• Et øjeblik...

    Men hvem tæller

    De første arbejdsdage efter ferien blev stille – både på kontoret og på motorvejen. Det er tydeligt at mærke, at der fortsat er mange, der holder ferie.

    Mine søde kolleger havde gjort deres for at holde min opgavebunke nede – snart er opgaverne deres, så mine tre ugers ferie var en god øvelse.

    Jeg har brugt de sidste par dage på at rydde op i skuffer og skabe.

    Egne skuffer og skabe.

    Min tid lakker mod enden og og de stille dage var oplagte til at gennemgå alt det, der har hobet sig op gennem årene.

    Meget kunne kasseres, men jeg fyldte alligevel to bæreposer med ting som skulle med hjem.

    146 dage i alt tilbage.

    Min teamleder har luftet muligheden for at jeg kan stoppe før – evt. med tilkald. Når mine opgaver er overdraget er der ingen grund til, at jeg sidder og piller næse – så antallet af arbejdsdage er en smule uvist.

    Sikkert er det, at jeg afholder det meste af resten af min ferie i december, så der bliver rigtig god tid til alle juleforberedelserne i år. Og til en dejlig tur til London med min yndlings pode.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Sommerferie

    Man har en plan indtil…

    Torsdag måtte vi en tur omkring Mogens dyrlæge. Igen er det Bob, der har været uheldig. Det er spøjst, at det altid er ham, der kommer galt af sted, for det er Irma der er tonseren.

    Nå men, en delvist afrevet klo på et bagben måtte nødvendigvis behandles.

    Mogens synes vi i første omgang skulle vælge den mest skånsomme behandling og lade kloen blive siddene og håbe på, at den enten får fat igen eller også, at den bliver siddende til en ny vokser ud under den.

    Han fik så hatten passede i går og er stadig temmelig påvirket af behandlingen. Hjemme behandler vi med salve og fra i morgen også antibiotika og smertestillende. Og krave.

    Det betyder selvklart, at han ikke skal slæbes med ud på mange timers biltur i det nordjyske, men i stedet have ro og kun ud på kortere lufteture.

    Sådan kan planer ændre sig på ganske kort tid.

    Det er min sidste reelle feriedag i denne min første 3 ugers ferie.

    Det får jeg ingen som helst problemer med at vænne mig til – om 152 dage 🙂

  • Et øjeblik...

    Tversted må vente lidt

    Jeg have en plan om at hundene og jeg skulle på tur i dag, men efter en nat med kun nogle ganske få timers søvn besluttede jeg at udsætte den.

    Jeg ved ikke, hvad der var efter mig, men kl. 3 lå jeg fortsat og roterede i sengen – og med en tidlig tid hos lægen var der ingen vej udenom at stå tidligt op.

    Vi har tilbragt dagen i gårdhaven med strik, kaffe, fotografering og – for hundenes vedkommende – en ordentlig skraber.

    Mens jeg sad under parasollen tikkede der et godt tilbud ind på det hotel, jeg har haft kik på til vores jule-London-tur. Det er helt nyt fra 2023, beliggende i Westminster og i gå afstand til Victoria Station – og nu er der reserveret et Deluxe twin værelse – fint skal det fandeme være!

    Det er bestilt med mulighed for at afbestille helt op til dagen før ankomst, hvis der skulle komme noget i vejen.

    Jeg har kun en enkelt gang bestilt hotel og flybilletter gennem Momondo, Trivago, hotel.com og hvad de nu hedder. Min oplevelse er, at man kan få et bedre og billigere hotelværelse ved at henvende sig direkte til hotellet – og det samme gælder flybilletterne.

    Det bliver SAS/Norwegian via Kastrup eller KLM via Amsterdam. Det finder jeg ud af, når vi kommer lidt længere hen på året.

  • Sommerferie

    Ferieuge 3

    Sidste uge af min ferie er begyndt og med noget mere energi end uge to. I sidste uge var jeg – uvist af hvilken grund – så træt og energiforladt, at jeg bare dimsede rundt herhjemme og i nærområdet.

    Det ligger ikke rigtig til mig at sove midt på dagen, men i sidste uge måtte jeg have mig en middagslur for at klare mig gennem dagene.

    I morgen har jeg nogle blodprøver, der skal tages fra morgenstunden og direkte derfra går turen til Tversted … loppetur og et besøg hos Isager garn med madpakke og hunde.

    Onsdag bliver jeg i byen. Der er marked i Hals og dermed turister og biler overalt. Jeg har ingen p-plads ved huset og er henvist til at parkere ved skolen. Flytter jeg den på en markedsdag får jeg ikke et ben til jorden, når jeg kommer hjem.

    Det er fint for byen er rigtig hyggelig med masser af boder og gøjl.

