I påskedagene håber jeg at få besøg fra Norge.

Af et menneske jeg levede sammen med en årrække, og som betød utroligt meget for mig, da jeg var i tyverne. Sidst jeg så ham er vel omkring 16-17 år siden, hvor han, efter endt universitets-uddannelse, forlod Danmark – og mig – for at bosættte sig  i bla. Bruxelles, Pretoria og nu Kristianssand.

Sidste år dukkede han pludselig op på Facebook. Vi har siden mailet lidt frem og tilbage – fundet 20 år frem af gemmerne og blev enige om, at det kunne være “koseligt” at mødes igen engang. Nu skal han så til Aalborg sammen med et par kolleger og kontaktede mig for at høre, om jeg ikke har lyst til at mødes med ham, mens han er i byen. Og selvfølgelig har jeg det. Meget endda.

Vi bærer på en fælles byrde, som ikke bare sådan lige lader sig glemme. For mig et smerteligt minde, et minde som gør at han i alle årene med jævne mellemrum er dukket op i mine tanker og altid har haft en særlig plads i mit hjerte. Dét kan vi så endelig få talt om. Håber jeg!

Jeg glæder mig til mødet, og til at dvæle en stund ved vores fælles fortid.

Han skal være så hjerteligt velkommen.