• Et øjeblik...

    Over and out

    Selv en forlænget weekend får ende og i morgen banker hverdagen igen på døren.

    Mandag blev brugt på nærmest ingenting. Poden lå i sengen med feber, kæresten kom for at underholde og så var min tilstedeværelse li’som overflødig.

    Udover lidt småprojekter var det derfor ren afslapning med te, gode bøger og lange gå ture. Jeg er – desværre – i gang med Jussi Adler-Olsens sidste bog om Afdeling Q… eller det vil sige, det er min sidste. Jeg fik bøgerne i en lidt bagvendt rækkefølge, så jeg startede med nr. fire i rækken, så nr. tre og først derefter et og to. Bortset lige fra referencerne til de tidligere sager og historien om Assad, så har det ikke gjort den store forskel. Rigtig fin underholdning med styr på plot og person tegning.

    Til morgen var Poden igen klar til skolen, i hvert fald var hun feberfri og ville gerne af sted. Jeg var heldig, at komme med på et afbud hos Frisør Hanne, så nu er det grå gran trimmet til en styrbar størrelse.

    Vi har aflagt lægen et besøg og Poden er sendt videre i dét system, der på sigt gerne skulle kunne afhjælpe hendes lille fødselsdefekt. Vi har været turen gennem før, men dengang mente lægerne, det var for tidligt at operere hende. Håbet er, at der kan tages så meget hensyn, at det kan blive i sommerferien, så det ikke går ud over hendes uddannelse. Men det er måske for meget at forvente, at det offentlige system kunne være så fleksibelt!!! Vi får se.

    To fridage er brugt. Godt. Onsdagen kan bare komme an!

  • Et øjeblik...

    Blå eller rød

    Jeg har aldrig kunnet se lyset i Henriette Kjær… synes hun er træls både at se og høre på, og lige pt. er det da helt umulig at finde en avis eller en tv kanal, hvor man kan undgå hende.

    Jeg ved ikke, hvad der er fup eller fakta – det ved vist kun de to hovedpersoner – og vi skal selvfølgelig heller ikke ret gerne komme dertil, at vores politikere ikke bliver givet plads til også at være almindelige mennesker… det er som bekendt menneskeligt at fejle. Men har Henriette Kjær ikke med de sidste års roderi i sit økonomiskebagland mistet sin troværdighed? Jeg synes det! Og burde hun ikke, som meningsmålingerne siger i dag, trække sig? Jeg synes det!

    Eller også burde man måske klappe i sine små hænder, for med et valg lige forude kan der kun være fordel i, at de konservative er styrtdykket i meningsmålingerne… hvis man altså tilhører dén fløj 🙂

    Og så burde hun i øvrigt skamme sig… hun skulle lige prøve at få det til at løbe rundt med min løn!!!

    PS: for øvrigt tror jeg også, at C har skudt sig selv i foden med valget af Barfoed som formand… manden mangler jo fuldstændig karisma!

  • Et øjeblik...

    Dømt for lille…

    Hmmm… Poloen er ikke stor – det vidste jeg godt – men at den er for lille til at aktivere porten hos Shells vaskehal var alligevel en tand for komisk.

    Jeg måtte ud af bilen og ind i forretningen og have dem til at lukke op manuelt 😕

    Udover problemet med ikke at kunne komme ud af vaskehallen, synes jeg faktisk også det er en anelse dyrt, men efter vinterens saltning trængte den til at blive spulet godt nedenunder og det er svært med en vandslange, som kun kan yde et forkølet vandtryk. Ellers vasker jeg hellere i hånden og sparer de 99 kroner.

    Men pyt… nu holder den der fin, nyvasket, vokset og hvad har vi..!

  • Et øjeblik...

    Bunden er lagt

    Der tales så meget om det overdreven alkoholindtag blandt den danske ungdom, og det er selvfølgelig noget, der bekymrer rigtigt meget når man er mor til en 16 årig.

    Bunden er blevet lagt tidligt i hendes tilfælde… her er hun 14 måneder gammel og ved godt hvordan en guldbajer skal håndteres… hvordan skal det dog ikke gå… og hvis skyld er det så 🙂

  • Et øjeblik...

    Søndag synger på sidste vers

    Forbløffelsen lyste ud af den rødhårede da vi i dag kørte til fjorden… for hvor pokker var hendes badevand dog blevet af 😉

    Fjorden er stadig frossen og kun sejlrenden holdes fri. Ganske uforståeligt for et lille hundehoved!

    Poden er vendt hjem og ligger nu oppe under dynen med kamillete og diverse midler mod hoste og ondt i halsen. Eksens nye kone er sygeplejerske og åbenbart også selvudnævnt læge, for hun mente at Nanna nok havde svineinfluenza… nogen har bare evnen til at gøre en myg til en elefant og på den vis passer hun perfekt ind i svigerfamilien 😕

    I morgen – og tirsdag – står der en fridag på min kalender og med en temperatur et stykke over de 38, må Poden jo nok hellere gøre mig selskab. Men først skal vi have overstået endnu en forhåbentlig forrygende håndbold kamp på en søndag aften, hvor hverdagen endnu synes et stykke væk!

