Der er ikke mange, der bevæger sig uden for skovens afmærkede stier, men gør man det, kan man opdage de dejligste steder.

Vi har fundet et nyt yndlingssted. En smal sandet sti fører gennem heden og ned mod stranden. Et stykke inde åbner stien sig mod et klitområde med bakker og sand.

Området er ikke vildt stort, men stort nok til at hundene synes, at det er fedt at piske rundt i bakkerne, sandet og den lave vegetation.

Helt ukendt er området ikke. Jeg gik her en enkelt gang i foråret – alene – for at kigge efter hugorme. De skulle efter sigende være gået i hi for vinteren, så vi kan færdes i området uden risiko for at blive bidt.

Jeg kan sagtens forstå, at rådyrene flygter over hals og hoved når de to franske komme tromlende gennem landskabet.

De kan ellers godt tage det helt roligt for et eller andet sted i evolutionen er jagtindstinktet vist forsvundet fuldstændig ud af racen – i hvert fald i den blodlinje mine stammer fra.

I går luftede Nanna og jeg hunde samme sted og meget meget tæt på os lå det her lille dyr og trykkede sig. Ingen af de tre franske vi medbragte fik så meget som færten af dyret. Hverken på ud- eller hjemturen.

Det er 1. november og med gårsdagens overgang til normaltid levner dagen ikke meget lys til skovture.

I dag insisterede jeg på at nå det i det hurtigt svindende lys – og vi nåede knap en time inden vi vendte snuden hjemad.

Det blev på ingen måde nogen god mandag på jobbet. I morgen er der heldigvis en ny dag, som jeg agter at tilbringe på hjemmekontoret.

Når man tror man trykker på snooze og i stedet for slukker vækkeruret og vågner 5 minutter i mødetid, så er det skønt at kunne benytte hjemmearbejdspladsen i stedet for at stresse rundt og komme helt forkert ud af huset.

Sådan en mandag blev det for mig.

Det var ikke nogen svær beslutning at træffe. Normalt er det noget, som jeg aftaler med mine kolleger, men jeg vidste, at ingen af dem havde fri i dag eller have aftaler ud af huset.

På den vis blev min mandag fredelig og tilbragt i nattøj og med sovende hunde under skrivebordet.

Kontoret blev lukket ned til sædvanlig tid og så blev hundene pakket til en skovtur.

Julen er begyndt at snige sig ind på os.

I dag skulle vi vælge firmajulegave og vores årlige tur til København, Tivoli og Grøften er i planlægningsfasen. Det er et par år siden vi var afsted sidst, men det var ikke svært at overtale vores nye chef til at holde ved den tradition.

Vi har fået en ny lokation på Frederiksberg og i år bliver dét mødestedet. Det sparer os for en del transport til og fra byen.

Jeg glæder mig – det er altid hyggeligt at møde kolleger live og ikke kun på telefon.

I kassen med negativer fandt jeg også en gammel kuvert med nogle lige så gamle negativer. De er fra 1963. De passede ikke i negativscanneren, så dem måtte jeg til fotohandleren med.

Jeg kan afsløre, at prisen for scaningen var noget højre end de kr. 12,60 fremkaldelsen kostede i 63 😬

Det er billeder af mine forældre, min søster og jeg.

Den meget tyndhårede i barnevognen er undertegnede.

Billederne et taget på min Onkel Eriks lille landsted lige uden for Viby Sj. Valore Mark hedder stedet.

Det er kun få af de 21 billeder, som jeg har set før, så det var et af de bedre fund.