• Et øjeblik...

    Jeg gav op

    I lørdags hentede jeg garn til næste strikke projekt. 10 nøgler gul Puno, som skulle forvandles til en Sweater No. 5.

    Onsdag gav jeg op.

    Klip fra opskriften

    Første nøgle garn var på det tidspunkt tyndslidt af at blive strikket og trevlet op så mange gange.

    De første dage kom jeg ikke længere end halsribben. Så snart jeg skulle begynde at tage de mange masker ud for at danne skulderen – OG skulle strikke halvpatent OG lave German short rows – gik det bare i koks for mig.

    Jeg havde en lille kort korrespondance med designeren. Trøjen fungerer også fint uden vendepinde og først da jeg prøvede den løsning lykkedes det mig at komme videre end halskanten.

    Der skulle tages en maske ud på hver side af én skuldermaske på hver pind. Det blev bare så grimt. Også selvom jeg fulgte vejledningen.

    Og det er ikke fordi jeg ikke kan tage ud eller strikke German short Rows.

    Onsdag gav jeg altså op og slog i stedet op til endnu en Sweater No. 6. Den 3. i rækken – jeg har lige strikket en gammel rosa version til Poden. Jeg synes om det ujævne i Punoen, som gør det glatstrikkede rustikt.

    For den ikke skal ligne den anden alt for meget pønser jeg på, at lave ærmerne smallere og måske afslutte med en rib i stedet for icord.

    Pønser.

    Det andet er jo i grunden så fint.

  • Et øjeblik...

    Hverdags lykke

    Da jeg i januar 2013 rykkede teltpælene op og flyttede til Hals var det med et løfte til mig selv om at blive boende så længe mine forældre levede.

    Det løfte har jeg holdt og efter de nu begge er borte, er der ikke længere noget, der binder mig i Hals.

    Jeg har leget med tanken om at flytte ind til Aalborg eller tilbage til Vodskov, men så tog jeg ud på Skallerevlerne i går, hvor både Bob og jeg badede i det lune vand og tørrede i varmen fra solen… senere sad jeg på terrassen og spise min aftensmad.

    Kunne jeg virkelig forestille mig at bytte det ud med byens larm, forurening og stank?

    Der er også mange gode ting at sige om byen. Man er tæt på alting: biografer, forretninger, restauranter osv., men så længe jeg har en bil er de ting er jo også indenfor rækkevidde. Selvom jeg for sjældent benytter mig af det.

    Jeg leger videre med tanken, uagtet jeg måske godt ved, at det bliver ved netop dét.

    Efter en strandturen måtte vi begge have vasket sand og salt af ‘pelsen’ og som punktum på en skøn dag delte vi, nyvaskede og velduftende, en lille is på terrassen.

  • Poden

    Den evige barselsvikar

    Ved udgangen af denne uge er Poden ikke længere ansat i Matas. Hendes meget lange barselsvikariat er slut og hun har det sidste stykke tid sendt en del ansøgninger.

    Jobbet skulle helt uventet vise sig, at komme fra nabobutikken på Vejgaard Torv.

    Jeg så en jobannonce på Facebook i sidste uge og sendte den til hende. Mandag morgen var hun til samtale og en halv time senere skrev hun: ‘jeg skal starte på mandag’.

    Det er igen et barselsvikariat – først i et halvt år, men med mulighed for forlængelse, hvis hun er den rigtige – stod der i annoncen 🙂

    Hun kender butikken og butiksejeren særdeles  godt og de råber godmorgen hen over torvet hver morgen, så han ved hvad han får.

    Butikken hedder P&P og alle der haft deres gang i Vejgaard kender den. Den eksisterede allerede da jeg var barn og ser ikke ud til at have forandret sig stort.

    På Facebook præsenteres butikken således:

    Vejgaards mest spændende butik byder på tøj til piger i alle aldre, – fra den klassiske damemode til den unge mode.
    Alt i børnetøj til både piger og drenge i kendte mærker som D-Xel, Minimo, Petipino og Support.

