-
Dagen derpå
Ti personer til cacao, boller og Pavlova, og tre til stegt flæsk og persillesovs… jeg er pænt tilfreds med at have en opvaskemaskine. Den sidste oprydning er klaret her til morgen og opvaskemaskinen kører med sidste hold service.
Fødselsdagsbarnet var glad og tilfreds med gæster, gaver og forplejning.
I aften holder hun fødselsdag for sine venner og det er helt sikkert ikke cacao, der er i glassene (:
Lillebror synes, at det er en fest at have gæster og da hans yndling menneske, Jesper K., kom senere og delte biabed’en med ham var han i sit es.
I dag er her kun Lillebor og jeg… det øsregner og vi skal absolut ingenting.
I N G E N T I N G, sagde jeg!
God lørdag til jer.
-
Lørdag med plads til mig
Otte kilometer langs Nordmandshage i dejligt solskin var lige hvad mine batterier havde brug for.
Efter en periode med flere dramaer rundt omkring mig end jeg bryder mig om, trænger jeg til en weekend, hvor jeg kan rette blikket indad… jeg blev hægtet af for et stykke tid siden og skal lige have mig selv med igen.
Jeg ved hvor jeg skal søge hen, hvor udsigten rammer mig og smilet kommer helt af sig selv.
-
Jeg elsker lørdag.. og Simon Jul
Lørdag er min dag. Jeg putter i den præcis, hvad jeg har lyst.
I dag blev det til en tur ved Vesterhavet.
Temperaturen nåede ikke over frysepunktet i det nordjyske og alligevel føltest det nærmest forårsagtigt med sol og næsten ingen vind.
Inden vi nåede dertil havde jeg hængt nyvasket sengetøj til tørre i vintersolen, drukket en masse kaffe og hygge mig i Mads og Monopolets gode selskab.
Simon Jul er en af mine yndlings monopolister. Han er begavet og har en humor, som i den grad tænder mine lattermuskler.
Han behersker balancen, at behandle de alvorlige spørgsmål med respekt, mens de dilemmaer han finder latterlige – fx. kvinden, der vil blande sig i sin kærestes påklædning – virkelig får af grovfilen.
Jeg elsker lørdag.. og Simon Jul.
-
Dyr til højre..
Jeg havde set, at der var annonceret jagt i hundeskoven i dag og besluttede derfor, at mosen måtte være stedet, at lægge formiddagens travetur.
Her havnede vi så også ganske ufrivilligt midt i årets sidste fællesjagt… der blev råbt og skudt, og turen blev i det hele taget hurtigt langt mere spændende end jeg brød mig om.
Jeg talte med en af klapperne og han forsikrede, at der ikke blev skudt ud mod vejen.
Godt så, men jeg havde spottet en af byens ‘bumser’ med et gevær over skulderen. Ham har jeg ofte mødt i mosen på handicapscooter og med en hel ramme Slotsbajere på bagagebæren, så jeg ved ikke helt, om jeg følte mig specielt beroliget.
Lillebror var helt cool med det hele og overordentligt interesseret i dyret, der hang på vognen.
“Dyr til højre“.. og et øjeblik efter sprang to rådyr over vejen efterfulgt af en sort labrador.
De slap med skrækken.
Og det samme gjorde vi.
-
Englen Nelson
Englen Nelson er flyttet ind her på matriklen og langsomt men sikkert begynder her at dufte lidt af jul.
Da Poden boede hjemme gik vi all-in på sølv og glimmer – overalt! Lidt pynt skal her være, men nu hvor jeg kun er mig er det noget mere diskret.
Og så venter der adventsgave til mor’en i morgen.
Hun glæder sig 🙂
Ellers er der ikke så meget at glæde sig over. Havde en lidt træls oplevelse i går, som stadig generer og gnaver…
det er en af de der, hvor det måske ikke betyder det helt store for den ene, men ændrer dagen radikalt for den anden
Jeg vil pakke den langt væk og gå ned og fejre min mors 83 års fødselsdag sammen med resten af min familie.
God lørdag til dig!
-
Rigtig dejligt koldt
Selvom vi ikke har fået sne, så kan vi sagtens mærke vinterkulden i Nordjylland. Vandpytterne i mosen havde et fint tynd lag is og skovbundens rimfrost dække glimtede i solen.
Jeg har længe følt gruppepresset fra mine naboer og i dag overgav jeg mig og satte julelys i de små træer udenfor. Det ser så hyggeligt ud og der er jo også kun en måned til. Næsten.
Jeg har også hevet cedertræet ind i stuen. Det er tredie år det samme træ fungerer som juletræ i min lille stue
Det var dyrt i indkøb, men har tjent sig selv ind. Det må være af den hårdføre slags for det kræver sit træ, at klare de store temperatursvingninger det bliver budt.
Der bliver ikke pyntet her før næste weekend.
Men jeg gør klar.
