-
Ingen suspekte forandringer
I går kontaktede jeg Hudklinikken i Brønderslev og i dag kl. 9:00 forlod jeg klinikken to modermærker fattigere.
Det havde jeg ikke forventet..
Hverken at komme til så hurtigt eller at det lige var noget de fiksede med det samme.
Jeg glad og taknemmelig for at have en sundhedsforsikring.
Der var heldigvis ingen malignitetssuspekte forandringer, men når jeg nu var der, mente han vi skulle fjerne dem og sådan blev det.
To små lokalbedøvelser, som var det eneste jeg kunne mærke og kort efter var de væk og jeg kunne køre hjem.
-
Jeg har læst
Jeg var glad for, at jeg havde valgt at tage en mandagsfridag. Baller og lår kunne godt mærke lørdagens mange ture op og ned af malerstigen og søndagen blev af den mere dovne slags med strikketøj og lydbog.
Jeg har læst ‘Pigen fra den franske skole’ af Jacob Weinreich.
Det er den 21. marts 1945. Krigen er slut om få uger. 26 modstandsfolk sidder fanget i Shellhuset. Over 500
mennesker er samlet på Den franske skole, heriblandt 34 katolske nonner, otte civile lærerinder og 482 børn. Og 1200 kilometer væk letter 51 engelske fly med kurs mod København – forude venter en af danmarkshistoriens mest afgørende dage.Bogen skildrer omstændighederne omkring bombningen af Shellhuset. Historien foregår i fire separate spor. Vi følger nonnen Benedikte, københavnerpigen Asta, modstandsmanden Harald og den engelske Royal Air-Force pilot Edward – og bombningens betydning for deres liv.
Forfatteren har researchet grundigt, blandt andet ved at interviewe overlevende fra bombardementet. Personerne er alle fiktive, men bygger dog på grundig research, historiske fakta, vidneudsagn og breve.
Det er en ualmindelig velfortalt historie og gjorde mig nysgerrig på at læse mere.
Jeg har sideløbende læst om begivenheden og om De Havilland Mosquito flyene som var bemærkelsesværdige ved at være bygget af krydsfinér og balsatræ. Det havde den fordel, at flyet ikke reflekterede radarbølgerne så godt som metalfly, som betød de kunne snige sig uopdaget ind i fjendeland.
Historien binder en lille sløjfe til mit besøg på Frederikshavn Kirkegård, hvor 62 britiske flyvere ligger begravet. Meget unge mænd – nogen uden navn – som aldrig kom hjem fra krigen.
I bogen følger vi den britiske pilot Edward, hans tanker og reaktioner før han leder de 51 fly over Østersøen mod Sjælland. Mange af dem kom ikke med retur og det kunne være hans kammerater, der ligger begravet her.
Meget apropos er Ole Bornedal ved at lave en film om samme begivenhed. ‘Skyggen i mit øje’ skulle få præmiere i biograferne i slutningen af denne måned.
-
Vi rullede og rullede
Kl. 9 startede aktionen og kl. 14. kørte jeg mureren retur til Aalborg.
På det tidspunkt havde vi malet halvmur, vægge og loft i stue, køkken og soveværelse samt vægge i bryggers. Vi havde også spist pizza, gjort malergrej rent og pakket al afdækning væk.
Vi var dæleme effektive.
I morgen kommer flyttelæsset og det er så skønt for de unge mennesker at kunne flytte ind i et nymalet hus.
Den del – flytningen – klarer de selv.
Min rolle bliver at passe hund og lægge bruseforhæng op.
Det kan jeg vist lige overkomme efter at have været i malesjakket i dag.
-
1986
Bunken af negativer optager fortsat det meste af min fritid.
Strikketøjet er lagt til side for en stund, mens jeg arbejder mig gennem den ene kuvert efter den anden… scanner, redigere og gemmer.
Jeg kontaktede ham som var afbilledet på de fotos der var blevet kasseret og spurgte om han var interesseret i at se dem også.
Svaret kom samme dag.
De viser en periode af hans liv – studietiden på Aalborg Universitet – og de billeder ville han heldigvis meget gerne se.
