-
🤬 🤬 🤬
Italiensk opslag 🤬 Patent 🤬 September Hue 🤬 Masser af eder
Italiensk opslag efterfulgt af patent… det overgik mine strikke skills og uanset hvor mange gange jeg så opstartsguiden guiden, gik det i ged for mig.
Jeg skulle kun slå 56 masker op på pind 4,5 – det lignede noget der kunne passe en dukke – så enten et patent enormt elastisk eller også er der en fejl i opskriften.
Derudover har jeg læst mange steder, hvor svært det er, at samle en tabt maske op eller strikke baglæns i patent og hvis jeg endelig fik begyndt på den s**** hue, så skulle det aldrig undre mig, at jeg ville komme til at skulle starte forfra mere end engang.
Jeg forudså, at den ville blive færdig i vinteren ’25.
Løsningen: der blev valgt en anden hue. Originalt strikket i to tråde Sandnes Sunday, men jeg fik samme strikkefasthed med en tråd Sunday og to tråde mohair og er godt i gang.
Det er herfra ikke tilladt at forelske sig i patentstrik.
-
That orange feeling
Gorms romber er fortsat på pindene, men jeg har fået en bestilling på en September Hue i hidsig orange og den får lige første prioritet… det barn der evt. skal i romberen er alligevel først færdigbagt i starten af sommeren, så det når jeg nok.
Huen er strikket i patent. Endnu en teknik jeg ikke har prøvet før, men jeg har fundet nogle gode hjælpevideoer og så tænker jeg, at det kan jeg sikkert også godt finde ud af, selvom det bestemt ikke ligner fjernsynsstrik.
Det er dæleme også blevet hue- og vantevejr… vinden bed i ansigtet og næsten-nøgen-Bob mente bestemt ikke vores luftetur behøvede at være ret lang.
Jeg var enig.
-
Dr. dyr
Vi har været til det årlige eftersyn hos Dr. Dyr.
Begejstringen for at komme til dyrlæge ville ingen ende tage. Endelig nogen, der kun så på dem og havde masser af godbidder.
Bob var den første på bordet.
Han vejer 10,6 kg og jeg fik meget ros for den fine foderstand han er i trods kastreringen.
Jeg synes, at han virker ‘buttet’ i forhold til Irma, men det er kun fordi det er to helt forskellige typer.
Han blev vaccineret og passet blev stemplet.
Irma vejer 11,1 kg.
Jeg får lyst til at tilføje… KUN 11,1 kg.
Jeg havde forventet 1,5-2 kg mere end Bob, men blev snydt. Ikke fordi hun er meget større, men fordi hun fremstår langt mere muskuløs og føles langt tungere at løfte på.
Vi fik talt om hendes første løbetid og om den dårlige oplevelse den havde været.
Jeg var ikke bekendt med, at tæver kan have ondt på samme måde som kvinder kan have menstruationssmerter, men det kan de. Og i hvert fald første gang, er det en helt ny oplevelse som hun ikke har anet hvad hun skulle stille op med.
Jeg tror, at jeg afventer løbetid to inden jeg beslutter hvad der skal ske. Der er både for og imod sterilisering – på positiv siden kan man spare en tæve for mange sygdomme fremadrettet ved at sterilisere tidligt.
Der var intet at bemærke på nogen af dem og han synes, at de begge er så fine, at han bad om opdrætters kontaktoplysninger til en anden kunde, som netop har mistet netop en fransk bulldog.
-
Løbetid
Irmas første løbetid var en træls oplevelse for hende. Rigtig træls.
Til gengæld har der så ikke være tegn på falsk drægtighed overhovedet. Hun har hverken lagt mælk ned, bygget rede eller gået forvirret rundt med en bamse.
I morgen er der bestilt tid til vaccination og sundhedstjek af begge dyr, og så må jeg tage en snak med Mogens Dyrlæge… måske har han en ide til hvad vi kan gøre for hende, hvis næste løbetid bliver lige så træls.
Jeg vil helst undgå sterilisation, men på den anden side synes jeg også, at det er synd, hvis hun 2 x 3 uger om året skal have det så skidt.
-
Winter Wonderland
Weekenden har været dejlig kold og klar.
Og glat.
Efter mit sidste stunt er jeg blevet lidt mere forsigtigt. Jeg har stadig ondt i håndleddet og kan nemt forestille mig, hvor ondt det vil gøre at falde på det endnu engang.
Vi startede søndagen i skoven mens solen brød horisonten. Minus 6 grader og ikke et øje i skoven.
Der ligger fortsat et fint lag sne i skoven og med negative tal på temperaturskalaen så langt øjet rækker forsvinder den heldigvis ikke bare sådan lige.
Dagen tiltaget med 01:41 og der er håndbold finale lige om lidt.
Det vil jeg ikke klage over.
-
Sømandsbobler
Mens jeg venter på at forsyningen af islandsk garn bliver normaliseret strikker jeg til mormor- /gavekassen. ‘Nogen’ skal være farfar igen og denne gang satser jeg altså på en pige 🙂
Det er en Gorms Romber fra Knitting for Sif, jeg har på pindene og teknikken med sømandsboblerne er ny for mig.
Det er hyggeligt at sidde med de små ting, og på pind 3 er det heller ikke projekter, der bare flyver af pindene og slet ikke når hver 5. pind kræver koncentration.
Jeg ved godt det er hipt med børn i jordfarver, men jeg holder altså af børn i farver, så der er indkøbt både pink og petrol til romber, kjole og og tights.
