Græsset trænger til at blive slået. Vasketøjskurven er fyldt. Gulvet trænger til støvsuging og vask. Der har ikke været lavet mad i mit køkken siden i søndags. Opvasken står bare.

Verden blev vendt op og ned i mandags… permanent. Akutfasen og den værste kaos er ved at være over og nu forestår det store arbejde, at finde en hverdag i en anderledes familie. De har kunnet klare sig selv de to gamle… nu er de med ét begge to afhængige af vores hjælp.

Min far er indtil videre i gode hænder, så min mor er den, der er mest omsorgskrævende. Mine forældre har været gift siden 1951 og min mor har aldrig været alene. Hun synes, det er underligt. Hun sover ikke om natten og jeg kan høre hun bliver mere og mere fortvivlet. Min søster er heldigvis genbo til mine forældre og det er guld værd i den her situation. Det gør i hvert fald, at jeg kan sove om natten og passe mit arbejde, at jeg ved der bliver holdt øje med hende.

…

Nåmen det var alle de praktiske hængepartier der kaldte… inden turen igen går til Sygehus Nord, videre til Hals og retur til Vodskov.

Ha’ en god lørdag 🙂

Normalt kommer jeg aldrig på Aalborgs venstre bred, men fordi min far nu er indlagt på Sygehus Nord, har jeg min daglige gang her. Reberbansgade er vel det nærmeste vi kommer et aalborgensisk Latinerkvarter. Det vrimler med små sjove forretninger og restauranter, helt anderledes end på højre side af af Vesterbro. En dag jeg har god tid (og flere penge) skal jeg ind og snuse i hver og en.

I dag nøjedes jeg med at købe 5 store tomater på stilk hos indvandrergrønthandleren… de kostede “etellerandetjegikkehusker” pr. ½ kilo, men han kiggede blot ned i posen… “en tier… er det i orden?” spurgte han. Og det var det. Og lidt til. Jeg havde nemlig netop returneret en bakke mugne tomater i Kvickly, som jeg tidligere på dagen havde betalt kr. 16.95 for! nå ja… jeg fik så også en flaske vin for mit besvær med at bringe dem retur, så det var en helt okay handel alligevel.

Den gamle så rigtig godt ud. Han havde fået noget at sove på i går og det hjælper altid lidt på humøret, at have fået en ordentlig nattesøvn. Han var også nybarberet – det havde han oven i købet selv gjort. Han havde haft tale pædagog og når han brugte de teknikker han havde fået, var han ret nem at forstå.

Han er selvfølgelig skide træt af at være bundet til seng og kørestol – og jeg kan squ godt forstå, hvis han han indimellem har temmelig svært ved at finde sig selv i den her nye fremtid. Jeg håber, at han med den rette træning hurtigt selv kan mærke at der er fremgang, så han kan se, at der også er et liv efter en blodprop i hjernen.

Hvis du skulle være i tvivl… så er det her jeg opholder mig 😕

Ude fra ser Aalborg Sygehus Nord forfærdelig ud… men man skal ikke skue hunden på hårene… er det ikke sådan man siger.

Jeg har ikke været her siden Poden blev født samme sted for snart 18 år siden. Og her er virkelig sket noget. Fødegangen ligger her stadig og 5 etager længere oppe ligger min far. Om det gælder hele bygningen ved jeg af gode grunde ikke, men hele 5. sal er i hvert fald nyrenoveret. Her er lyst og rart med fin opholdsstue, nye møbler, lækre badeværelser og fine stuer med alt i moderne bekvemmeligheder… bla. hænger der over hver seng en arm, hvorpå der er monteret et lille fladskærms tv (og radio), som kan placeres, så man kan se tv uanset om man sidder eller ligger. Og selvfølgelig med hovedtelefoner så man ikke forstyrrer naboen.

Det går forresten godt… omstændighederne taget i betragtning. I går var han meget træt, så derfor ankom vi i dag først efter afdelingens hviletid var slut kl 14.30. Min far var godt tilpas. Han blev hevet op i en kørestol og vi trillede ham ud i opholdsstuen… her sad vi frem til aftensmaden og der var plads til gode historier, kvikke bemærkninger og smil… selvom det selvfølgelig stadig er noget lårt.!

