-
Weekend i bakspejlet
Weekenden er tilbragt i det bedste selskab. Nemlig den her unge dames…
Hun skulle efter planen ha’ været hos sin far, men som så ofte før var der dukket noget mere interessant op i hans liv 😕 Jeg håber dæleme for ham, at han forstår, hvad det er han vender ryggen til før det er for sent.
Fredag aften besluttede vi at blæse på, at finanserne her sidst på måneden er lidt små og vi tog ud for at spise. På vores yndlingsrestaurant. Ingen af os har ikke ligefrem oplevet nogen særlig medgang på det seneste… tværtom… og derfor gav den lillebitte smule varme medvind, der har blæst vores vej de sidste dage os anledning til at slå håret ud.
Lørdag var vejret flot fra morgenstunden. Poden tog på tur med hesten og jeg med hunden. Den rødhårede og jeg mødes med M og hans hunde. Ganske kort. For første gang meget længe. Han har været udsendt til Farawayistan gennem sit job. Gensyns glæden var derfor stor både hos to- og firbenede… og da vi skiltes, var det med løfter om et snarligt gensyn!
Jeg havde kameraet med da jeg senere hentede Poden i Langholt. Makkerskabet mellem Nanna og Zindy synger på allersidste vers… halvparten er pr. 1. oktober overdraget til en anden. Den sidste ridetur skulle selvfølgelig foreviges. Vemodigt for os allesammen, men også en rigtig beslutning, når nu ikke tiden og lysten længere er der. Og som Nanna ganske rigtigt siger: hun er jo ikke død mor! Desuden tror jeg ikke, at nogen på gården vil have noget som helst imod, at Nanna fortsat kigger ind i stalden og hilser på.
Lørdag aften omdannede vi stuen til BioVodskov… Sex and the City og Ben & Jerrys is… KONGE som Poden udtrykte det! Filmen var ikke værd at skrive hjem om, men det kunne isen så til gengæld kompensere for. Den koster det hvide ud af øjnene men for pokker, hvor den også smager godt!
Søndag sov vi længe. Alt for længe. Jeg vågnede op med et tungt hoved og det kostede et par Pinex og en lang tur ud i den friske luft for at slippe af med det igen! Søndagsvejret var allermest til tændte stearinlys, varm kaffe, tæpper i sofaen og en god bog i hånden. Og sådan blev det da også… men som man siger; man må yde før man kan nyde… så først blev de kedelige praktiske ting var overstået. Så er vi klar til en ny uge. Det er en af de seje. Jeg har lukkevagt og sådan en uge synes ikke, at indeholde ret meget andet end arbejde. SÅK!
Nåmen… fortsat god søndag til dig… det der nu er tilbage af den!
-
Et enkelt lille pip
Man kan sige og synes hvad man vil om sådan en lille Taj Mahal køleskabsmagnetting…
– men når den er givet i glad taknemmelighed over en hjælp jeg har ydet af en lille flok smilende generte indiske kolleger… ja, så kan man altså mene hvad man vil…
– jeg er glad for den og den har fået plads på mit køleskab!
-
Ordforstoppelse
“Nogen” synes jeg taler for meget (og siger de forkerte ting, på de forkerte tidspunkter). Måske har de ret. Og i hvert fald er jeg løbet tør for ord.Så medmindre jeg vinder i Lotto, uventet opdager jeg er gravid eller manden i mit liv frier til mig, så bliver her altså stille et par dage… igen!
Be right back!
-
Vedholdenhed
Jeg havde helt opgivet tanken om mere sensommer. Men tirsdagens september sol og blå himmel levner alligevel en smule håb om at sommeren er mere vedholdende end som så.
Heller ikke jeg gi’r så nemt op. Da Poden begyndte på Løvvangskolen søgte vi buskort til hende. Det bevilges, når eleven har mere end 9 km til skole… på cykel!
Jeg havde selv målt ruten til 9,4 km, men vi fik afslag. 8,2 km beregnede skolen og altså ikke nok til at udløse et gratis buskort.
Det accepterede vi og indtil videre har hun jo så også brugt sin knallert. Vejret begynder bare at blive for træls til den tohjulede transport. De kolde, våde og mørke morgener bliver flere og flere og derfor er bussen igen blevet aktuel.
Poden fortalte så, at en af hendes klassekammerater havde fået sammen afslag, men at moderen have protesteret og fået medhold. Krak, som skolen bruger til opmåling, sender nemlig eleverne tværs hen over markerne på vej mod skolen!!!
Jeg ringede til kontoret i dag. Den søde sekretær bed på mine argumenter, lovede mig at granske ruten nærmere og så ringe tilbage. Og svaret blev positivt. Også i Nannas tilfælde skyldtes afslaget Kraks tur ud over markerne! Hun undskyldte og ville fluks gøre et buskort tilgængeligt for Nanna… dejligt indimellem at få lidt ud af sin vedholdenhed!
-
Ystad ligger i Sverige!
