-
Alle fortjener en VolksWagen
Vores VolksWagen er nu blomstret… så når nogen for eftertiden møder sådan en tussegammel mellemblå Polo, behøver de ikke undre sig om det nu var os eller… der kører med garanti kun én med det udseende.
Den store blomst på køleren voldte os lidt problemer og vi slap ikke for luftbobler… men pyt! De værste lakskader og (reparerede) rustpletter har fået en blomst og resten lægger man med garanti ikke mærke til mere 😉
Poden læser til eksamen og er hjemme hele weekenden… for første gang i 100 år. Næsten. Det er hyggeligt, der er købt ind til lækker mad og senere er der snold til en god film. Så selvom det er gråt og vådt udenfor, er det en helt okay lørdag.
-
For 3 år siden…
Kan man på nogen måde forestille sig, hvor rædselsslagen man bli’r, når man pludselig og uden advarsel har en hvilepuls, der ligger et godt stykke over de 100 og som når 150 ved mindste bevægelse, hvor bange man bli’r, når man knap kan bevæge sig 13 trin op på 1. sal uden at være ved at besvime af mangel på ilt, hvor skræmt og lille man føler sig, når man bliver rullet ind på hospitalet fra en ambulance og bliver hastet ind til CT-scanninger, blodprøver, hjerteultralydsscanning og trombolyse – og hvor lettet man bliver, når hjerte og lunger efter en 5-6 timers kyndig behandling igen opfører sig “helt normalt”.
Det kan man måske… også selvom man ikke selv har været der.Blodpropper i venstre ben og i begge lunger og deraf voldsom overbelastning af hjertet sendte mig for præcis 3 år siden til tælling. Akut livsfare, sagde min læge – og jeg tænker, at det nok er hende jeg kan takke for, at jeg er her endnu. Hvilket jeg i øvrigt også har gjort.
Der gik nemlig et døgn før jeg faktisk kom på hospitalet trods en tidligere kontakt til vagtlægen, som mellem linjerne lod mig forstå, at han mente, at det var hysteri. Min egen læge derimod tog mig alvorligt og efter en kort samtale med sygehusets kardiologer, blev der tilkaldt en ambulance og derefter gik det stærkt…
Efter 1½ år var jeg stadig psykisk påvirket… socialt isoleret, humør svingende, søvnbesværet og grådlabil. Det kostede på mange konti, bl.a. vennelisten. Nogen fandt mig besværlig og underlig… jeg fejlede jo for pokker ingenting. Ikke noget der kunne ses i hvert fald.
Jeg er forlængst på den anden side. Men jeg fik aldrig mit gamle liv tilbage. Som jeg håbede. Og det har jeg så måttet lære at forholde mig til.
3 år… på visse punkter er jeg først i gang med at lære at gå.
-
Endomondo.com
Jeg har været på skovtur med mobilen i lommen og Endomondo tændt… hvor smart er det ikke lige.Den tracker tid, distance, kalorieforbrug, hastighed… den tegner rute, laver grafer og fører statistik. Og til sidst, når man er vel hjemme og trykker “stop” uploader den hele pivtøjet til endomondo.com.
Jeg havde kamera og selvfølgelig den rødhårede med, så gennemsnitshastigheden skal man ikke lægge for meget i. Vi tog os nemlig tid til at fotografere og holde adskillige tissepauser (man er vel i løbetid).
Jeg har godt nok ikke forbrændt nogle burgere endnu, men måske kan jeg tillade mig en lille is i aften. Lille sagde jeg (-:
Da vi nåede de 5-6 kilometer lød den rødhårede omtrent som om hun var døden nær. Og da vi kom forbi en plet græs med en smule skygge smed hun sig ned og så kunne jeg lokke alt jeg ville… hun var ikke til at rokke.
-
Mens vi venter på en Spunk
Mens jeg alligevel bare sidder her og venter på, at Thereses Spunk er klar til at vise sig for en større forsamling, kan jeg jo lige så godt bruge tiden fornuftigt. Der sorteres og redigeres i den million milliard billeder, som efterhånden har hobet sig op i min “to do” mappe. Mange ryger lige lukt i papirkurven, andre bliver gemt til en ekstra vurdering og kun nogle falder umiddelbart i øjnene som pletskud.
Jeg er blevet rigtig glad for Lightroom, men jeg vælger alligevel kun at gøre det grove arbejde her og så laver jeg den sidste finish i PhotoShop. Sådan arbejder jeg bedst. Jeg ved godt, at nogen mener, at det er snyd… at man pynter på virkeligheden… men jeg er græsk katolsk og hvis jeg kan løfte et ordinært billede op til, at blive noget jeg gider kigge på… ja så gør jeg det altså. Og jeg skal lige hilse at sige, at jeg dengang jeg arbejdede i et rigtigt mørkekammer gjorde nøjagtig det samme. Det var blot en kende mere omstændigt.
Nåmen, Spunken lader stadig vente på sig – så jeg vil blot ønske god weekend og arbejde videre (-:
-
Luft under vingerne
-
Enten eller
Så du måneformørkelsen i aftes? Ja altså ikke fordi jeg gjorde. Det var laaangt over min sengetid. Tilgengæld oplevede jeg den mest fantastiske vindstille morgen med mosekonebryg i solopgangen. Jeg gik og tænkte på, at sådan en morgen er det en fornøjelse, at have hund og at de mennesker, der bare går fra hoveddøren, ud i bilen og ind på jobbet går glip af noget. Meget.
Sanseindtrykket man får sådan en morgen kan man leve på langt op af formiddagen. Deværre holdt det ikke dagen ud og i det øjeblik jeg stemplede ud kl. 15 begyndte den første regn at falde. Så går det fede altså lidt ud af fornøjelsen ved at have hund… ikke fordi, som mangeårig hundeejer har jeg selvfølgelig alt det rigtige i beklædning… men alli’veller! En lun sommeraften er da klart at foretrække.
6 timer… arbejdstimer… tilbage, så er det allerede weekend igen. Ingen planer forude. Endnu. Og det gør mig ingenting, hvis der heller ingen kommer. Det skulle da lige være hvis (…)
…
PS: også i dag var jeg vidunderlig… men det var denne gang sagt med sådan et lidt underlig ironisk undertone. Et par timer senere gjorde jeg noget mindre klågt og blev fluks oplyst om, at vidunderlig og klåg er en yderst sjælden kombination. Hrmf… somom. Men bare de morer sig 😕
(er der forrresten ikke noget med, at den man tugter elsker man?)
-
Man hører dét man vil høre
– du er vidunderlig
hørte jeg han sagde… indtil han gjorde mig klart at ordene, der var faldet var
– du er lidt underlig
Hmmm, sådan kan man da blive så skide skuffet!
-
Dét lærer de aaaaaldrig
-
Tirsdags fornøjelser
Pelsdyret fik sit aftenbad og lugter nu “kun” af våd hund og Poden fik sin debut bag rattet i Poloen.
Efter en kort introduktion kørte hun 100 meter… lige ud… nede ved fjorden og skiftede både gear og hvad har vi. Næste lektion består i at kende forskel på kobling og speeder… og hvilken en af dem man skal trykke helt i bund. Tredie lektion kunne måske være at lære vigtigheden af at kigge ud af forruden mens man kører. Bare måske 😉
-
Undskyld frøken, deres hund er væltet
Og hun væltede ikke bare på græsset, men også helt tilfældig ned i en mødding med, hvad jeg tror er “brugt halm” fra kaniner… så nu stinker hun værre end (…)
Løbetid eller ej… hun ryger lige lukt i fjorden i aften!
