-
Vi har vundet i lokale lotteriet
Det er nu 3 uger siden vi flyttede i nyt kontor og vi kan høre på kunder, der kommer ind at misundelsen er stor. Vi er helt klar over, at vi har vundet i lokale lotteriet og nyder det hver eneste dag.
Andre steder i huset sidder man som sild i en tønde og mange steder er man generet af støj fra kolleger, der taler for højt i telefon, går snakkende gennem kontoret eller råber på tværs af lokalet.
Vi er tre. Her er stille bortset fra lyden fra radioen, der kører på vores store tv. Vi har eget *tekøkken. Mødelokale med køleskab og plads til, at vi kan sidde og drikke fælles morgenkaffe.
Det er det gamle smedeværksted og for en måned siden kunne det være svært at se, at det kunne blive et kontor, som det ville være rart at opholde sig i. Det blev malet, lagt tæppe på gulvet og monteret plisségardiner og nyt loftlys. Vi har kunst på væggene og de kunstige planter som jeg gemte da vi ryddede min fars lejlighed pryder vinduerne.
Det er blevet mega godt, som min chef ville sige, og for en gangs skyld vil jeg give ham ret.
* Hvorfor hedder det mon et tekøkken. Vi laver altid kun kaffe.
-
15 uger er hun nu
Irmas første møde med Jack foregik i øsende regnvejr i Præstens Plantage og er derfor ikke foreviget af Fuji.
Men jeg kan afsløre, at det gik over al forventning. Tyrannen Irma var lige pludselig underhunden og viste med sit kropssprog med al tydelighed, at hun er en lille hvalp og ganske ufarlig.
Når vi har mødt større hunde, er hun tidligere stukket i et hvin, længe før den større hund overhovedet så meget som har overvejet at ville hilse på hende.
Det er godt at se, at hun er en helt normalt fungerende hvalp og ikke fører sig frem i den smart-i-en-fart attitude hun viser på hjemmebane og overfor Bob.
Bob har fundet ud af at han sagtens selv kan hoppe op i sofaen og det er blevet hans helle, når tyrannen bliver for overgearet. Sådan en slags timeout som han selv finder ud af at tage.
På den anden side er sofaen også Irmas helle, når de får tyggeben eller andre snacks. Bob nærmest sluger sit for så at vogte på, at Irma forlader sit eller ligefrem stjæler det fra hende. Han kan simpelthen ikke tåle hun har noget, han ikke har, selv om det er nøjagtig det samme de får.
Ikke at det giver anledning til konflikter – endnu – det er vel bare sådan en slags søskendejalousi.
-
A-holdet
Siden oktober 2018 har jeg haft fornøjelse af helvedes ild. Selve udbruddet er forlængst ovre, men eftervirkningerne har jeg døjet med længe.
I august sidste år kom jeg i behandling og det hjalp hurtig, men kun så længe jeg tager antihistamin og smører med Dermovat. Så snart en behandlingsperiode er slut vender symptomerne tilbage.
Min læge vil nu have mig udredt – ikke mindst for at udelukke, at der skulle ligge noget andet bag.
Jeg fik en henvisning til en hudlæge og kunne hurtigt konstatere, at der var mange ugers ventetid rundt omkring. Jeg ringede til min Sundhedsforsikring og fik i løbet af et par dage besked om, at det kunne/ville de godt hjælpe med.
Jeg fik tilsendt et telefonnummer til en større klinik i Aalborg. På deres hjemmeside kunne jeg læse, at de havde 25 ugers ventetid for nye patienter uden alvorlige problemstillinger. Den kategori hørte jeg jo så til.
Jeg fik en tid på onsdag ?
Det er lidt vildt og så kan det jo så heller ikke undre, at der er 25 ugers ventetid for patienter, der kommer med den almindelig henvisning og ikke har en sundhedsforsikring.
Det er gennem min pensionsselskab, at jeg er forsikret. Nanna har også en gennem sin pensionsordning, så jeg antager, at det nok er meget udbredt.
I bund og grund jeg synes, at der burde være lige adgang til lægehjælp. Det er der så ikke og i denne sammenhæng befinder jeg mig så på den heldige side og jeg tænker, at det bliver tilbudt af mange arbejdsgivere for at mindske sygefravær der trækker ud pga. lange ventelister.
-
Ugen kort
Vand og Corona virus – mon ikke det meget godt beskriver hvad ugen har stået på.
Hovedsagelig i pressen, men vi er i høj grad påvirket af begge dele.
Trekantskoven har jeg omdøbt til de 1000 søers skov og Corona virussen har påvirket både leverancer på mit job og afkastet på min pension.