I aftes så jeg Wallander… i den engelske version!!!
Arjmen altså… kunne man så for pokker ikke ha’ taget skridtet fuldt ud og givet personerne engelske navne. Kurt og Kalle… på engelsk… nej, det går altså bare slet ikke.
Selve filmatiseringen var der ikke noget at udsætte på. Kenneth Branagh var skam ypperlig i hovedrollen. Men det virker altså på en eller anden måde langt mere autentisk, når Krister Henriksson siger Kalle Svedberg og spiser köttbullar. Desuden er han jo den småkoleriske og sentimentale kriminalkomissær Kurt Wallander og det kan nok så mange nyindspilninger ikke lave om på.
Musikken herunder er fra den engelske filmatisering… den er smuk… nøjagtig som den musik, der er valgt til de nye svenske film.
Enjoy!
Emily Barker & The Red Clay Halo – Nostalgia
-
Skjulte talenter
Hvornår er der egentlig vinter OL igen 😉
… -
I’ll be back…
Når vinden raser derude både bogstaveligt og i overført betydning, så er det godt at kunne rykke sammen, tænde lys og finde glæde i de helt nære ting. For heldigvis er der også ting at glædes over og heldigvis er der også mennesker, som aldrig svigter uanset hvor underlig jeg er og hvor svære tingene bliver.
Lige nu føles rekylvirkningen som et kæmpe blåt mærke… lige midt i livet… men sådan et forsvinder også, og når den værste hævelse har lagt sig, så tror jeg på, at også jeg kan finde de nye døre, som helt sikkert åbnes.
Som Jens siger: det er jo lykkes dig at komme så langt i livet, mon ikke du kan drive det resten af vejen med samme energi og visdom.
Det tror jeg på… jeg skal bare lige op over kanten!
-
Hård vind fra vest…
Så kom vi dertil, hvor vi her i huset fandt det nødvedigt at linde lidt på radiatoren. Lørdagmorgen er en tro kopi af gårsdagens… regn og rusk men tilmed altså også kold. Poden mente oven i købet, at det måtte være tid til at finde vinterdynerne frem… og måske har hun ret.
Den rødhårede og jeg var kolde og drivsjaskvåde efter blot en lille tur derude og det bli’r vist ikke i dag, vi tager en time i skoven eller ved stranden. Heldigvis er hun af en race, som ikke kræver den helt store motion og hun løber ikke på væggene, hvis hun ikke bliver rørt en enkelt dag.
Efteråret er okay… man kan se en ende på det. Værre er det når ens liv løber ind i den slags efterår. Med regn, rusk og masser af modvind. Her er ikke helt så nemt at se foråret forude, hvis der overhovedet er et forår. Her er det ikke nok bare at lade tiden gå og vente.
Jeg befinder mig lige midt i mit livs værste efterår. Både privat og på jobfronten. Og selvom jeg prøver at finde det positive, prøver at smile, prøver at hanke op i mig selv og sige det går nok… så har jeg rigtig rigtig svært ved at se lyset!
Det er desværre ikke bare at finde vinterdynen frem, kravle ned under den og vente på foråret… sådan fungerer det ikke, men gid det var så enkelt!
-
Hvem er den..?
Hvis man nu går og planlægger at besøge Ikea Aalborg, så vil jeg anbefale, at man holder sig fra at lægge sit besøg fredag den 1. oktober. Ja, altså med mindre man synes, det er sjovt at havne midt i noget, der vel kan ende som Danmarks/Europas/Verdens største gemmeleg.
En Facebook gruppe inviterer nemlig til “Gemmeleg i Ikea – Aalborg” og foreløbig har 2078 tilmeldt sig. Alle deltagere skal møde i hvid t-shirt/overdel…. hvem der så skal finde hvem, kan jeg ikke helt overskue… nogen forslår vagterne derude andre foreslår de Ikea ansatte (måske gi’r det sig selv afhængig af Ikea’s tolerance)… under alle omstændigheder er det da en temmelig original event.
Det bli’r den ultimative kan-Ikea-se-det-fede-i-det-testen 🙂
-
Fredags fred
For første gang meget længe har jeg sovet godt. Så selvom jeg er vågnet op til en septemberfridag med regn og blæst, og med et hoved der føles en anelse tungt, så er jeg alligevel gladere end jeg har været på det seneste. Jeg fik lettet mit hjerte i går, både her og der, og selvom det ikke direkte løste nogen ting eller gav mig nogle konkrete svar, gjorde det mig alligevel rigtig godt!
Poden sover endnu. Fire dages manglende søvn skal indhentes og det er hende vel undt. Jeg har brugt formiddagen på at kæmpe mig gennem vasketøjsbunkerne og vil snart vække hende med friskbagt “morgen”brød. Og så må jeg hellere lige få uddybet den der med karantænen på det Olympiske Stadion i Berlin 😉
Kan I have en rigtig dejlig fredag og en god weekend!