Vi delte min lille ejerlejlighed oppe under taget på Budolfi Plads. To værelser, køkken og bad på bare 50 kvm, men vi havde det skønt.
Scanneren er slukket for i dag. I morgen tidlig henter jeg mureren.
Vi udgør en del af det malersjak, der i morgen skal gøre klar til at Nanna og kæresten flytter ind i mit gamle hus.
I dag er der blevet dækket af og lukket huller i væggene så vi er klar til at kaste os over malingen lige fra morgenstunden
Vi er fire til at tage fat, så vi skal nok komme i mål inden lørdagen er ovre.
-
Heldigvis har jeg negativerne
For 100 år og en madpakke siden havde jeg en frygtelig jaloux kæreste. I den forholdsvis korte tid vi var sammen nåede han at slette alle spor efter en tidligere kæreste… breve og fotos forsvandt.
Negativerne lå heldigvis gemt væk i en kasse og jeg har nu taget hul på at genskabe billederne digitalt.
Firmaets fotoklub har en negativscanner og den har jeg lånt. Jeg har brugt lidt tid på at installere og opgradere softwaren til dyret og nu funker det.
Kvaliteten kan sagtens blive langt bedre, men jeg har valgt at prioritere en hurtigere scanning og en mindre filstørrelse.
Det er billederne fra midt 80erne jeg er gået i gang med at genskabe. Det var en god og sorgløs tid. Jeg var glad og tilpas i mit liv kan jeg se af billederne.
Jeg synes også, at jeg kan se på frisuren, at Lady Diana var tidens store modeikon 🙂
Der er mange negativer. Rigtig mange. Det bliver noget med at scanne en ‘kuvert’ om dagen og starte med dem, hvor billederne ikke længere findes.
-
Fast & Furious 11
Jeg drømte i nat, at jeg var på vej til Amsterdam og da vi stod i lufthavnen opdagede jeg, at jeg havde glemt mit pas.
Der var 20 minutter til afgang. Jeg sprang i bilen og jeg kørte som død og helvede gennem Aalborg, overfor rødt og hvad har vi.
Min ex-mand sad ved siden af og prædikede om alle de fejl jeg begik i trafikken og hvor ringe jeg var til at skifte gear.
Hvorfor han havde fået sig forvildet sig ind i historien og i bilen melder historien ikke noget om. Den melder heller ikke nogen om, hvorvidt jeg nåede flyet.
Jo tættere vi kommer på, jo mere tror jeg på, at vi kommer af sted denne gang.
Og jeg HAR tjekket, at jeg ved hvor mit pas befinder sig.
-
Urværk
Jeg ville gerne have set verden og livet gennem min mors øjne, da hun blev dement. For hvad foregik der derinde. Hvad tænkte og følte hun mon?
Jeg blev en lille smule klogere af at læse Ane Riels roman ’Urværk’, som er en kærlig fortælling om alderdom, demens og ensomhed.
Ældgamle Alma bor alene i det hus, hun delte med sin mand, urmageren Otto. Manden er tilsyneladende borte, men tilbage er hans ure, og især det gamle bornholmerur i stuen har en særlig betydning for Alma. Det er ’konen’, et ur, hvis taktslag følger Almas. »Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det«, så hun trækker troligt uret op hver aften med følelsen af, at hun til hver en tid selv kan vælge, hvornår hendes indre ur skal gå i stå.
Hun knytter venskab med en lille dreng og hans hund og langsomt kommer Alma ud af sin skal.
Den lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.
Bogen er i øvrigt glimrende læst op af Henrik Koefoed – for de, der foretrækker lydbøger.
-
Oktober lørdag
Han kiggede mig hen over skulderen og spurgte: står der stadig noget om vi kun må være 5 derinde?
Det var i bagerbutikken han mente. Jeg stod nemlig udenfor, da der allerede var 5 i lokalet.
Det blev til en lille meningsudveksling om at bringe de gode vaner, vi lærte under Corona med ind i den mere normale verden – den endte med, at han resignerede med et: “når du står herude, så gør jeg også”.
