I går var det 1 år siden, jeg røg på hospitalet med blodpropper i det ene ben og i begge lunger. (Hvis du vil læse hele historien kan du gå i arkivet og læse fra 18. juni 2008 og frem)

Selvom jeg er på den anden side fylder det stadig meget. Det popper op i mit hoved stort set dagligt. På den ene eller den anden måde. Selvfølgelig fordi jeg stadig er i medicinsk behandling og derfor render til de evindelige INR kontroller, men også fordi det fortsat påvirker mig meget psykisk. 

Søvnproblemer, koncentrationsbesvær, angst, indadventhed, hudløshed, grådlabilitet… ting der både for mig selv og for andre, er svære at forholde sig til og som det er svært at opnå forståelse for. Jeg gør mit bedste for at pakke det væk, forsøger at lade noget andet styre mit liv og det lykkes da også i de fleste situationer – men ind imellem og i perioder trænger det sig på og så har jeg det lidt træls. Havde jeg nu brækket benet kunne man se og snakke om det, se en ende på det. Det andet her er så uhåndgribeligt.

Jeg er nu kommet under professionel behandling, og så håber jeg, at jeg i løbet af sommeren får nogle redskaber, så jeg kan få “mit gamle liv” tilbage.

Men det gider jeg i øvrigt ikke tænke mere på i dag. Jeg har ferie. Poden og jeg skal ned og slå vores folder i Portugal og alle de dårlige ting står ikke på min pakkeliste, så dem lader jeg blive hjemme.

Og så god weekend til jer!