• Et øjeblik...

    Fremleje af hund

    Bordeaux fremlejes i en periode på ca. 3 uger 😕

    En tæve i løbe tid kan være noget af en prøvelse. Den rødhårede er pibende, klæbende og tåler stort set ikke at blive efterladt uden opmærksomhed. Hun står op før en vis mand får sko på og helmer ikke før hun har fået mig ud af fjerene også.

    En hund af hendes størrelse bløder en del og hun er derfor iført løbetidsbukser, når hun ikke opholder sig i bryggerset. Men den her gang synes hun absolut, at 5 minutter iført den latterlige beklædningsgenstand er nok og at de indlagte bind skal pilles i atomer 😕

    Og der er kun gået 4 af de 21 dage..!

    Nå… der er nok ingen fornuftige mennesker, der hopper på en fremlejeaftale med den dårlige reklame – og så  må vi vel døje med hende selv. Og jeg kender jo selv til at være lidt utidig i perioder… LIDT sagde jeg 😉

    Vi kan jo ikke gøre for at hormonerne spiller os et puds med mellemrum. Eller noget!

  • Et øjeblik...

    Mandagsstævnemøde

    Vi havde uopsættelige ærinder i storbyen, poden og jeg.  Det var bare at iføre sig tålmodighedskappen og bruge den tid den offentlige transport nu tager under de her abnorme forhold.

    Det er ikke uden risiko at færdes i pløret inde i byen, ikke bare på gader og fortove, men også i forretningerne, hvor 100 vis af fødder slæber sjappet med ind og gør de blanke fliser til en ren skøjtebane. For ikke at tale om de enorme istapper, der hænger fra alle hustage.

    Vi fik klaret det vi skulle og lidt til… og kunne hurtigt blive enige om, at glæde os til at komme hjem, hvor huset er varmt og sneen stadig smuk og hvid.

  • Et øjeblik...

    Hvid dominans…

    TV2 vejret kunne i aftes fortælle, at der ligger omkring 87 cm sne her… det tror jeg på!

    Træder man bare en anelse uden for stien havner man i sne til langt op på låret. Det gør den rødhårede gerne og så er det omtrent nødvendigt med en kran for at få hende ud igen.

    Her er vi dog på en sti som indil i fredags var ryddet og fremkommelig. Vi har fået vores del af vinterens sne, denne gang også.

    Og det sner i øvrigt fortsat..!

  • Et øjeblik...

    Slet og ret kikset

    Ser du Vinter OL har du sikkert også set studieværten herunder. Ulla, tror jeg hun hedder.

    Helt utrolig smuk pige…

    – men for *HOST* hvor er hun altid rædselfuldt kikset i sin pålædning! Er der dog ikke en eller anden stylist inde hos TV2, der kan fortælle hende, at hendes skønhed drukner i flæser, perler, pufærmer og hvad har vi – og at hun ville ligne en million helt enkelt og klassisk klædt.

    Eller er et bare mig?

  • Et øjeblik...

    Man bliver aldrig for gammel…

    Pigerne trak afsted mod bakkerne med hver deres kælk… jeg synes fakisk godt, at de kunne ha’ inviteret den rødhårede og jeg 🙁

    Vi kan altså også godt li’ sne – men de mener vel, at jeg qua alderen er henvist noget så voksent og kedeligt som at gå en tur.

    Somom. De så nemlig ikke, at vi lavede sneengle, stormede vildt gennem driverne og kastede snebolde. Snebolde som den rødhårede til sin STORE undren ikke kunne finde igen… 🙂

  • I maskinrummet

    Jeg roder lige lidt…

    Når man sådan nærmest er sneet inde kan man jo passende flytte lidt om…

    Jeg kunne nemlig godt tænke mig lidt mere bredde til mine billeder og et mere klassisk/enkelt design.

    Så jeg roder lige lidt… 🙂

  • Et øjeblik...

    To slags bukser…

    Den rødhårede er i løbetid og bliver i den forbindelse iført et par kække løbetidsbukser.

    Begejstringen for de bukser er ikke forfærdelig stor og der går lige et par dage, inden vi kan få hende til, at beholde dem på ret længe af gangen. Hun er derfor om natten lukket ude i vores bryggers og også dét går der et par dage med at vænne sig til. Hun startede klokken l*** til morgen med at trippe rundt og lyde som om hendes sidste time var kommet. Så snart jeg stod op, iførte hende bukser og lukkede hende ind… gik hun lige over i sin fatboy og sov videre. Lige det jeg havde brug for efter en sen lørdag. Tak!

    Og nu vi er ved kække bukser. Jeg kan heller ikke forestille mig at begejstringen hos disse mandlige curlingspillere har været stor…

    – men hvis ikke vores norske broderfolk bliver kendt for andet til vinter OL, så bli’r de det i hvert fald for deres påklædning 😕

  • Et øjeblik...

    Det bli’r ved…

    Det har sneet uden ophør siden jeg slog øjnene op i morges. Jeg vil tro, der er faldet omkring 25-35 cm sne siden i går og fortsætter det, i det her tempo, må vi nok se os “sneet inde” i morgen. Mens tid var tog vi turen ud for at proviantere. Det foregik på gåben i vinteroutfit, med rygsæk og sporhund.

    Efter at have luftet hund, skovlet sne og kæmpet os vej til Brugsen, har vi vist fået vores del af den friske luft i dag. Resten af dagen foregår indefor i varmen… poden har Ulsted Kim Hr. Enevold på “Skype” og jeg vil sætte mig med te og en god bog.

    Vi får det bedste ud af de forhold vejret byder os… i stedet for at tvære over dét, der ikke blev!

  • Et øjeblik...

    100%… og lidt til!

    Da poden startede i børnehave for snart mange år siden blev der tegnet en børneulykkesforsikring på hende… gennem min fagforening, hvor jeg øvrigt også selv har en fritidsulykkes forsikring.

    I dag modtog jeg en varsling af en præmieforhøjelse fra kr. 351,00 til kr. 799,00

    Er det bare mig… eller er det ikke en lidt voldsom stigning?