    P&P er også Nordjyllands største garnbutik – med stor ekspertise og kæmpe udvalg.

    Jeg har ikke været derinde siden jeg boede i bydelen – og det er dæleme mange år siden – men papkasserne med de gode tilbud køres fortsat ud om morgenen og butikken ser i det hele taget lidt rodet ud – se billederne her hos Liselotte

    Poden skal, med sin ordenssans, nok få noget at se til det næste lange stykke tid 🙂

  • Et øjeblik...

    Ugen der forsvandt

    Det endte med at være mere end mandag, der var svært at komme gennem. Hele ugen har trukket tænder ud.

    En af mine kolleger havde holdt øje med min opgavebunke i min ferie, men der var alligevel så mange udeståender, at jeg har været travlt beskæftiget og segnefærdig af træthed hele ugen

    På positiv siden blev chefen far i torsdags og det holder ham hjemme de næste 14 dage. Det betyder, at der ikke bliver store nye projekter sat igang og vi kan nå at lande og komme op i omdrejninger igen.

    Bob har også givet udfordringer. Jeg har overveje, at sende ham på genopdragelsesophold et eller andet sted. Eller sælge ham til højstbydende, men det nænner jeg nu alligevel nok ikke.

    Han må have været i dårligt selskab i hundepensionen for han kom hjem og havde lært en del unoder.

    Det arbejder vi med og indtil de er pillet af ham, er han i bad standing.

  • Et øjeblik...

    Snip snap snude

    Jeg har aldrig hørt nogen sige noget som helst positivt om den første mandag efter ferien og jeg er da heller ikke ligefrem begejstret for, at jeg i morgen igen skal være slave af vækkeuret.

    Det er sådan det er, sådan vi har indrettet vores samfund og det er jeg naturligvis også en del af.

    Og så er der jo det med at arbejde… jeg har noget at holde fri fra!

    Ferien har været skæppeskøn og jeg skal erkende, at jeg ikke har skænket firmaet en eneste tanke. Dagene er løbet sammen og jeg har været i tvivl om det har været mandag eller fredag og det tænker jeg er positivt. Meget positivt.

    Poden har haft ferie på samme tid og har haft lyst til både Hanstholm og Berlin samtidig med, at hun har nydt ferien på sin egen måde. Det er så dejligt, at hun stadig gider.

    Bob har været i Elmelundens Hundepension lige udenfor Hals i de 4 dage, mens vi var i Berlin. Det er et skønt sted og Torben har et skide godt tag på hundene. Bob havde også haft det super fint, men var alligevel glad for at se sin matte igen og det første døgn veg han ikke fra min side… han skulle ikke risikere at blive forladt igen.

  • Et øjeblik...

    Berlin

    Flyet fra Amsterdam til Berlin var gået i stykker og det var usikkert om vi overhovedet kom videre. Hvem husker ikke Tom Hanks i filmen “The Terminal”, som strander i New Yorks lufthavn i 8 måneder? Kunne vi ende der?

    Så galt gik det dog ikke. KLM fandt et tilsvarende fly i en hangar i Schiphol som de lynhurtigt gjorde klar og efter de havde sendt os lidt rundt til forskellige gates (og der er altså laaangt skal jeg hilse at sige) kom vi afsted med nogle timers forsinkelse.

    Det betød også en noget senere ankomst i Berlin og det vi havde troet kunne være en god og lang første dag i byen blev så nærmest bare en rejsedag.

    Hotellet var ren luksus, bare et stenkast fra Kurfürstendamm. Kæmpe og komfortabel seng, lækkert badeværelse med kar, som den unge frk. Bech benyttede sig af alle aftener. Morgenmaden var overdådig og jeg er sikker på, at alle ville kunne finde noget der faldt i smag.

