-
Det var en våd og stormfuld morgen
Der var ingen, der havde lyst til at forlade matriklen til morgen. Ingen overhovedet. Men ud det skal vi uanset vejr og vind. Vi var heldige for det smådryppede kun en smule, da vi var klar til morgentur.
I går fik vi så mange kilometer i benene at vi sagtens kan tage en mindre aktiv dag uden at begynde at løbe på væggene.
Mine nye gummistøvler blev gået til i går og jeg er slemt tilfreds med dem. De sidder godt på foden og som det ses, slutter de forholdsvist tæt til anklen, så jeg forhåbentlig kan slippe for alle de småsten som på besynderligvis kom ned i de gamle støvler.
I eftermiddag står den på strik og de sidste tre afsnit af Kastaniemanden. Det var en fremragende bog og det er en lige så fremragende og uhyggelig tv-serie.
Alle 6 afsnit kan ses på Netflix.
På pindene er en Kelly genser fra Sandnes.
Jeg har valgt at strikke min helt i sort. Ikke den nemmeste farve at strikke i, men jeg mangler en sort sweater, så jeg kæmper mig igennem.
Iflg. opskriften er den strikket på pind 5, men for at holde strikkefastheden er jeg på pind 6. Det er lige i overkanten til mine hænder, så jeg har et andet projekt på pind 3,5 som jeg kan skifte mellem, så ikke hænderne bliver alt for trætte.
-
Sort og sort
Jeg foretrækker sort tøj, men har endnu tilgode at strikke i sort.
Nu skal det være.
Nye briller og et godt lys, så må det kunne lade sig gøre at forvandle indkøbet af Peer Gynt og mohair til en sweater.
Peer Gynt fra Sandnes er ny for mig, men har været på markedet siden 1938, så det må være en velafprøvet kvalitet. Præcis som tidens yndlingsgarn her på matriklen – Rauma Finull – er også Peer Gynt et 100% norsk uld produkt.
Der er så fint med alle de nye garner, men ren uld med alle dens fine egenskaber i behold, kan altså noget.
Jeg har reklameret over mine knap 10 måneder gamle LaCrosse gummistøvler, som er sprækket, så jeg får våde fødder. Det er støvler til kr. 700… de bør sørme kunne holde til at blive brugt. Heldigvis var boozt.com enige og jeg får mine penge retur.
Hunter er jeg færdig med, Ilse Jacobsen ligeså og nu LaCrosse. De eneste jeg har været rigtig tilfreds med har været Le Chameau, som er enormt holdbare, men jeg har også brug for et par korte røjsere, som er lige til at hoppe i.
Denne gang har jeg købt H2O – også sorte – så må vi se, hvad de kan.
-
Strik, snak og kage
Madsine have inviteret til en eftermiddag i Lærke Baggers selskab og det havde et par hundrede kvinder – alle med strikketøjet under armen – taget imod.
Lærke holdt en times oplæg om sin bog og tilgang til strik, og bagefter var der mulighed for at møde hende, stille spørgsmål, få sin bog signeret og bliver fotograferet sammen med hende. Det ville jeg gerne.
Ejeren af Cafe Madsine er en tidligere kollega. Hun gik fra it til garn og ser ud til at være ret godt tilfreds med det bytte.
Det var mit første besøg i Madsine og det er sørme en flot forretning. Den var åben de timer vi var i de tilstødende lokaler, men trods de mange mange fristelser holdt jeg mig i skindet og købte kun lidt knapper.
-
Stormen kommer
DMI varsler storm over Nordjylland. Ved Vesterhavet har man skyndt sig kørt de hvide badehuse i pit for vinteren (sidste år under en storm sejlede de rundt på stranden) og i min lille gård er alle løse genstande tøjret eller bragt i sikkerhed.
Så må vi se om det er stormen, der kommer eller om det er ulven.
Der er en tendens til at gøre vejret til breaking news – måske i mangel af mere dramatiske nyheder – og så fiser det ofte ud i ingenting.
En ting er sikkert… i går var det jævndøgn og efteråret er her for alvor.
I dag er jeg for første gang krøbet i ulden og min one-of-a-kind genser. Den er strikket i Rauma Finull og er lige tilpas til indendørsbrug på en blæsevejrsdag.
Med efteråret er mosen også åben igen. Med det mener jeg, at alle de irriterende fluer er væk. Bob er på ‘kur’, men taber sig ikke og Mogens Dyrlæge siger, at han ikke må sættes yderligere ned i foder… så må han/vi må røre os noget mere.
Det tænker jeg, at vi alle godt af, så i går tog vi alle tre turen rundt om mosen i rask tempo – det er en tur på knap 7 km. Det er besluttet, at det bliver en tur vi tager langt oftere hen over vinteren, men ikke i dag, hvor stormen forventes at rase.
Glædeligt blæsevejr!
-
cornea ulsus
Bobs hornhindeskade er fint helet, men vi skal fortsat dryppe øje for der er en mælkehvid uklarhed på hornhinden.
Arvæv, sagde Mogens Dyrlæge.
Fra fredag bliver det en anden slags dråber, som gerne skulle klare uklarheden (kan man sige det?!?) han har fået i en del af synsfeltet.
Det har været en temmelig dyr skade. På de store dyrehospitaler, som det vi besøgte torsdag aften, ganger de regningen med tre.
Så er det jeg er glad for, at begge hunde er sygeforsikret.
Jeg anmeldte skaden til IF i aftes og kl. 07:18 her til morgen var sagen behandlet og erstatningen på vej. Det kan jeg vist ikke klage over.
