-
8. generations indvandrer
I løbet af det 17. og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange tyske stater. Det betød en rivalisering mellem de forskellige dele af landet og medførte krig og stor fattigdom for den menige tysker.
I midten af 1700 tallet migrerede karet- og hjulmager Adolph Eduard Leismann fra Korschenbroich i Nordrhein-Westfalen til Danmark sammen med mange mange andre tyskere.
Historien melder intet om hvorfor netop Adolph valgte at rejse nordpå, men jeg forestiller mig, at han var den tids flygtning og ønskede, at skabe et bedre liv for sig selv. Han havde ikke familie med sig for han blev senere gift med Johanne Sophia Andersen i Åbenrå og grundlagde sammen med hende den danske del af Leismann slægten.
Det er 8 generationer tilbage i direkte linie.
Det var før Støjberg, grænsekontroller, Facebook og før der var nogen, der stillede krav om danskkundskaber. Faktisk var tysk, pga. den store indvandring sydfra, et meget udbredt sprog i Danmark på det tidspunkt og blev i særdeleshed brugt i de finere kredse i stedet for dansk.
Jeg er altså 8. generations indvandrer og jeg synes egentlig, at jeg har klaret at blive ret velintegreret.
Jeg tænker, at der er rigtig mange danskere, der kan fortælle en lignende historie og jeg tænker, at vi skal lade være med at være så skide bange for det der sker nu.
Lad os nu give de mennesker, der er flygtet fra krig og rædsler i deres hjemlande en mulighed for at skabe sig et bedre liv her. Mød dem med smil, varme og lad frygten i deres øjne erstattes af tillid til fremtiden.
Professoren Andres Schytte skrev i 1750’erne: “Ved fædrelandet forstår vi ikke den stat, hvori vore fædre har levet, heller ikke det land, hvori vi er født og opdraget, men det, hvori vi anses for borgere.”
(jeg har med vilje lukket indlægget for kommentarer – jeg orker ikke lægge ryg til en eller anden ophedet debat, som man i øjeblikket ser på FaceBook)
-
Bækmølleren
Min tipoldefar hed Søren Kristian Jensen (født: 7. maj 1857). Han var møller ved Kragskov Mølle.
Møllen stod oprindelig på Elling Enge nordvest for Frederikshavn, hvor den fungerede som pumpemølle. Omkring år 1870 blev den genopført ved Kragskov å i Jerup, hvor den ændredes til kornmølle og var i drift indtil 1952.
Jeg er ret sikker på, at manden på dette foto fra 1920 er min tipoldefar. Det er i hvert fald Kragskov Mølle i baggrunden. Manden med hesten hedder Søren Jensen og er det min tipoldefar er han, iflg. billede teksten, 63 år – hvilket vel meget godt svarer til billedet.
Det eneste der genere mig er, at kvinden hedder Hanne Jensen. Min tipoldemor hed Cathrine Marie – men jeg tænker, at hun måske er tidligt død og at han derfor her er fotograferet sammen med kone nr. 2.
Den yngste søn Jens overtog mølletjansen og familien blev herefter aldrig kaldt andet en “bækmøllerens” og heraf er navnet “Bech” opstået.
Jeg kan se i de gamle kirkebøger, at min mors søskende alle er døbt navnet – men at der har været stor uenighed om stavemåden – de hedder Bech og Beck, som vinden blæser og som præsten har synes. Med den baggrundshistorie burde vi vel retteligt hedde “Bæk”.
I dag står møllen på en bakke midt i Skagen by. Bakken og møllen er en del af ‘Skagen By og Egnsmuseum’. Der er bevaret en del mølleinventar bl.a. kværne, sortererværk og tromlesigte.
Jeg synes det er lidt sjovt, at vores navn faktisk har en historie og når jeg næste gang kører til Skagen, skal tipoldefars mølle afgjort aflægges et besøg (:
-
Så blev han femogfirs
Lørdag eftermiddag blev pludselig temmelig hektisk da jeg ikke helt var informeret om fødselsdagens fulde program. Jeg var lige kommet ud af badet da min søster ringede. De sad klar med boller og lagkage… jeg mente ellers, at jeg havde masser af tid inden middagen (:
Jeg blev klar i løbet af nulkommafem, styrede ud af døren og nåede at se (og smage) lagkagerne med de tændte fontæner og så gik resten af dagen ellers med hyggeligt samvær, god mad, masser af latter og den sædvanlige familiemobning.
