-
Whats not to like?
Det er fredag og solen skinner fra en blå himmel.
Der er forårstegn i naturen og i min lille gårdhave kan jeg konstatere at tidligere beboere har været rundhåndet med blomsterløgene – der titter i hvert fald spirer op alle vegne af forskellig slags, som jeg kan glæde mig over at se i blomst den næste tid.
Der er ingen planer for weekenden og det er præcis sådan jeg foretrækker det.
Der er nogle praktiske opgaver jeg skal have fikset, men to-do listen er ikke så lang – den kan klares på et par timer og så er resten til ‘fri leg’.
Jeg arbejder fortsat hjemme flere dage om ugen og efter en 1:1 med min nye leder i onsdag ser jeg ind i en tid – også efter Corona – hvor jeg gerne må tage en dag eller to hjemme om ugen.
Han var helt uforstående overfor, at nogen overhovedet kan stortrives med hjemmearbejdet, men det gør jeg og det accepterede han.
I dag har jeg dog været på kontoret. Mutters alene. Lyset er slukket omkring mig flere gange i dag, så jeg lige har måttet op og lave en sprællemand for at få det tændt igen. Måske meget godt at jeg var mutters alene.
-
Nordkapp
Jeg har kastet min kærlighed på de norske klassikere som jeg synes kan noget – og købt garn til en Nordkapp kofte.
Opskriften er grundigt læst og det er ikke bare sådan lige. Der skal sys, klippes op, samles masker op ikke bare til knapstolper, men også til at dække klippekanten.
Jeg ved ikke, om jeg magter det.
I samme hæfte er en rundstrikket Nordkapp genser. Et mere overkommeligt monteringsprojekt.
Foreløbig er jeg gået i gang med ærmerne – de er nemlig strikket ens på begge modeller og så har jeg tid til at træffe en beslutning og åben eller lukket.
Garnet er Mini Alpakka fra Sandnes og strikket på pind 3, så det er ikke en beslutning jeg behøver at træffe i morgen.
Norske opskrifter – i hvert fald de klassiske – er strikket nedefra og efterlader et hul under ærmerne. I flg. vejledningen skal maskerne lukkes af, men er der nogen bedre måde at gøre det på? Jeg bøvler med at få sammensyningen pæn. Jeg har overvejet om jeg kunne sætte maskerne på en tråd i stedet for at lukke dem og så sy/lukke de åbne masker efterflg. med maskesting, men kan ikke gennemskue om det vil fungere… hvad tror du?
-
Det var ikke kun strik
Weekenden gik også med andet end at strikke.
Søndag kørte vi en tur nordpå.
Jeg roder fortsat med slægtsforskningen og jeg kan se, at en del af mine forfædre er begravet på Frederikshavn Kirkegård. Det fine vejr lokkede os ud på tur. Den gik nord på af kystvejen og så tænkte jeg, at jeg da lige ville gå en tur på kirkegården og se om jeg kunne finde nogen af dem.
Hvad jeg ikke lige havde forudset var størrelsen af kirkegården.
Den er stor.
Meget stor.
Skal jeg gøre mig håb om at finde en bestemt sten, skal det vist være en dag kirkekontoret har åbent.
På den nordligeste del af kirkegården er gravpladser for tyske og engelske soldater, der er faldet i og omkring Danmark, samt tyske flygtninge fra efterkrigsårene.
Der var overraskende mange kors og navne på den tyske del af kirkegården. 1220 for at være helt præcis.
På den anden side af stien ligger 62 britiske og 4 amerikanske flyvere begravet. Meget unge mænd – nogen uden navn – som aldrig kom hjem fra krigen.
Det kunne jeg så dvæle lidt ved og tænke på de pårørende, som fik den ulykkelige besked og som end ikke fik mulighed for at begrave deres kære. Nogen tænker på dem for både på tysk og engelsk side lå der blomster ved enkelte sten.
På turen hjem kørte vi omkring Voersaa havn. Et fint lille sted med små røde fiskerhuse og en langstrakt mole ud i havet, hvor vi kunne gå en tur og hundene kunne finde mange nye dufte.
-
Nancy
Hvad har du lavet i weekenden, Mette?
Jeg har strikket en sweater!
Maskerne blev slået op i fredags og nu ligger den nyvasket og klar til at blive pakket ind. Det er en Nancy Sweater i str. 2 år, så det tog ikke lang tid.
