• Et øjeblik...

    Otte ud af ni

    – den sidste lignede en, der have spist en l***… eller i hvert fald ikke som en, der synes min tilstedeværelse var noget at råbe hurra for.

    Heldigvis blev jeg taget varmt imod af  resten og der var velkomstkaffemøde med kage og hvad har vi 🙂

    Det har været en lang dag. Mit hoved summer og jeg er forvirret på et højere plan. Jeg var meget godt med de første timer, men efter frokost mistede jeg overblikket en smule. Men det skal nok komme, når jeg får alle de nye termer ind på ryggraden.

    Nu vil jeg gå en tur med den rødhårede, få hovedet blæst igennem og mon så ikke jeg sover godt i nat! Jeg tror det.

  • Et øjeblik...

    Én nat tilbage…

    Så er det i morgen jeg bare skal gå gennem receptionen og tage trappen op til 3. sal, hvor min nye arbejdsplads ligger. Der er gjort klar, jeg har flyttet mine ting derop og jeg mangler blot at pakke ud og tilslutte strøm og netværk, så er jeg parat til at lære om POB, SAP, CHANGE, ITIL, CMDB og hvad har vi!

    Det er med nogen sommerfugle i maven og noget ambivalente følelser. Desværre. Jeg var så glad… lige indtil fredag kl. 13.12, hvor der tikkede en mail ind. Der var en, der synes h*n lige ville ødelægge mit gode humør… og selv om jeg har sagt til mig selv 100 gange denne weekend: “fandeme nej, det skal h*n ikke ha’ lov til“, så sidder det stadig som en knude i maven. Jeg har forsøgt at komme i dialog med vedkommende, men bliver blot som sædvanlig mødt af tavshed.

    Rigtigt ærgerligt… for os begge to… og så pokkers unødvendigt!

  • Set i nyhederne,  Set på nettet

    Presselogen

    Søndag formiddag. Der er kaffe i kruset og Presselogen i mit tv. I dag var emnet de presseetiske problemer, der kan opstå i forbindelse med retssager, hvor der nedlægges navneforbud. I senest tilfælde sagen fra Amager, hvor en 45 årig mand er anholdt og sigtet for foreløbig et mord og to voldtægter.

    Politikens journalist fortalte, at han ved hjælp af oplysninger fra EB på ca. 3 minutter havde fundet frem til mandens navn på Facebook. Nu er jeg frygtelig nysgerrig og sådan en “udfordring” lader jeg ikke gå min næse forbi. Da jeg først havde fundet oplysningerne fra EB’s artikler, tog det mig kun ganske kort tid at finde en profil, der passede 100% på beskrivelserne fra EB og dermed også gav mig mandens navn!

    Så meget for det navneforbud… og det var da også netop, hvad presselogen handlede om!

  • Poden

    Nu er jeg tømrersvend, jeg har det godt…

    Poden har tilbragt ugen i Brobygning på “Bygge og anlæg” på Construction College Aalborg. Projekt “legehus” blev næsten færdig gjort i dag og der var rejsegilde med pølser og sodavand. Hun har sunget håndværkersange og meddelte mig, at hun også kan åbne en bajer med en bajer 😉

    Da jeg var lille så var det min drøm
    at save i træ og banke søm.
    Nu er jeg tømrersvend, jeg har det godt
    jeg sover hver nat, for jeg arbejder hårdt.

    Her er det Nannas sjak, der er fotograferet på det færdige byggeri, hvor de har prøvet både tømre, murer, maler og vvs håndværket.

    Det har været en fantastisk uge, men også en uge, der har tæret på kræfterne. Jeg tror, hun har sovet før hovedet har nået dynen.

    Næste uge står den på Style & Wellness College Aalborg hvor de bl.a. uddanner kosmetologer.

    Fremtidsønskerne spænder vidt 🙂

  • Bogstavleg

    Bogstavleg B

    Om nogle ganske få timer stempler jeg ud for sidste gang som receptionist. Der er sagt farvel til gode kolleger, arbejdet er overdraget til andre og når jeg møder igen mandag morgen er det på 3. sal og i teknisk afdeling. Nye men velkendte kolleger og kanon spændende udfordringer venter forude og derfor står mit B i dag for begejstring!

  • Et øjeblik...

    Mennesker mødes

    Husker du ham her…“onsdagsflirten”? Der begynder at vise sig en tendens… vi mødes helt tilfældigt rundt omkring, senest til sidste fredags Tina Dickow koncert. I dag dukkede han så også op i min computer… gad vide hvad det kan føre til… om noget overhovedet 😕

  • Et øjeblik...

    Tak for denne gang

    Jeg har himlet op om de blomster min chef aldrig investerede i da jeg skiftede afdeling tidligere på året… måske fik han nok, for i dag blev jeg pludselig kaldt ind på kontoret og så var der blomster, vin, dejligt gavekort og hyggeligt komsammen med mine gamle kolleger… med et tak for denne gang!

    Om det ligefrem var fordi de synes det skulle fejres, at jeg rejser, kan jeg jo så bruge de sidste to dage til fundere lidt over 🙂