-
Alle fortjener en VolksWagen
Ligesom små hunde, der tror de er nogle fandens karle… så tror Polo også den er en stor Audi stationcar. Mindst.
Min cykel kunne snildt passes ind i bagagerummet og fragtes til cykelsmeden… i hvor mange små biler kan man lige det?
-
Rød eller blå
Uanset hvad man ellers måtte mene om Lars Løkke og hans politik, så synes jeg faktisk DSU’s filmplakat er ret genial. Og sikkert også provokerende. For no’en.
Over hos Susling læste jeg følgende:
Husk at stemme og husk også, at det ikke er alle, der har det lige så godt som dig. Dem skal vi også rumme. Så sæt krydset et anstændigt sted, der gavner flere end dig selv.
Og det er måske det klogeste, nogen har sagt i denne valgkamp!
-
Så blev det onsdag
Det er en uge siden Poden lå på operationsbordet. Det er gået bedre end vi havde turdet håbe på.Som tidligere nævnt kan resultatet ikke bedømmes før om lang lang tid, så jeg tænker her på selve forløbet… både af operationen og tiden lige efter.
Hun er lige hoppet på en bus til et møde med en veninde inde i Aalborg. Hun bliver stadig både hurtigt og meget træt, ikke mindst pga. af den smertestillende medicin, som fortsat er nødvendig, men det forhindrer hende heldigvis ikke i at leve og opleve.
Jeg har været tidligt oppe. Havde en vicevært aftale fra morgenstunden. Lidt små reparationer og et køleskab med en skæv låge. Køleskabet kan ikke laves – faktisk er det blevet værre efter besøget – og et nyt er sat i bestilling. Men vi trækker tiden en anelse, for der er planlagt indkøb af nye og meget bedre modeller. Så jeg venter gerne.
Vente måtte den rødhårede også. Ude i haven. Viceværten er ikke ret stor fan af Arabella, så trods det temmelig fornærmede ansigt hun kunne stille op, måtte hun pænt blive ude.
Populær var hun heller ikke i aftes. Vi mødte eksen (i ført helt rene jeans) og hans handyr nede på marken. Trods mange krumspring – og en hel del børsten på omtalte rene jeans – havde han mudder op i knæhøjde da vi gik hjem. Til stor moro for Poden og jeg. Vi var nemlig i praktisk tøj… og gummistøvler. Nogen synes vores røjsere er latterlige og benytter enhver anledning til at joke med dem… “but frankly my dear, we don’t give a damn”!
-
Septemberregn
-
Lamelgardinvej
Den rødhårede og jeg er lige gået gennem “Lamelgardinvej”. En forholdsvis ny vej, der er skudt op der, hvor vi tidligere luftede hund. Gøgeurtvej hedder den rigtig – opkaldt efter den lille fredede blomst, som er skyld i at hovedvejen gennem Vodskov fortsat hedder Kirkevej og ikke Halsvej – men det er en helt anden historie.Dét der slog mig, da jeg gik gennem det her nye kvarter er manglen på personlighed. Okay husene er godtnok forskellige, men indretningen er alle steder taget som ud af et boligmagasin. Sort, hvidt og firmalamelgardiner over hele linien (deraf øgenavnet).
Bevarmigvel det er squ da skide flot (bortset fra gardinerne), men hvem fa’en kan bo i det? Jeg er squ bange for at tage den forkerte farve strømper på, når jeg er på besøg i sådan et hjem.
Hvor er den gamle kommode, som er gået i arv gennem generationer, de sjove tallerkener, der er samlet på loppemarkeder, billedet kollegaen har malet, fotografierne, alle de sjove dimser ungerne har bragt med hjem fra børnehave og skole, reolen med bøgerne… alle de ting, der siger noget om de mennesker, der bebor de huse.
Jeg beklager… men jeg synes altså bare ikke det er hyggeligt!
-
Halvvejs i ferien
Jeg granskede længe min hukommelse for at finde et eller andet klogt varsel, der kunne sige noget smart, når en tudse okkuperer ens græsslåmaskine… gerne noget, der inkluderede en advarsel mod at slå græs. Jeg fandt ikke noget. Desværre.
