hvor hun trods sin bedrevidenhed og sit rengøringsvanvid falder til og faktisk gør en forskel.
Britt-Marie skal opleves og læses – ligesom Ove!
-
Det er jøvt
Som tidligere nævnt er Allan Olsen sammen med Bob Dylan et nyt musikalsk sværmeri, som P på sin egen og meget insisterende facon har bragt ind i mit liv. Hans entusiasme er smittende og jeg har ikke tal på hvor mange YouTube videoer med de to, jeg har fået tilsendt og set på hans opfordring.
Til jul forærede jeg ham Allan Olsens bog Tilfældigt strejfet. De har meget tilfælles. De er nordjyder med stort N, ordnørder og deres underfundige og underspillede humor minder også om hinanden. Og så svinger de sig ikke op!Da jeg skulle hente Poden i Skåde i sidste uge skulle jeg bruge lidt underholdning til turen og hentede Tilfældigt strejfet som lydbog.
Og underholdt dét har jeg været.
Manden har et stort fortællertalent og bogen er sådan en slags Orla Frøsnapper for voksne. En række herlige hverdagsanekdoter om familien, barndommen, skolen, rejser, den første guitar… fortalt på nordjysk!
Allans Olsens sangtekster har fået en helt anden betydning, nu hvor jeg kender historierne, de er opstået af.
Da jeg landede i carporten i går blev der sat punktum for disse herlige beretninger om bette Al’ns liv i det yderste af kongeriget højt mod nord.
Jeg kunne godt have ønsket mig, at bogen var på 150 kapitler i stedet for 50. Der skulle være en efterfølger i støbeskeen… når han har været på efterårsturne og lavet en plade og … som han siger: nordjyder svinger sig ikke sådan op!
-
Slagteren fra Lille Burma
I august 2007 satte Arnold Morinder sig på sin knallert for at køre til Statoiltanken i Kerranshed. Siden har ingen set ham……
Regnen siler ned.
Haveejeren og bogormen i mig jubler.
Jeg ser frem til en eftermiddag med varm te, tæpper i sofaen, en hund ved fødderne og godt selskab af vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti.
Med indbygget mulighed for at fordybe mig i en fiktiv verden langt fra den jeg selv befinder mig i.
Jeg tænker, jeg trænger.
…
Det ligger ikke til mig, at lide i stilhed. Jeg slår ud med armene og siger min uforbeholdne mening. Det er ikke sikkert min åbenmundethed er lige værdsat alle steder.
Eller det ved jeg den ikke er.
Det bekymrer jeg mig sjældent om, men jeg tænker alligevel, at jeg det næste stykke tid gør bedst i at holde lidt lav profil.
Som Susling siger: det er deres biks, ikke min!
Jeg vil nøjes med at råbe min frustration ud i Poloen på vej hjem…
V E S T E R H A V K O M N U O G B L Æ S M I G I G A N G
-
Jeg er en sucker for svenske krimier
De svenske krimier tiltaler mig. Måske fordi de med danske øjne virker ‘realistiske’ på den måde at miljøerne, det skandinaviske, er genkendeligt. Det bliver mere nærværende, når der sker en forbrydelse lige midt i det velkendte.
For et par år siden læste jeg Lars Keplers “Hypnotisøren” og i aftes fik jeg så lejlighed til også at se filmatriseringen med Mikael Persbrandt i titlerollen (ham er jeg også en sucker for).
Den er instrueret af Lasse Helstrøm og har, udover Mikael Persbrandt, også Lena Olin på rollelisten. Det bliver ikke meget bedre og var da også Sveriges officielle bud på en Oscar-nominering i kategorien Bedste udenlandske film. Den nåede dog ikke gennem nåleøjet.
Lørdag aftens gæst er sendt hjem med et knus og tilbage af weekenden er en søndag, som bliver en af de langsomme. En søndag hvor det er tvivlsomt om nattøjet overhovedet når at komme af.
Måske er jeg heldig at skuffen gemmer endnu en svensk krimi – jeg mangler vist fortsat et par af Lisa Marklunds.
God søndag til dig.
-
Godnatlæsning
Jeg tænker, at det er godt, at jeg netop er færdig med Jussi Adler-Olsen’s ‘Marco Effekten’.
I nat har jeg været på vild flugt sammen med en mand i en stjålet Politibil. Jeg insisterede på, at vi kom ud af København, hvor han – chaufføren – blev ved med at cirkle rundt og i stedet køre mod Esbjerg, hvor jeg mente det ville være rigtig godt at skjule sig.
Hvad vi havde gjort, hvem der var efter os og hvorfor vi havde valgt en så iøjnefaldende flugtbil melder historien ikke noget om…
Jeg må finde mig noget mindre sindsoprivende til natbordet. Måske skulle jeg kaste mig over Mr. Grey igen… eller Kim Leine og ‘Profeterne i Evighedsfjorden’… eller …
Hvad kan du anbefale?
