• Et øjeblik...

    Lille henrivende…

    Under lørdagens oprydning dukkede der ansøgning og kontrakt op vedr. mit nuværende job. Sjette eller syvende stilling, som jeg har haft i min mere end 39 år lange ansættelse i verdensfirmaet.

    I år er det ti år siden jeg startede i Teknisk afdeling efter et halvt år, hvor jeg var ved at dø af kedsomhed i firmaets reception. Et job jeg på ingen måde havde ønsket mig.

    Min chef på det tidspunkt – lad os kalde ham Preben – havde sådan en spøjs måde at være på. Han så os ikke som medarbejdere og kunne gå forbi os uden at hilse… MEDMINDRE han skulle opnå noget.

    Havde han brug for noget fra mig, startede samtalen altid med: “Lille henrivende Mette…”. Så vidste jeg godt, at jeg skulle strække mig langt ud over min arbejdsbeskrivelse, hvilket jeg selvfølgelig havde gjort uden den temmelig sleske fremgangsmåde.

    Han var utrolig konfliktsky og under en medarbejersamtale kaldte jeg ham et skvat. Han troede jeg sagde skat. Det grinede vi meget af. For sådan var han også. Sjov og uhøjtidelig.

    Nå, men jeg søgte og fik job i Teknisk afdeling. Den ansættende chef spurgte om han skulle fortælle Preben, at han havde ansat mig, men det ville jeg gerne selv.

    Et par dage efter gik jeg ind på hans kontor. “Har du tid? Jeg vil gerne tale alvorligt med dig”. Preben så temmelig bekymret ud, men vi fandt et mødelokale og så startede jeg med: “Lille henrivende Preben… du er nok nødt til, at se dig om efter en anden receptionist”.

    Jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne sige netop det.

    Det grinede vi også meget af.

    Sidenhen blev han fritstillet og hele den afdeling jeg kom fra lukkede og medarbejderne blev fyret. På den vis faldt mit jobskifte også på et heldigt tidspunkt.

  • Et øjeblik...

    Lørdagsflittig

    Februar var rekord våd og gav oversvømmelser flere steder. Nu beretter vejrmanden om risiko for tørke. Vi er vist aldrig rigtig tilfredse med det vejr.

    Tidligt til morgen var der knas i græsset og i løbet af eftermiddagen kunne vi gå i haven med bare arme.

    Naboen fortalte henover plankeværket at han havde haft besøg af Bob i sidste uge. Han havde lige kunnet klemme sin lille krop nedenunder hegnet. Jeg sad i komplet uvidenhed på hjemmekontoret og arbejdede.

    Hullet er lukket og Bob bliver forhåbentlig inde på egen matrikel fremover.

    Jeg har haft besøg af et oprydninghold i dag. Mit skur var fyldt med ting. Store ting som jeg ikke har kunnet komme af med fordi jeg ikke har en trailer.

    Nu skulle det være.

    Jeg er blevet lettet for et halvt ton.

    Jeg er glad.

    Og træt.

    Og snavset.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob,  Shopping

    Hundegrej

    Det er en udfordring at finde noget ordentligt grej til de små bulldogs.

    Hals- og brystmål er enorme i forhold til kroppens længde og intet af det, der passer en almindelig hund dur til dem.

    Hos DOG Copenhagen har de en sele, der sidder helt perfekt.

    Bob fik en i sort da han var en 7-8 måneder gammel og nu er der en tilsvarende rød på vej til Irma.

    Hun var iført Bobs til morgen. Liiiidt stor endnu, men jeg vil ikke købe størrelsen mindre, når jeg ved at hun om få måneder er vokset Bob over hovedet.

    Der røg også en ‘splitter’ i kurven, så jeg kan gå på gaden med dem begge i én snor.

    Og det er nødvendigt.

    Irma er stadig en ‘smule’ udisciplineret og jeg er lynhurtigt viklet ind i hendes snor eller også de vælger at ville i hver sin retning.

    Det er en fest, hvorfor jeg da ofte også vælger hundeskov, strand eller mose, hvor de kan løbe frit.

    (IKKE reklame)

  • Et øjeblik...

    Tillykke Margrethe

    Midt i den her krise som Covid-19 har bragt med sig synes jeg, at Dronningens fødselsdag og optakten til den, har været et velkomment afbræk. Måske lidt på samme måde som hendes fødsels i starten af 2. verdenskrig, hvor man også for en stund glemte tyskerne.

    Jeg er ret vildt med Margrethe. På den ene side en smule stiv og kejtet og på den anden side et spændende, begavet og farverigt menneske.

    Om det kun er mig, der synes det ved jeg ikke, men jeg opfatter hende også som mere afslappet og stærk efter hun er blevet alene. Som om hun er blevet sat ‘fri’.

    Jeg så udsendelsen om hvad hun laver, når hun ikke er den officielle Margrethe. Jeg var ret imponeret over, at hun faktisk selv har syet hver enkelt sting i de smukke messehagler og antependier, hun har leveret til landets kirker. Jeg havde vist forestille mig, at hun lavede oplægget og så sad der nogle andre og udførte opgaven.

    Jeg er afgjort royalist. Ikke på den måde at jeg dyrker kongehuset, men jeg følger med i de store begivenheder.

    Og så er der stadig mysteriet med tasken… Charlotte K mener, at hun har sine cigaretter i den. Hvis man skal have dem på sig under en havefremvisning eller et pressemøde, så er man s**** afhængig 🙂

  • Et øjeblik...

    Ting jeg undrer mig over

    I forbindelse med Dronningens fødselsdag har jeg været forbi en del af de udsendelser, der har været sendt.

