• Strik

    Det skrider fremad med mit tæppe

    Målet er en stribe om dagen. Mindst. En stribe består af 12 pinde bundfarve og 10 pinde i striber.

    En stribe om dagen lyder måske ikke specielt ambitiøst, men med knap 300 masker på pinden tager det sin tid.

    Jeg hæfter ender efter hver stribe og ved nøgleskift af bundfarve har jeg vovet pelsen og brugt magic knot.

    Mens jeg strikker lytter jeg til Sebastian Kleins bog “Fra min faders skygge”, som er en åbenhjertig fortælling om at vokse op skyggen af sin berømte fars op- og nedture.


    Apropos Sebastian Klein, så ser jeg 1 døgn, 2 hold, 3 dyr på TV2 Play. Fire dyre-entusiaster Bjørli Lehrmann, Vicky Knudsen, Sebastian Klein og Morten D.D. Hansen skal i hver udsendelse og på 1 døgn finde tre forskellige dyr. Præmien er kr. 20.000, som skal doneret til et naturprojekt efter eget valg.

    Jeg er vild med deres entusiasme og har netop set en voksen mand blive berørt over at se en flok pukkelhvaler.

    Jeg er fan.

  • Et øjeblik...

    Dag to i ferien

    Vi skulle absolut ingenting i dag og jeg har da heller ikke bevæget mig uden for bygrænsen.

    Vi fandt en ny fin rute at gå i lokalområdet, som gik gennem en hestefold og forbi resterne af et forsvarsbatteri efterladt af tyskerne.

    Fuldstændig inaktiv har jeg dog ikke været… udover at trave med hundene har jeg læst ‘Alt det jeg aldrig fortalte dig” af Celeste Ng, renset afløbet i brusekabinen, strikket og set Anne-Marie Rindom vinde guld ved OL.


    Der kom besked fra Lykkegård i Tversted… de har fundet mine solbriller. Onsdag, når kandidatspecialet er afleveret, kører vi nordpå og fejrer afleveringen med en is i det legendariske blå ishus, henter mine solbriller og kigger nok forbi Isager Garn igen – denne gang lidt bedre forberedt.

  • Et øjeblik...

    Første feriedag

    Vi er i uge 30 og fortsat i skolernes sommerferie At man på dette tidpunkt kan finde en strand som er fuldstændig mennesketom, er jeg ret imponeret over.

    Vi fandt den oppe syd for Hirtshals, der hvor Liver å løber ud i havet. Jeg kan læse mig til, at det er en naturiststrand og måske var det bare for koldt for naturisterne i dag.

    Bunkerne ligger drysset hele vejen langs kysten og på Kærsgård Strand ligger der også stadig rester fra 2. verdenskrig.

    Irma forsvandt ind i en af dem, mens Bob, der er knap så frygtløs, pænt ventede udenfor.

    Havet ude mod vest er for vildt for de små franske, men Liver å bød på afkøling af de varme kroppe.

    I Hirtshals så jeg Smyril Line lægge til kaj og da jeg kom hjem kunne jeg læse på Facebook, at Rikke skulle mod Færøerne i dag – jeg tænker, at hun befandt sig meget tæt på – hvor ærgerligt, at jeg ikke vidste det.

    Fra Hirtshals kørte vi mod øst og opdagede at Isager Strik lå lidt uden for Tversted. Marianne Isager stod selv i butikken og det var lidt sjovt både at se fårene og kvinden bag 🙂

    Jeg købte selvfølgelig lidt garn med hjem. LIDT. Det var svært fristene at stå mellem alt det lækre uld og de fine modeller, men uforberedt som jeg var, nøjedes jeg med at købe garn til en lille islænder til mormorkassen.

    På turen lykkedes det mig, at miste mine solbriller, som er med styrke. Jeg har skrevet til et par forretninger jeg besøgte i håb om, at jeg har forlagt dem eller nogen evt. har fundet dem på p-pladsen og indleveret dem, men foreløbig er der ingen gevinst.

    Det blev første udflugt i denne ferie. I morgen og mandag holder jeg mig i nærheden af matriklen. Mureren skal aflevere sit kandidatspeciale mandag og jeg står stand by med layout hjælp.

  • Et øjeblik...

    Tre på en fredag

    Poden flytter til Hals om 3 måneder. Hun og kæresten har underskrevet lejekontrakt i dag på mit gamle hus og dermed er familien samlet i Hals. Altså lige bortset fra den del, der midlertidig er udstationeret i Polen.

    I dag bisatte vi en nær kollega, som døde ganske pludselig i lørdags, bare 60 år gammel. Vi er stadig ramt af chokket og jeg tror, der går et stykke tid før vi vænner os til at bliver mødt af hans tomme plads. Dertil kommer vreden over firmaets dårlige håndtering, en usynlig ledelse, manglen på omtanke osv… men det må jeg hellere undlade at komme nærmere ind på.

    Jeg har ferie fra i dag!

  • Et øjeblik...

    Jeg kan lugte ferien og en ny titel

    Jeg har ikke fået gjort så meget ved fotograferingen i år, men mine to ugers ferie skal bruges på dagsture rundt i nord-/midtjylland med hunde, fotoudstyr og madpakke.