Jeg havde 4 nøgler gråt Sandnes Smart garn, som jeg troede, at jeg skulle strikke sokker af. Det er så en disciplin jeg ikke helt mestre, så i stedet supplerede jeg med et nøgle i kit, blå og terracotta og så kunne der bliver en lille fin Nancy Sweater ud af det.
Håber den falder i god jord der, hvor den skal hen.
Opskriften kommer fra hæftet ‘Norske Ikoner – tema 51’. I samme hæfte er en Nordkapp cardigan som jeg er meget varm på til mig selv.
Den er strikket rundt og efterfølgende klippet op – en disciplin jeg heller ikke har prøvet siden jeg strikkede lusekofter til Eric for snart en menneskealder siden.
Mon jeg kan endnu?!?
-
Kristtjørn Sweateren
Så blev den færdig – Kristtjørn Sweateren – og skal jeg sige det selv, er den blevet ræddi ræddi pæn.
Designet er Hanne Rimmens og den er designet som ‘julesweater’, men i knap så julede farver synes jeg sagtens, at den kan bruges i februar også.
Det er første gang jeg prøver en af hendes opskrifter, men ikke sidste. Det er smukke moderniserede klassiske mønstre og opskriftsbeskrivelsen er nem og enkelt beskrevet.
Kristtjørn Sweateren er strikket i Léttlopi i farverne golden heather og white. Jeg har ændret en smule ved ribben. Jeg bøvler med at strikke 1r 1v rib pænt og tyr derfor ofte til en workaround, nemlig 2 r 1 v, som jeg synes er rigtig flot.
Intentionen var at lave rullekant i halsen, men da jeg prøvede den på lige inden halsribben kunne jeg sagtens strikke 4 cm rib uden den kradse uld kom for tæt på halsen. Så sådan blev det.
I opskriften er der strikket vendepinde i nakken for at gøre den højere, men det er jeg sprunget let og elegant over. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi det ikke var nødvendigt.
Nu har jeg strikket tre meget varme sweatre inden for kort tid – skal vi ikke sige, at jeg næste gang falder for noget mere indevenligt!?!
-
Den sidste møller
Jeg blev kontaktet for et par uger siden af Jesper. Jesper er fra Jerup, hvor Kragskov Mølle stod i sin tid. Han skriver historien om egnen omkring Jerup og dermed også om møllen som han også sendte en del billeder af.
Jeg har i dag brugt en rum tid på at kigge i avisarkiverne og fundet en del om Kragskov mølle som min familie ejede i en lang årrække.
Min tipoldefar Søren Christian Jensen ejede møllen ved Kragskov å og møllen og møllefaget blev i 1920’erne overdraget til hans yngste søn Jens, som drev møllen frem til 1952.
I Frederikshavn Avis fandt jeg en fin artikel om ‘Onkel Jens’ i forbindelse med hans 70 års fødselsdag i 1964.
Den kommer her:
En Mølle? Det er da en bygning, der staar fast placeret i landskabet. Ikke desto mindre er møllen, der staar som minde om møllerne paa Vendsyssels top i Skagens Fortidsminder, blevet flyttet tre gange. Det kan dens tidligere ejer, Jens Peter Jensen, som paa torsdag fylder 70 aar, berette om.
Far (Søren Christian Jensen) kom til Jerup i 1892 fra Taarslev, hvor han ejede en vandmølle, “Krogens Mølle”.
Paa det tidspunkt stod den mølle, der senere kom til Skagen, her i Jerup. Den var forfalden og virkede ikke. Han købte den af Kresten Bech.
Den hed Bækmøllen, fordi den lå med Kragskov aa. Min far døbte den Kragskov Mølle, fordi vor jordlod i sin tid er købt fra Kragskov.
De gamle fortæller, at den kom til Jerup fra Elling i 1830.
Ingen kan fortælle, hvornaar den blev bygget i Jerup.
I Elling pumpede den bare vand til gaarden og var derfor ikke så høj. I Jerup blev der bygget en etage paa samt vinger og møllehus.
Før min far kom hertil, var der to vindmøller og en vandmølle her på stedet, hvor vi bor – i udkanten af Jerup paa arealerne, der grænser op til Kragskov aa sydfra.
Den ene vindmølle, som stod et par hundrede meter vestpaa inde paa marken brændte Steffens aften i 1889. I tre aar maatte Kresten Bech klare sig med vandmøllen alene.