    Det er altsammen fint. Hun er et begavet og spændende  menneske, men TASKEN er en gåde for mig.

    Uanset om hun f.eks. viser rundt i haven eller holder pressemøde har hun altid en taske hængende over skulderen. Indeholder den en overfaldsalarm, en strømpistol eller…

    Når jeg engang skal i audiens må jeg spørge hende.

  • Poden

    The apple of my eye

    Bill Clinton var USAs præsident, Whitney Houston hittede med I will always Love you og Forrest Gump vandt en Oscar for bedste film.

    kl. 19:02 på præcis denne dag i april det herrens år 1994 blev min brunøjede pige født. Det var efter en graviditet og fødsel lige efter bogen – om det så var terminsdatoen var det den, der var ‘aftalt’ med jordemoderen.

    Jeg glæder mig hver eneste dag over det menneske, hun er blevet.

    Smilende, imødekommende, rummelig, betænksom, omsorgsfuld, sjov, kærlig, positiv, varm..!

    Hun har for nylig fået en anbefaling fra Matas, som slutter med: hun er uden sammenligning en pige i verdensklasse. 

    Jeg kan kun give dem ret.

    Tillykke min søde skat ♥

  • Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Fransk visit

    Vi have besøg af Jack i dag og efter en times tummel i mosen er der nu fuldstændig ro på og den forventes at vare ved helt til i morgen.

    De to store tumler og laver skinangreb. Irma bliver mest bare tromlet, men synes alligevel det er rasende spændende at lege med drengene.

  • Et øjeblik...

    Du er nummer 29 i køen…

    – så lang var telefonkøen til vagtlægen og i venteværelset sad der mindst lige så mange. Mindst.

    Sådan kan man også bruge en Skærtorsdag.

    Jeg have raget en urinvejsinfektion til mig, som eskalerede fra 0-100 på 7-8 timer, så der var ingen vej udenom.

    Lægen udskrev penicillin til 5 dage og allerede torsdag aften var der bedring at spore. I dag lørdag er jeg stort set symptom- og feberfri igen, men træt efter nætter med afbrudt søvn.

    Det var ikke sådan jeg havde planlagt at bruge min påske.

    I påsken sidste år døde min mor… det er bare ikke min højtid!

  • Et øjeblik...

    Læseanbefaling

    Jeg er lige ved at være færdig med Marie Hellebergs Kvinderne fra Thy.

    Helleberg er mest kendt for sine historiske romaner, men her vender hun blikket mod sin egen slægtshistorie og beskriver sin oldemor Mariane og mormor Marie Dusine så levende, at man næsten synes, at man kender de to stærke kvinder.

    Thy er barskt og vindblæst og det samme er kvindernes liv.

    Forlaget skriver:

    Det er en roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far eller andre mandlige autoriteter. Hun er en vred oprører, der ikke kan bestride arbejdet som stuepige, men som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet og om at udfordre fastlåste normer og skabe muligheder for sig selv. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.

    Klar på læselisten ligger efterfølgeren Søstrene fra Thy. 

    Oplæser af begge Helleberg bøgerne er Marie Garde. Jeg kan se på anmeldelserne, at holdningen til oplæsningen er meget forskellig. Hun er neutral og generer mig ikke.

    Læseoplevelsen er meget afhængig af oplæseren. Der er bøger jeg ikke får læst fordi det f.eks. er Torben Sekov, der læser op – og bøger jeg får læst fordi det en særlig lækker stemme, der læser – f.eks. Karsen Pharao, Dan Schlosser eller Bent Otto Hansen.

    Også skuespillere kan det der med oplæsning. Jens Albinus, Ellen Hillingsøe og Lars Brygmann gør det fremragende.

    Nogle oplæsere har en stemme, intonation og en måde at udtale ord på så alting stritter på mig. Jeg læste en bog på et tidspunkt, hvor Julie Bertelsen konsekvent udtalte spøgelser som “spøVelser” og det blev sagt rigtig mange gange. Det kunne ødelægge bogen fuldstændig for mig. Ja, jeg er lidt sart.

    Fornøjelsen ved lydbøgerne er, at jeg kan lave noget mens jeg ‘læser’. Om lidt tager jeg f.eks. de sidste kapitler af Kvinderne fra Thy, mens jeg giver havebordet en tur med rystepudseren.

  • Et øjeblik...

    Helt ualmindelig

    Efter mere end tre uger på hjemmearbejdspladsen er jeg i denne uge både mandag og onsdag stået op til en helt almindelig dag på kontoret.

    En helt almindelig dag på kontoret, som på alle måder har været helt ualmindelig.

    Da jeg gik hjem mandag havde jeg ikke haft en eneste kunde og følte mig ærlig talt lidt til grin over at skulle sidde der. Det eneste menneske jeg mødte var en håndværker, som havde set ca. 5 medarbejdere rundt omkring på kontorene.

    Onsdag kom to kunder forbi.

    Vi regner med en ny udmelding fra ledelsen tirsdag efter påske. Jeg kan ikke forestille mig andet end at vi fortsætter med lav bemanding og kortere åbningstid frem til 10. maj.

    Min hjemmearbejdsplads er fint indrettet. Jeg sidder godt og har det fornødne udstyr. Dagen starter med en tur i skoven med hundene og efter fordring af både hunde og ejer starter arbejdsdagen. På chefens opfordring holder jeg en længere pause midt på dagen inden jeg sætter mig på kontoret igen. Det er blevet en fin rytme for mig og jeg tror hundene stornyder, at der er nogen hjemme.