• Et øjeblik...

    Min venstre fod

    Det var heldigt, at jeg var i god tid for jeg for vild et sted inde i Skejby Sygehus. For hulan det er stort. Havde jeg ikke haft en gps i mobilen, havde jeg aldrig fundet den bygning hvor Aleris-Hamlet har til huse.

    Jeg havde en aftale med med Jørgen – speciallæge i neurologi og neurofysiologi.

    Han skulle sætte strøm til mig.

    I bogstaveligste forstand.

    EMG (elektromyografi) hedder det. Formålet var at påvise forandringer i nerve- og muskelfunktionen ned til min venstre fod, hvor jeg har nogle føleforstyrrelser.

    ALT var normalt.

    Det var sådan set godt nok – men det efterlader mig også uden afklaring og det er knap så godt.

  • Familie,  Slægtsforskning

    Der kom et brev

    Det der med slægtsforskningen er ikke helt slut endnu. Det var min fars interesse og da hans øjne blev svagere og svagere måtte jeg hjælpe ham.

    Når vi mødtes over søndags kaffen var det altid spændende at høre, hvad den anden havde fundet ud af.

    Nyhederne blev blandet modtaget af min mor. Jeg tror ikke altid helt det passede hende, at familiens skeletter på den måde faldt ud af skabene.

    Jeg kigger stadig på det indimellem. Ikke så meget for at finde flere slægtninge tilbage i tiden (1719 hvor vi er tilbage er alt rigeligt), men for at finde ud af mere omkring dem, der ikke ligger så mange generationer tilbage.

    Nu er jeg blevet kontaktet af min mors kusine og har i dag modtaget et fantastisk brev med historier om hver enkelt familiemedlem, sjove anekdoter og fotos som jeg aldrig har set før.

    Hun har ingen børn og synes derfor, at hun ville sende mig familiebillederne, så de ikke bare blev smidt ud.

    Af hjertet tak, Jonna.

  • Et øjeblik...

    Søndag og ugen der gik

    Udover at det i dag er Irmas 1 års fødselsdag er det også 10 år siden jeg startede som teknisk konsulent.

    DET skal fejres. I eftermiddag er der er kødben til hundene og gammeldags æblekage til deres matte.

    Ugen der gik

    • Jeg var med Poden på Frederikshavn sygehus. Den behandling hun fik i sine ben tidligere på året har kun virket delvist, så hun skal behandles igen i starten af det nye år.
    • Erantis tæppet trak tænder ud, men nu er det færdigt, vasket og pakket i mormor-/gavekassen. På strikkepindene har jeg stribede restevanter. Et projekt, som jeg kan nå at få færdig, mens jeg venter på garnpakke fra Sandnes. Jeg håber, at banke rusten af endnu en af min glemte strikkeskills – mønster strik. Modellen jeg kaster mig ud i hedder Bjurfjell Genser og blev valgt fordi sværhedsgraden er NEM, men også fordi jeg synes den er smuk.
    • På Mofibo hører jeg 1. bog i en serie skrevet af Robert Galbraith – som er et pseudonym for J.K. Rowling, der har skrevet Harry Potter bøgerne. Serien om Cormoran Strike er foreløbig på fem, men jeg tænker jeg stopper efter den første bog ‘Gøgens Kalden’.
    • Sammen med min nye iPhone bestilte jeg AirPods Pro. Egentlig skulle de først leveres sammen med mobilen (firma regler), men den lader vente på sig og så synes min søde kontakt hos ADmire, at hun ville sende dem til mig. For pokker, det gør Apple altså godt. Så snart jeg åbnede æsken de lå i, bimlede min mobil… den havde kontakt til dem og herefter fulgte en kort guide ud i brugen.
      Man kan med et enkelt tryk aktivere noice cancelling. Det prøvede jeg i bilen og pludselig var det som om jeg kørte elbil. Min samtale partner oplyste, at han ikke kunne høre bilen – kun når jeg satte blinkeren til. Det er altså imponerende hvad man kan bygge ind i sådan en lille dims.

    God søndag!

  • Et øjeblik...

    Klap dig selv på skulderen

    Jeg har været myreflittig hele formiddagen og resten af weekenden kan jeg læne mig tilbage og ikke tænke på rengøring, stoppede afløb og madlavning.

    Eftermiddagen blev brugt et sted mellem Hals og Hou, hvor der går en dejlig sti bag klitterne. Luften var mild og vi gik derude i godt halvanden time til hundenes store fornøjelse.

    Det ser nu endelig ud til at valget i USA er afgjort og at anstændigheden er tilbage i Det Hvide Hus.

    Biden er bestemt ikke nogen karismatisk mand, men jeg tror alligevel, at det bliver godt for verdenen, at der kommer noget politisk stabilitet.

