-
HURRA
Ligesom vi gik ind i november sluttede Irmas første løbetid og jeg har pakket både bukser og bind væk.
Som nævnt tidligere har det ikke været nogen skide god oplevelse.
For nogen.
I starten af 2021 skal begge hunde vaccineres og så må jeg tage en snak med Mogens Dyrlæge om hvad vi gør i fremtiden.
Efter en dag på kontoret gik vi en lang tur i mosen. Den er flere steder opkørt og mudret, så det var passende med en bad til dem begge da vi kom hjem.
Det tager de ret pænt og da de ingen underuld har, er de også ret hurtigt tørre bagefter.
Der er stor forskel i pelskvaliteten – Irma har grov pels og Bob fin – og efter et bad var det endnu tydeligere.
Irma smed en masse pels og jeg måtte børste den tørre pels med en gummibørste for at slippe af med alle de løse hår.
Bob mistede ikke et hår. Nå, måske er det ikke helt rigtigt, men det er i hvert fald utroligt begrænset og her bagefter fælder han ikke.
-
To-do
Hvis jeg troede, at jeg skulle slappe af i den her weekend, så måtte jeg tro om igen.
Min to-do liste er lang og både lørdag og søndag fik jeg gjort et alvorligt indhug i den.
Der er fortsat ting jeg mangler selv om det nu er 2 måneder siden jeg flyttede ind, men det skrider fremad.
Langsomt, men sikkert.
I weekenden er der bl.a sat lys op i entreen/bryggerset og min Svend Brasch plakat, som jeg fik som betaling for bryllupsfotograferingen, er hængt op derude.
Jeg skal have fundet en eller anden form for opbevaringsmøbel, som skal stå sammen med den gamle FDB stol og indeholde huer, vanter, pung, nøgler og alt det andet jeg smider fra mig, når jeg kommer hjem.
Jeg kunne have ønsket mig et bryggers OG en entré, men nu er det sådan at det er en kombi og så må jeg få det bedste ud af det.
Jeg har indkøbt to udendørs stikkontakter og så vil Finn Vicevært gerne hjælpe mig med at sætte dem op. En i skuret, så der kan komme lys derude og en uden for køkkenvinduet. Det er udenfor hans arbejdsområde, men der er stor imødekommenhed og velvilje til at gøre noget ekstra.
Og sådan fik den weekend ben at gå på.
-
Fredagen i korte træk
– Jeg speedstrikker på det sidste ærme på den honning gule mohair sweater.
– Der kom besked i e-boks med indkaldelse til nerveledningsundersøgelse. 15. marts. Det er jo latteligt længe at vente, hvis det er andet end en indeklemt nerve. På mandag får min sundhedsforsikring et kald. Måske er der hjælp at hente.
– Irmas første løbetid synger på sidste vers. Det har været lidt af en prøvelse.
– Onsdagens corona test var endnu en negativ en af slagsen. Min tredie. Den sidste er foretaget i privat regi på kontoret. Hver onsdag kan de, der sidder i forretningskritiske funktioner og derfor møder fysisk op i firmaet blive testet. Lyn testet. Lynet var det så som så med – jeg fik i hvert fald først svar i dag.
– På morgenturen debuterede jeg i min nye røde Rains dynefrakke som jeg købte på bud tilbage i maj og kunne konstatere, at den både er varm, vind- og vandtæt. Vinteren kan bare komme an og det kan weekenden også.
-
Sådan en dag
Inden klokken var 10 var jeg blevet Corona testet OG svinet til af en kunde.
Så var onsdagen ligesom i gang.
Det blev dog ikke værre og resten af dagen var fyldt med positive mennesker trods stor travlhed.
Hjemme ventede Finn Vicevært og Nicolaj med et nyt beslag til badeværelsesvinduet. Monteringen tog lidt tid, men jeg har nu et vindue, der kan åbnes og lukkes uden problemer og Finn har fået sit vaterpas tilbage.
I næste uge får jeg strøm i skuret og udendørs stikkontakt… der mangler ikke noget og gør der, skal jeg bare spørge.
-
Jeg samler på mærkelige mærkedage
Kl. 13:44 i dag havde jeg en af de mere kuriøse mærker i min kalender.
Det var på det tidspunkt præcis 10 år siden på minuttet, at min tidligere chef ringede og fortalte, at jeg var valgt til jobbet som teknisk konsulent.
Jeg kan huske, at jeg stod nede på Vodskovvej og tog mod opkaldet. Bagefter dansede jeg en lille glædesdans.
Jeg blev beskyldt for meget i den forbindelse. Blandt andet af en tidligere kollega, som efterfølgende på skrift (til firmaets ledelse) har udtrykt sit mishag, at jeg ikke var kvalificeret til det job og kun fik det fordi chefen var ‘vild med mig’, som han formulerede det. Faktum er, at jeg er der endnu. Det er han ikke.
-
Den sjældne journal
Jeg har besøgt lægehuset for første gang siden verden blev ramt af covid-19. Det var selvfølgelig iført mundbind og med kun ganske få mennesker i venteværelset.
Gennem længere tid har jeg haft føleforstyrrelser i den ene fod. Storetåen er halvsidet ‘død’ og ret underlig at gå på.