Vandmøllen var turbine drevet, men den var heller ikke i for god stand. Far installerede en ny turbine.
I flere aar klarede vi os endog strygende med vind- og vandmøllen. Blæste det ikke, var der vand i aaen. Var der ingen vand i aaen, blæste det nok.
Vi malede korn i dynger – sommetider dag og nat.
Var der ikke andre vindmøller i nabolaget?
Jo, men se, de gik alle ned. Der var skam vindmøller i baade Vogn og Aalbæk. Desuden var der en mølle mere i Jerup. Den laa vesten for huset, hvor centralen har været. Det hus, hvor murer Kresten Christensen nu bor, har været møllehus.
Disse møller var efterhaanden blevet for gamle, og der var ingen interesse for at overtage dem. De forsvandt alle mellem 1920 og 1930.
Karsten Sørensen paa Aalbæk Gl. Kro var den sidste, der ejede møllen i Aalbæk. Den nordligere mølle i Jerup ejedes sidst af Martin Christenen.
Under 1. verdenskrig var der nok til møllen at male. Vi malede statsbyg, forstaar sig.
Efter krigen kom der et betydeligt fald. Senere fulgte krigsaarene. I krigens tid fik landmændene raad til at installere vindmotorer i gaardene, og de kørte kraftigt, men faldt ned i begyndelsen af 30-erne. De kunne ikke holde.
Herover annoncer fundet i arvisarkivet – alle tilknyttet møllen.
Da havde vi en stor tid. Vi laa centralt, Kragskov Mølle var eneste mølle i omegnen, og vi havde kunder fra baade Vogn, Aalbæk, Knasborg og lokalforeningen. I en lang række holdt bønderne og ventede paa at faa malet. ventetiden blev fordrevet med en kop kaffe i stuen, og historier gik der mange af.
Petroleumsmotorerne vandt frem. Og senere elektriciteten.
Siden gik det stærkt tilbage for Kragskov Mølle. Bønderne begyndte selv at male paa gaarden.
I 1942 fik vi elektrisk lys. Samme år nedlagde vi vandmøllen og solgte turbinen til Sulbæk Mølle i Understed.
Oplandet var ikke stort nok til, at vi kunne oprette en dampmølle. Det sidste aar, jeg havde møllen, var der næsten intet at male.
I 1952 købte Chr. Thagaard i Skagen møllen til Skagens Fortidsminder for kr. 1200. Den blev skilt i stumper og stykker og transporteret til Skagen.
Jeg havde ikke raad til at beholde den – i dag er jeg ked af, at han fik lov at rende med den.
Chr. Thagaard vil ikke af med den igen.
Den ville ellers have pyntet her ved skuret paa sin gamle plads bag mit hus og været en mægtig turistattraktion for gæsterne paa campingpladsen, som jeg oprettede for en maaned siden.
I Skagen faar de ikke lov at gaa ind i møllen og se paa den.
Naturfredningsforeningen burde have købt den og ladet den staa i stedet for, at den blev kørt til Skagen. Borgerforeningen i Jerup var ny dengang, og den havde ikke raad til at købe møllen.
Dengang den stod her, kom der mange og kiggede paa den. Jeg skulle have beholdt møllen og bygget restauration ved siden af.
Mølleriet er en saga blott i dag. Jeg føler ingen trang til at have møllen mere, men sommetider kommer de gamle minder op i én.
Naar der ikke er noget at tjene ved det, er man tvunget til at give afkald.
Desuden kom jeg i 1947 et halvt aar paa sanatorium. I dag føler jeg mig rask – og meget bedre end for 15 aar siden. Gæster? Nej, der her ikke været mange i aar. Det kan være der kommer flere næste aar. Vi skal have lavet forholdene lidt mere moderne på campingpladsen.
De har også handlet med cykler?
Far begyndte at handle med cykler, og saa tog jeg ogsaa fat paa det. Jeg reparerede cyklerne, han solgte dem. Siden 1935 kunne man ikke faa reservedele, og jeg havde nok i møllen – saa ville jeg ikke have mere med cyklerne at gøre.
Fødselsdagen? De er da hjemme, børnene. Der er fire, to drenge og to piger. drengene arbejder paa et snedkerværksted i Finnspang i Norrkøbing i Sverige. Svenska Metallverk, Finnspangverket, hedder det. De er hjemme i anledning af dagen.
Jens Peter Jensen – den sidste møller – døde den 16. december 1973.
