-
Et minde dukkede op
I dag ville verdens bedste Lillebror være blevet 10 år. Chancen for at han havde levet så længe var ikke stor, men 6½ var på den anden side alt for kort.
Det er det eneste minus denne skønne race har – levealderen. Selvfølgelig er der undtagelser. Arabella blev knap 9, hvilket må siges at være en høj alder for en bordeaux, men det er desværre sjældent det sker.
Han var knuselsket. Når jeg ser på billedet, ved jeg præcis, hvor bløde ørerne er, jeg kan genkalde mig duften af hans pels og mærke hans varme nærvær. Han kom til mig som voksen og alligevel er han den, af alle de hunde jeg har haft, der er krøbet mest ind under huden på mig.
Fine bløde Lillebror.
-
Sådan måtte det nødvendigvis ende
Jeg har fulgt de stigende smittetal i Holland og var derfor forberedt på den aflysning, der kom fra KLM til morgen.
Hotellet er kontaktet og de var heldigvis lige så sammenarbejdsvillige som ved vores første aflysning.
Sådan måtte det ende med det stigende smittetryk allevegne.
Fra i aftes kl. 22 er restauranter og cafeer i Amsterdam lukket – until further notice – og under de forhold er det heller ikke særligt spændende at rejse til sådan en by.
Vi finder på noget andet og Corona-sikkert i et par dage, nu vi har bestilt ferie og hundepension.
-
Buksetrold
De sidste knap to uger har Bob været ekstraordinært interesseret i de dufte Irma udsender fra sin bagpart.
Der har også været, hvad der kunne minde om, meget fortyndet blod på de hvide hospitalsdyner, men alligevel så sparsomt, at jeg har været i tvivl, om det kunne være hendes første løbetid.
Det er stadig sparsomt og fortyndet, men jeg er ikke længere i tvivl om, at hun ér i løbetid.
Den har været ventet. I morgen er hun 11 måneder.
Bukser og bind er fundet frem. Fine bukser uden halehul og særligt lavet til franske damer. Hun har fået et tyggeben som afledning, men de sidder knaldgodt på hende, så jeg tvivler på de bliver til nogen gene.
Voksen Irma.
I hvert fald i kroppen.
-
Har du?
Har du været udsat for sexisme? spurgte han.
Er jeg blevet uønsket befølt til en af de utallige firmajulefrokoster jeg i mit lange arbejdsliv har deltaget i? Cirka under dem alle sammen!
Har det krænket mig? Nej, overhovedet ikke!
Har jeg selv uønsket befølt et par mænd til samme firmajulefrokoster? Jøsses, jeg håber ikke, at der er nogen, der graver de gamle historier frem!
Det er bestemt ikke for negligere de alvorlige seksuelle krænkelser eller den magtmisbrug kvinder (og mænd) udsættes for – den er helt utilstedelig og skal stoppes – men jeg mener man må skelne mellem den type overgreb og en hånd på en røv i festligt lag.
Jeg er bange for, at sidstnævnte om nogle år vil brokke sig over at mændene ikke giver dem den fornødne opmærksomhed… men hvem fanden tør det efter det her?
Brand ærgerligt, at de her alvorlige sager på den måde komme helt ud af proportioner.
Hvis jeg på noget tidspunkt har følt mig krænket og udsat for sexisme er den ikke kommet fra mænd.
Derimod er den kommet fra de kvinder, som på min arbejdsplads har spredt rygter om mig – blandt andet om, at jeg har ‘knaldet mig’ til det job jeg har nu.
Det må jeg jo have gjort, for kvalificeret var jeg i hvert fald ikke.
Eller noget.
-
Fugleredningstjenesten
Lige udenfor ejendomsmæglerens forretning sad der tidligt søndag morgen en lille fortumlet rødhals. Jeg forestiller mig, at den havde være ud og flyve i morgenmørket og var ramlet lige lukt ind i de store vinduer.
Hundene opdagede den ikke selvom om de gik lige forbi. Hurtigt fik jeg dem af vejen inde i huset, og gik hen og samlede den lille fugl op. Jeg tog den med ind i gården, satte den forsigtigt på hegnet og lod den være.