Det skal undersøges nærmere og nu er jeg henvist til ‘nerveledningsundersøgelse’. Det er noget med nogle nåle de sikker ind i musklerne og sætter strøm til.
Hurra.
Eller noget.
Jeg kunne godt engang tænke mig bare at blive sådan helt almindelig forkølet ?
Ovenpå den henvisning måtte jeg trøsteshoppe en Rød iPhone 12 og AirPods Pro.
Nej, det er selvfølgelig gas – jeg har ingen behov for at trøsteshoppe, men det faldt bare sammen med at det i dag var tid til at bestille ny kombineret arbejds-/privat mobil.
Med lynhurtig levering!
Håber jeg.
-
Vintertid
I nat fik vi så en hel time mere af 2020. Som om det var det, vi havde brug for!!!
Når uret stilles tilbage til vintertid (eller normaltid, som det vist korrekt hedder) er vi for alvor på vej mod vinter og mørketid.
Jeg er ikke ked af hverken mørket eller vinteren. Det kan også noget, som sommeren ikke kan.
Engang betød den en ekstra time også en time mere under dynen, men mit indre ur er tilsyneladende ikke satellit styret og var ikke blevet stillet en time tilbage i nat, så vi var på morgentur til helt sædvanlig tid blot viste uret 5:30 i stedet for 6:30.
Huset har desværre ingen strøm eller lys udenfor, og gården er ret mørk så snart solen går ned. Godnattisseturen – hundenens altså – foregår derfor med lommelygte.
Finn Vicevært har luftet muligheden for, at der kunne komme strøm i udhuset, når der skal bygges noget om inde hos ejendomsmægleren.
Han har fortsat et hængeparti i badeværelset, så når han engang udskifter sit vaterpas med et lukkebeslag (følger du med på Instagram, ved du, hvad jeg mener) må jeg spørge om han husker det.
Da det kun er kun mig, der kan se gården følte mig ikke som byens juletosse da jeg i går forberedte mig på det tidligere mørke og satte lyskæder i et lille grantræ og en buksbom, så det nu er muligt at orientere sig derude uden lommelygte.
Som det ses fodrer jeg også fugle. Både med en rest æbler jeg fik til overs efter en omgang æblegrød, men også med frø og luksus fedtkugler.
Jeg har dog ikke set en eneste fugl forsyne sig endnu.
Faktisk er den eneste fugl, jeg har set i gården den lille rødhals, som jeg selv hentede ind fra gaden.
Måske skulle jeg have bedt rødhalsen og om at sprede rygtet om den gode mad i gården på hjørnet…
-
Stakkels Irma
Jeg vil tro, at vi er ved at være halvvejs i Irmas første løbetid.
Hun opfører sig, som en der ikke aner, hvad der har ramt hende.
Min ellers så glade lille følgesvend virker nedtrykt, usikker og ved ikke helt hvor hun skal gøre af sig selv. Hun holder til i hjørnerne, som om hun vil gemme rumpen og så sover hun langt mere end hun plejer.
Hun er sød til at beholde bukserne på, også om natten, så det kan jeg bestemt ikke klage over, men det gør lidt ondt i hundemorhjertet at se, hvor påvirket hun er.
Det må gerne snart få en ende og så vil jeg overveje, om jeg synes, at det er noget, hun skal igennem 2 x 3 uger om året.
-
Dusty Honey
Farven er så ny, at man end ikke kan bestille den på Knitting for Olives hjemmeside.
Jeg havde spottet den på KFO Frederiskhavn’s instagram og da jeg havde et andet ærinde i byen smuttede jeg forbi Tordenskjoldsgade og købte en pose lækkerhed med hjem til endnu en Sunday Mohair Edition. Den tredie. Poden har fået en i gammelrosa og jeg selv har en i gråbrun.
To tråde mohair er perfekt til en trøje man også kan holde ud at have på indendørs og jeg synes, at præcis den model er så fin med ribbærestykket. Og så er jeg helt solgt til denne støvede honning gule farve.
Hundene var med nordpå og vi gik den lange tur op i Pikkerbakkerne og blev belønnet med den smukkeste udsigt over havet og Frederikshavn.
Vi mødte en fransk bulldog han på toppen – og med en Irma i løbetid havde ejeren mere end svært ved at få den med videre på deres gå tur.
Hun er ret påvirket af løbetiden. Det er svært at beskrive, men når man kender hende, kan man tydelig mærke den anderledes opførsel.
Bob… han er kold som jordbæris!
-
Et minde dukkede op
I dag ville verdens bedste Lillebror være blevet 10 år. Chancen for at han havde levet så længe var ikke stor, men 6½ var på den anden side alt for kort.
Det er det eneste minus denne skønne race har – levealderen. Selvfølgelig er der undtagelser. Arabella blev knap 9, hvilket må siges at være en høj alder for en bordeaux, men det er desværre sjældent det sker.
Han var knuselsket. Når jeg ser på billedet, ved jeg præcis, hvor bløde ørerne er, jeg kan genkalde mig duften af hans pels og mærke hans varme nærvær. Han kom til mig som voksen og alligevel er han den, af alle de hunde jeg har haft, der er krøbet mest ind under huden på mig.
Fine bløde Lillebror.
