-
Vi vandt, Bob og jeg
Firmaet udskrev en is fotokonkurrence. Eneste regel var, at billedet skulle indholde noget grønt, som er farven i firmaets logo.
Regler er til for at brydes, så det gjorde jeg og billedet af Bob vandt 🙂
Præmien er et gavekort til Hjem-is. Selvfølgelig.
-
Det skrider fremad
Jeg er helt sikkert ikke ene om at lide i varmen og normalt ville jeg sidde inaktiv hen så længe temperaturen ligger over de 25.
Det er der bare ikke tid til, så jeg sveder som en hest, mens jeg pakker og kører de ting hen i min nye bolig, som ikke lader sig pakke pænt ned i en flyttekasse.
Søndag lagde jeg vejen omkring IKEA og fik købt både klædeskabe og reoler.
Det hele ankommer med fragtmand på lørdag og Poden er indkaldt som monteringsassistent. Jeg håber, at i hvert fald klædeskabene er samlet så de står klar til at flytte direkte ind i.
Mens noget skal samles bliver andet skilt ad. Nannas seng står klar til at bære ned og da jeg sluttede hjemmearbejdsdagen i går blev også min arbejdsplads pakket ned og det gamle skrivebord kørt på genbrugspladsen.
Jeg får et fint arbejdsværelse med plads til Peters store AJ skrivebord, som jeg opmagasinerer for ham. Det står gemt væk, men nu får jeg fint med plads til det store bord. Jeg forestiller mig, at her både skal arbejdes, lægges puslespil til vinter og rodes med alverdens ting.
-
Status på flytning
Jeg har ikke tal på antallet af gange, jeg har besøgt genbrugspladsen i Hou, men det er mange.
I går blev det til endnu en tur og endnu et kryds i opgaveplanen. Skuret er nu tømt og det, der skal flyttes derfra står nu i carporten.
Derudover er der sat kryds ved
- Fem stk reoler er afhændet på Værsgo Hals, sammen med mange mange andre ting.
- Tre stk. garderobeskabe er savet op og afleveret på genbrugspladsen
- Mine bøger er pakket i små flyttekasser og båret ned fra 1. sal… og så gider jeg ikke høre noget om tunge kasser fra de, der skal hjælpe med at flytte.
- Hækken er klippet – det sørgede naboen for
- Fryseren er tømt
- Ovn og plader skinner, som var det nyt.
- Gummifuger i badeværelset er fikset
- og så er et utal af plastik- og papkasser pakket
Der mangler fortsat en del, men det ser ud til at tidsplanen holder og flytningen er overstået om godt 2 uger.
Sæt igang frøken Bech!
-
Rødkløver og livet efter overgangsalderen
Da jeg var på sygehuset i går til mammografi blev jeg samtidigt spurgt om jeg kunne tænke mig at være forsøgsperson i et forskningsprojekt med rødkløver.
Menneskets krop indeholder talrige bakterier (mikrobiota), som er involveret i flere af kroppens funktioner. Man har igennem mange år ment, at urinen var steril, altså uden vækst af bakterier, vira og svampe. I de seneste år har man dog opdaget at urinen naturligt indeholder bakterier, som muligvis er med til at bidrage til en sund og velfungerende blære.
Man har desuden opdaget, at det er forskelligt hvilke bakterier man har i blæren alt efter om man er i den fertile alder, eller har passeret overgangsalderen. Vi kender ikke årsagen til dette, men en hypotese er at hormonet østrogen har en betydning. Produktionen af østrogen falder når kvinder går i overgangsalderen, hvilket hos mange giver anledning til en række gener som fx hedeture, svedeture, tør skede, dårlig nattesøvn osv. I tillæg hertil oplever mange kvinder i og efter overgangsalderen at få problemer med blæren i form af urininkontinens og overaktiv blæresymptomer. Kvinderne oplever typisk ufrivillig vandladning, pludselig bydende vandladningstrang der ikke kan undertrykkes, hyppig vandladning, inkontinens og natlige toiletbesøg. Årsagen til udvikling af urininkontinens og overaktiv blære er endnu ikke fuldstændig klarlagt. Behandling med østrogen kan hos nogle kvinder mindske generne forbundet med overgangsalderen. Desuden har lokal østrogenbehandling i skeden vist sig at bedre symptomer fra blæren. Derudover oplever nogle kvinder at planteøstrogener i rødkløver kan nedsætte symptomerne ved overgangsalderen, men man ved endnu ikke hvordan planteøstrogener påvirker blæren og om den, ligesom det kendes fra østrogen, har en positiv indvirkning på blæreproblemer. Endvidere kunne det tyde på, at rødkløver ligeledes kan have en gavnlig påvirkning af tarmfunktionen.