    Jeg missede Løgstør på min tur til Ulbjerg, så der skal jeg i hvert fald ud en tur. Bramslev Bakker og Kærsholt strand ved Hirtshals kunne også være mål for en udflugt.

    Måske skal jeg også ud og kigge efter de der elge igen – og ulven, som skulle have taget ophold i vildmosen, ville også være fed at spotte.

    Først skal der dog laves layout på murerens kandidatspeciale og installeres fiber på matriklen. Det første er heldigvis afleveret før internetforbindelsen afbrydes.

    Der er deadline den 3. august kl. 12 og præcis som det har været i den tid, jeg har været med som heppekor og layouter, er der pres på til det allersidste.

    Efter aflevering og eksamen venter der kun aflevering af to mindre opgaver og så er ‘vi’ henholdsvis Cand.mag. i anvendt filosofi med speciale i organisationskultur OG Master of fine layout 😉

    Det har varet en evighed, men når en ‘gammel’ mand/murer kaster sig ud i sådan et projekt, så tager ting den tid, ting tager – jeg synes stadig, at det er p**** sejt.

  • Familie

    Julifrokost

    I 2020 blev den årlige familie julefrokost aflyst da vi valgte at holde os uden for smitterisiko. Til påske var risikoen fortsat ikke blevet bedre, men nu er vi alle blevet vaccineret og kunne derfor invitere til julifrokost.

    Julifrokosten blev så i stedet til en grillaften i gården.

    Jeg havde lånt både grill og borde i firmaet. Jeg har aldrig set så stor en Weber kuglegrill og jeg måtte da også bede om hjælp til at få den fragtet til Hals af Casper, som har en trailer.

    Der gik to hele sække kul til og så var den ene side af grillen endda uden kul og til indirekte varme

    Maden var super lækker, vejret fantastisk og selskabet … det er familie, så dem er jeg nok nødt til at finde mig i 😉

    Nej pjat, alle var i herligt humør, så det kunne ikke have været bedre og hyggeligere.

    Maden var så rigelig – alt for rigelig – og jeg har mad til de næste par dage også. Og til fryseren.

  • Strik

    Strikkesalon

    Lærke Bagger binder knuder, hvor andre hæfter ender, ser stort på småfejl og er stærkt inspirerende i sin tilgang til at strik (og alt muligt andet) ikke nødvendigvis behøver være perfekt for at være smukt.

    Jeg har tilmeldt mig en lørdag eftermiddag i hendes selskab.

    Der er lagt op til godt strikkeselskab, når Lærke fortæller om sin designmæssige tilgang og signere bøger – og med strikketøj, kagetapas, kaffe/te og et glas bobler, så kan det ikke gå helt galt.

    Lærke Bagger udgiver sin første strikkebog i starten af august.

    Den er forudbestilt for længe siden og forventes at blive leveret den 12. august.

    Hendes strik er farverigt og sprudlende og måske en tand for vildt til mig, men jeg glæder mig alligevel til at blive inspireret.

    Rester har jeg nok af og måske skal der en Lærke Bagger model på pindene til efteråret.

    Først har jeg dog et større projekt, der skal være færdig. Tæppet er påbegyndt og af en eller anden årsag gør striberne noget for fornemmelsen af at det vokser.

    Finullen er meget velegnet som tv strik – der er ikke noget med, at jeg halvdelen af gangene kun får fat i en tråd af garnet og dermed skal samle tråde op.

  • Fransk Bulldog

    Gæstehund

    Vi har haft feriehund et par dage. Hundepasseren, de ellers havde aftalt pasning med, svigtede sin aftale.

    Igen.

    Det er ikke nemt med tre hunde, hvoraf den ene er handicappet. Jack er delvist lammet i bagkroppen og selvom om han klarer sig overraskende godt, så kan han ikke komme med på længere traveture. Det betød dobbelt op på lufteturene.

    I to dage er det intet problem og udover det, er han såmænd nem.

    Lille frygtsomme Irma holder sig i baggrunden når de store drenge leger og bliver det for voldsomt søger hun hen mellem mine ben, hvor der er trygt.

    Han ér taget hjem og der soves. Tungt.

  • Lydbøger

    Portræt af en prins

    På lyttelisen er lige nu Stéphanie Surrugues portræt af Prins Henrik, “Enegænger”.

    Med ærlighed, humor og temperament er Enegænger – portræt af en prins (2010) den unikke fortælling om en sælsom skæbne. Var det det hele værd? Fortryder prinsgemalen noget? I denne exceptionelle biografi om en af kongehusets mest farverige personligheder, H.K.H. Prinsgemalen, får danskerne et hidtil ukendt billede af dronningens mand. Den dansk-franske journalist Stéphanie Surrugue, har via timelange samtaler med prinsgemalen, hans nærmeste både danske og franske familie, omgangskredsen, fremtrædende erhvervspersonligheder og en tidligere ansat ved hoffet, tegnet et portræt, der beretter, forbløffer og forklarer.

    Det er et rørende og velfortalt portræt af en misforstået mand – og uanset om man synes om ham eller ej, så giver bogen et nyt syn på og stor respekt for ham.

    Samtidig giver den et indblik i nogle af de problematikker, der opstår når man kommer til vores lille smørhul. Det har ikke været nemt, hverken for ham eller nogle af de andre mindre priviligerede, der kommer hertil.

    Rating: 5 out of 5.