At restriktionerne er fjernet ser ud til at kunne styres herhjemme, men nu kommer vinteren og uanset om folk har corona, influenza eller bare er slemt forkølede, så gider jeg faktisk ikke at have dem til at stå og ånde mig i nakken og agter at holde fast i at holde afstand og spritte hænder.
Det bygger ikke nogen videnskabelig undersøgelse, men min oplevelse er, at det det især er mænd 50+ (og dem er der mange af i Hals), som synes alt der der spritten af og holden afstand bare har været noget pjat. Den kategori hørte morgenens møde også ind under.
Poden og kæresten kommer en tur til Hals i dag. De skal hjælpe min niece med at flytte nogle tunge ting til deres nye hus. Der er endnu en lille familie flytning på vej. Poden og kæresten rykker nemlig ind i mit gamle hus, hvor min niece har boet det sidste år.
På næste lørdag er jeg ‘inviteret’ til at hjælpe med at male og søndag/mandag rykker de ind.
Det bliver skønt at få dem tæt på.
Dele af familien er fortsat midlertidig udstationeret i henholdsvis Polen og Bagsvær, men ellers har vi fremover allesammen fast base i Hals og lagt København, Aarhus og Aalborg bag os og rykket sammen i en by med kun 2500 indbyggere.
Hals er fin trods de mange 50+ mænd 😉
-
Det var en våd og stormfuld morgen
Der var ingen, der havde lyst til at forlade matriklen til morgen. Ingen overhovedet. Men ud det skal vi uanset vejr og vind. Vi var heldige for det smådryppede kun en smule, da vi var klar til morgentur.
I går fik vi så mange kilometer i benene at vi sagtens kan tage en mindre aktiv dag uden at begynde at løbe på væggene.
Mine nye gummistøvler blev gået til i går og jeg er slemt tilfreds med dem. De sidder godt på foden og som det ses, slutter de forholdsvist tæt til anklen, så jeg forhåbentlig kan slippe for alle de småsten som på besynderligvis kom ned i de gamle støvler.
I eftermiddag står den på strik og de sidste tre afsnit af Kastaniemanden. Det var en fremragende bog og det er en lige så fremragende og uhyggelig tv-serie.
Alle 6 afsnit kan ses på Netflix.
På pindene er en Kelly genser fra Sandnes.
Jeg har valgt at strikke min helt i sort. Ikke den nemmeste farve at strikke i, men jeg mangler en sort sweater, så jeg kæmper mig igennem.
Iflg. opskriften er den strikket på pind 5, men for at holde strikkefastheden er jeg på pind 6. Det er lige i overkanten til mine hænder, så jeg har et andet projekt på pind 3,5 som jeg kan skifte mellem, så ikke hænderne bliver alt for trætte.
-
Sort og sort
Jeg foretrækker sort tøj, men har endnu tilgode at strikke i sort.
Nu skal det være.
Nye briller og et godt lys, så må det kunne lade sig gøre at forvandle indkøbet af Peer Gynt og mohair til en sweater.
Peer Gynt fra Sandnes er ny for mig, men har været på markedet siden 1938, så det må være en velafprøvet kvalitet. Præcis som tidens yndlingsgarn her på matriklen – Rauma Finull – er også Peer Gynt et 100% norsk uld produkt.
Der er så fint med alle de nye garner, men ren uld med alle dens fine egenskaber i behold, kan altså noget.
Jeg har reklameret over mine knap 10 måneder gamle LaCrosse gummistøvler, som er sprækket, så jeg får våde fødder. Det er støvler til kr. 700… de bør sørme kunne holde til at blive brugt. Heldigvis var boozt.com enige og jeg får mine penge retur.
Hunter er jeg færdig med, Ilse Jacobsen ligeså og nu LaCrosse. De eneste jeg har været rigtig tilfreds med har været Le Chameau, som er enormt holdbare, men jeg har også brug for et par korte røjsere, som er lige til at hoppe i.
Denne gang har jeg købt H2O – også sorte – så må vi se, hvad de kan.