    Transporten rundt i Berlin foregår let med U-bahnen, som det er fornuftigt at sætte sig ind i brugen af ellers går man sig selv død. Det er en kæmpe by og det, der på kortet ser ud til at være henne om hjørnet, er i virkeligheden 3 kvarters gang. Vi købte en dagsbillet som tillod os at køre alt det vi ville inden for et døgn.

    Det er forholdsvist nemt at finde rundt og komme fra A til B under jorden.

    Tyskerne er umådeligt rare og hjælpsomme og så snart de fornemmer man famler med de tyske gloser slår de over i et letforståeligt engelsk. Vi oplevede det samme i Hamburg og derfor kan det undre mig, at de, når de kommer til Danmark, forventer at blive forstået på tysk?!?

    Måske færdedes vi i de forkerte kvarterer, men jeg synes, at byen manglede de ‘typer’, som jeg elsker London for. Berlinerne/tyskerne er meget pæne og lidt farveløse.

    Den eneste der skilte sig lidt ud var en mand, der 10 meter fra hotelindgangen satte sig og sked på gaden, samlede bukserne op og gik videre. Der gik altså lige lidt før jeg fik det billede ud af hovedet…

    Seværdighederne gik vi ikke efter, men vi kom da forbi både Muren, Branderburger Tor, TV tårnet og fandt en del af de små stolpersteine, som ligger i fortovet som en tydelig markering af de mange mange jøder der blev deporteret og slået ihjel i Tyskland under krigen. De har brostensstørrelse og findes udenfor de huse, hvor der boede ofre for nazismen. Et menneske er først glemt, når deres navn er glemt – og at stå foran sådan et hus og se deres navn giver en oplevelse af, at de var virkelige mennesker og ikke bare en del af en anonym masse.

    De fire messingsten herover fortæller, at her boede familien Aronsbach. De fortæller også alderen på de fire, da de blev hentet af nazisterne. Jeg tænker, at det var en far, en mor og deres to børn. Lige her, i en af lejlighederne, boede familien, indtil de en oktober dag i 1942 blev hentet og dræbt.

    I Tyskland findes der omkring 70.000 af disse sten og det har spredt sig til resten af Europa.

    Vejret var sommerligt og vi spiste udendørs alle tre aftener. Den sidste aften med ‘underholdning’ af en beruset yngre mand som havde set sig sur på en tjener. Han råbte og skreg, fægtede med armene og ville i clinch med alle på hele torvet hvor vi sad.

    Jeg ved ikke om Tekel Lufthavnen oprindeligt lå i det tidligere Østtyskland, men med den ekspeditionstid de havde skulle man tro det. Vi stod i en kæmpe kø for at tjekke kufferter ind og bagefter i en endnu længere kø til sikkerhedskontrollen, hvor alt foregik i slowmotion. Flypersonalet var ud flere gange for at rykke for at få de sidste passagerer igennem, uden det betød noget som helst for tempoet. Da vi gik ombord næsten som de sidste smækkede dørene og så … Auf Wiedersehen.

    Vi fik set det vi ville og købt så vores tomme kufferter blev fyldt.

  • Et øjeblik...

    Madbaren

    Beliggenheden er der bare ikke noget at udsætte på. De skriver selv, at det er Danmarks vildeste udsigt og jeg vil give dem ret. Den er uovertruffen. Til den ene side ligger Hanstholms travle industrihavn og til den anden side Vesterhavet og heden.

    Ellers er der intet herude. Men hvem har også brug for det.

    Maden er glimrende. Langbordsmiddagen onsdag bestod af tapas og torsdag smagte jeg køkkenets pariserbøf, som var ganske god. En ekstra stjerne fik den fordi den blev indtaget på terrassen.

    Morgenmaden blev bragt til døren og bestod af brød, smør, ost, hjemmelavet marmelade, juice, mælk og stempelkaffe. Også ganske glimrende.

