-
En snegl på vejen
Regnen trommede på loftsvinduet da jeg vågnede og der var helt stille nedenunder i hundekurven. Ingen grund til at stå tidligt op. Hundene kan alligevel ikke fordrage at blive slæbt ud i regnen, så jeg blev liggende en time ekstra.
Over middag var der et længere ophold i regnen. Vi kørte ud til Ølandsvej og gik os en tur. Det er såden en tre-i-en tur. Skov, strand og hede på en og samme tur. Og ikke ret mange mennesker på en regnvejrsdag.
Jeg havde håbet på en Pinse med masser af udeliv. I stedet har vi mest været inde. Jeg har gang i ikke mindre end tre strikkeprojekter, så på den vis er regnen velkommen. Mens jeg strikker, har jeg gang i at gense ‘ Rejseholdet’, som er fint strikke tv.
Irma er i løbetid og det er desværre ikke nogen bedre oplevelse end første gang.
Jeg har haft tæver i løbetid før og det har aldrig været noget de har været påvirket af på den måde.
Jeg tænker, at der står sterilisation på programmet i min sommerferie til august. Jeg har hørt fra de mennesker, der har hendes mor og kan forstå, at også hun havde det svært med sine løbetider… måske kan sådan noget være arveligt!? Hun blev steriliseret efter Irma og Hans blev født.
-
Onkel Enoch
Der er mange, for mig, ukendte personer i de fotografier jeg har fået fra både min forældre og fra min moster, men min mors kusine Jonna er fuld af gode historier om de fotos, jeg har spørgsmål til:
Jeg sendte billedet til min fars kusine i Fr.havn. Hun er jævnaldrende med din mor. Hun fortæller, at hun var på besøg i København og en dag tager de 2 unge damer en tur til Malmø. De sidder på en bænk da en nydelig herre kommer og snakker med dem. Han vil gerne fotograferes sammen med og have billederne sendt. Det gør Lizzie så – og hun bliver “penneven” med onkel Enoch.
Kort tid efter fortæller Lizzie, at hun skal giftes – og så sender han et halstørklæde til hendes mand, som han selv har vævet. Lizzies mand har det endnu!! Da hun fortæller ham, at hun har fået en søn – får han også et hjemmevævet halstørklæde. Lizzie har forbindelse med ham lige til han dør.
Så det er altså onkel Enoch min mor her er fotograferet sammen med. Ham havde jeg aldrig hørt om før og det minder mig igen om, hvor ærgerligt det er, at denne forbindelse til Jonna først blev skabt efter min mors død – der havde været meget at tale om og mange minder, der måske kunne vækkes i min mors demente hjerne.
(Familie krøniken noteres mest her for min egen skyld. Hvis jeg engang bliver dement har mine pårørende noget at hive frem og tale med mig om 😉 )
-
Corona hår
23. november 2020 var sidste gang jeg sad i frisørstolen og nu har jeg endelig taget mig sammen til at bestille en tid til den helt store tur, men først om 4 uger. På det tidspunkt er første vaccination overstået og jeg har dermed et gyldigt coronapas, som jeg kan vifte med ved indgangen.
Mit hår er den ondelyneme også blevet langt. Hvor meget Hanne får lov at klippe af har jeg ikke besluttet. Måske kun det nødvendige. Måske til skulderen.
Kan man ikke godt have langt hår, selvom man for længst har rundet de 50, eller kommer man til at ligne en heks?
For bare ti år siden var det ikke så almindeligt, at midaldrende kvinder lod håret været gråt og langt.
Jeg har haft kort hår, endda meget kort, det meste af mit voksenliv og føler mig meget anderledes med mit lange hår. Måske endda lidt mere feminin – i hvert fald når jeg også tager kjole og makeup på (og guder skal vide, at jeg er aldrig har været feminin).
-
For 100 år og en madpakke siden
Hvad jeg præcis ledte efter glemte jeg, for fundet af en kasse fyldt med billeder kom til at optage mig mere – som den slags har det med at gøre.
Kassen indeholdt blandt andet dette billede taget i Norge omkring byen Åndalsnes.
Genseren har jeg selv strikket. Garnet er hentet på Rauma Ullvarefabrik, som ligger tæt ved og opskriften er fra samme sted.
Jeg synes, at trøjen er ret fed – også her cirka 35 år senere – og det fik mig til at lede efter opskriften.