Garnet er ‘super wash’ – ikke med min gode vilje – men hos nybagte forældre forestiller jeg mig ikke, at uldvask og liggetørring har høj prioritet og som strikker ville jeg da bliver ked af, at det blev engangs beklædning, som enten ikke blev brugt eller ødelagt i vask.
-
Græsk fransk møde
Vi lod ‘drengene’ blive hjemme og lod Ella og Irma lege uforstyrret af hanhunde nykker.
Ella kan løbe solen sort, men den bette Irma følger ret godt med og først efter 3 kvarters stormen rundt blev tempoet sat ned.
Vi var helt enige om, at det var en succes og ikke sidste gang vi lod de to lege.
Bagefter fik Bob en god travetur alene og han lignede en der nød at have sin matte helt for sig selv.
-
4 år med tab af almen tillid
I et indlæg tilbage i 2015 fortalte jeg om min moster, som havde et forhold til nazisten og biografdirektøren i Frederikshavn, Hakon Jarle.
Min moster i Hakon Jarles bil som den tyskervenlige biografdirektør kunne holde kørende hele krigen trods benzinrationering. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket med Hakon Jarle efter hans arrestation, men det gør jeg nu.
I det hele taget har avisarkiverne været særdeles gavmilde med artikler om både Hakon jarle, men også om nogle af min mosters brødre, mine onkler. Og det er ikke kun for det gode. Mere om det senere 🙂
De to artikler herunder er fra henholdsvis 1945 og 1950 og fortæller blandt andet, at Jarle blev idømt 4 års fængsel med tab af almen tillid i 5 år.
Tab af almen tillid – hvad har det mon dækket over?
Min moster blev på et tidspunkt i deres forhold installeret i en lejlighed på Vesterbro i Aalborg. Jeg forestiller mig, at det har været mere bekvemt for ham at aflægge hende et besøg i en lidt større by og uden det betød at familien måtte sendes til Norge.
Blandt mine mosters billeder fandt jeg et taget fra lejligheden og hen mod Limfjordsbroen. Præcis hvornår det er taget ved jeg ikke, men jeg ved, at tyskerne som noget af det første besatte Limfjordsbroen og her ser passagen ud til at være fri, så det er nok fra efter 45.
Min Moster var en skøn og skør dame med – hvad jeg har kunnet stykke sammen af historierne om hende – en rigtig dårlig dømmekraft når det gjaldt hendes valg af mænd. (er det mon arveligt?)
Hun er født i 1919 og ud fra hendes alder under krigen vil jeg tro, at Jarle har været et af de første dårlige valg hun har truffet – i hvert fald set med mor Marens øjne!
Jeg tegnede en måneds abonnement til Nordjyske fordi der var en artikel om en af Hals’ rigmænd jeg gerne ville læse og det giver så samtidig adgang til arkiverne for 9 nordjyske aviser udgivet tilbage fra 1800 tallet.
Det har jeg fået meget sjov og ny information ud af.
-
Man skal kæmpe for sin kærlighed. Også om mandagen
Det er en dejlig bog Anders Agger har lavet. Den kredser om det emne mange af os på et eller andet tidspunkt i livet har stiftet bekendtskab med og måske har opgivet at forstå… kærligheden!
Det er fine historier om mange slags kærlighed, fortalt gennem forskellige mennesker, kendte og ukendte. Fælles for dem er, at de har elsket, elsker og er elsket.
Min favorit er den om Anders Jørgen Dolleris, som starter i kapellet i Ringkøbing Kirke, hvor han siger farvel til sin samlever gennem 55 år, Donald Sim. De levede et godt liv ude i verden, men valgte at komme hjem til Vesterhavet for at leve videre, blive gamle og dø.
En anden er om Vita og Hans Fyrstenborg, som bor på en slægtsgård i Sædding lidt uden for Skjern. Det er Vita, der siger: Man skal kæmpe for sin kærlighed. Også om mandagen. Det er en historie om to menneskers vidunderlige kærlig til hinanden – selvom det ikke var noget, der blev talt så meget om.
Det handler om at flytte kærligheden fra hjernen og ned i hjertet. Noget, man kan have lyst til at sige til dem, der har en tendens til at være meget rationelle, når de overvejer at kaste sig ud i et forhold: ”Prøv nu bare at flytte det ned i hjertet, og find ud af, om det taler til dig. Kan du mærke den? Kærligheden?”. Det er måske i virkeligheden den mest konkrete øvelse, når det kommer til kærlighed: Det at overgive sig.
Lydbogen er oplæst af Agger selv og kan man li’ hans nænsomme vestjyske facon (jeg er vild med den), så er det skønne 6½ time i godt selskab. I lydbogen går man så til gengæld glip af Mingos sikkert smukke billeder, der ledsager historierne. Jeg må ønske mig bogen og lytte igen. Det tåler den sagtens.
Blev jeg klogere på kærligheden?
Næ.
Jeg vil sige som Agger starter bogen med at skrive: jeg ved cirka ingenting om kærlighed. Men jeg blev forført af historien om de andres kærlighed og det kan også noget.
-
Den (næsten) 100 årige var på besøg
Det er et dejligt hus du har… bor du her alene? spurgte hun. Da jeg svarede bekræftende, sagde hun med et skælmsk glimt i øjet: det er ikke sikkert du bliver ved med!?!.
Tilbage i bilen havde hun nævnt over for sin søn, hvor sød hun synes jeg var.
Mon jeg havde besøg af byens ældste Kirsten Giftekniv 😉
