-
Dagen derpå
Jeg ved ikke, om det var fordi de synes vi havde ventet nok de sidste dage… for til morgen var det dæleme hurtig ekspedition.Jeg trådte ind af døren til stue 1 på Plastikkirurgiskafdeling kl. 07.45 og hjalp Nanna med at hente morgenmad.
Inden hun nåede at sætte sig, kom sygeplejersken og lægen, der havde opereret hende. Der var stor tilfredshed med resultatet og efter en grundig undersøgelse, aftaler om kontrol og masser af instruktioner kunne vi tage hjem.
Hun har været gennem en forholdsvis stor operation – en operation som til hun alles overraskelse er sluppet rigtig nemt igennem. Vi var blevet forberedt på det værste… blødninger, væskeansamlinger, dræn og hvad har vi… men sådan gik det lykkeligvis ikke.
Faktisk havde hun det allerede så godt i aftes, at de overvejede at sende hende hjem, men fordi jeg var blevet afløst ved sygesengen bestemte de sig for at beholde hende natten over.
De havde rendt og pillet ved hende hele natten… så hun synes næsten ikke hun havde sovet. Det gør hun så til gengæld nu (-:
Nu venter der så dage med meget nedsat tempo, smertestillende, skift af plaster og bandager, film på dvd’en og en mor, der må stå til rådighed 24/7. Og det gør hun selvfølgelig hjertens gerne.
Måske skulle jeg tage mit grønne papirlægeoutfit på 😉
-
En lang dag
En meeeget lang dag er ved at være slut.
Selvom Poden først skulle på operationsbordet som nr. 2 hed mødetiden kl. 8 nul dut. Og så startede 7 timers “ingenting”.
Efter 5 timer forlød det fra operationsgangen, at de måske blev nødt til at aflyse. Skide ærgerligt. Der er arrangeret ferie fra job og frihed fra skole… og hvad så… hvornår kunne vi så få en tid igen?
Nåmen det er vi ikke herrer over og ingen har gjort det for at genere os. Så der var ikke andet at gøre end at forsøge at sluge ærgelsen.Halvanden time senere kommer sygeplejersken ind med armene hævet i jubel… på vores vegne… de kunne nå det og vi kunne godt gøre klar. Poden fik den ordinerede medicin og mor blev iklædt operationstøj. Jeg var chik, kan jeg godt love jer… grønt papirtøj, hvid papirbadehætte og sølv ballerinaer. Jow jow… underligt at de der læger ikke faldt for mig på stribe 😉
Men altså, grunden til påklædningen var selvfølgelig, at jeg alligevel fik lov at følge med på operationsstuen og holde i hånd indtil Poden sov. “Selvfølgelig må du det“, sagde narkosesygeplejersken.
Jeg sagde godnat kl. 15.25 og smuttede hjem og gik en lang tur med den rødhårede.
Kl. 17.10 blev der ringet. Og så var det afsted til opvågningen, hvor jeg også fik lov at være, indtil hun var klar til at blive kørt på afdelingen. Hvorfor de synes jeg skulle have nogle helt andre meldinger i går ved jeg ikke. Men pyt. Nu er det overstået med – ser det foreløbig ud til – et rigtig flot resultat.
Det første hun sagde da hun vågnede var, “jeg har det ligesom, når jeg har været til fest” og det sidste inden jeg forlod opvågningen, “tjek lige om de har noget ordentligt mad“.
Halvanden time efter operationen satte hun to portioner kartoffelmos, kødsovs og 2 is til livs… så helt galt er det ikke fat med hende 😉
Efter aftensmaden tog far over. Jeg er hjemme og møder først ind igen i morgen tidlig, hvor jeg forventer at kunne tage hende med hjem.
Sikke en lettelse at være kommet godt ud på den anden side.
I aften/nat er det forresten 4 år siden jeg “blev ramt i natten, i mit hjerte, under månens smukke lys“ og begyndelsen på resten af mit liv tog sin spæde start.
Det kan man vel godt tillade sig at glæde sig over, selv på en lang dag som i dag..!
-
Så oprandt dagen…
Der findes nok næppe noget mere dræbende kedsommeligt end ventetiden på et hospital.
Læge, sygeplejerske, opererende læge, narkoselæge… 4 samtaler og 4 undersøgelser skulle Poden igennem før vi efter 6 timer fik lov at tage hjem. Og det kunne endda have været meget værre.
Vi havde forberedt og pakket en masse underholdning – læsestof, musik, computer og film. Vi kunne lige så godt prøve, at få det bedste ud af ventetiden. Og det gik okay.
Hun skal på operationsbordet som nr. 2 i morgen. Først skal de gennem en lang og kompliceret operation – og hun skulle ikke forvente, at komme til før ved middagstid. Mere ventetid. Og fastende. Men i morgen har hun tilgengæld en seng og når hun bliver dopet fra morgenstunden får hun sikkert ingen problemer med at tage en formiddagslur.
