Hvis du skulle være i tvivl… så er det her jeg opholder mig 😕

Ude fra ser Aalborg Sygehus Nord forfærdelig ud… men man skal ikke skue hunden på hårene… er det ikke sådan man siger.

Jeg har ikke været her siden Poden blev født samme sted for snart 18 år siden. Og her er virkelig sket noget. Fødegangen ligger her stadig og 5 etager længere oppe ligger min far. Om det gælder hele bygningen ved jeg af gode grunde ikke, men hele 5. sal er i hvert fald nyrenoveret. Her er lyst og rart med fin opholdsstue, nye møbler, lækre badeværelser og fine stuer med alt i moderne bekvemmeligheder… bla. hænger der over hver seng en arm, hvorpå der er monteret et lille fladskærms tv (og radio), som kan placeres, så man kan se tv uanset om man sidder eller ligger. Og selvfølgelig med hovedtelefoner så man ikke forstyrrer naboen.

Det går forresten godt… omstændighederne taget i betragtning. I går var han meget træt, så derfor ankom vi i dag først efter afdelingens hviletid var slut kl 14.30. Min far var godt tilpas. Han blev hevet op i en kørestol og vi trillede ham ud i opholdsstuen… her sad vi frem til aftensmaden og der var plads til gode historier, kvikke bemærkninger og smil… selvom det selvfølgelig stadig er noget lårt.!

Nu er jeg også færdig som sanger… der kommer en god krimi på DR2 og jeg tror, det bliver på den lille skærm i den store seng 🙂

“Til morgen ville jeg gå bort i nedtrykt sindstilstand”, indledte min far vores besøg i dag med at sige… “men jeg kunne ikke” kom det tørt bagefter og med et skævt smil.

De var begyndt genoptræningen, så han var træt i dag. Meget. Da vi kom sov han og det gjorde han igen da vi gik. I morgen lægger vi vores besøg til efter de har sovet til middag og derfor tager jeg også på job igen i morgen. Jeg kan nemt få brug for mine fridage senere i forløbet. Og så trænger jeg også til at tale om noget andet.

Han er ikke overflyttet til Dronninglund som forventet og bliver det heller ikke. Der er så lang ventetid på en plads der, at man var nødt til at visitere ham til Brønderslev Neurorehabiliteringscenter i stedet. Min far er helt sikkert ligeglad og kvaliteten af genoptræningen er sikkert også den samme… men for for fanden, det gør livet mere besværligt for os som pårørende.

Vi må tage én dag af gangen… de kommer alligevel aldrig samtidig!

…

Ja, jeg beklager, men lige nu er det de to gamle, der fylder mit liv.

Jeg vågnede midt i nat… tænkte… var mandagen bare en ond drøm? Men desværre, så heldig var jeg ikke.

Den mand jeg så i går i den hospitalsseng var kun en skygge af min far. Han er 81, men frisk og aktiv… langt mere end man kan forvente af en mand i hans alder. Eller rettere var frisk og aktiv. At se ham forvandlet til en konfus, mumlende, urolig og lammet patient var næsten ubærligt og jeg skal blankt erkende, at jeg var sønderknust og fyldt med pessimistiske tanker da jeg kørte hjem.

Sovet fik jeg ikke. Nogle få timer måske. Og det var der heller ikke andre i familen der gjorde. Både Poden og jeg tog en fridag… der sker bare ting indimellem ting, der sender arbejde og skole ned blandt de ting, der ikke betyder noget. Det her er en af dem og jeg har heldigvis fuld opbakning fra både min leder og min kollega.

I morges blev min far så overflyttet fra Sygehus Syd til Sygehus Nords Apopleksiafdeling, hvor han skulle udredes. Min mor og min søster var der fra den tidlige formiddag og min søster ringede med jævne mellemrum, når der var nyt at fortælle. Poden og jeg stødte til først på eftermiddagen.

Da jeg trådte ind på stuen sad han op i en kørestol og tog smilende imod mig. Stadig lam i højre side men det konfuse og urolige var helt væk. Han var fuldstændig rolig og klar. Og selv om han har talebesvær pga. lammelsen og kan være lidt svær at forstå, så har han ikke svært ved at finde ordene. Overhovedet. Vi kunne joke med ham. Grine ad og med ham. Han havde sågar irettesagt personalet… de har kaldt ham Leif og ikke Henry, som vi gør… selv om han faktisk hedder begge dele.

Allerede i morgen ryger han videre til Dronninglund Sygehus, hvor genoptræningen starter. Og med hans stædighed er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal få det optimale ud af sådan en genoptræning.

Når man, som jeg, har forældre, der er godt oppe i årene, er der ét enkelt  telefonopkald man frygter mere end noget andet.

Det kom i dag.

Min mor fandt min far liggende i køkkenet ude af stand til at bevæge sig og med synlig lammelse i højre side af ansigtet.

Forrige weekend var Poden og jeg på besøg og på vejen hjem snakkede vi om, hvor dejligt det var, at se ham så frisk. Han gik i haven… solbrændt, vejrbidt og glad, mens han hængte ruser og fiskenet til tørre.

Så sent som i morges havde han hentet friske rødspætter, som min mor og han skulle ha’ nydt til aften.

På et split sekund ændredes, ikke bare hans, men også vores verden.

Min stædige, stolte, seje far ligger lammet og bundet til en hospitalsseng. Og jeg lover jer… han hader det.

Det var en af de dage, vi godt vidste ville komme… men havde det lige behøvet være nu.