Jeg troede, at jeg havde en mappe et sted fyldt med 30-40 år gamle opskrifter, men må nok desværre indse, at den mappe var en af dem, der røg ud under sidste flytning.
Desværre.
Jeg kunne slemt godt tænke mig at strikke den igen, så i aftes sendte jeg billedet og en efterlysning til Rauma Ullvarefabrik og sørme om jeg ikke her til morgen fik svar med hilsen fra Hildegard og opskriften vedhæftet.
Jeg forestiller mig, at jeg kan overføre farver og mønsterborder til en lidt mere moderne sweater med rundstrikket bærestykke, så jeg slipper for opklipning og de tilsatte ærmer.
Hvis altså mine evner rækker til sådan en gennemgribende ændring.
Senere i dag kan jeg afhente et Finull farvekort i pakkeshoppen. Farverne skal udvælges og så må jeg se, om jeg kan finde ud af at give den en 2021 revival.
(Jeg har skrevet en del om Rauma og man kunne få den tanke, at jeg er sponsoreret – det er jeg IKKE. Jeg er bare så glad for at strikke i den norske uld og for at have fundet en dansk forhandler – i Norge handler man nemlig kun med Norge. Desværre)
-
Anker
Det er ikke længe siden, at jeg besluttede, at jeg ikke måtte købe mere garn før jeg havde brugt nogle af min mange rester.
Den beslutning blev lige kort sat på standby. Jeg havde brug for en cardigan til at have på over mine kjoler. Der er gult i mønstret på flere af mine sommerkjoler, så gul skulle den være. Det blev så ikke helt den gule jeg havde ønsket mig, men den blev alligevel ganske god.
Garnet er Finull fra Rauma. Jeg har strikket adskillige sweatre i den norske uld da jeg var yngre og vi besøgte min norske kærestes bedsteforældre i Åndalsnes, hvor fabrikken ligger og har sådan glædet mig over at se Rauma garnet hos en dansk forhandler.
Jeg har 96 gram garn til overs, så der er fluks slået op til en lille bitte cardigan og restestrik projektet er dermed tilbage på sporet. Indtil næste gang jeg lader mig friste!
-
Gårdhaveliv
Jeg nåede en halv time med ansigtet vendt mod solen, mens jeg spiste min frokost og drak en kop kaffe. Skyerne ødelagde kort efter fornøjelsen og det begyndte at tordne mod vest, hvor også himlen var mørk og ildevarslende.
Der er dejligt i min gård og når først det grønne bliver dominerende er jeg sikker på, at det også bliver den lille oase jeg drømte om, hvor jeg blot skal vande lidt, pille et par visne blade eller blomsterhoveder af og ellers bare sidde i skyggen med kaffe, lydbog og strikketøj.
Jeg har forskellige krydderurter i en kurv. Min tidligere nabo forærede mig en solbærbuskaflægger, som kommer fint og ser ud til at give en lille smule bær i år.
Op ad hegnet mod syd vokser en Clematis Montana Rubens, og op ad hegnet mod nord – ved siden af sommerfuglebusken – en Blåregn. Blåregnen skulle have en ‘aggressiv’ vækst og den aggressivitet gider jeg godt snart begynder at vise sig… sådan lidt a la eventyret om bønnestagen… tak! Længe troede jeg, at jeg havde købt katten i sækken, men nu kommer der små grønne blade.
Jeg tvivler mere på mine to bornholmske figener. De er blevet afskrevet før og har alligevel pludselig vist sig med smukke grønne blade og fine frugter. De plejer at være sprunget ud på dette tidspunkt, men foråret har været køligt så de får en chance for at bevise, at der er liv endnu.
-
Resocialisering
Min dag er startet langsomt og foregået i nattøj på sofaen, med strikketøj og computeren inden for rækkevidde. Samfundet er i færd med at lukke mere og mere op, men det gør ikke det store forskel for mig – og slet ikke på en lørdag i nattøj.
Jeg er en af dem, der har haft gavn af pandemien og er blevet endnu mere bevist om mit behov for fordybelse det sidste år. Der er rigtig mange, der har mistet, mens jeg synes at have vundet.
”Jeg er stortrives faktisk,” sagde jeg på et tidspunkt til en, der spurgte, hvordan jeg klarede det under nedlukningen. Den lille forandring Corona pandemien har medført i mit liv har været positiv og jeg frygter en smule at vende tilbage til normale arbejdsdage. Misforstå mig ikke – jeg savner også at være på kontoret og at være sammen med mine kolleger, men tiden og roen herhjemme har kun gjort noget godt for mig.