-
Jeg tog ned til Bror
Del 1 i Jana Kippo serien
Skrevet af Karin Smirnoff
Oplæst af Helene Egelund
I Smalånger, en landsby i Västerbotten i det nordlige Sverige, er alt næsten som det plejer. Jana er kommet hjem for at besøge sin tvillingebror, der er ved at drikke sig ihjel. Moren ligger syg på plejehjemmet efter et slagtilfælde, og faren er død. Maria, hver mands glæde i den lille by, er fundet død ved savmøllen, og det lille samfund syder af rygter.
Jana beslutter sig for at blive. Hun får et job som hjemmehjælper, hvor hun blandt andet kommer til at passe sin gamle barndomsveninde, der nu ligger dødssyg af kræft. Hun indleder et intenst og ambivalent forhold til John, den døde kvindes ustabile eksmand, som er flyttet ind i et forladt hus og er begyndt at male. Hans ekspressive malerier vækker uundgåeligt en smerteligt fortid til live.
Den er forbandet godt skrevet.
Den er forbandet godt læst op.
BUM!
-
Lørdagsunderholdning på landet
det skal ryge
det skal larme
det skal se u a no’eJeg elsker de typer, som man møder til de her træk både udøvere og publikum.
Det er en helt særlig ‘race’ og jeg er rigtig godt underholdt blot ved at sidde på en halmballe og studere den verden, der passerer forbi.
Reglerne er ikke forfærdeligt avancerede (men det er selvfølgelig også en mandesport)… træk en “slæde” så langt som muligt ned af en 100 m lang jordbane.
Er der flere i en klasse, der opnår Full Pull (100m), er der omkørsel med endnu mere vægt på slæden.
-
Konspirationsfolket har ordet
Har du set de 4 programmer på DR2, hvor man giver 4 konspirationsteoretikere ordet og muligheden for at lave deres eget program og fortælle os alle sandheden om et valgfrit emne? De vælger at dykke ned i, hvad der forårsagede nedlukningen i marts 2020.
Du kan se udsendelserne her – det er spændende at møde mennesker, som tænker så meget anderledes.
De her 4 vil ikke Corona testes, vaccineres, bruge mundbind, holde afstand eller i det hele taget anerkende at Corona er noget, som vi behøver at bekymre os om.
Jeg har intet problem med, at man forholder sig kritisk til det man hører, ser og læser – det gør jeg selv, men jeg accepterer også, at jeg ikke forstår alt og derfor lytter jeg og har tillid til dem, som formodes at vide bedst.
Modsat mig, har de her 4 og deres ligesindende gennemskuet det hele. De har læst en lille ting her, en anden der, og så lagt de ting sammen som den endegyldige sandhed.
I samme udsendelser bliver man i øvrigt også oplyst om, at demokratiet ikke eksisterer i Danmark – det er Dronning Margrethe, der bestemmer ALT! Sammen med Bill Gates.
Og at du kan få en nøgle til at hænge fast på vaccinations indstikstedet!
Til morgen blev jeg orienteret om, at en fælles blogger-veninde er død. Jeg blev lidt rystet da jeg besøgte hendes facebookside og erfarede, at hun døde af/med Corona. Hun var stærkt modstander af at blive vaccineret og delte både på Facebook og Twitter en masse konspirationsteorier. Hun skriver, da hun for 3 uger siden fortæller, at hun er smittet: Det positive, er at når det her er overstået, så er jeg naturligt vaccineret. To be continued….
Der blev så ingen fortsættelse.
Hun var på min alder. Det er tragisk og jeg påstår ikke, at hun kunne have levet i dag, hvis hun havde ladet sig vaccinere, men måske havde hendes odds alligevel været bedre.
-
Sikken en aften/nat
Bob hilste glad på mig i går da jeg vendte hjem fra job, men efter vores luftetur ændrede tingene sig og han spiste kun nødtvunget.
Han gik i seng og først på aftenen synes jeg alligevel det var for mærkeligt. Han lå ude i kurven og da han vendte hovedet lignede han en, der var gået mere end en omgang mod Mike Tyson. Det ene øje og øjenomgivelser var svulmet op og han virkede slap.
Hurtigt fik jeg fat i vagtdyrlægen og ræsede mod Svenstrup. Bob viste sig at have en stor skade på hornhinden enten forårsaget af en gren/torn eller mere sandsynligt (hævelsen taget i betragtning) af en bi eller hveps. Han fik nogle indsprøjtninger, smertestillende og noget, der kunne dæmpe hævelsen og så blev vi sendt hjem med to slags øjendråber og smertestillende til de næste 7 dage.
Hver anden time – døgnet rundt – skal øjet dryppes skiftevis med den ene og den anden slags. Lidt hårdt for hans trætte matte kan jeg godt meddele.
I dag er det meget bedre. Øjet er fortsat tillukket og jeg kan tydeligt fornemme på ham, hvor irriteret det er, men den meget voldsomme hævelse er næsten væk og jeg tror, at vi slipper med forskrækkelsen.
-
Ombooket
Dear Miss BECH,
We regret to inform you that your flight was cancelled…
Øv, nåede jeg at tænke indtil jeg læste videre. Vores rejseplaner er ændret. Ikke aflyst, bare ændret.
Det fly vi skulle have været med kl. 13:10 fra Aalborg til Amsterdam blev aflyst og vi er ombooket til et fly, der går kl. 06.00.
Jeg vil tro, at vi skal tjekke ind en time før, så vi skal dæleme tidligt op og af sted.
På positiv siden får vi næsten en ekstra dag i byen, så det går nok.
Både ud og hjem ser der ud til kun at være ganske få billetter tilbage, så de bliver i det mindste ikke aflyst pga. for få passagerer.
Jeg forestiller mig, at vi på de to afgange skal flyve sammen med forretningsfolkene. Det er fint… jeg sad gerne i lastrummet mellem kufferterne, hvis det var eneste mulighed!