-
Fredagslykke
-
Live – Love – Bark
Det sidste gør vi ikke så meget i… kun hvis der er fremmede, der nærmer sig matriklen eller Beaglen i baghaven formaster sig til at gø af dem.
Gøen er der til gengæld masser af i nabohaverne. Særligt genboens (den anden genbo) Beagle er slem. Den, jeg har boende i baghaven har ansvarlige ejere, der tager hensyn, mens dem på modsatte siden af gaden lader deres stå og gø i timevis. I sidste weekend i 5-6 timer, mens de i øvrigt selv var væk. Flot!
Det er bare ikke i orden – hverken overfor hund eller omgivelser – hvilket jeg også har gjort dem opmærksom på og siden har jeg ikke set skyggen af hunden.
Jeg er sikkert ikke populær derovre… men det er jeg sådan set ligeglad med, hovedsagen er, at vi har fået ro (:
Måske har jeg sagt det før men jeg gentager det gerne: det er min forbandede pligt som hundeejer at sørge for, at mine hunde ikke genere andre.
Det er mit valg af have hund, ikke naboens!
-
Den gamle krage
Hun befinder sig yderst sjældent foran kameraet men ‘nogen’ havde bedt om fotos af kragen, så Poden måtte gribe kameraet.
Teknisk kunne de med garanti gøres langt bedre… men modellen står ikke til at forbedre. Desværre (:
-
Tour de Nordjylland
Jeg truede godt nok med at tage en mandagsslapper, men det holdt ikke. Selvfølgelig gjorde det ikke det.
Vi tog på tur: Hals – Gerå – Dronninglund – Hjallerup – Vodskov – Hals.
Strandtur i Gerå. Besøg hos ‘Jens’ i Dronninglund. Indkøb i Hjallerup Maskinforretning og Netto i Vodskov inden turen igen gik hjem.
Hjemme var der dømt fri leg i haven, mens deres matte plantede roser i nyindkøbte krukker.
Nu gider jeg så heller ikke mere.
Mandag aften skal tilbringes i sofaen med kaffe i kruset og en skøn serie på fjernsynet. Anden sæson af Call the Midwife er annonceret frigivet på Netflix. Den har lige været vist på tv, men jeg nåede kun brudstykker… nu kan jeg få set alle afsnittene i deres helhed.
-
Søndag med kig til solen
-
Juleboksning og søndagssysler
Formiddagen er gået med at dimse fotos fra lørdag aftens juleboksestævne.
Jeg tog en million milliard fotos, som endte med at blive et par og tres færdige billeder. De er nu sendt videre til AK Jyden.
Hundene ligger i haven med hver deres ben. På tørresnoren hænger nyvasket sengetøj og i vaskemaskinen snurrer mere tøj.
Søndag er lys og tør, så udover de praktiske gøremål skal den bruges til en lang tur på Skallerevlerne med hundene og et besøg hos de ‘gamle’.
God søndag til dig.
-
Søndagsbilleder
-
Når en æbleskivebager, bager æbleskive kager
Når man når min alder er der så mange år at fejre, at det er nødvendigt at sprede det over et par dage (:
I går var det blot Poden og jeg – og i dag var det familien, som var inviteret på gløgg, hjemmelavede æbleskiver og juleknas.
Jeg har fået “Forget shit and move on” plakat, dåse til dimser, Rice stjernestrimler, Instagram iPhone cover, Kähler urtepotter, mandolinjern, blomster, plæneklipper, nøglehængere og ‘frø’. For et par år siden forærede jeg Rikke en hoptimist i form af en frøprins… og så mødte hun Kurt! Nu håber jeg så, at der er samme gevinst ved det grønne dyr jeg har fået (:
Jeg har også fået noget, som er knap så velkomment, nemlig en temmelig generende og insisterende hovedpine. Den betyder, at lørdag bliver forkortet og slutter langt før tid oppe under dynen med lukkede øjne.
Jeg tænker, at en langsom søndag iført nattøj og i eget selskab er lige hvad jeg trænger til inden jeg kaster mig ud i årets sidste arbejdsdage.
-
Man må ikke stjæle
– heller ikke fotos på nettet.
Liselotte henviser i dag på FaceBook til et blog indlæg hvor man kan læse om den ‘bøde’ man kan idømmes for at overtræde reglerne:
Regningen for dette er jf. Journalistforbundets vejledende takster 850 kroner pr. foto plus 100 procent oveni som godtgørelse for overtrædelsen, 100 procent oveni hvis kilden ikke er blevet krediteret.
Jeg tænker, at jeg udskriver en regning til de 19 herunder for brug af nedenstående foto. Det er nemlig mit.
Bare i denne version findes det på 19 forskellige websider x 850 + 100% + 100% = så-store-tal-kan-jeg -slet-regne-med.
Kun sproget.dk – som ikke er blandt ovenstående – har fået lov at bruge det.
Men som Liselotte også konstatere: mon ikke jeg engang har forbrudt mig også …
Jeg ved jeg har!
-
Søndagsbilleder
Efterårets farver er vildt smukke og samtidig enormt svære at fotografere.
Naturen overgår langt, hvad jeg formår at få med hjem i kameraet… så jeg kan kun opfordre til, at spænde traveskoene på og komme derud.
Hundene matcher smukt det visne løv i skovbunden.
De er ved at være vildt dygtige til sit-stay øvelsen… også uden det koster en lomme fyldt med godbidder… men ligesom med alle andre øvelser mener de, at en kommando kun gælder i ganske kort tid.
Jeg har set hunde være dækket af i rigtig lang til uden de overhovedet rørte på sig. Efter ca. 30 sekunder mister mine to tålmodigheden og begynder at se sig om efter mere interessante ting.
Nåmen ting tager tid og nogen ting tager lang tid.