Ovenpå sover Poden fortsat. Hun havde holdt studentergilde til den lyse lørdag morgen. Det var lidt hårdt for hende at skulle til familietamtam ovenpå festen og får derfor lov at sove til hun ikke kan mere.
I eftermiddag dukker kæresten op og vi skal hjælpes ad med at flytte lidt rundt på nogle reoler. Æblehuset har kun en indgang og det kan være lidt svært at kombinere entre og bryggers uden det kommer til at virke rodet… det vil jeg prøve, at gør lidt ved i dag.
-
Glædelig bagjul
Det var den fineste juleaften med dejlig mad og selskab, dans om træet og gaver. Det eneste vi manglede for at gøre det helt perfekt, var at at se julesneen dale ned foran vinduerne.
Jeg kan se på Instagram, at mange er vågnet op til sne… i Hals er jorden stadig bar, men kulden er bidende og kommer der nedbør tænker jeg, at det bliver som sne.
I dag er der ingenting vi skal nå. Poden skal ud og ride – når hun altså engang dukker frem fra dynerne – og imens kigger jeg på lidt 2.juledags-julefrokost-forberedelse. Og julegaverne.
Julegaver fra Poden -
Valore, King og jeg
Gudrun har sendt mig disse billeder fra gårdspladens i Valore, hvor hun og jeg sidder med schæferen King. Jeg ser ud til at være omkring 10-11 år, så de er sikkert fra 72-73, eller deromkring.
Valore ligger lidt syd for Viby Sj. og her tilbragte jeg nogle af min barndoms sommerferier.
Jeg blev sat på toget i Aalborg og min onkel Erik hentede mig knap 7 timer senere på stationen i Roskilde. Den var vist ikke gået i dag. I dag kan/må børn ingenting og jeg tænker, at forældre til unger i den alder sikkert vil pege en anklagende finger af mine forældre og mene, at de har været død uansvarlige. ‘Uansvarligheden’ skulle blive meget værre nogle år senere, men det er en helt anden historie, som jeg også klarede i stiv arm (:
King var en rigtig vagthund. Lænkehund faktisk. Han kom kun ind i huset, hvis nætterne var kolde ellers boede han i deres baggang. Sådan havde man hund på landet dengang. Han var en brugshund og ikke en familiehund og derfor skulle jeg præsenteres af Onkel Erik ellers kunne jeg ikke komme til ham.
Vi blev nu ret hurtigt venner og når de dumme unger henne fra nabogården var efter mig, søgte jeg hen ved siden af King og så var der ingen, der turde komme i nærheden af mig.
Læg i øvrigt mærke til at King er fra tiden før man ødelagde schæferens hofter… han ryg er lige og han går på oprejste bagben!
Det er ved at være mange år siden Onkel Erik døde og Gudrun solgte gården. Det var vemodigt ikke at skulle se stedet igen, men billederne bragte dejlige minder om varme og lange sommerdage med sig og det kan ingen tage fra mig.
-
Diskret ophold
Min mor er født på Rigshospitalet og er, som det fremgår af kirkebogen, datter af husassistent Ingeborg Kathrine Bech Jensen og (…).
Ingeborg boede i Frederikshavn og i 1932 kunne man bestemt ikke få et barn alene eller uden for ægteskab. Hun blev derfor sendt på ‘diskret ophold‘ i hovedstaden og fødte min mor på Rigshospitalet den 1. december 1932.
Min mor og Bebe Efter fødslen vendte Ingeborg retur til Frederikshavn uden min mor, som blev sendt til Frelsens Hærs børnehjem Svendebjerggaard, hvor hun tilbragte de 4 første måneder af sit liv.
Hvad der præcis er sket i familien Bech herefter, er tabt i glemslens tåger – det jeg ved ér, at min mor blev hentet til Frederikshavn af sin mormor som hed Maren Undine Jensine og morfar Christian, som i 1933 fik en plejetilladelse til deres barnebarn.
Min mor blev yngste medlem i en stor søskende flok. Min Bebe (som altså så er min oldemor) fik sit første barn i 1913 og nummer ni i 1925 – og var desuden en ‘svær’ dame – så da Bebe igen kom med barnevognen konstaterede frederikshavnerne blot tørt… ‘Nå, så har Fru Bech fået en mere!’.