  • Sommerferie,  Strik

    Feriemode

    Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste har sovet til 8:30, men det gjorde jeg i dag. Mon det er ‘feriemode’, der endelig er blevet aktiveret efter de første 2 uger?!?

    Der er blevet strikket en del, læst en del og gået lange ture.

    Jeg nåede ikke helt i mål med den lille restetrøje til Solveig – der kom noget spændende ind fra højre – men det sidste halve ærme når jeg helt sikkert inden sweater sæsonen sætter ind.

    I sidste uge købte jeg et fed håndfarvet Rauma Finull og det har fået selskab af en jeansblå finull og jeg synes det bliver rasende pænt.

    Det er en opskrift oversat fra ukrainsk/engelsk og der er helt tydeligt ikke gjort noget for at gøre den forståelig.

    Der er 3 forskellige halsåbninger at vælge mellem og beskrevet helt håbløst. Desuden synes jeg, de er mindre heldige i udførelsen, så jeg lavede en helt almindelig 2×2 rib og og på sidste pind udtagninger så jeg startede med samme maskeantal, som i opskriften – uden vendepinde og langt enklere end opskriftens flæserib (jeg bryder mig ikke om flæser).

    Der er lange floteringer i mønstret, så jeg måtte konsultere youtube og det er heldigvis nemt at væve den lange tråd ind undervejs.

    Jeg elsker at strikke i Rauma Finull – den er formstabil og holder sig smuk selv efter mange års brug.

  • Strik

    Ufærdige projekter

    Mandagformiddags silende regn betød ophold indendørs, strik og kaffe.

    Jeg afventer at modtage noget håndfarvet Rauma finull og i ventetiden får jeg gjort noget ved et par ufærdige projekter, der ligger i strikkekurven.

    Blandt andet denne lille brune restesweater til Solveig. Hvorfor den havnede i strikkekurven står hen i det uvisse. Den mangler kun nogle få cm af kroppen og ærmerne – det burde jeg kunne nå på relativ kort tid.

    Der skal broderes noget på den, men det er den sjove del, så det kan jeg nok få gjort.

    Et andet hængeparti er forlængelse af ærmerne på min Celeste sweater – bare 3-4 cm. Når armene hænger lige ned, passer længden fint, men fordi jeg har valgt vide ærmer, så stumper de så snart jeg bøjer armene. Det irriterer mig og nu vil jeg altså prøve om jeg kan pille sømmen op og stikke dem lidt længere.

  • Solveig,  Tumling

    Fejres skulle hun også

    To års fødselsdag med boller, lagkage og eget vandland med rutchebane og bassin.

    Det sidste var klart det bedste synes Solveig og hun var drivvåd og rigtig godt underholdt hele eftermiddagen.

  • Solveig,  Tumling

    Solveig – 2 år

    Verdens allersødeste Solveig bliver 2 år i dag.

    Det er ikke blevet nemmere at fotografere hende for der er fart på og hun sidder sjældent stille længe nok til at hendes gamle mormor kan nå at indstille kameraet.

    Hun løber sine egne vegne og gerne i fuldstændig modtsat retning af, hvor vi er på vej hen. Hun vil have det hele, hun vil have det nu, hun vil gøre det selv og hun skal gerne afprøve utallige gange om det ‘nej’, nu også betyder ‘nej’.

  • Sommerferie

    Madhåndværk – butik

    I Asaa ligger restauranten Madhåndværk og i forbindelse med den en virkelig lækker slagter/delikatesse. Den har ikke åbent hver dag, men i dag kørte jeg forbi og kunne se flagene udenfor. Det fik mig til at parkere bilen og kigge indenfor.

    Jeg har hjembragt en hjemmelavet spegepølse, farseret porre til aftensmaden og flere små delikatesser som kan gøre salaten lidt ekstra.

    Det er absolut ikke sidste gang jeg lægger vejen forbi, når det skal være lidt lækkert.

  • Senior livet

    Forberedelse

    I formiddag havde jeg et længe ventet møde med en pensionsrådgiver fra Velliv. Jeg har sparet op hele mit arbejdsliv og det er den opsparing, der kommer mig til gode nu.

    Selvfølgelig havde økonimien været bedre, hvis jeg havde ventet 5 år, men jeg er ret tilfreds. Jeg bliver ikke en fattig pensionist. Heller ikke en rig, men jeg kommer ikke til at gå sulten i seng.

    Det var et noget skuffende møde. Jeg var blevet bedt om at forberede mig og havde sendt en rapport fra pensionsinfo.dk og havde derfor forventet, at vi skulle kigge på nogle tal. Det skulle vi åbenbart ikke og jeg var ikke ret meget klogere en halv time senere.

    Resten af første fridag gik med noget praktisk arbejde. Jeg fik sat et par ekstra hylder ind i et skab, renset et afløb og et par andre hængepartier.