Hr. Tudse – stor og væmmelig – måtte lempes et andet sted hen. Og græsset blev slået.
Poden er smertestillet, har fået “morgenmad” på sengen og ligger nu og venter på at førstnævnte virker. Hun bliver desværre temmelig sløv af de piller hun får. Tilgengæld er de effektive mod de smerter, der er uundgålige efter en operation og det må trods alt være det vigtigste.
Hun tager det nu i stiv arm. Det hele. Lige bortset fra når hun skal i bad, får bandagen af og kan se operationsstedet… det ser pænt ud, sårene er dækket af brun plaster men alligevel er synet nok til næsten at sende hende til tælling 😉
-
Luftforandring
Poden trængte til at se noget andet end væggene på sit værelse, så hun er blevet losset af i Vestbjerg hos en god ven sammen med en stak DVD film.
Den rødhårede og jeg fortsatte til Englænderpladsen og gik os en alvorlig tur i det militære areal. Jeg fornemmer, at det kostede en del myggestik at gå tur i skoven og at ligge og rode i græsset, men det var dét værd. Vi trængte både hun og jeg.
Jeg trængte for at få luftet lidt ud på øverste etage… jeg er nemlig sådan lidt rundforvirret lige nu… der sker ting omkring mig, som jeg ikke helt ved, hvad hvad jeg skal stille op med, hvad jeg skal synes om eller hvordan jeg skal reagerer på. Det gør mig både varm inden i, men også en lillebitte smule… øøhhee… åhnejdetviljegikkeinvolveresi-agtig!.
Mon ikke jeg gør klogt i at træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding og afvente hvad mavefornemmelsen siger? Jeg tror det.!
-
Hukommelse som en elef… øh… si
Hrmf… Dorte sygeplejerske på Plastikkirurgisk afdeling mente jeg havde tabt minimum en pizza, da hun i formiddag afgjorde en lille twist mellem Poden og jeg.Pyt med det tabte væddemål… og heldigt at vi ringede og spurgte… ellers havde jeg insisteret på at skifte hendes plastre i weekenden og ikke efter 14 dage som Poden insisterede på (og altså havde ret i) var instruksen.
Jeg gi’r en is eller lørdagssnold i stedet – og så bør jeg nok forlade mig mere på hendes hukommelse i fremtiden (min egen er ved Gud ikke noget at prale med) (-:
-
Dagen efter dagen derpå
Poden var knap så kæk i formiddag, da bandagerne skulle pilles af før hun skulle i bad… faktisk blev hun temmelig bleg og måtte ind og ligge på min seng, før vi kunne fortsætte (-:
Det er svært at vurdere resultatet på nuværende tidspunkt. Operationsområdet er hævet og plastret til. Det ser umiddelbart pænt ud, men det blev understreget flere gange undervejs, at det først er om 6-9 måneder, man kan se det endelige resultat og der kan gå endnu længere tid før arrene bliver pæne. Hun er syet med fine selvopløselige tråde… som vist har en tendens til ikke at ville opløses helt… men det gi’r pænere ar og så må vi tage den lille gene med, at måtte til lægen et par gange, hvis der skal fjernes småtråde.
Hun er stille og træt – meget træt – hvilket vel er ganske naturligt. Hun har dog både været med ude med den rødhårede og nede og handle.
…
Jeg blev ønsket god weekend i dag og tænkte, “hvad mener han?“. Jeg har mistet en lille uge tid i alt det her hospitalshalløj, for det er da ganske rigtigt både fredag og weekend. Ikke at det gør nogen særlig forskel for os. Nanna bestemmer hvad hun orker og jeg forventer ikke, at det bliver ret meget.
Og ikke nok med at ugen er omme… vi er også – ubemærket af os – gået ind i den første efterårsmåned. Sensommerforvirret er bien herunder er vist også, hvis den tror den kan kan få næring ud af Poloens blomster.
Go’fredag og go’weekend 🙂
-
Tak
Mobil, indbakke og Facebook har de sidste dage været fyldt med bekymrede forespørgsler og varme hilsner… både til Nanna og jeg… også fra helt uventet kant.
Det gør glad at vide, at der er folk der tænker på os!
