-
Tro på alting, selv på lykken
Det blev nøjagtig lige så trist, som jeg havde ventet. Hvad kan det andet i en stuvende fuld Vejgaard Kirke og med tre børn, der har mistet deres mor. Nej vel… det blir ikke meget værre. Og der er ikke noget, der synes ret meget mere uretfærdigt. 47 år blev hun. 47..!
Hendes sønner og brødre bar kisten ud til tonerne af Pia Raug’s “Jeg vil male dagen blå…” som var en af vores sange, Lottes og min… det var mere end den her ellers usentimentale kone kunne klare. Det var så forbandet trist, men også både smukt og stemningsfyldt
Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selv et puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
Jeg vil male dagen blåVi var flere af pigerne fra dengang tilstede i kirken og vi har lovet hinanden, at næste gang vi mødes bli’r det under mere muntre omstændigheder.
Efter bisættelsen tog jeg ind til byen. Jeg følte stort behov for at gøre noget hverdagsagtigt. Håret blev klippet, jeg snakkede hyggeligt med en gammel kollega, købte ind til aftensmad, kørte med bussen hjem. Bare for at gøre noget normalt på den her lorte dag.
I morgen bliver bedre – og jeg vil tro på alting, selv på lykken!
OBS – bare for en ordens skyld
“Jeg vil male dagen blå” hedder faktisk “Regnvejrsdag i november” -
En trist dag
Der skal siges et sidste farvel til Lotte i dag. Hun bisættes fra Vejgaard Kirke kl. 13.
Der er ikke noget, der kan opveje og ændre den her mandag til noget godt.
Så skal vi ikke bare se af at få den overstået.
-
Nu er den der vist…
Den har voldt visse problemer hendes nye Fatboy…
– men nu ser den da vist ud til at være ganske komfortabel 🙂
-
Er det allerede…
Endnu en uge er gået… ikke en af de gode i min verden. Jeg synes efterhånden godt, at jeg kunne trænge til bare en smule medvind. Hver eneste gang der sker noget positivt, er der nogen eller noget, der stikker en kæp i hjulet på min glæde… og det er jeg rent faktisk ved at være temmelig træt af. Temmelig meget træt.
Jeg har besluttet at trække stikket ud i weekenden – både her og der – og bare nyde samværet med poden og den rødhårede. Vi vil i hvert fald kun hinanden noget godt. Enkelt og ligetil.
Førstnævnte forkæler mig enddog denne eftermiddag. Med kaffe i haven. Hun er sød. Jeg vil sætte mig derud og nyde den og min nye lækre bog: Photoshop CS4 for digital photographers.
God weekend… måske høres vi ved… måske ikke!
-
Burka
Har vores dyrt betalte politikere dog ikke andet og vigtigere ting at beskæftige sig med end muslimske kvinders klædedragter. Sidste nyt på den front er at regeringen vil nedsætte et “Burka-udvalg”… sikke noget pladder at bruge tid på. Og hvor mange kvinder ser man lige på gaden i Danmark iført burka/niqab?
Selvfølgelig skal man kunnne kræve at se kvindernes ansigter i situationer, hvor man skal identificere sig: socialkontor, paskontrol osv… men ellers synes jeg afgjort ikke, man hverken skal eller kan blande sig i hvordan folk går klædt.
Måske kunne burkaen ligefrem være et ganske praktisk klædestykke at have i skabet. Tænk bare på weekend morgener når jeg er ude med den rødhårede i nattøj og morgenhår… det hele kunne nemt og elegant skjules af sådan en fætter. For slet ikke at tale om, at den ville yde super beskyttelses mod sommerens klæg plage…
Der er måske også situationer, hvor den er knap så praktisk 😉
-
Grønt
Jeg havde helt glemt, at jeg faktisk er taget ud af Marevan behandling og igen gerne må fylde mig med grønne grøntsager.
Den mulighed benyttede vi os af i aften med vores yndlings pasta/broccoli/skinke ret.
Jeg venter fortsat på svaret på de allersidste blodprøver. Så indtil videre hedder det sig, at jeg holder pause i behandlingen. Jeg blev lovet en svartid på 2 uger, men hospitalet og vi andre dødelige lever altså ikke efter den samme tidsregning. Sådan er det. Man kan lige så godt indstille sig på at vente i det system.
Så det gør jeg bare..!
-
Sommervarme over Nordjylland
Chefen gi’r is. Nu.
Til samtlige 1000 medarbejdere.
Sådan!
-
Næserynken
Mens jeg var i kassen med gamle fotos fandt jeg disse af… ja, undertegnede 🙂
Der er altså noget med den lille næse…
-
For skidt til at være sandt
Det gik lidt hen over hovedet på mig i går, at Charlotte er død – og jeg måtte åbne den mail fra hendes bror mere end én gang bare for at være sikker på, at det ikke var en eller anden syg joke. Det var det desværre ikke.
Så fandt jeg alle mine gamle fotos frem og rodede lidt i vores lange og fælles fortid. Her er et par stykker fra vores sidste skoledag, hvor hun gi’r den som “Go’e gamle fru Olsen” og svinger matematiklærer Carlsen i en heftig jitterbug.
Der er netop sådan jeg vil huske hende. En humørbombe, altid med en kvik bemærkning og et smil på læben.
-
:-(
Jeg fik en rigtig rigtig trist besked sent i aftes. Min bedste veninde gennem det meste af skoletiden er død. Bare sådan der. Ingen forklaring. Ingenting.
Vi var ikke nære veninder længere, men havde dog de seneste år genoptaget en jævnlig og hyggelig kontakt.
Jeg er sådan lidt rundt på gulvet og ved ikke lige, hvad jeg skal gøre og gribe i.