Vasker persienner og pudser vinduer. Henter gran, mos og kogler. Køber ind til pebernødder og julecookies.
De første julegaver er klar og pakket ind…
Det begynder, at minde både om vinter og jul!
-
Lidt en øv dag..
Lørdag blev på ingen måde som ønsket/forventet.
Først opdager jeg, at den sædvanlige lyd af min lørdag formiddag – Mads & Monopolet – ikke ville blive sendt pga. P3 Guld i aftes. Altså, hvis ham Mads er gammel nok til at gå i byen fredag aften – så er han også gammel nok til at stå op og passe sit job! (:
Nogle få timer senere tikker der så en aflysning ind af aftenens koncert med The Savage Rose, som jeg sådan havde glædet mig til.
Pludselig have jeg fået en hel lørdag foræret – men jeg var(er) skuffet over aflysningen og derfor ubeslutsom…
Det blev derfor den nemme løsning… en lang tur ved stranden.
Den blev en anelse anderledes da vi havnede midt i en større samling heste og ryttere. Det vil sige… vi var der først og så os pludselig omringet. De var bestemt ikke enige om hvordan turen skulle foregå og mens de diskuterede på begge sider af os, sad Lillebror og jeg på stranden og ventede.
Han tog det pænt… sad dog tæt klinet op af mig, så jeg tænker, at 15-20 islændere SÅ tæt på har været ganske overvældende for ham.
-
Glæde til højre
Nu bringer jeg dig lige tilbage til din barndom. Du hører radio – vejrudsigt og til slut kommer fiskerimeldingerne “og der er stormvarsel for Humber og Thames og farvandet vest for Hebriderne” og måske også et eller andet ved Doggerbanke…
Sådan begyndte en samtale for nogle aftener siden.
Jeg er heldig, at kende et menneske, som øser ud af det hjertet er fuld af og hvis entusiasme i den grad er smittende. Min verden beriges og mine øjne åbnes for ting, jeg ikke har set før. Jeg elsker det.
Bulbjerg er en 47 meter høj kalkstens klippe og resterne af en stor ø som i stenalderen ragede op over havet. Det er Danmarks eneste fuglefjeld. På de stejle skrænter yngler hvert år flere hundrede par Rider.
Bulbjerg er også omtalt i Allan Olsen’s ‘Seende kærester‘ og det var dén, ovenstående samtale var indledningen til. I dag måtte jeg derud… til Bulbjerget og selv spejde i retning mod Humber og Thames.
Jeg var i nærheden i torsdags da jeg kørte ad dødsruten mod Fjerritslev. Jeg vidste bare ikke, at der var mere at komme efter på den egn.
Der var masser at komme efter: en landsby, der simpelthen hedder ‘Glæde’, en klippe med indgraverede hjerter og navne fra alle de seende kærester, der har besøgt stedet, fuglefjeldet, smukke rullesten og en udsigt, der havde været i verdensklasse, hvis ikke det var fordi at lørdagens vejr ikke var med os. Gråt og vådt var det – ellers skulle man kunne se både Hanstholm og Rubjerg Knude fra toppen.
Jeg gir’ dig min kikkert – dig der er bedst til at se
jeg piller æg og lægger mig ned
og jeg ser dig spejde i retning af Humber og Thames. -
Starter du grillen op i aften?
Tropevarme, havbad, Tour start og gæster til spontan grillhygge… lørdag var en sommerdag af allerbedste slags.
-
Endelig noget, der mindede om en sommerdag
Der var varmt nok til en tur ved stranden til aften blot iført hættetrøje. Det er første gang i år. Og vi nød det.
Det mildere vejr har også betydet, at der er gang i havens planter. Højbedene bugner med krydderurter, jordbær og blomster. Jeg kan ikke helt huske, hvad disse hvide skønheder hedder, men smukke er de.
Aktivitesniveauet var højt i formiddag. Første time af Mads og Monopolet foregik i sofaen, men så tog pokker ved mig, og med Albæk, Heick og Kopernikus i ørene i fik jeg slået græs, trimmet kanter og sat lampe op i skuret.
Eftermiddagen blev tilbragt hos de gamle. Selv om jeg udmærket ved, at vi IKKE skal diskutere politik, så fik min far mig alligevel provokeret. Vi ligger milevidt fra hinanden politisk og han kan få mig helt op i det røde felt… jeg har kendt ham hele mit liv og jeg burde være klogere. Næste gang lader jeg mig ikke tirre 🙂
Søndag tegner smukt. Mellem 7 og 8 i morgen tidlig er vandstanden ved Hals lav og jeg regner med, at vi tager den store tur helt ud til tvillingefyret. Jeg trænger i den grad til at få rystet en travl uge af mig inden vi går i krig med den næste.
Vi er flyttet, men mangler at komme på plads, hvilket nok er den største opgave. Sidst i den kommende uge tror jeg vi er tilbage til noget, der ligner en dagligdag. Måske.