Sidstnævnte i en grad, at jeg har følt mig nødsaget til at ændre min investeringsprofil til lav og der bliver den resten af året i håb om, at der så igen er ro på markedet.
På jobbet har vi alvorlige leveranceproblemer og ingen nye medarbejdere i 2020 har fået den pc de har bestilt. Alt produceres i Kina og pt. kommer der intet derfra.
I skoven står alle stier under vand. Godt hjulpet på vej af de kæmpe maskiner, der har kørt rundt derude de sidste par år. Skovbunden er hårdt kørt sammen og skovbunden har ingen mulighed for at optage al den vand vi har fået.
Hundene synes bestemt ikke om al den regn. Vand ved stranden er sjovt, men vand i form af regn eller den slags, der kommer ud af bruseren er bestemt ikke fedt. Den aversion har de til fælles.
Irma har tabt den første fortand i undermunden og lige om lidt rasler de ud alle sammen. Det ses på hendes lyst til at tygge på alt og turen hjem går forbi dyrehandlen, så jeg er bevæbnet til at forbygge at hun tygger på det hun ikke skal tygge på/bide i… Bob f.eks., som er begyndt at gemme sig under tæpperne og springe op i sofaen selv bare for at slippe for hende.
Hvis jeg var ham ville jeg give tilbage af samme skuffe, men måske er hun stadig for lille til, at han tager de lidt hårdere midler i brug.
-
DYYYYGTIG
Efter en times hundetræning er luften fuldstændig gået ud af Irma.
Sidste søndag var blev aflyst pga. vejret, så vi har i 14 dage trænet den kontakt øvelse vi fik til første træning. Det går så godt, at hun, når vi går i skoven, konstant stopper op, kigger på mig og forventer, at der falder en godbid af.
Og det gør der selvfølgelig 🙂
Den gode kontakt er grundlaget for enhver anden øvelse og samtidig er kontaktøvelsen glimrende til at få stressniveauet ned, hvis der er noget din hund reagerer negativt på. I dag var der fx. en af de store hunde, der gøede. Det er Irma ikke glad for, men så snart vi fik øjenkontakt og jeg fyldte hende med godbidder slappede hun af.
I dag blev der bygget indkald på kontaktøvelsen og vi tog de første spæde skridt mod ‘fri ved fod’.
Det er rigtig godt for hende at komme ud på egen hånd og mens vi er væk får Bob lidt ro.
-
Alt er godt
Vi træner ‘kontakt’ og det HAR Irma fanget i en grad så hun nu går og kigger op på mig hele tiden i håb om en godbid. Sådan er det i hvert fald når vi træner alene.
Hvordan det går, når vi på søndag er samlet i Sulsted med fremmede hunde, vil tiden vise.
I søndags var hundetræningen aflyst. Vejret var bare ikke til at være ude i og med en masse gamle træer omkring træningspladsen var det heller ikke helt ufarligt i den storm.
I morgen er hun 14 uger. Hun bliver så stor. Alt for hurtigt.
Hun virker til at trives rigtig godt i Hals og selvom hun læner sig meget op af Bob, så er det mig hun løber hen til, hvis der er noget skræmmende i farvandet: en fed due i fuglebadet eller en farlig lyd hun ikke kender.
Hun gør mere end Bob nogensinde har gjort. Mest for at gøre opmærksom på sig selv: når hun vil ud i haven, op i sofaen, ned af sofaen, bliver fanget to trin oppe på reposen, hvor hun så ikke tør hoppe ned fra igen eller er kommet på behørig afstand af de fede duer i fuglebadet.
Hun spiser med glubende appetit, noget jeg kan forstå, at hun måske har arvet fra sin mor Xenia, som er meget madglad.
Der skal være ro omkring maden, så de spiser hver for sig – Bob i bryggerset og Irma i køkkenet. Bob får først og det ved hun – og imens der bliver gjort klar til ham hopper hun rundt i cirkler, der hvor hendes mad bliver serveret. Ikke noget med spisevægring eller håndfodring her 🙂
-
Regn og rusk
På en scala fra 0-10, hvor begejstrede tror I så hundene var for udsigten til at skulle ud i regn og storm her til morgen?Som deres ansigter måske antyder var den ikke stor, det kan jeg godt afsløre.
Tidligere på morgenen var der tikket en sms ind fra hundetræneren. Formiddagens træning var aflyst pga. vejret.
Det tror jeg Irma er ret godt tilfreds med selvom hun er varmt klædt på i det dækken, som Bob også brugte som hvalp.
Jeg skal også love for at det rusker derude. Modsat sidste søndag, hvor vinden kom fra vinkel hvor den ikke berørte min matrikel så meget, kommer den denne gang så jeg er helt bange for om vinduerne holder.