    Jeg er forundret over, at man overhovedet kan finde på at sætte sit kryds ved Trump, at man kan se ham som en statsleder, men når jeg så ser hans tilhængere stå med lædervest og et stort gevær i hænderne… så forstår jeg bedre.

  • Et øjeblik...

    Vi er dem de andre ikke må lege med

    Aalborg Kommune, hvor jeg bor, blev holdt udenfor nedlukningen af Nordjylland, men jeg tror kun, at det er et spørgsmål om tid.

    Det er rigtig tragisk for alle de mennesker, der har haft job i og omkring pelsbranchen, men når det er sagt jeg må også sige, at jeg ikke er ked af udsigten til, at pelsdyrproduktionen måske ikke bliver genoptaget.

    Jeg bryder mig på ingen måde om den måde man holder pelsdyr på.

    Inden for de seneste år har mange lande i Europa valgt at indføre forbud mod pelsdyravl. I Holland er et forbud på vej og mon ikke også Danmark havde måttet følge trop på et tidspunkt – også uden Corona.

    Jeg er ikke selv synderligt berørt af nedlukningen. Eneste plan jeg har måttet skrinlægge, er besøget hos min garnpusher i Frederikshavn. Jeg havde planlagt en tur nordpå i morgen, men har i stedet valgt at shoppe på nettet.

    De næste uger har jeg et besøg både på Frederikshavn og Hjørring Sygehus, men det skulle være okay, også under nedlukningen – så medmindre de melder afbud til mig så kommer jeg altså til at krydse mere end en kommunegrænse.

    Pas godt på jer selv og hinanden, og husk vin i store slurke, selv i små forsamlinger!

  • Familie,  Slægtsforskning

    Slægten Bech/k

    Min far og jeg lavede sammen lidt slægtsforskning og vores slægtstræ ligger fortsat på My Heritage. Indimellem får jeg en mail fordi nogen har matchet mine slægtninge med deres egne.

    Sidst var det med min biologiske morfar, som ingen kender udover navnet Poul Fynbo Jørgensen. Min mormor fik min mor uden for ægteskab og nu viser dette match, at han fik yderligere et barn – Søren – en halvbror til min mor.

    Jeg forestiller mig ikke, at der har været noget, der hed børnebidrag dengang og da slet ikke når han ikke er ‘udlagt som barnefader’.

    Det fik mig til at tænke på, om hans nye familie har haft kendskab til min mor.

    Det har de så nu.

    Noget andet er dukket op samme sted. Et foto af min oldefars gravsten på Frederikshavn Kirkegård.

    Han døde i 1949 og billedet er fra 2019. Nogen må altså fortsat betale for det gravsted, medmindre selvfølgelig, at der er betalt forud i 100 år

    Det gør mig noget nysgerrig.

  • Strik

    Ikke så meget speed

    Jeg mindes et eller om, at jeg på et tidspunkt nævnte, at jeg ‘speedstrikkede’ på det sidste ærme på min honningegule mohairsweater.

    Det med speed er der så ikke blevet så meget af.

    Der har været så meget andet, der trak mig væk fra sofaen, så jeg mangler fortsat at gøre sidste ærme færdig.

    Jeg når det og har herefter ikke andre projekter i kikkerten end at få ryddet lidt op de de småting, der ligger ufærdige i strikke kurven. Bla. en makker til både den grå og den rosa sok, et babytæppe, som jeg kæmper lidt med og et par vanter, som skal matche min røde vinterfrakke, det stribede halstørklæde og baskerhuen.

    Det sidste halvår af 2020 har ikke været noget produktivt strikke år for mig. Det gik i stå herover sommeren, hvor det simpelthen var for varmt at sidde med uld mellem hænderne og så havde jeg en flytning, der fyldte hver en ledig time.

    Jeg håber, at jeg kan genfinde min strikkemojo, nu hvor der er ro på tilværelsen igen.

  • Et øjeblik...

    Bunden er nået

    Der er ikke mere sål på mine korte Lacrosse gummistøvler. Og det er helt bogstaveligt. På regnvåde morgenen kommer jeg hjem med våde fødder og der var ingen vej udenom et par nye.

    De er nemme at hoppe i, sidder skide godt på fødderne og når man går så meget som jeg gør, er det en vigtig egenskab. De har neoprenfoer og er derfor også okay på en dansk vinterdag.

    Kassen er ellers lukket i november. Pengene er blevet suget ud af min konto siden flytningen og jeg er gået i sparemode frem mod jul. BUM.


    (ikke reklame – jeg nævner dem, fordi jeg faktisk synes om dem og ikke fordi, at nogen betaler mig for at sige det)