Jeg kunne holde øje med den fra køkkenvinduet og efter en halv times tid så den ud til at kvikke op og kigge sig omkring.
Jeg nåede lige at knipse et par billeder inden den løftede vingerne til et farvel og forsvandt.
-
10.10.2020
En smuk brud, en bevæget gom, glade gæster, skønt efterårsvejr og fine omgivelser… det kunne ikke have været et finere bryllup selvom arrangementet selvfølgelig også var præget af de restriktioner, der nu engang gælder i den her Corona tid.
Der var taler og sange, børn og gamle, latter, smil og en del tårer. Gommen undskyldte sig med, at det blæste så voldsomt både inde i og udenfor kirken.
Parret har ikke set billederne, så det er kun en lille snas jeg kan vise, som ikke afslører identiteten.
Jeg er selv okay tilfreds, så det håber også brudeparret bliver.
-
I lære som hund
Bob elsker at ligge under dyner og tæpper. I mangel på tæppe er han sågar set kravle ind under hundesengen.
Længe har Irma lagt sig oven på ham, men hun må have luret fidusen for nu er det lige så ofte hende jeg finder under en dyne.
Hvis jeg skulle bestemme skal næste lektion være at lære hende at gå pænere i snor.
Heldigvis er der ikke så mange på gaden kl. 5:30, når jeg morgenlufter de to i flexline, for det kan altså være lidt af et cirkus.
Jeg er sikker på, at I godt kan forestille jer hvor idiotisk jeg ser ud (og føler mig), når jeg skal samle en hundelort op og de to på et split sekund er på vej i hver sin retning eller er gået rundt om mig eller om hinanden og den anden så har sat sig for at besørge… så er 2 x 8 meter line altså en del.
Det er ikke uden grund jeg foretrækker at smide dem i bilen og tage enten i hundeskoven eller til stranden, hvor de kan løbe uden snor.
-
Lørdagsplaner
Murerens søn skal giftes nu på lørdag, enten han vil det eller ej… er det ikke sådan sangen går?
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil fotografere og selvom om det langt fra er min spidskompetence – det er kun mit andet bryllup – har jeg sagt ja.
Som da Nannas veninde skulle giftes skal jeg være med til brudens forberedelser. Dengang var det piger, jeg havde kendt siden de startede i børnehaven – her er det en brud, som jeg kun har mødt ved en enkelt og tilfældig lejlighed, så det er lidt mere grænseoverskridende for mig.
Det går nok.
Jeg må sige til mig selv, at jeg er på job, jeg gør mit bedste og mere kan ingen forlange.
-
Hundeliv
I mit næste liv vil jeg være en hund. Efter morgentoilette og lidt foder kravler de begge to under de varme dyner igen.
Bob under skrivebordet og Irma i den anden enden af huset under trappen og så kan de koge der indtil middag, hvor deres hjemmearbejdende matte åbner den hjemlige kantine.
Kald lige det et hundeliv igen.
Der er sket noget med Bob efter flytningen. Han plejer at gå for sig selv når han skal sove og har aldrig gidet alt for meget kæleri.
Efter flytningen vil han helst sidde/ligge på skødet af mig hele tiden. Jeg har ikke indtryk af, at han ellers er påvirket af flytningen, men det er da påfaldende, at det lige er sket deromkring.
Godt han ikke går op ad trappen for det næste ville vel være, at han synes, at han skulle sove under min dyne.
-
Det gik stærkt
De indfrosne feriepenge er allerede tikket ind på kontoen. De blev bestilt i torsdag og i dag er de udbetalt. Det er ikke en ekspeditionstid, der er grund til at klage over.
Jeg forstår så ikke hvorfor man ikke valgt at udbetale alle 5 uger, men jeg tror det kommer. Måske til foråret når arbejdsgiverne har færdig indberettet alle beløb.
Det er altid godt at have noget til gode.
Nogle af pengene ér brugt. Tørretumbler, fede støvler, garn og nye vinterdæk. Sidstnævnte fører endnu en udgift med sig. Da hjulene blev pillet af, blev der nemlig afsløret et defekt hjulleje på venstre forhjul. Der er aftalt et besøg hos Toyota på onsdag til at få det fikset ?
