-
I regn og skud skal hundene ud
Det kræver en del overtalelse at lokke hundene med ud i det møgvejr, vi har i øjeblikket.
Jeg bebrejder dem ikke for jeg gider heller ikke, men vi skal nu ud på en længere tur hver dag. Længere er så ikke så ret langt endnu, men vi kom dog rundt om Præstens Plantage.
Det var efter en arbejdsdag som næsten er var fuldtids. Jeg har stadig tre feriefritimer. I dage brugte jeg den ene og kørte hjem kl. 14. Jeg gør det samme i morgen.
Kontoret holdt flyttedag i dag, så jeg har dårligt haft tid til at følge med på overvågningskameraet, men de gange jeg kiggede var det enten en Irma, der forsøgte at sparke lidt liv i en Bob eller to der snorkboblede. Det går med andre ord præcis som håbet. Ingen der er kede af det, i stedet ser jeg to hunde der trives i hinandens selskab.
Flyttedagen på kontoret gik også godt. Da det første gang kom på tale, at vi skulle flytte i mindre lokaler var vi ikke super positive. De steder vi fik anvist var helt ærligt ikke egnet til at arbejde i, men alt er løst på fineste vis. Vi sidder nu i det gamle smedeværksted, som er lavet om og passer præcis til vores behov.
Alt er godt!
-
Ting jeg ikke forstår – episode 377
- Trivago og Momondo… jeg har fået billigere flybilletter direkte hos KLM og billigere hotelværelse ved at booke gennem på hotellet til vores tur til Amsterdam. Det samme var tilfældet da vi sidste år var i Berlin. Man skal se sig for.
- Tiltalen BRO. “Hvad så, bro!” – tror de unge mænd, at de er amerikanske gangstere eller hvad sker der for dem? ?
- Turen med Hals-Egense færgen tager kun nogle få minutter, men der har altid været tid at billettere alle passagerer på overfarten og det har forløbet gnidningsløst selv på meget travle dage. Nu har Aalborg Kommune opsat en ny bom og billetteringsautomat – i hvert fald på Halssiden. Mon er der en slags udvidet grænsekontrol ved Limfjorden eller er det bare vores kommune, der har fået storhedsvanvid. Det kan ikke have været billigt. Måske kunne de penge have været brugt bedre herude.
- Der går sjældent en uge uden en efterlysning af en eller anden kat på vores lokale Facebook side. Er det ikke hvad man må forvente når katten løber frit: den finder et bedre logi, bliver kørt ned eller på anden måde kommer til skade?
- Og så en genudsendelse som fortsat er uforståelig: Fie Laursen. Den ene dag forsøger hun at begå selvmord, den næste får hun en Brazilian buttlift. Er der ikke en voksen tilstede til at stoppe hende? Hun virker jo ganske forstyrret.
-
Lørdags zombie
Så kom weekenden og sammen med den et håb om, at få lov at sove bare en time eller halvanden længere.
Det kunne måske også havde været tilfældet, hvis ikke jeg havde været så letsindig at give begge dyr en ‘lamme snack’ i går. Bob lader sig ikke påvirke, men med en lille hvalpemave er det anderledes.
Med cirka en times mellemrum natten igennnem måtte jeg op. Vi klarer turene i haven lynhurtigt, men det er alligevel en nat, som ikke giver meget hvile. Zombie er det ord, der bedst beskiver, hvordan jeg har følt mig idag.
På plus siden så var Anders Agger i Mads og Monopolet og efter en lang strandtur har jeg stenet Wallander på Netflix.
I nat og i morgen bliver bedre. Håber jeg.
-
Cirkus Bech hos Dr. Dyr
Kl. 9 havde vi en aftale hos Sulsted Dyreklinik.
Til henholdsvis 12 ugers og 2 år eftersyn og vaccination.
Da Bob blev kastreret i starten af december blev det konstateret, at han havde taget 500-600 gram på i forhold til hans idealvægt, som ligger på 10,5 kg.
En tommelfingerregel er, at hvis hunden vejer 15 % over sin optimale vægt, er den overvægtig.