Formålet med projektet er derfor at undersøge, hvordan planteøstrogener påvirker bakterierne i blæren samt tarm og skede.
Det sagde jeg ja tak til, og har haft første indledende samtale. Næste gang foregår det på Sygehus Syd i Aalborg og selve undersøgelserne før og efter på Hjørring Sygehus.
-
Mammografi
Lad mig bare være ærlig… som tiden går og tyngdekraften sætter ind bliver det en nemmere og nemmere undersøgelse at lægge bryst til.
800 undersøgelser blev aflyst og udsat under Corona, så de er håbløst bagud – også med vurderingen af billederne, som jeg ikke skulle forvente før om 7-8 uger.
Det er okay med mig. Jeg oplever intet mistænkeligt.
Jeg havde et vigtigt møde kort inden tiden på sygehuset, men heldigvis har Poden ferie så hun holdt uden for firmaet og smed mig af nærmest lige udenfor døren, så jeg ikke også skulle bruge tid på at finde en p-plads.
På tilbagevejen spadserede jeg og oplevede et Aalborg i forandring. Det er efterhånden meget sjældent, at jeg bevæger mig ind til midtbyen og der var sket rigtig meget siden sidst.
-
En vigtig dato
31.07.20 er en vigtig dato for mig.
Har du fulgt med herinde ved du, at jeg ikke altid føler mig lige sikker i mit job, men da jeg gik hjem i dag nåede jeg første delmål: at nå mit 40 års jubilæum.
Det falder den 16. februar 2021 og da man også har jubilæum selvom man skulle befinde sig i en opsigelsesperiode, så er jeg nu ovre den hurdel.
Det var bestemt ikke et jubilæum, jeg havde regnet med at nå da jeg som 18 årig trådte ind i firmaet første gang, men med så stort et hus har der været rig lejlighed til at udvikle sig.
Teknisk konsulent er den sidste i en lang række af stillingsbetegnelser. Det er meget forskellige jobs jeg har haft i de år, og en uendelig række af kolleger og ledere har sat deres aftryk i mit liv.
Jubilæet skal ikke fejres i firmaet som mit 25 års jubilæum blev det. Dengang var kantinen fyldt til min reception, men også her er sket en kedelig udvikling og det er blevet en tam affære.
I stedet planlægger jeg, at invitere de mennesker, der har haft betydning for mig i mit arbejdsliv – både kolleger og ledere – til en privat reception.
For fejres skal det squ – og så er det oven i købet sådan, at 40 års jubilarer bliver indstillet til fortjenstmedaljen, så når mit arbejdsliv en gang er slut skal jeg også en tur på Amalienborg.
Jow jow.
-
Skarnsunge
Jeg havde lagt to kalveunderben midt på havebordet.
Næste gang jeg kiggede ud i haven lå der kun et.
Det andet var hundene stærkt optaget af nede bag i haven.
Der er ingen som helst mulighed for, at vinden har taget det eller de har kunne nå det fra jorden.
Jeg formoder, at Ima er ‘fløjet’ derop!
(eller har taget turen via bænken og raget det ned… skarnsunge)
-
Til begge ender
Der var pakker til hundene i dag. Hele tre stk.
Jeg havde bestilt løbetidsbukser til Irma, så vi er klar til første løbetid og derudover kalveunderben, ‘slikkepinde’, elg huder og ny aktivitetsbold.
Det var heldigt, at det hele kom på samme tid for med et lækkert kalveunderben at slikke på var Irma var ikke det fjerneste optaget af pludselig at have fået bukser på.
Bukserne er lavet specielt til fransk bulldog og har derfor ingen halehul (fås dog også med).
De lader til at sidde rigtig godt på hende.
Så kan den løbetid bare komme an.
-
En brat opvågning
Jeg sad koncentreret om en opgave til morgen og pludselig lyder og føles det som om jeg er ramt af et meget lokalt jordskælv.
En stor lastbil, som har leveret varer til firmaet, tager et for skarpt sving og hans bagende rammer bygningen lige ud for, hvor jeg sidder.
Det kan nok være jeg kom på benene…
Måske skulle jeg kræve et risikotillæg for at sidde på denne temmelig udsatte plads ?
-
Man kommer langt med en stiksav og en iGo
Dagens flytterelaterede opgave: køre stiksaven gennem tre klædeskabe og fragte stumperne på genbrugspladsen.
Tjek ved det!
I mit næste liv skifter jeg iGo ud med en Hilux