Nu er jeg også færdig som sanger… der kommer en god krimi på DR2 og jeg tror, det bliver på den lille skærm i den store seng 🙂

“Til morgen ville jeg gå bort i nedtrykt sindstilstand”, indledte min far vores besøg i dag med at sige… “men jeg kunne ikke” kom det tørt bagefter og med et skævt smil.

De var begyndt genoptræningen, så han var træt i dag. Meget. Da vi kom sov han og det gjorde han igen da vi gik. I morgen lægger vi vores besøg til efter de har sovet til middag og derfor tager jeg også på job igen i morgen. Jeg kan nemt få brug for mine fridage senere i forløbet. Og så trænger jeg også til at tale om noget andet.

Han er ikke overflyttet til Dronninglund som forventet og bliver det heller ikke. Der er så lang ventetid på en plads der, at man var nødt til at visitere ham til Brønderslev Neurorehabiliteringscenter i stedet. Min far er helt sikkert ligeglad og kvaliteten af genoptræningen er sikkert også den samme… men for for fanden, det gør livet mere besværligt for os som pårørende.

Vi må tage én dag af gangen… de kommer alligevel aldrig samtidig!

…

Ja, jeg beklager, men lige nu er det de to gamle, der fylder mit liv.

Jeg vågnede midt i nat… tænkte… var mandagen bare en ond drøm? Men desværre, så heldig var jeg ikke.

Den mand jeg så i går i den hospitalsseng var kun en skygge af min far. Han er 81, men frisk og aktiv… langt mere end man kan forvente af en mand i hans alder. Eller rettere var frisk og aktiv. At se ham forvandlet til en konfus, mumlende, urolig og lammet patient var næsten ubærligt og jeg skal blankt erkende, at jeg var sønderknust og fyldt med pessimistiske tanker da jeg kørte hjem.

Sovet fik jeg ikke. Nogle få timer måske. Og det var der heller ikke andre i familen der gjorde. Både Poden og jeg tog en fridag… der sker bare ting indimellem ting, der sender arbejde og skole ned blandt de ting, der ikke betyder noget. Det her er en af dem og jeg har heldigvis fuld opbakning fra både min leder og min kollega.

I morges blev min far så overflyttet fra Sygehus Syd til Sygehus Nords Apopleksiafdeling, hvor han skulle udredes. Min mor og min søster var der fra den tidlige formiddag og min søster ringede med jævne mellemrum, når der var nyt at fortælle. Poden og jeg stødte til først på eftermiddagen.

Da jeg trådte ind på stuen sad han op i en kørestol og tog smilende imod mig. Stadig lam i højre side men det konfuse og urolige var helt væk. Han var fuldstændig rolig og klar. Og selv om han har talebesvær pga. lammelsen og kan være lidt svær at forstå, så har han ikke svært ved at finde ordene. Overhovedet. Vi kunne joke med ham. Grine ad og med ham. Han havde sågar irettesagt personalet… de har kaldt ham Leif og ikke Henry, som vi gør… selv om han faktisk hedder begge dele.

Allerede i morgen ryger han videre til Dronninglund Sygehus, hvor genoptræningen starter. Og med hans stædighed er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal få det optimale ud af sådan en genoptræning.

Når man, som jeg, har forældre, der er godt oppe i årene, er der ét enkelt  telefonopkald man frygter mere end noget andet.

Det kom i dag.

Min mor fandt min far liggende i køkkenet ude af stand til at bevæge sig og med synlig lammelse i højre side af ansigtet.

Forrige weekend var Poden og jeg på besøg og på vejen hjem snakkede vi om, hvor dejligt det var, at se ham så frisk. Han gik i haven… solbrændt, vejrbidt og glad, mens han hængte ruser og fiskenet til tørre.

Så sent som i morges havde han hentet friske rødspætter, som min mor og han skulle ha’ nydt til aften.

På et split sekund ændredes, ikke bare hans, men også vores verden.

Min stædige, stolte, seje far ligger lammet og bundet til en hospitalsseng. Og jeg lover jer… han hader det.

Det var en af de dage, vi godt vidste ville komme… men havde det lige behøvet være nu.