I morgen tidlig vender jeg næsen tilbage til jobbet efter nogle dages fri. Desværre sidder jeg med en underlig følelse af ikke længere, at have særlig meget lyst. Til at gå på arbejde.

29 år har jeg været ansat og aldrig tidligere har jeg været ked af at skulle afsted. Det er jeg nu.

De sidste års store ændringer – til den ringere side – har gjort at arbejdsglæden er så godt som forsvundet. Og med det sidste tiltag, hvor jeg nødtvunget bliver forflyttet… jamen, jeg ved skuette helt, hvad jeg skal synes! Ked af det er vel den følelse, der ligger lige for.

Jeg ved godt, at jeg skal være glad for, at der stadig er brug for mig. At jeg i det hele taget har et job. Men glæden og forventningen havde afgjort været en anden, hvis det var et job, jeg selv havde ønsket og søgt.

Men det skal have en chance, selvfølgelig skal det det!

Men hverken i morgen eller i overmorgen, hvor jeg stadig sidder på min gamle pind. Der er en vikar ansat frem til udgangen af marts, så jeg har god tid til at overdrage de opgaver, jeg ikke tager med og lære det nye.

Og så er det jo meget snart (børnefri) weekend 🙂