Det lyder som en bagatel, men på en hund i den størrelse er det en del. Han blev sat på kur, 25 gram mindre mad om dagen og i dag, 2 måneder senere, vejede han så kun 10,1 kg.
Der skal igen justeres lidt på foderet. Positivt denne gang. Sikkert til stor glæde for Bob.
Ellers var der ingenting at bemærke. Fin hud og pels, pæne tænder, rene ører og helt ubesværet vejrtrækning.
Irma vejede 4,3 kg på dyrlægens vægt. Helt sikkert et mere pålideligt tal end mine forsøg med at veje hende på køkkenvægten.
Hun havde en lillebitte navlebrok, som han ikke mente ville give anledning til nogen som helst problemer, men selvfølgelig skulle jeg holde øje med det – og lidt ørevoks, men det er der råd for.
Udover det blev hun også vaccineret og godkendt og er nu klar til søndagens første hundetræning, hvor hun skal ud og stå på egne ben og uden at have Bob at læne sig op ad.
-
For eller imod
På vej hjem fra jobbet diskuterede man på P4 for og imod at tage sine børn ud af skolen uden for de fastlagte skoleferier.
Da jeg gik i skole var min far, som ansat i IBM, ofte på længerevarende kurser i udlandet. Af og til var min mor og jeg med, så jeg oplevede også at blive taget ud af skolen i utide. Flere gange var det i forbindelse med skolesommerferien og af så lang varighed, at min klasselærer ikke kunne godkende, men måtte bringe ansøgningen videre.
Så vidt jeg husker, gav det ikke anledning til problemer, men det var bestemt ikke normen på det tidspunkt, at man holdt fri i utide.
I 5. klasse tog vi Nanna ud af skolen i en uge. Vi skulle på hundeudstilling i Frankrig. Kun med Dogue de Bordeaux. Den absolut største og vigtigste udstilling hele året. Alle, der var noget inden for racen, var tilstede.
Nanna skulle have emneuge i ugen efter med frit tema og da vi også skulle til Paris valgte hun temaet ‘Fransk mode gennem tiden’. Vi synes, at det var alletiders på den måde at kunne samle materiale til projektet i modens mekka. Hun var fint med i alle fag og ellers aldrig fraværende, så vi så ingen problemer.
Hendes klasselærer var på ingen måde enig og lod de næste mange måneder Nanna mærke sin utilfredshed fordi vi – hendes forældre – havde valgt at tage hende ud af skolen i en uge.
Det blev så grelt og Nanna var så ked af det, at hendes far måtte ringe til klasselæreren og bede hende stoppe denne ubehagelige og barnagtige behandling af Nanna, som jo intet havde med vores beslutning af gøre.
Heldigvis skulle klassen deles efter 5. og hun fik ny klasselærer i 6, for det gode forhold, vi ellers havde oplevet, blev aldrig genoprettet, hverken til Nanna eller os.
-
Det kunne have været så godt
Fire timers arbejde og så hjem på strandtur i det fineste solskin. Ikke en vind rørte sig og Kattegat var nærmest blikstille.
Det kunne have været den dejligste tur, hvis ikke Bob havde rullet sig i en død skarv, ædt vingen på en anden (hans mave er ikke for god i forvejen pt.) og fyldt sig med krappeklør og alskens andre uhumskheder på stranden.
Han var IKKE i kridthuset og inden vi nåede hjem var han helt klar over, at han var i bad standing.
Hjemme måtte han i bad for at vaske stanken af død skarv af og når jeg var i gang fik Irma også sit første bad. Det var hun ikke vild med, men til gengæld synes hun ret godt om at blive tørret bagefter og fik en fest ud af det.
Nu sover det begge to tungt.
Jeg fandt 5 stykker rav på den lille tur så når mørket falder på tager jeg afsted med lygten. Der må være noget at hente.
Og det bliver UDEN de to møgkøtere 🙂
-
Skolestart
Der var sol på søndagen og efter alle havde spist morgenmad pakkede jeg bilen og kørte til stranden. Den milde i øst. Irma har endnu tilgode at se Vesterhavet.
