• Et øjeblik...

    Det begynder at ligne noget

    Der er fortsat kasser er ikke er pakket ud og i dag fandt jeg gudhjælpemig endnu en med køkkenting. Det store dejfad, de store glasskåle… hvor hulen skal jeg gøre af det.

    Det bliver pakket i en plastkasse og ud i skuret. Hvis det fortsat står urørt om et år (hvilket jeg kraftigt mistænker) så ryger det ud.

    Jeg har fået styr på overetagen. Gæstesengen er blevet samlet og der er fundet plads til alt det, der bare var havnet deroppe.

    På mandag henter jeg mureren og hans værktøj og så får vi forhåbentlig styr på det, der skal hænges op med store skruer.

    Næste store projekt er entre/bryggers. Der skal laves noget brugbart med skabe, skuffer og hylder derude og jeg har allerede noget i tankerne…

  • Et øjeblik...

    Testperson RK.060.1

    I morgen går Rødkløver projektet for alvor i gang.

    I tre dage skal jeg registrere hvad der kommer ind og ud inden jeg mandag morgen skal til undersøgelse på Hjørring Sygehus, hvor der bliver taget forskellige prøver.

    Herefter bliver jeg sendt hjem med enten Rødkløver ekstrakt eller placebo til tre måneder, hvorefter jeg igen i tre dage skal føre dagbog over ind- og udtag og have gentaget prøverne på Hjørring Sygehus.

    De mangler fortsat kvinder, der kunne tænke sig at deltage i projektet, så bor du i Nordjylland og er det mere end 5 år siden du kom i overgangsalder, så kan du kontakte Cecilie Caland på c.caland@rn.dk.

    Rødkløver er kendt som naturens østrogen og bruges af kvinder i overgangsalder mod hedeture og andet ubehag, men dette forsøg undersøger om ekstrakten også har effekt på følgerne af den manglende østrogenproduktion f.eks. tørhed i slimhinder og urinvejsændringer.

  • Et øjeblik...

    Så gik også tirsdag

    Græsset i nr. 31 er nu slået for sidste gang. Jeg skal lige derhen en af dagene og pille en enkelt lampe ned, samt nogle glemte skruer og beslag.

    De nye beboere flytter ind på lørdag og jeg håber, at de blive lige så glade for stedet, som jeg har været.

    Jeg har pakket endnu et par flyttekasser ud, haft besøg af Finn Vicevært, som har klaret endnu en lille forhindring med noget mislyd fra køleskabet og endelig har jeg fået ‘lidt’ på væggene.

    Væggene er af sådan lidt blandet karakter. Nogle er af mursten og andre er af (…), som er nemmere blot at slå et søm i.

    Jeg har lånt murerens værktøj og jeg skal love for, at sådan fætter kan lave nogle huller i væggen i en ruf.

    Det er ikke min spidskompetence at bruge sådan noget værktøj, så jeg tror, at jeg afventer at mureren igen har tid til at komme en tur til Hals inden jeg hænger mere op.

    Hundene ser ud til at trives i deres nye hjem. Deres senge har fået plads under trappen i entréen/bryggerset. Her skal de være når de er alene hjemme og det er også her de sover om natten.

    I formiddag fandt de en plads i solen i den lille gård – det bliver godt!

  • Et øjeblik...

    Status efter 3 dage

    Jeg har pt. kun det internet, som jeg kan hente gennem min mobil. Min nye router skulle komme i dennne uge, men der er først hul igennem fra den 1. september.

    Det er indtil videre okay.

    Der er så rigeligt andet at se til.

    Møblerne er kommet på plads. Der er bøger i reolen og køkkenskabene er fyldt godt op. Huset er større, men mulighederne for opbevaring er mindre. Da alle skuffer og skabe var fyldt i køkkenet stod jeg fortsat med 4 flytterkasser med påskriften ‘køkken’. Det skal jeg have fundet en løsning på.

    Finn Vicevært var her i går til flytte-ind-syn. Han fik det også fikset så køleskabet nu kan lave isterninger. I aftes begyndte blæseren i samme køleskab at skabe sig og har siden sagt sådan en irriterende pibe lyd. En sms til Finn i morges med en optagelse af lyden og kort efter et svar tilbage ‘jeg kommer sidst på formiddagen’.

    Det var aldrig sket hos min gamle vært. En havedør bestilt i maj blev monteret i december. Jeg kunne ha’ rykket for den… det gjorde jeg ikke og det tager jeg på min kappe. Han er en rar fyr og måske skal man bare være lidt mere pågående overfor ham for at få ting fikset.

    I dag tror jeg, at der skal lidt billeder på væggen og så skal jeg have pakket de sidste flyttekasser ud. Blev der sagt!

  • Et øjeblik...

    Over and out

    Aktionen startede kl. 8:30 efter vi havde spist morgenmad i haven og efter jeg noget bestyrtet fik oplyst at ham, der skulle levere flyttebilen ikke have tænkte sig at møde op!!!

    Uden grund og uden at give besked!!!

    Jeg har aldrig oplevet noget så respektløst. 

    Nå, never mind, så ved jeg at en aftale ikke altid er en aftale.

    En af mine venner kom heldigvis med sin trailer spændt bag på bilen og så gik det alligevel.

    Kl. 13:30 gik de sidste og så var mine reoler fastgjort til væggene, fjernsynet hængt op og vaskemaskinen tilsluttet.

    Hundene tilbragte tiden under flytningen bag i bilen. I deres kurve, i skyggen og med alle vinduer åben. De var meget tålmodige og fik bagefter en ordentlig tur i skoven. 

