-
Mænd der hader kvinder
Det er sjældent at opleve en helt fyldt biografsal. Men det var, hvad der var i aftes… premiereaftenen på “Mænd der hader kvinder”. Og den har så absolut fortjent hver solgt billet og hver en plads den har fået i medierne de sidste måneder. Filmen varer 2½ time… men det er ikke et minut for meget.
Når jeg har læst en bog, der senere filmatiseres synes jeg ofte, jeg er blevet skuffet. Men filmen her er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at filmatisere en bestseller med et fantastisk resultat.
Michael Nyqvist er Kalle Blomkvist. Noomi Rapace er i allerhøjeste grad Lisbeth Salander.
Se den..!
-
Saturday Night
Jeg var lidt spændt på, hvad hun ville sige – poden – da jeg inviterede hende til at se “Saturday Night Fever”.
Store flipper, åbentstående skjorter og BeeGees – det var squ tider. Og trods sine 32 år på bagen holdt den hele vejen. Problemerne Tony har med kammerater og piger er vel evigt aktuelle og Nanna synes at tøj- og dansestilen var hyle morsom. Mor blev bare helt nostalgisk… 14-15 år var jeg dengang John Travolta var hot!
Et par moves fik vi da også lige afprøvet 😉
Staying alive staying alive…
ah ah ah ah staying aliiiiiive! -
Must see…
Fire film jeg nødvendigvis må se…
- Changeling
- Mænd der hader kvinder
- Milk
- Revolutionary Road
Nogle gange er der ikke en eneste se-værdig film i biffen – andre gange, som nu, dukker de op i stimer.
Jeg fik biografbilletter til jul – så jeg kan bare gå i gang fra en ende af 🙂
Jeg havde bestilt plads til premieren på “Mænd der hader kvinder”, men dem har jeg, af forskellige årsager, afbestilt igen!
Jeg når det nok, selvom det ikke lige bliver på premieredagen.
.
-
Mænd der hader kvinder
En af de film jeg ser meget frem til at se i det nye år, er filmatiseringen af Stieg Larssons “Mænd der hader kvinder“. Stieg Larssons Millennium-trilogi hører til blandt mine absolut favorit bøger og jeg glæder mig meget til, at møde Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist i Niels Arden Oplevs filmatisering. Bøger som jeg i øvrigt har “tvunget” andre til at læse… med held 😉
Den tidligere direktør for Vangerkoncernen, Henrik Vanger, hyrer Mikael Blomkvist, journalist ved tidsskriftet Millennium, til at skrive sin slægts historie. Blomkvist påtager sig modvilligt opgaven, og til sin hjælp får han Lisbeth Salander, en umyndiggjort ung kvinde, tatoveret og piercet, en fantastisk researcher og landets bedste hacker. Sammen graver de dybt i familien Vangers fortid og møder en mørkere historie, end nogen af dem havde kunnet ane.
Filmen har premiere den 27. februar – dén aften er plottet i kalenderen og reserveret til bif-tur.
.
-
Nu eller aldrig
Jeg har brugt aftenen i skønt selskab. Morgen Freeman og Jack Nicholson. Og filmen “The Bucket list” eller “Nu eller aldrig” på dansk.
Carter (Freeman) er mekaniker, og Edward (Nicholson) er finansmand. De har ikke ret meget mere til fælles end den hospitalsstue, de tilfældigvis kommer til at dele. De to aldrende mænd har begge kræft og kun nogle få måneder til bage at leve i. Hurtigt finder de ud af, at de begge har masser af steder og ting, de gerne vil opleve, før de dør. Så de laver en liste over det, de vil nå, og forlader hospitalet for at få realiseret deres drømme.
En dejlig varm og livsbekræftende film. Behøver jeg fortælle at Freeman og Nicholson leverer en ganske fremragende skuespilspræstation..! Nej vel.
.
-
Jeg kan li’så godt sige det som det er..!
– det var en sød og sjov film Nanna havde fået mig lokket med ind og se. Overskriften er en gennemgående replik, som hver gang fik latteren frem i de fleste – i en i øvrigt fyldt biografsal.
Jeg har kun én gang tidligere set sådan en “Anja og Victor” film, men er de andre lige så finurlige og underholdende, kunne det da være, jeg skulle kigge dem på dvd.
Vi fik efterfølgende noget rigtig dejlig mad på vores yndlingsrestaurant “Kunst og Spagetti” og nu er resten af aftenen vist tilegnet… ???
.
-
Drageløberen
Det er en af de dage, hvor jeg burde være blevet i min seng… intet er lykkedes for mig, jeg har dummet mig og jeg har været uheldig – en rigtig ØVdag!
Nu lægger jeg mig på sofaen og ser “Drageløberen” – en film jeg har glædet mig til at se meget længe, og i dag kom den endelig i min besiddelse. Mon ikke jeg kan gøre det uden at komme yderligere galt afsted!
Jeg har læst begge Khaled Hosseini’s bøger, der er oversat til dansk, “Drageløberen” (som nu er filmatiseret) og “Under en strålende sol”. Et par fantastiske og lærerige historier, som begge foregår i Afghanistan i en verden så fjern og fremmed fra vores. Absolut anbefalelsesværdig læsning.
Johannes Møllehave:
Der er sider i Drageløberen, man ikke kan læse, fordi man må se gennem glædes- og smertetårer, og bogstaverne forsvinder som vejskilte i silende regn… Der er sommerdage, man føler, at man spildte, men ikke den uge, man læste Drageløberen
Jeg håber, filmen kan leve op til de smukke ord.
God fredag aften til jer derude!
.
-
Forsinket af Hallam Foe…
Det var slet ikke et dårligt valg at gå sen aftentur med Arabella – ikke bare var temperaturen tålelig men klægen var åbenbart også gået til ro.
Jeg kom så sent afsted, fordi jeg blev grebet af filmen “Hallam Foe”. En film om at vokse op. En film om at gøre oprør med forældrene. Dette takler Hallam Foe meget anderledes end de fleste. Han flygter til Edinburgh, får et job på et hotel, bosætter sig på byens tage, og forelsker sig i en kvinde, som han på afstand betragter med sin kikkert. Det er en på en gang vældig humoristisk og vældig seriøs film. En skotsk perle – hvis man ellers bryder sig om den genre.
-
Superhelte aften…
There are heroes… there are superheroes… and then there’s Hancock
Der er bestilt billetter i Biocity til i aften og bagefter bord på yndlingsrestauranten – jeg glæder mig allerede.
-
No country for old men
Jeg har læst bogen den var god – i dag har jeg set filmen den var intet mindre end fremragende… har du ikke allerede set den, så gør det!
Den ellers så retskafne Llewellyn Moss har stjålet en kuffert fyldt med narkopenge, og det vil bagmændene selvfølgelig ikke finde sig i. Derfor sender de den iskolde dræber-psykopat Chigurh efter den langfingrede Moss. Og så får sherif Bell ellers noget at se til, for Chigurh trækker et spor af lig efter sig i sin jagt. Og snart er også andre lykkejægere og lejemordere indblandet.