Irma er tilmeldt hundtræning med start den 9. februar. Jeg mener det er vigtigt, at vi også kommer ud alene, så hun får nogle oplevelser på egen hånd og ikke vænner sig til kun at læne sig op af Bob.
Jeg har fundet et sted i Sulsted, som lægger vægt på det jeg gerne vil med min hund:
“At træne sin hund er meget andet end lydighed”
- Det handler også om den gode relation, at styrke båndet mellem hund og ejer gennem samarbejde og fælles udfordringer.
- At hunden kan finde ro på gåturen og omkring andre hunde.
- At få hunden til at tænke selv – mental stimulering.
- At aktivere hunden så den bliver glad og tilpas og nok vigtigst at alt, at have det sjovt!
Tidspunktet er også nærmest som skabt for os: 12 uger og færdig vaccineret. Også tidspunktet på ugen og dagen er perfekt. Søndag formiddag. LANGT mere motiverende for mig end en hverdagsaften hvor jeg ved, at jeg skal tvinge mig selv af sted.
-
11 uger
Vi fejrer Irmas 11 ugers dag med krondyrgevir og en vægt på 3730 gram.
Torsdag og fredag har de to været alene nogle timer om formiddagen, mens jeg har holdt øje med dem fra distancen.
Bob vil helst sove formiddagen væk, men med en hvalp, der er top frisk efter 8 timers nattesøvn bliver der ikke meget ro til ham.
Det er gået over al forventning. En masse leg og tumult og en Bob, der ihærdigt prøver at genoptage sin skønhedssøvn, men ingen gøen, hylen eller på anden måde tegn på, at hun skulle være ked af det.
I dag havde hun haft et enkelt lille uheld – i afløbet i bryggerset – men andet kan jeg heller ikke forvente af en hvalp på den alder.
Krondyrgevirene er et hit og helt typisk er det, den anden har langt mere spændende…
-
Første lille arbejdsdag
Jeg har været på job i dag. I to timer – med transport har jeg været ude af huset i tre.
Der er gået rigtig fint.
En del tummel at se på overvågningen, men ingenting, der tydede på, at det var fordi de var alene, men det er klart, at de er friske efter 8 timers nattesøvn og ikke bare lige lægger sig til at sove igen.
Det er ret morsomt at følge med på overvågningskameraet.
De har to senge i bryggerset; en stor ‘biabed’ og en mindre balje.
Bob lægger sig i den lille seng og jeg fornemmer, at han gør det i håb om, at få lov at ligge alene. Det sker så IKKE for snart ser man Irma møve sig ned ved siden af ham.
Så flytter han sig til den store seng. Gemmer sig under tæppet og straks efter følger den bette efter.
Han favner hende mere for hver dag der går og jeg tænker, at han på et tidspunkt giver op og selv kommer til at nyde nærværet af en anden hund.
Nævnte jeg, at der heller ingen uheld havde været, men at hun selvfølgelig trængte til at komme ud.
D Y G T I G hund!
-
It’s not a wig
Donald kom med posten og lige som ret mange andre synes hundene, at det eneste interessante ved manden er hans hår.
Vi er i gang med alene-hjemme-træningen. Fordi de er to og har hinanden forestillede jeg mig, at det ville blive vores absolut mindste udfordring, men det har vist sig at være sværere end som så.
Små ture ud er i dag blevet til knap en time uden postyr.
Men hvis jeg troede, at jeg kunne sidde ovenpå og arbejde og bilde dem ind, at jeg ikke er hjemme, så må jeg tro om!
Bob er i entre og badeværelse når han er alene og så er børnegitret ind til stuen lukket. Det har intet problem været, men Irma finder det skide irriterende, at det gitter er lukket. Måske er det fordi hun udmærket ved, at jeg ikke ‘rigtigt’ er gået.
Jeg overvejer om jeg torsdag og fredag skal prøve at køre ind på jobbet et par timer.
De er overvåget med både lyd og billede – og så kan jeg køre hjem hvis der bliver for meget uro.