• Et øjeblik...

    Det var da altid en start

    Der hænger nyvasket sengetøj på tørresnoren i haven… det var da altid en start.

    Det smukke forårsvejr indbyder nu langt mere til skovtur end til oprydning og rengøring – men i dag skal jeg!

    Så jeg må hellere…

  • Et øjeblik...

    Metropol

    Poden og jeg så “Kærestesorger” i Metropol i Aalborg her til aften. Efter forholdene i andre danske biografer, er det en meget lille biograf med 3 små sale. Til gengæld er den langt langt hyggeligere end den store nye vi har i byen, og vises en film begge steder, vælger jeg helt klart at se den i Metropol.

    I 50 år er det familien Elimar, der på det nærmeste har haft monopol på at vise biograf film i Aalborg. Og i forbindelse med 50 års jubilæet er der lavet to glasmosaikker, der hænger i Metropol. De er ret store og viser på en sjov, anderledes og nærmest 2 dimentional måde biografernes historie.

    Jeg synes de var så flotte, at det lille kamera måtte op af tasken!

    … i øvrigt: god film og god mad 🙂

  • Et øjeblik...

    Ualmindelig ualmindelig

    Jeg har frygtet den dag poden blev 13-14-15 år. Frygtet at skulle hente hende døddrukken fra et halbal. Frygtet at mærket lugten af cigaretrøg i hendes tøj. Frygtet at se hende med piercinger og sortmalede øjne. Frygtet hun skulle blive væk uden aftale. I det hele taget frygtet, at måtte gennemleve nogen af de ting, man næsten ikke tør tænke på som mor.

    Om 25 dage bliver hun 15… så kom vi langt, uden nogen af mine bange anelser er blevet til virkelighed. Hun kan være sur og tvær og på tværs som enhver anden teenager… men stole på hende, det kan/gør jeg!

    Jeg tror, jeg er ualmindelig heldig at være mor til en ualmindelig dejlig pige!

    Denne ualmindelige heldige mor og hendes ualmindelig dejlige pige vil snart ta’ bussen til Aalborg. Vi skal i biografen og meget apropos se Nils Malmros’ film “Kærestesorger” og bagefter spise på vores yndlingsrestaurant “Kunst og Spaghetti“.

    Sådan gider vi nemlig godt tilbringe en lørdag 🙂

    Hav en ualmindelig god en af slagsen derude… lørdag altså!

  • Et øjeblik...

    Fredfyldt fredag

    Det var ting hun skulle nå i dag… poden! En tøsefødselsdag med bowling, restaurantbesøg og overnatning – og dermed dejlig fredagsfred til mor.

    Jeg tror, hun i al sin travlhed har været lidt nærig med gåturen med den rødhårede, som pustende vimsede omkring mig da jeg kom hjem. Velsagtens hendes måde at fortælle mig , at hun trængte til at komme ud og spæne.

    Og det kom hun så…

    200309-collage1

  • Eyecandy

    Close up

    Weekend bliver gået i møde med huset fyldt med friske forårsbebudere.

    Jeg lagde vejen omkring Le Fleur i Vestbjerg på turen hjem i dag. Her er altid noget, der frister – både blomster og brugskunst. Denne gang en hel favnfuld perlehyacinter og da de stod der i solen på stuebordet fik jeg lyst til forevige de små klokker close up…

    Her kan man komme helt tæt på uden at afsløre rynker og dobbelthager… og skulle der vise sig uregelmæssigheder, hører jeg garanteret ingen klagesang (jf. forrige indlæg).

  • Et øjeblik...

    Suk og smil

    Hun kommer i morgen for 3. gang og skal om-fotograferes.

    Intet er tilfredsstillende! Dobbelthage, poser under øjnene, skæv i hovedet, søvnigt udseende…

    Og..?

    – tror hun mon flere billeder kan ændre fakta?

  • Et øjeblik...

    Hesten hedder Abildgrå…

    Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg faktisk holder af at komme i stalden.

    Som regel når jeg ikke længere end til parkeringspladsen, men i dag tog jeg mig god tid til at hente poden. Og god tid til at nyde duften af hest og frisk hø. Og lyden af deres stille tilfredse prusten. Her er ikke noget, der haster. Der skal sadles af, strigles, serveres gulerødder og nusses – og det ta’r den tid, den slags skal ta’.

    Her vil jeg huske at være noget oftere.

  • Et øjeblik...

    Must have…

    Gucci’en, som jeg købte 1. marts på ebay, er nu på plads på hylden sammen med Clean, Paris, Prada, Vera og alle de andre.

    Jeg er ikke et sekund i tvivl – denne lette frugt-/blomsteragtige duft er kommet for at blive, som en af mine absolutte yndlinge! Den dufter helt vidunderligt… Gucci siger af mandarin, bitter orange, viol, brombær, jasmin og cedertræ.

    Før købet af denne her, vandt jeg en auktion på endnu en Clean duft, som jeg desværre endnu ikke har modtaget. Jeg har i dag prøvet at kontakte sælgeren og så må jeg se, hvad der sker. Heldigvis drejer det sig ikke om ret mange kroner og med de besparelser jeg har opnået på mine tre andre køb… ja, så har jeg stadig vundet.