Og sådan forblev det. Diskret.
Min mor blev lillesøster – også til sin egen mor – og ingen snakkede nogensinde om det.
Hendes mor og altså min biologiske mormor gik i graven uden på noget tidspunkt, at tale med min mor om de faktiske omstændigheder.
Det diskrete ophold varede hele livet…
-
I morgen og dengang…
Man skal aldrig udsætte til i morgen, hvad man kunne ha’ gjort i går… eller hvordan er det man siger?
Det var i hvert fald pænt optimistisk da jeg i går udsatte græsslåningen til i dag. Det var også pænt optimistisk da jeg i morges hængte det nyvaskede sengetøj i haven.
Regnen tisser ned og det er umuligt at slå græs eller få noget som helst tørret.
Mellem de til tider hidsige byger fandt vi tørvejr på strandengen ved Gerå. Fuglekiggere forhindrede tant og fjas på stranden, men der er heldigvis alternativer, som er næsten lige så gode.
Eftermiddagen blev tilbragt i selskab med de gamle i Fjordgade (mine forældre), kaffe og masser af historier om fagforeninger, rationeringsmærker, sanitære installationer – eller nærmere mangel på samme – fra de var børn og unge.
Bad og undertøjsskift én gang om ugen… de kan næppe have lugtet ret godt dengang, men som min far sagde, “det var ens for alle” – så det har nok ikke været noget man lagde mærke til.
Heldigvis er fagforeninger, kaffe og badeværelser ikke luksus i dag. Jeg ville nødigt undvære hverken kaffen eller mit daglige bad.
Vi går en rigtig træls uge i møde med en større fyringsrunde tirsdag – og selv om jeg også her er pænt optimistisk, så ved jeg ikke om jeg har noget at have det i. Uanset om jeg selv mister jobbet eller ej, så bliver det et par møgdage.
Send god karma til Nordjylland, please!
-
Så gik der tid med det
I dag er har der været en del kasketter i brug: chaufførkasketten, handicaphjælperkasketten og fotografkasketten. Min far var inviteret til sammenkomst med gamle kolleger ude i Vestre Bådhavn, så han blev pakket i Poloen med kørestol und alles og fragtet til ‘Kystens Perle’.
Jeg skulle så finde ud af at underholde mig selv et par timer. Det var der ingen ben i, for der var nemlig ‘Fjordrock’ med gratis adgang, så her kunne jeg sidde i græsset og nyde solen og den gode musik. Herunder er det ‘Gregers L. Mogstad‘ som spillede funky soul.
Jeg gik i mine egne tanker, da jeg pludselig bliver antastet af en meget smilende pige: Hedder du Mette Bech?
Det var Dorte, som læser med her, der mente hun kunne genkende mig… og det kunne hun jo så også. Det er så hyggeligt, når nogen giver sig til kende. En gang sad jeg på flyet til København ved siden af Stine – og Miss Muffin har jeg mødt ved bageren i Salling.
Hyggeligt at hilse på dig, Dorthe 🙂
Hjemme igen blev der sat gang i en portion hyldeblomstsaft – bestilt af den unge frøken Bech, jeg fik lagt nyvasket sengetøj på og kørte en tur på Borgmestermolen med hundene inden det endelig blev tid til at sætte mig med en tallerken lækker tapas og nyde et godt glas rødvin.
Lørdag er ikke det værste man har.
-
Mit liv som venstreorienteret
Min far på 83 har sin egen hjemmeside, hvor han holder kontakten med soldaterkammeraterne fra sin pure ungdom. De mødes fortsat hvert år i ‘Elevforeningen af 1948‘ og hygger sig med at udveklse minder.
Da min far for et par år siden blev ramt af en blodprop i hjerne og blev lænket til en kørestol var han forhindret i at deltage i mødet, der lå på sjælland og for ikke at skulle forklare mange gange hvad der var sket og hvordan han havde det, publiserede han ‘Mit liv som venstreorienteret‘ på sin hjemmeside.
Den har jeg gaflet og i min egen ordknaphed overlader hermed ordet til min far…
Indtil 21/9 2011 havde mit otium været ganske normalt. Daglige cykelture rundt i omegnen, en daglig dukkert i havet, aldrig været syg. Den omtalte dag havde jeg om formiddagen røgtet mit fiskegrej. Der var 2 skrubber i garnene mens ruserne var tomme. Fiskene blev renset og lagt i fryseren og garnene klaret op.