Jeg får lov at følge hende til døren ved operationsstuen og ikke længere. Og de tillader ikke besøgende på opvågningen. Jeg havde håbet – for Nannas skyld – at jeg fik lov at være der til hun sov og jeg havde da helt sikkert regnet med, at kunne være på opvågningen. Jeg har ligget på sådan en opvågning 3 forskellige steder og jeg har hver gang oplevet at nogen (incl. jeg selv) have en pårørende tilstede. Men sådan skulle det altså ikke være her. ØV.
I aften spiser vi ude… feder os i alt det forbudte… ser tåbelige film… abstrahere fra morgendagen..!
-
Smil for satan
-
Afrika NU
I aften er jeg stolt af at være dansk… tænk at vores lille land på én enkelt aften kan samle over 110 millioner kroner sammen til de nødlidende i Øst Afrika.
Jeg synes fandeme, det er flot og jeg håber, at de mange penge hurtigst muligt kan omsættes, så de mange børn kan få noget hjælp.
-
Casper, Kasper, Kasper og Jesper
Dagen derpå. Uden tømmermænd. Hverken moralske eller fysiske.
Alkoholen bed ikke rigtig på mig i aftes og morgenens hovedpine var begrænset til noget to Panodiler snildt kunne klare. Poden blev kørt på job til kl. 10, den rødhårede fik en lang tur ved fjorden og jeg sidder oven i købet med planer om også lige at lufte støvsugeren.
Det var ellers en fin fest. Maden var for en gang skyld rigtig lækker. Det var helstegt pattegris med lækre marinerede kartofler og spændende salater. Og af hensyn til vores mange indiske medarbejdere, var der selvfølgelig også en indisk ret – noget kylling og grøntsager i en krydret sovs, som var utroligt velsmagende.
De andre “gamle” fra afdelingen forlod festen næsten før den kom igang og overlod mig i selskab med afdelingens fire ungersvende – Casper, Kasper, Kasper og Jesper – som alle var i højt humør. Der blev drukket og grinet, Mokaii blev til Mååv-kaj (med jysk accent) og der blev vist umådelige kreative moves på dansegulvet.
Nå ja, og kysset blev jeg også… af en der troede, han på den måde kunne fedte sig til en win7 pc… hrmf… som om jeg er til fals for sådan noget (-;
Har jeg forresten nævnt at jeg har ferie de næste 2-3 uger? Nå, det har jeg vist!
God lørdag til dig.
-
En ferie jeg helst var fri for og så alligevel..!
Når jeg går hjem i dag er det til 2-3 ugers ferie… og jeg trænger. Alvorligt. Misforstå mig ikke, jeg er skam glad for mit job. Meget endda. Men for fa’en… nogen gange kan man alligevel være ved at blive kvalt i stivnakkede kolleger og urimelige kunder og bare have brug for… fred. Og måske trænger de i virkeligheden også til pusterummet fra mig (-:
Selve anledningen til den sene ferie er dog ikke noget, jeg glæder mig til. Tværtimod.
Poden skal nemlig opereres. Hun har en fødselsdefekt, som vi har ventet i flere år på at få korrigeret. Jeg skal agere sygeplejerske, så godt jeg formår. Det har været planlagt længe. Men jeg tror alligevel ikke, man mentalt kan forberede sig på sådan noget. Det er jo stadig min lille pige og jeg får ondt i maven ved den blotte tanke. Det skal nok gå godt. Selvfølgelig.
Men inden vi kommer dertil, skal mor forresten ud og svinge med ørene. Diamanterne er fundet frem og danseskoene er pudset.
Sommerfest med ca. 300 festklædte kolleger. Helstegt pattegris og drikkevarer ad libitum. Det sidste kan vi rigtig godt li’. Så hvis nogen nu støder på en løsgående (og måske småberuset) danseglad “pige” i den aalborgensiske natteliv, så smil lige til hende, ik’?
God fredag 🙂
-
Nu rabler det da fuldstændig
Hvad fa’en skete der lige der Fru Bech..?
Der røg ikke bare én, men TO bagebøger ned i kurven i Netto. Mon jeg faktisk tænkte at jeg også skulle til at bage? Eller var det bare de lækre lækre billeder der fristede?
Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg tror dog ikke I behøver frygte, at det udvikler sig til en kageblog. Eller noget.
-
DHL
Der er blevet løbet DHL i Aalborgs gader i dag. Ikke af mig, men min skrivebordsmakker skulle deltage… både som holdleder og som 1. løber. Det skulle selvfølgelig foreviges af undertegnede. MEN. Da de andre hold var i gang med 3. omgang, det begyndte at regne og der fortsat ikke var skyggen af Simonsen… ja, så opgav jeg og kørte hjem.
Jeg så mange, rigtig mange, andre kolleger – alle i ens firmatrøjer – nogen i en løbestil, der var en fryd for øjet andre knap så heldige (-;
Jeg fik taget en million milliard billeder… men de hører privaten til 🙂
-
Seriøs dårlig planlægning
George Michael… Herning… 31. august… billetter ½ prisHvor godt lyder det ikke lige?
Jeg plejer ikke kunne sige nej til den slags fristelser… men hvor dårlig en mor ville jeg ikke lige være, hvis jeg efterlod min datter alene på hospitalet og tog til koncert?
Seriøst dårlig!
Og seriøs dårlig planlægning af George, at komme lige i de dage, hvor Poden skal opereres!
