-
Fredag den 13.
Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.
Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.
Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.
Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.
Kort både her og der.
I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.
Weekenden bliver af den stille slags.
Måske.
-
Der rodes i maskinhuset
Jeg fik for længe siden en besked om at mit tidligere tema ikke længere ville blive opdateret eller supporteret – og nærmest lige så længe har jeg med mellemrum ledt efter et nyt tema, der opfyldte mine krav til udseende og nem tilpasning.
Jeg tror jeg har fundet det nu!
Der er langt igen før jeg er tilfreds og alt er midlertidigt…
-
Hej jeg hedder Anika
-
Det var godt, at de fik fred
Religiøs er jeg på ingen måde, men det giver mig en ro inden i at sidde på bænken ved det sted, hvor min mors urne er sat ned. Bob mærker det også. Han lægger sig ned på bænken ved siden af mig og venter tålmodigt.
Jeg sender hende en tanke. Mærker, at det er godt, at hun fik fred. At de fik fred. Jeg ønsker mig inderligt, at mit liv slutter inden det bliver uværdigt. Inden jeg bliver afhængig af andres hjælp.
Velfærdssamfundet er ikke gearet til at tage sig ordentligt af de ældste og svageste. Det gør mig stadig vred og uendeligt ked af det. Plejehjemmets facebookside viser kun glansbilledet, de glade og aktive ældre, der deltager i alverdens aktiviteter.
Den dybe ensomhed, min far der sidder alene i sin kørestol og sover på gangen, stanken af pis, de manglende hænder… det er kun de pårørende der ofte besøger stedet, der ser den side.
Jeg gad godt, at der blev holdt et evalueringsmøde, så det var muligt at fortælle lederen og de ansatte, hvordan man har oplevet stedet som pårørende.
Da vi ryddede min fars lejlighed kom en af ‘kabysdamerne’, som min far kaldet dem, forbi. Han fik sådan en smuk død, sagde hun. Jeg måtte beherske mig for ikke at rykke hovedet af hende. Smuk død??? Hvor f***** vidste hun det fra??? Han døde mutters alene og i dyb ensomhed. Alt tyder på, at han gik i seng som normalt og bare ikke vågnede op igen. Og jeg håber inderligt, at det var sådan det var. Andet er ikke til at holde ud at tænke på.
Det var godt, at de fik fred. Begge to.
-
Haveliv og hundeleg
Det lægger et helt urimeligt pres på mig, at naboen vælger at klippe vores fælles hæk to gange på en sæson.
Hans side er fin og nyklippet og min stritter i alle retninger.
I dag var jeg heldig.
Der kom en venlig sjæl forbi, som greb hækkeklipperen og ordnede det på ingen tid.
Selv fik jeg slået græsset og fjernet lidt ukrudt i både bedene og i min indkørsel.
Det har været en skøn og alt for kort søndag med haveliv og hundeleg.
-
Bare et kapitel mere
Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Alt var anderledes dengang. Det var før, min fars ting var begyndt at fylde så meget, at vi ikke længere kunne komme ind i stuen. Og før min mor var blevet så stor, at hun ikke længere kunne komme ud af soveværelset. Men det var efter, at de havde meldt mig død, så slap jeg for at komme i skole.?Pigen Liv vokser op på en lille isoleret ø med sine forældre. Hun sætter ingen spørgsmålstegn ved det liv, familien lever. Selvom faderen holder hende skjult i en gammel container, er hun aldrig i tvivl om, at han elsker hende.
Det var rent tilfældigt, at jeg faldt over Ane Riels roman Harpiks. Henrik Kofoed læser (på fremragende vis) historien om pigen Liv, der vokser op på en lille ø sammen med en mor, der er for stor til at forlade soveværelset, og en far, der fylder hjemmet med skrammel, melder den levende Liv død og kvæler sin egen mor.
Liv stjæler føden til sig selv, sin mor og far. Hun stjæler alt muligt fra beboerne på sydsiden af øen og tror, det er en leg, hun leger, for det har hendes far fortalt hende.
Den er en fængslende, finurlig og grusom bog … jeg tager lige et kapitel mere.
-
Hallo… det er lørdag!
Jeg havde glemt, at fortælle Bob, at det er weekend. Han har helt styr på klokken, men har endnu ikke lært ugedagene. Kl. 6 gjorde han mig derfor opmærksom på, at jeg havde sovet lidt for længe.
Nu var jeg vågen og spændte derfor gummistøvlerne på, trak sweateren over hovedet og kørte ud i Præstens Plantage.
For enden af skovvejen ligger stranden og vi travede en tur langs stranden, mens solen stod op.
Det blev den dejligste start på lørdagen.
Hjemme var sengetøjet færdigt i vaskemaskinen og klar til at hænge ud i morgensolen.
Jeg er klar til at lægge arm med lørdagen.