Arbejdsboblen Da det i en sen alder gik op for mig, at jeg ikke er helt ‘forkert’, gav jeg slip på den forestilling, at jeg partout skal være udadvendt og det gør, at jeg ikke længere føler mig hverken kejtet og forkert. Presset om at skulle være social har været pakket væk det seneste år.
Heldigvis har jeg fået carte blanche til at fortsætte med et par ugentlige hjemmearbejdsdage – også efter corona og efter den vaccination, der venter lige om hjørnet, men skal jeg igen finde min plads i højhastighedssamfundet så kan jeg også det.
-
Frihed
Jeg drømte i nat, at jeg trådte ud af firmaet for sidste gang, vente ansigtet mod solen og mærkede en fantastisk frihedsfølelse. Det er for tidligt, at gå på pension, så jeg må ha’ vundet i Lotto… jeg har tog det som et tegn og har lagt et par lodder til aftenens Eurolotto trækning.
Det kan også bare være fredagsfridagen, der har udløst drømmen og frihedsfølelsen.
I aftes kørte vi en tur i Lillevildmose. To gange har poden rapporteret, at hun har set elge – den ene gang meget tæt på. Jeg vil også gerne se dem. Eller bare én!
Det mest eksotiske jeg oplevede i aftes var en
hejretrane og en flok køer. Ingen elge og ingen vildsvin. Området er smukt og stort – 76 km² – så de der elge kan jo være hvor som helst.
Lille Vildmose ligger lige syd for Hals, så det var helt naturligt at tage via vores egen lille Limfjordsforbindelse, Hals-Egense færgen.
På turen hjem kom jeg på afveje (læs: for lidt vild) og jeg endte med at køre gennem Kongerslev, Komdrup og Lundby mod Aalborg. Jeg kørte forbi Lundby Krat for første gang i 100 år. Her tog min familie ofte på udflugt da jeg var barn med madpakke eller kaffe. Jeg husker også, at vi tog derud og slog villateltet op inden vores årlige ture til Italien, så vi var sikre på at komme af sted med et intakt telt.
På vejen passerede jeg også det nye Universitets hospital og var imponeret over hvor langt man er kommet med det. Det bliver godt for både personale, patienter og pårørende at komme ud af den trange by, hvor parkering omkring begge hospitaler er komplet umuligt.
-
Rampen, strik og Kristi himmelfart
▪️ Endnu en stærk, medrivende og vedkommende bog er læst i nærmest en mundfuld. Jesper Steins Rampen. I bogen får man et indblik i Jesper Steins opvækst med en fraværende far og en omklamrende og fortvivlet mor, og i deres skilsmisse og misbrug, som trækker tråde langt ind i både hans og broderens voksenliv.
▪️ Jeg har forudbestilt Lærke Bagger Strik, som udkommer i starten af august. Hun binder knuder, hvor andre hæfter ender, ser stort på småfejl og er stærkt inspirerende i sin tilgang til at strik ikke nødvendigvis behøver være perfekt for at være smukt. Bogen indeholder 15 opskrifter i alle sværhedsgrader og jeg glæder mig helt vildt til at kaste mig over en af hendes opskrifter. Jeg ved godt, hvilken jeg håber, der er opskrift på. Måske skulle jeg sørge for at gemme rester nok.
▪️ Vi har fået lov at lukke afdelingen på fredag og det betyder 4 herlige fridage. Jeg har kun løse planer, som meget nemt kan ændres hvis noget mere interessant viser sig. Jeg drømmer f.eks lidt om at stå meget tidligt op en af dagene, pakke fotogrejet og køre i vildmosen… men måske forsvinder lysten når vækkeuret ringer kl. 5.
-
Der kom brev fra Søren og Henrik
Til morgen tikkede den længe ventede invitation ind til Covid-19 vaccination. Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har fået brev i dag for der var mere end 12.000 i kø før mig på vacciner.dk.
På samme måde som når man venter på at se sin årsopgørelse, har sundhedstyrelsen et velfungerende kø-system .
Da jeg kom i gennem kunne jeg kun vælge vaccinationssteder i hovedstadsområdet?!?
Det var igen min adressebeskyttelse, der spændte ben for mig. Det var der en løsning på og der er nu bestilt tid til både første og andet stik, som betyder, at jeg er færdigvaccineret med Pfizer-BioNtech midt i juli.
Det er svært at få armene ned – der er håb forude om et normalt liv.