Vi fandt et hul i regnen og gik en lang tur i mosen.
Resten af eftermiddagen forventer jeg ro til at drikke kaffe, se film og få det sidste ærme færdig i den lille drenge sweater jeg begyndte på i torsdags.
Det er PetitKnit Seaside Sweater, der er på pindene. Strikket Sandnes Sunday i farverne Wippet Cream med striber af Sailor in the dark og et touch That orange feeling.
-
Tretten uger
Storm P. har engang sagt: “Når man har læst sin avis og lukket for radioen, trænger man til at tale med sin hund”.
Det er fuldstændig korrekt, og det bedste er, at de altid har tid til at lytte. I en verden, hvor alle styrter fortravlede rundt, er det en kvalitet i sig selv.
Hunden logrer bekræftende, ligegyldigt hvad du siger. Måske er det også den største fare ved at have hund. Der er risiko for voldsom selvovervurdering (:
Irma er tretten uger i dag og er blevet min nye trofaste følgesvend. Bob går gerne sine egne veje, mens hun stadig næsten ikke viger fra mig og ofte kan jeg se hun bliver splittet mellem at følge med Bob eller vente på mig.
Hun er skøn.
De er skønne.
Sammen.
-
Har du fået ny..?
Spørgsmålet gjaldede gennem Trekantskoven og nåede mig længe før jeg kunne se ham.
En lokal hundeven med en sharpei tæve var fulgt efter os i hestesporet rundt i skoven. En rod siger nogen, men jeg har aldrig mødt andet end imødekommenhed og masser af sjov snak om hvad der rør sig i byen. Og om hunde selvfølgelig.
Jeg kunne være hans mor og har tit undret mig over, at han gider følges med sådan en gammel krage, men hundene gør, at vi er medlem af den samme ‘klub’.
Er min teori.
Hjemme ventede en lækker garnpakke fra Yarnfreak. Fire nøgler garn smukt pakket ind som var det en gave.
I mandags, dagen efter bestillingen, modtog jeg en mail – en af de farver jeg havde valgt, havde hun ikke i samme parti… om jeg var ked af at vente til onsdag.
Jeg er vild med det.
Strikkeriet har ligget stille lige så længe som Irma har boet her. Nu oplever jeg, at der er ro på om aftenen, så jeg kan genoptage det hyggelige arbejde.
De fire nøgler er til en lille drengetrøje. Et overskueligt comeback projekt.
-
Indlæg nr. 6000 og 5 års jubilæum
Det er helt vildt mange indlæg.
Det første blev skrevet den 14. maj 2008. Jeg husker ikke mine bevæggrunde for at gå i gang, men i dag er det blevet et opslagsværk, en dagbog som jeg selv kan gå tilbage og kigge i. At der så er nogen, der stadig gider følge med i mit lille liv er jeg da utroligt glad for.
Når jeg kigger tilbage kan jeg se, at emnerne har været mange. Indimellem oplever jeg, at der er nye besøgende, der starter bagfra og over længere tid læser sig frem til i dag (det kan jeg se i maskinhuset). Måske skulle jeg selv prøve det en dag.
Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har nogen rød tråd, men at jeg gennem de mange indlæg har kastet mig over det, der har fyldt i mit liv lige på det tidspunkt.
Lige nu er det hundene, der fylder mest (de to utyske som jeg lige har måttet hæve stemmen overfor da de var ved at vælte sofabordet i leg).
• • •
Jeg er også sådan en, der noterer mange mærkelige mærkedage i min kalender, som jeg så også bliver reminded om.
Den 12. februar om morgenen bimler flg. besked ind “Mødte (…) 2015”.
Vi har stort set haft daglig kontakt siden. Om stort og småt. En enkelt kommentar på messenger eller time lange telefonsamtaler. Bifture, traveture i naturen eller som co. pilot i iGo. Sjove samtaler, alvorlige samtaler, samtaler om dybt personlige ting, faglige ting, men aldrig bare small talk…
Måske lyder det som venskaber du har mange af, men som introvert er det ikke hverdagskost at møde nye mennesker og lade dem komme ind under huden. Efter min ven Jens døde i 2012 var der ikke nogen til at udfylde det tomrum han efterlod før (…) trådte ind på scenen.
Lige som med Jens er vi hinandens venner. Et par særlinge, som finder glæde i det rum vi har skabt sammen. Jeg føler mig omsluttet af ærlig omsorg og interesse for alle aspekter af liv og håber, at jeg giver bare en lille smule af det samme tilbage.
Vi blev enige om i aftes, at Margrethe burde diske op med en fortjenstmedalje for at holde hinanden ud 🙂
Og det gør du også… tak fordi du læser med!