-
Hvorfor mon?
Jeg forestiller mig, at hun har fundet balancen mellem arbejde og fritid – og er dygtig til at lægge arbejdet bag sig, når hun går ud fra kontoret.
Hun kan også være typen, der ikke har haft kæmpe ambitioner i sit arbejdsliv, men været tilfreds med at være lønmodtager og på den måde haft tid og overskud til de mere lystbetonede aktiviteter efter arbejdstid.
Endelig er der også den mulighed, at hun netop har haft jubilæum og derfor kan se frem mod at få et ret pænt gratiale sammen med lønnen på fredag.
Men det er alt sammen bare gætværk…
-
Februar lørdag
Vinteren er på retur og vores tur i skoven forgik i et sjap, som jeg sagtens havde kunnet undvære.
Også i gården forsvinder sneen og i dag opdagede jeg en lille buket forårsbebudere, der har klemt sig op mellem fliserne. De må være særdeles hårdføre de små vintergækker for der kan ikke være meget jord at gro i.
Min Kristtjørn Sweater nærmer sig den afgørende fase: bærestykket. Jeg mangler nogle få cm på ærme to før det hele skal samles.
Jeg pønser lidt på en ret åben halskant. Opskriften giver anvisning på både lav og høj hals, men Léttlopi er ikke garn, jeg har lyst til at have for tæt på halsen og på Instagram så jeg en sweater med en ret åben rullekant. Den havde rullekanter alle steder, men gør det noget at der er rib i ærmer og forneden og rullekant i halsen?
Det kan vel altid laves om!
Jeg spurgte strikkeren, som i øvrigt er en mand, om en anvisning, han svarer: 6 rounds with a smaller needle size, bound off purlwise.
Det første er jeg med på, men det sidste… betyder det mon, at jeg skal lukke af i vrang?
Jeg gad virkelig godt et kursus i strik efter engelske opskrifter – det er så mange smukke opskrifter derude, men sproget er en hindring. Jeg gad også godt et kursus i strikke en cardigan rundt, slippe for alle vrangmaskerne og så klippe op… der er stadig udviklingsmuligheder for mine strikke skills. Det er skønt stadig at kunne lære nyt.
Jeg har været flittig fra formiddagen og fået de kedelige praktiske ting fra hånden – resten af weekenden er ren fornøjelse.
God weekend til dig!
-
Service og flexibilitet er en by i Rusland
I hvert fald når det gælder PostNord. Eller PestNord som nogen også kalder det.
Jeg har af mange årsager adressebeskyttelse og kan derfor ikke ændre adresse hos Postnord eller få en modtager flex ordning på min adresse.
På min tidligere adresse krævede det et par års mailkorrespondance, opkald og hvad har vi for at få leveret posten det sted jeg ønskede og ikke det sted de tidligere beboere havde valgt.
Nu kan jeg ikke slippe af med det og slet ikke oprette en ny på min nye adresse.
Hvis du har navne- og adressebeskyttelse hos borger, bliver din adresse ikke opdateret hos PostNord, og det er derved ikke muligt at oprette modtager flex.
Der er mange, der har adressebeskyttelse – det må PostNord kunne nemt kunne finde en løsning på evt. med en ændring via noget NemID, men det vælger de ikke at tilbyde.
Endnu en fantastisk service fra PostNord – eller noget!
Jeg købte i sidste uge en batterioplader til mit nye kamera. Den blev sendt onsdag med Post Nord og er nu – 9 dage senere – endnu ikke dukket op. Havde GLS været en mulighed havde jeg haft varen dagen efter.
-
Dagen derpå
Efter tjenestefridagen i går er jeg glad for den ekstra fridag jeg tillod mig at tage i dag.
Det blev en lang dag i går med gæster stort set hele dagen – både hundene og jeg trængte til en dag – bare os – mig for at lade batterierne op og hundene til geare lidt ned.
De blev begge sendt til afkøling på et tidspunkt i går… alle de mennesker… Bob lignede en, der var ved at få et hjerteanfald på et tidspunkt. De kølede af i det store bur og selvom min kollega var her på det tidspunkt hørte vi ikke en lyd fra dem i et par timer – måske nød de ligefrem selv at tage en lur ovenpå al den opstandelse gæsterne førte med sig.
I morgen er det tilbage på hjemmekontoret – to dage og så er det weekend. Det gider jeg godt.