I dag fik jeg en mail, som indeholdt en længere mail korrespondance mellem to mænd. Hvad den handlede om er sagen ligegyldigt, men det der undrede mig var, at de begge underskrev sig “Knus xx”.

Jeg ved godt, det er meget brugt. Poden bruger det til alt og alle: “knuzzzz” – men det hører jo også mere hendes generation til. Og jeg skal ærligt indrømme, at det skurrede en anelse i mine øre/øjne at se det blandt to voksne mænd 😕

Eller er det bare mig?

På mig virker ordet meget “intimt” og det er bestemt ikke ét jeg kaster i grams! Jeg bruger den afskedshilsen til de ganske få mennesker, jeg har inde under huden, mennesker som jeg har tæt på og som jeg rent faktisk også fysisk knuser! Og det er ikke ret mange… men sådan er jeg! Tidligere blev jeg decideret skræmt, når jeg kom ind i familier, hvor hilseritualet er et knus. Det overtrådte i den grad min privatsfære og gør det stadig, selvom jeg er blevet meget mere afslappet omkring det. Måske skulle jeg i virkelighed blive bedre til det. Knuse altså!

Argumenterne for, er mange og gode

Knus er dejligt.
Modvirker ensomhedsfornemmelser.
Åbner for følelsernes sluser.
Opbygger selvtilliden. (Whaauw! Han gav mig et knus).

Knus slapper nerverne af.
Holder arm- og skuldermuskulaturen i form.
Medfører strækøvelser hvis du er lille.
Medfører bøjeøvelser hvis du er høj.
Frembyder et sundt alternativ til promiskuitet.
Bekræfter vi er fysiske væsener.
Er et hundrede procent demokratisk – alle er valgbare til et knus.

Knus er fuldt ud økologisk forsvarligt og nedbryder intet miljø.
Kræver ikke speciel opbevaring.
Gør gode dage bedre.
Gør umulige dage mulige.
Fylder de tomme minutter i livet.
Og bliver ved med at gavne os længe efter at knuset er ophørt.
(fra bogen “Knus hinanden)

Knuser du til højre og venstre… fysisk og/eller skriftligt?