-
At rejse er at leve…
Poden er vendt hjem fra sin Berlin tur og talestrømmen ville næsten ingen ende tage. Samtidig var jeg blevet sat igang med at lynredigere 268 fotos, som helst skulle have været på facebook i går og fik derfor også kun fat i enkelte brudstykker. Blandt andet var det lykkedes hende
– at få livsvarig karantæne fra det Olympiske Stadion i Berlin
– at blive smidt ud af en Louis Vuitton butikog forespurgt om hun havde brugt alle sine penge var svaret
– ork nej
– jamen var der slet ikke noget at købe
– jo biler…
– !!!Det viser sig, at hun shoppede med drengene og de havde kigget biler og prøvesiddet samtlige BMW’er hos en stor forhandler!
I morgen, når vi er udsovet og der ikke er en masse billeder, der skal redigeres samtidig, er det vist et par af ovennævnte “brudstykker” jeg hellere må få uddybet!
-
Sammenhæng…
Det er påfaldende som jeg oplever, at der er kan sættes lighedstegn mellem folks nærighed og så deres vilje/evne til at gi’ noget af sig selv. I venskaber og i kærlighed. Dem der sidder hårdt på tegnebogen, er ofte også smålige på andre områder… også med deres menneskelige overskud!
-
…
Jeg tror, jeg gik direkte fra at være “kær men underlig” til at være “tvær/sær OG underlig”…
😕
-
Rend mig..!
Sådan ser man ud, når man synes det hele egentlig kan være så f****** lige meget..!
Foto: Niels Henrik Nielsen (-:
-
After every rainfall must come a Rainbow
Jeg synes altså, at de her Outlandish gutter er så knaldhamrende dygtige… her er det en Dansk Røde Kors støttesang for Pakistan, som selvfølgelig er røget på iPoden via iTunes…
-
Skod dag
Jeg må nok konstatere, at jeg ikke er en af de kvinder, der kan shoppe sig glad. Efter at have slugt kamelen om outsourcing i morges, tog min makker og jeg på seriøs arbejdstøj-powershopping… men ikke engang fornøjelsen ved at købe nyt tøj til en helt uge lettede stemningen…
Så gik det straks lidt bedre da jeg kom hjem og kunne traske en lang tur i regnen med den rødhårede. Det gjorde rigtig godt at råbe RØV… himmelhøjt… selvom stakkels Arabella troede hun havde gjort noget alvorligt galt!
Det er underligt som et år kan udvikle sig så forskelligt fra, hvad man havde forestillet sig. Det starter som regel smukt og nyt, men som tiden går bliver der samlet sorger og glæder i massevis. Også mit år startede smukt og nyt… i suverænt selskab… og med et inderligt ønske om at 2010 ville blive vendepunktet for mig efter et par års turbulens. Det blev det også… men ikke just det vendepunkt som det jeg havde forestillet mig.
Jeg havde absolut ingen forestilling om, at jeg skulle skifte job og jeg havde da slet ingen fornemmelse af, at det nye job blot et halvt år efter skulle outsources…
PISOSSE!
Heldigvis er jeg et positivt menneske og jeg tror selvfølgelig på, at alting flasker sig. Og om ikke andet har jeg en masse pænt tøj 😕
-
Outsource
Ordbogen forklarer:
sb. -r, -de, -t o outsource ngt udskille en aktivitet el. produktion fra en virksomhed for i stedet købe den hos en leverandør el. flytte den til et andet sted, fx for at opnå en besparelse
– det har min afdeling fået stillet i udsigt i dag 🙁
Jeg ved slet, ikke hvad jeg skal sige… andet end F U C K… den skal vist lige synke ind før jeg overhovedet kan forstå konsekvensen.
-
Nu med Lightroom
Hvor andre kan blive fuldstændige tabt for omverden når de falder over en kasse garn eller en ny kogebog, så kan jeg det når jeg får et nyt pc-program i hænderne…
I dag er Lightroom faldet ned i min turban… måske også på tide jeg får min debut i det program, som alle fotointeresserede taler så meget om.
Jeg har nærmest ikke tid til at arbejde, for jeg vil helst prøve det hele… lige nu!
-
Dagens gæst
Vi har haft mange gæster i dag men én skilte sig helt klar ud. Så meget at jeg flere gange fik den tanke, at det enten var skjult kamera eller en eller anden slags stress test af en art..!
Kl. 13 var der trommet til stort netværksmøde i auditoriet med folk fra universitetet og det nordjyske erhvervsliv. Omtalte gæst var, da jeg var ved at pakkede sammen kl. 16, endnu ikke nået op i auditoriet.
I stedet brugte han tiden på at hente cigaretter på tankstationen, gå tur nede ved havnen, drikke kaffe, snakke med rengøringspigerne, ryge, drikke mere kaffe, lede efter sin ruskindsjakke som han mente havde kostet 10.000 og underholde mig med alt fra terrortrusler til Kina rejser og Reimer Bos kollaps… og så havde hans gamle senile mor da lige et hus i Løkken og hvis jeg ville, kunne jeg da låne 1. sals lejligheden, jeg måtte bare ikke lave nogle pludselige lyde for så blev hun bange. Han ville selv gerne flytte til Løkken men måske var det pga. af hans bodegabyld at kvinderne ikke længere fandt ham attraktiv og har de forresten ikke identificeret ham bombemanden endnu. Ham direktøren for Spar Nord er en morderlig rar fyr, kender du forresten Jens Morten fra Aalborg Stiftstiende, ham der bor nede i Peter Barkesgade. Ved du godt det nordjyske vejr kommer fra Norge og de vejrudsigter de viser på Tv2 News ikke er fem potter pis værd for nordjyderne… sådan kørte han i tre timer.
Sikke en original… men for søren, hvor er sådan en gæst også med til at gøre det bare lidt sjovt at gå på arbejde.
Og når man så kan komme hjem og lufte hund med bare arme midt i september… – så bliver en mandag da ikke ret meget bedre!
-
Morgen sms
… vi har det pisse hyggeligt!
.Hmmm… jeg behøver vist ikke være bange for, at hun kommer til at savne sin mor alt for meget, mens hun er i Berlin 🙂