Efter frokost gik turen til Skallerevlen for at bade. Kl. 3 var jeg på vej ned på haven for at drikke kaffe sammen med vennerne, da jeg pludselig fandt mig selv liggende på gulvet. Min kone var lige kørt til gymnastik og kom først hjem 1½ time senere.
Jeg havde fået en blodprop i hjernen og var blevet lam i højre side. Jeg var blevet krøbling på et splitsekund.
Der går mange tanker gennem ens hoved bl. a. at jeg gerne ville dø. Jeg havde jo alderen og havde i løbet af få år mistet 3 yngre brødre. Så havde det været overstået. Men sådan skulle det ikke gå.
De næste par uger var jeg på gæstevisit på 4 forskellige sygehuse, men endte med at blive indlagt i Dronninglund, et mindre lukningstruet sygehus med kun 40 senge. Her skulle jeg tilbringe de næste 4 måneder.
I den første tid var jeg ret deprimeret, gad hverken læse eller se tv, tilbragte den mest af tiden i min seng. Tilmed fik jeg ordineret lykkepiller. Men alt ændrede sig da min kone kom med min bærbare pc og min datter lånte mig sit usb-modem. Så vendte Henry Nielsen tilbage til livet.
Selv om 4 måneder lyder af meget, så var opholdet ganske tåleligt. Jeg var jo ikke syg, personalet forkælede mig og jeg havde 2 søde terapeuter til at tage sig af min genoptræning.
Et kæmpeprojekt skulle jeg hilse at sige. Det lykkedes ikke helt. Desværre. De sidste to måneder fik jeg dog lov til at komme hjem i weeken’en. Min højre side var og er stadigvæk ubrugelig. Jeg kan ved hjælp af en 4-punktstok bevæge mig rundt herhjemme.
Ca. 1. februar 2012 blev jeg udskrevet fra sygehuset.
Det var dejligt at komme hjem, selv om der var del der skulle ændres: tæpperne skulle væk, det samme med dørtrin, brusekabinen blev fjernet, senge og sofa skulle have ekstra høje ben o.s.v. Der skulle laves en rampe ved yderdøre, også skulle der ryddes i garage og værksted. Alt sammen ting jeg skulle have andre til.
I løbet af sommeren fik jeg en grå plet på højre øje, så jeg bestilte tid hos en øjenlæge. Der var 2 måneders ventetid. Det måtte jeg så vente på. I ventetiden fik også venstre øje en grå plet. Det viste sig at være AMD altså forkalkning, som ikke kan helbredes. Jeg har nu fået 6 indsprøjtninger, der forhindrer, at det bliver værre. Jeg kan ikke læse eller se TV.
Min situation er ikke så slem som det lyder. Begge mine døtre bor nu i Hals. Den ældste, der er efterlønner og bor på den anden side af gaden, ser ind hver dag. Min søster bor også i nabolaget (red; hun er så for nylig død), og et barnebarn med familie er også Hals-boere. Og så har jeg jo min kone Birthe der klarer alt her.
Desuden kigger mange af mine venner indenfor. Jeg har fået en el-scooter. Sammen byens installatør Kaj kører vi rundt i omegnen. Kaj har drevet forretning hele sit liv her i Hals, så kender alle landbrugere her omkring.
NB! Rudolf og jeg har lovet hinanden, at vi skal mødes 14. juli 2035. Er der andre der vil være med?
Henry
-
Fø’sdag
Hele familien samlet til fødseldagskaffemik. Fjorten styk måtte der findes plads til omkring spise- og havebordet. Da det jo er Podens fødselsdag er hendes fars familie selvfølgelig også inviteret; far, farmor og halvsøster – og når også hendes kæreste havde taget mod til sig til at deltage blev vi pludselig mange.
Familien skal ikke formere sig yderligere for vi kan altså umuligt være flere.
Vi havde bagt boller og Red Velvet kager efter Annes opskrift og Salling havde leveret to fine skovbærdrømme. Dertil var der kakao med flødeskum og kaffe. Præcis som det hører sig til en fødselsdag i vores familie.
Hundene er gået i koma efter dagens udmattende selskabelighed og deres matte flader ud i sofaen med te, en rullepølsemad og sidste afsnit af “Call the midwife”.
Der er heldigvis ferie lææænge endnu…