    Nu ligger de og bobler midt på stue gulvet. 

    I morgen står den på rengøring af nr. 31 og så skulle min seng gerne samles også.

  • Et øjeblik...

    De tager det pænt

    Der sker ikke ret meget andet i mit liv lige nu end at forberede lørdagens flytning. Strikketøjet og fotoudstyret er forlængst pakket og hænderne har travlt med noget andet.

    Hundene tager det pænt. Deres senge og legetøj står, hvor det plejer og det ser de ud til at være okay tilpasse med, selvom der hersker en vis kaos omkring dem.

    Irma foretrækker pladsen ved siden af mig i sofaen og det får hun indtil videre lov til. Så kan vi snakke om at lave om på den uvane, når vi er faldet til i det nye hus. Der er uro nok lige nu.

    De har været med derhenne næsten hver aften og hvert et hjørne af både hus og gård er inspiceret – så når vi nu passerer huset trækker de hen mod hoveddøren. I overmorgen er det ‘hjem’ 🙂

  • Et øjeblik...

    Nu er det snart

    Jeg er nået dertil i den her flytning, at jeg mange gange om dagen åbner en skuffe eller kigger i et skab… forgæves.

    Det der engang lå der, ligger nu i flyttekasser.

    Jeg har et lille depot. En kop, en kniv, et glas, to håndklæder og den slags… sådan jeg lige kan klare mig de næste par dage.

    Jeg har dog ikke forudset alting. F.eks. måtte jeg i XL-Byg og købe mig endnu et umbraco nøglesæt. Jeg har et, som en gammel kæreste ‘glemte’, men i hvilken kasse var det lige?!?

    Til morgen har jeg kørt to vognfulde hen af det, som ikke lader sig pakke.

    Finn Vicevært og en maler er i gang derhenne og får de sidste ting på plads. Den nypudsede væg males og får nye fodlister, en vindueskarm sættes på plads, nye fuger omkring håndvasken og i bruseren og flere andre småting.

    Desværre har der boet nogle mennesker i huset tidligere, som har været meget hårde ved det (og det er ikke min søster som jeg overtager fra). Der er en grim ridse i køkkenbordpladen, mærker og maling på skabe og døre, klister på gulvet – og inden min søster flyttede ind måtte der en ny ovn til. Den, der var i huset kunne simpelthen ikke gøres ren. Ydermere kunne jeg forstå, at de smuttede i ly af mørket og efterlod en kæmpe regning til udlejer.

    Hvis de fremover ikke lejer ud til hvem som helst, så forstår jeg det godt.

    Finn & Co. kommer igen i morgen og laver det sidste og fjerner deres lille Storm P arrangement 🙂

  • Et øjeblik...

    Hængt til tørre

    Jeg sveder som en hest og bør have tabt adskillige kg den sidste uge. Det har jeg så ikke, selvom det føles, som om jeg har svedt mindst 10 liter.

    Jeg er i konstant bevægelse, vandrer frem og tilbage mellem gammel og ny bolig, pakker ned og pakker ud, gør rent, køre på genbrugspladsen, besøger Ikea og XL Byg, monterer tilbehør i klædeskabene OG vasker tøjdyr 🙂

    Varmen letter vist fra i morgen.

    I hører ikke mig klage.

    Jeg skal være klar til at flytte om 4 dage og synes, at jeg begynder at være lidt presset, så de næste dage står udelukkende på at pakke kasser, pille lamper ned og demontere min seng.

    I den nye bolig står køleskabet fortsat midt i det hele og jeg tror, at ham Finn Vicevært skal have et kald i morgen. Væggen skal være helt tør før der kan males og iflg. min murerven er den en måned om det, men det forhindrer vel ikke at køleskabet kan komme på plads og blive sat til?!?

  • Et øjeblik...

    Tjek ved det

    Lørdag morgen kl. 9, som aftalt, stod budet fra Ikea udenfor mit nye hus med klædeskabe og reoler på en stor palle.

    Faktisk var pallen så stor, at liften på den vogn han kørte i var for lille. Palleløfteren kørte ud over kanten og så hang min levering der.

    Der var ikke andet at gøre end at pakke pallen ud og enkeltvis bære tingene ind.

    Jeg havde bestilt levering til kantsten, men nu blev det så i stedet med indbæring… af chaufføren og jeg i fællesskab. Den største pakke vejede 44 kg og det kunne hans tynde arme ikke ha’ løftet alene.

    Efter jobbet dukkede Poden op og vi kastede os over skabene.

    Inden vi sluttede arbejdsdagen stod der en skabsvæg med låger.

    Indretningen, med hylder og kurve, klarede jeg selv til morgen og så kunne vi koncentrere os om reolerne da Poden igen dukkede op.

    Også det er der sat tjek ved og det eneste, der udestår fra den levering er at køre al emballagen på genbrugspladsen.

  • Et øjeblik...

    Ferie ferie ferie

    slap nu af, du har fri, og syng en glad melodi

    Eller ferie og ferie er måske så meget sagt, men jeg har i det mindste fri fra det der arbejde, som tager så uendeligt meget af min tid.

    Det snerper til med den flytning og om en uge SKAL jeg være klar. Flyttefolkene rykker ind tidligt lørdag morgen og med 5 stærke mænd og en stor bil forventer jeg, at det klaret i en ruf.

    Vi har ikke modtaget gavekortet til Hjem-is endnu, men gevinsten og den forestående sommerferie skulle alligevel fejres.

    Med is så klart.

    PS: ingen hunde har lidt overlast eller blevet fede under fotograferingen… de får kun den smule, der er tilbage på pinden.