-
Mulesing
Efter jeg har genoptaget strikkeriet er et ny ord dukket op i min ordbog: Mulesing.
Det uldgarn jeg har købt, har været non-mulesed eller mulesing free.
Jeg vidste ikke hvad det var, men det gør jeg nu.
Mulesing er et indgreb, hvor en stor hudfold ved fårets tarmåbning skæres af. Dette indgreb sker oftest uden bedøvelse og er derfor meget smertefuldt for fåret.
Mulesing bliver udført for at undgå flueangreb: dvs. for at undgå at fluer lægger æg i fårets hudfolder ved tarmåbningen, hvorved larver udklækkes og kan medføre store gener og infektioner hos fåret. Metoden er dog mest udbredt i Australien, hvor klimaet er meget varmt og folderne på fåret derved bliver fugtige og tiltrækker fluer. Hvor klimaet er tempereret, i f.eks. Sydamerika, er fåret ikke udsat for disse flueangreb.
Behøver jeg at sige, at jeg fremover altid vil tjekke, at det merinogarn jeg køber er non-mulesed eller mulesing free?
Jeg har lige færdiggjort den gule Sweater No. 6, som er strikket i Alpaca og mod min egen forventning endte det med ribkanter i stedet for icord og ærmer med modrate indtagninger i steder for ballon.Den er blevet rigtig fin og skal nok sætte lidt kulør på den ellers ofte sortklædte dame.
Den nye forsyning garn, der lige er ankommet, er fra mohairgeder, som man forhåbentlig har sikret sig bliver behandlet ordentligt.
Jeg havde 3 nøgler af den gammelrosa mohair i kurven – fra en Sweater No. 6 til Poden – og det har jeg nu suppleret, så der kan blive til en PetitKnit Sunday mohair trøje. Også til Poden. Gammelrosa klæder desværre ikke en sølvræv som mig.
Garnet er fra Knitting for Olive. Jeg tror såmænd ikke, at det er bedre garn end så meget andet – men jeg er faldet for de enormt lækre farver deres garn findes i.
Halskanten og de første udtagninger er lavet, men jeg bliver ikke færdig på en uge denne gang og det er nok rigtig sundt for min pengepung 🙂
-
Sagde du noget?
I nat drømte jeg at Bob havde gravet et hul så dybt, at fliserne på terrassen skred. Dybt nede i hullet kunne jeg se Bob – han var lige så lille som en mus. Det er alligevel noget af en præstation af så lille en hund.
Til morgen var terrassen intakt og Bob sov sødt i sin kurv ved siden af min seng.
Han har taget livet af et par hundesenge, men ellers er han ikke destruktiv. Men han finder på en masse narrestreger.Sætter Poden en Ikeapose med vasketøj i bryggerset og jeg ikke får det sat udenfor rækkevidde kan jeg være helt sikker på at han har spredt posens indhold rundt i huset og i haven. Han stikker af med sko, haveredskaber, garnnøgler osv., og har en fest når han skal indfanges og aflevere.
Hannen blev pillet ud af hunden med et lille implantat skudt ind under huden, men humøret, energiniveauet og drengestregerne er helt intakte.
Det var ikke fordi hanhunden i ham voldte problemer, men ‘kastreringen’ har alligevel dæmpet ham og gjort ham en langt mere behagelig husfælle.
Implantatet holder ca. 6 måneder og jeg tror, at det bliver til et permanent indgreb når effekten aftager.
Sig det endelig ikke til ham.
-
Vejgaard tøs
… er du ikke godt nok en Vejgaard tøs?
lød et spørgsmål på Messenger i aften.
Tjooo det måtte jeg jo indrømme. I hvert fald i årene, mens jeg gik i folkeskole og det er jo i de år man sådan for alvor bliver præget af sine omgivelser, så når nogen spørger vil jeg helt klart sige, at jeg er opvokset i netop den bydel.
I 2008 skrev jeg dette indlæg – Du ved du er fra Vejgaard når
Jeg boede på Jyttevej fra jeg startede i skole og frem til jeg skulle konfirmeres, hvorefter vi flyttede til Filstedvej – 800 meter væk. Jeg har gået 10 år på Vejgaard Østre Skole og er konfirmeret i Vejgaard Kirke. Vi kom på Johns Cafeteria på Hadsundvej og jeg har fulgt den lokale fodboldklub VB rundt i jylland/verden. Min skolekæreste Peter var en habil fodboldspiller og spillede i den bedste ungdomsrække. Jeg var med holdet rundt til kampe og sågar på en tur 3 uger til USA.
Det var så også noget fodbold info jeg skulle have i aftes. VB slog nemlig Hobro (som spiller i Superligaen) ud af pokalturneringen. Lidt en sensation på Soffy Road. Åbenbart.
Engang kendte jeg hver en spiller på holdet.
Nu er det nok deres børn, der udgør en del af holdet.