  • Et øjeblik...

    Pakkeløsninger og kuldkastede planer

    Jeg kunne høre det allerede da han ringede i fredags og vi aftalte jeg skulle komme i weekenden. Tonen blev mærkbar anderledes da jeg sagde, at jeg jo var nødt til at tage den rødhårede med… hvad havde han egentlig regnet med… at hun skulle være alene hjemme fra fredag til søndag??? I vores alder må man vel næsten forvente og acceptere, at der følger en pakke med i form af børn – og i mit tilfælde hund!

    Jeg troede ikke, det ville blive noget problem – hun har været med før og når hun er dampet af, er hun forholdvis rolig, ødelægger ikke noget og ligger ikke i møblerne – men jeg tog fejl..!

    Hun var tydeligvis ikke velkommen… og er der noget vi ikke gider, så er det at være til besvær. Poloen blev pakket og vi returnerede til Vodskov allerede lørdag eftermiddag. Og så kan han forresten synes jeg er en sur prut eller en underlig fisk!

    Frankly my dear, I don’t give a damn!

    Men at søndagens barselsbesøg måtte aflyses er jeg bestemt ikke ligeglad med. Poden er hos sin far og var ventet hjemme ved  middagstid i dag, så vi kunne komme på hospitalet i løbet af eftermiddagen. Men hun ringede og lød rigtig sløj. Feber, hovedpine og hoste har præget hendes weekend og det synes jeg ikke lige var noget at bringe med på neonatalafdelingen… så selvom vi har glædet os meget og vi har en lille pakke og et nyopladet kamera klar, så er vi nødt til at udsætte vores besøg til vi ikke længere udgør nogen smitterisiko.

  • Et øjeblik...

    En af de rigtig go’e…

    Smilet var stort og humøret højt fra morgenstunden hos min ellers ofte lidt “gnavne” kollega og det varede ved indtil vi fulgtes hjemad. Kærlige drillerier, smil i de blå øjne og masser af hyggelig pingpong gjorde denne fredag til en af de gode. Og fik mig til at huske på, hvorfor han engang …

    Det er faktisk lige før jeg har fortrudt, at jeg holder fri mandag og tirsdag… eller var det måske netop derfor humøret var så højt… hmmm det må jeg vist hellere undlade at spekulere mere i 😉

    Jeg stempler ud herfra. Poden er hos sin far, og den rødhårede og jeg kører snart nordpå for at tilbringe weekenden i godt selskab… med kærlige drillerier og smil i brune øjne. Håber jeg!

    God weekend til jer derude!

  • Et øjeblik...

    Solkongen

    Forude venter en fredag med 6 timers arbejde før jeg stempler ud til en weekend, jeg ved hjælp af et par fridage, har forlænget helt til onsdag. I LÅÅÅÅVE IT.

    Planerne er mange og indeholder både sure pligter, ubehagelige møder og rene fornøjelser. Til sidste kategori hører et besøg hos Prinsen af Langholt.

    Eller skulle vi måske kalde ham Solkongen 🙂

    Den her fine lille purk blev født den 6. januar temmelig meget for tidligt og vejede blot 1625 g. Men det går fremad, han er nu ude af kuvøsen, over 100 g tungere og allerede top sej med Ray-Ban solbriller og hvad har vi 🙂

    God fredag og god weekend!

  • Et øjeblik...

    Strik en stol

    Lidt surfen bragte mig omkring Etsy.com – stedet hvor man kan sælge sine hjemmelavede ting. Der findes et væld af rædsler derude, men indimellem også små og store perler.

    Blandt andet synes jeg dette strikkede Aran-betræk til lænestolen er om ikke kønt så ret sjovt – det er en sydafrikansk kvinde, der strikker efter foto og mål – du kan besøge hendes lille strikbiks her

     

    Computeren bragte mig også forbi min netbank og forvirringen var stor, da der i stedet for de sædvanlige ca. 2500 i børnepenge, blot var gået 882 kr. ind på kontoen under overskriften “Børne- og ungeydelse”. Jeg havde godt hørt i min øresnegl, at de ville pille ved børnepengene, men troede egentlig ikke det angik mig med mit ene barn!

    Lidt surfen gav svaret – de 882 kr. udbetales månedligt i stedet for kvartalsvis… så resultatet bliver det samme og jeg kunne ånde lettet op… det er ikke endnu, jeg går bankerot.

    Og for lige at blive ved det økonomiske… “du hører fra os i løbet af et par dage“… behøver jeg at fortælle, at jeg endnu ikke hørt et pip fra Patientforsikringen 😕