    Lejligheden er okay. Ikke prangende, men udstyret med genbrugsmøbler, gode senge med kridhvidt sengetøj, et pænt velfungerende badeværelse med tykke lækre håndklæder.

    På sofabordet ligger smukke bøger og på en gammel ølkasse står en rejsegrammofon. Vinylerne hentes i restauranten, hvor der er masser at vælge mellem.

    Jeg kunne godt ha’ ønsket mig, at terrassen var lukket lidt af ud mod skrænten – både af hensyn til Bob, men også for at give blot en smule privatliv. Nanna og jeg gik tur med Bob onsdag aften, mens der blev gjort klar til Lars Hjortshøj show og da vi kom hjem var havemøblerne fyldt med folk, som troede det var offentlige bænke. Det samme skete torsdag aften. Lidt som at gå ind i en fremmed have og sætte sig i havemøblerne!?!

    Derudover står der en del krukker derude med visne planter i – det havde pyntet, at de var blevet passet eller fornyet, men det er i småtingsafdelingen.

    I garderoben hænger store, tykke, blå jakker så man umiddelbart tror der er besøg af de lokale fiskere, men jakkerne er til venligt udlån til gæsterne. Hanstholm Madbars svar på cafétæppet. Det siges at det blæser heroppe 300 dage om året – resten stormer det – og man skal ikke sidde og fryse udenfor.

    Personalet på stedet er, ligesom beliggenheden, uovertrufne. Smilende og hjælpsomme langt udover hvad der forventes. Selv i aftes, hvor restauranten var propfuld var der masser af overskud.

    Summa summarum – stedet er råt og rummeligt. Det har været et par skønne dage som jeg godt gider gentage en anden gang.

  • Et øjeblik...

    Mere ferie

    Vi havde den fineste aften i Madbaren. Først med langbordsmiddag, hvor vi blev bænket sammen med søde mennesker og efterfølgende til Lars Hjortshøj testshow.

    Det var fandeme sjovt.

    Showets opbygning er i sin spæde begyndelse og han måtte støtte sig til sine papirer mange gange, men det var vilkårene og det ødelagde bestemt ikke fornøjelsen.

    Vejret har på ingen måde været med os de første dage i ferien og torsdag startede også med byger, som heldigvis er drevet ind over land og haft efterladt Hanstholm i solskin.

    Poden ville slemt gerne besøge Gutterne fra Kutterne så vi kørte mod Thorup Strand i hver vores bil, så hun efter besøget kunne køre mod Aalborg.

    Gutterne var ingen steder at se, men det var kutterne, som vist allesammen lå på land.

    Vi gik en lang tur langs stranden og på vejen ‘hjem’ kørte Bob og jeg omkring Østerild besøgscenter.

    For enden af Den brede vej står verdens største vindmøller – nogen af dem op til 250 meter høje. Det er havvindmøller, men bliver testet på land her i det forblæste Thy.

    Møllerne producerer strøm nok til at dække hele Thisted Kommune – tre gange. Og selvfølgelig kan man få ladet sin el-bil op (dem der måtte have en sådan) med helt lokal produceret strøm.

  • Et øjeblik...

    Fra Hals til Cold Hawaii

    Det var ikke meget Hawaii over Klitmøller da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Jeg endte med at spise min medbragte mad i bilen, mens verden stod i et med voldsom regn, lyn og torden.

    Klitmøller er en lidt spøjs by som ser ud til at være befolket af gamle fiskeren og langhårede surfertyper, som virker ret fremmedartede i den lille fiskerby. Fiskerne renser fisk og koger krabbeklør og ser nu ikke ud til at lade sig mærke af den slags moderne pjat.

    Så holdt regnen op og jeg sidder på toppen af verden med den vildeste udsigt over Vesterhavet.

    Jeg venter på Nanna, som er på vej. Madbaren gør klar til langbordsmiddag og testshow med Lars Hjortshøj, som jeg lige har set ankomme.

    Det bliver et par gode dage. Det er jeg ret sikker på.